Psalm 88In Hebrew texts 88:1-18 is numbered 88:2-19.
A song. A psalm of the Sons of Korah. For the director of music. According to mahalath leannoth.Title: Possibly a tune, “The Suffering of Affliction” A maskilTitle: Probably a literary or musical term of Heman the Ezrahite.
1Lord, you are the God who saves me;
day and night I cry out to you.
2May my prayer come before you;
turn your ear to my cry.
3I am overwhelmed with troubles
and my life draws near to death.
4I am counted among those who go down to the pit;
I am like one without strength.
5I am set apart with the dead,
like the slain who lie in the grave,
whom you remember no more,
who are cut off from your care.
6You have put me in the lowest pit,
in the darkest depths.
7Your wrath lies heavily on me;
you have overwhelmed me with all your waves.88:7 The Hebrew has Selah (a word of uncertain meaning) here and at the end of verse 10.
8You have taken from me my closest friends
and have made me repulsive to them.
I am confined and cannot escape;
9my eyes are dim with grief.
I call to you, Lord, every day;
I spread out my hands to you.
10Do you show your wonders to the dead?
Do their spirits rise up and praise you?
11Is your love declared in the grave,
your faithfulness in Destruction88:11 Hebrew Abaddon?
12Are your wonders known in the place of darkness,
or your righteous deeds in the land of oblivion?
13But I cry to you for help, Lord;
in the morning my prayer comes before you.
14Why, Lord, do you reject me
and hide your face from me?
15From my youth I have suffered and been close to death;
I have borne your terrors and am in despair.
16Your wrath has swept over me;
your terrors have destroyed me.
17All day long they surround me like a flood;
they have completely engulfed me.
18You have taken from me friend and neighbor—
darkness is my closest friend.
Et nødråb i sygdom
1Til korlederen: En sang af ezraitten Heman fra Koras slægt i mahalat-stil.88,1 Betydningen af ordet mahalat kendes ikke.
2Herre, min Gud, jeg råber til dig om dagen,
jeg kalder på dig om natten.
3Lad min bøn nå frem til dig,
lyt til mit råb om hjælp.
4Min sjæl er tynget af problemer,
jeg befinder mig på gravens rand.
5Man betragter mig allerede som død,
et menneske, der har mistet sin kraft.
6Man ser på mig som et lig,
der ligger i sin grav,
som et menneske, der snart bliver glemt
og ikke længere nyder godt af din hjælp.
7Du har kastet mig i det dybe hul,
i den mørkeste afgrund.
8Din straf tynger mig til jorden,
skyller over mig som brændingen.
9Du har fået mine venner til at forlade mig,
du har gjort det, så de væmmes ved mig,
jeg er fanget og ser ingen udvej.
10Mine øjne er matte af fortvivlelse.
Åh, Herre, dagen lang råber jeg til dig,
rækker hænderne op imod dig i bøn.
11Mon du gør underværker for de døde?
Står de op af graven for at lovprise dig?
12Vil de døde fortælle om din nåde?
Forkynder man din trofasthed i dødsrigets mørke?
13Vil afgrunden opleve dine undere?
Huskes din godhed i glemslens land?
14Herre, jeg råber til dig om hjælp,
hver morgen stiger mine bønner op til dig.
15Hvorfor har du forkastet mig, Herre?
Hvorfor skjuler du dit ansigt for mig?
16Jeg er hjælpeløs og døden nær,
fra min ungdom plaget af rædsel.
17Din straf overvælder mig,
så jeg er ved at gå til af angst.
18Som en malstrøm hvirvler den omkring mig,
slår sammen over mit hoved.
19Mine venner og min familie har forladt mig,
mine bekendte har efterladt mig i mørket.
