Genesis 18 – NIV & BPH

New International Version

Genesis 18:1-33

The Three Visitors

1The Lord appeared to Abraham near the great trees of Mamre while he was sitting at the entrance to his tent in the heat of the day. 2Abraham looked up and saw three men standing nearby. When he saw them, he hurried from the entrance of his tent to meet them and bowed low to the ground.

3He said, “If I have found favor in your eyes, my lord,18:3 Or eyes, Lord do not pass your servant by. 4Let a little water be brought, and then you may all wash your feet and rest under this tree. 5Let me get you something to eat, so you can be refreshed and then go on your way—now that you have come to your servant.”

“Very well,” they answered, “do as you say.”

6So Abraham hurried into the tent to Sarah. “Quick,” he said, “get three seahs18:6 That is, probably about 36 pounds or about 16 kilograms of the finest flour and knead it and bake some bread.”

7Then he ran to the herd and selected a choice, tender calf and gave it to a servant, who hurried to prepare it. 8He then brought some curds and milk and the calf that had been prepared, and set these before them. While they ate, he stood near them under a tree.

9“Where is your wife Sarah?” they asked him.

“There, in the tent,” he said.

10Then one of them said, “I will surely return to you about this time next year, and Sarah your wife will have a son.”

Now Sarah was listening at the entrance to the tent, which was behind him. 11Abraham and Sarah were already very old, and Sarah was past the age of childbearing. 12So Sarah laughed to herself as she thought, “After I am worn out and my lord is old, will I now have this pleasure?”

13Then the Lord said to Abraham, “Why did Sarah laugh and say, ‘Will I really have a child, now that I am old?’ 14Is anything too hard for the Lord? I will return to you at the appointed time next year, and Sarah will have a son.”

15Sarah was afraid, so she lied and said, “I did not laugh.”

But he said, “Yes, you did laugh.”

Abraham Pleads for Sodom

16When the men got up to leave, they looked down toward Sodom, and Abraham walked along with them to see them on their way. 17Then the Lord said, “Shall I hide from Abraham what I am about to do? 18Abraham will surely become a great and powerful nation, and all nations on earth will be blessed through him.18:18 Or will use his name in blessings (see 48:20) 19For I have chosen him, so that he will direct his children and his household after him to keep the way of the Lord by doing what is right and just, so that the Lord will bring about for Abraham what he has promised him.”

20Then the Lord said, “The outcry against Sodom and Gomorrah is so great and their sin so grievous 21that I will go down and see if what they have done is as bad as the outcry that has reached me. If not, I will know.”

22The men turned away and went toward Sodom, but Abraham remained standing before the Lord.18:22 Masoretic Text; an ancient Hebrew scribal tradition but the Lord remained standing before Abraham 23Then Abraham approached him and said: “Will you sweep away the righteous with the wicked? 24What if there are fifty righteous people in the city? Will you really sweep it away and not spare18:24 Or forgive; also in verse 26 the place for the sake of the fifty righteous people in it? 25Far be it from you to do such a thing—to kill the righteous with the wicked, treating the righteous and the wicked alike. Far be it from you! Will not the Judge of all the earth do right?”

26The Lord said, “If I find fifty righteous people in the city of Sodom, I will spare the whole place for their sake.”

27Then Abraham spoke up again: “Now that I have been so bold as to speak to the Lord, though I am nothing but dust and ashes, 28what if the number of the righteous is five less than fifty? Will you destroy the whole city for lack of five people?”

“If I find forty-five there,” he said, “I will not destroy it.”

29Once again he spoke to him, “What if only forty are found there?”

He said, “For the sake of forty, I will not do it.”

30Then he said, “May the Lord not be angry, but let me speak. What if only thirty can be found there?”

He answered, “I will not do it if I find thirty there.”

31Abraham said, “Now that I have been so bold as to speak to the Lord, what if only twenty can be found there?”

He said, “For the sake of twenty, I will not destroy it.”

32Then he said, “May the Lord not be angry, but let me speak just once more. What if only ten can be found there?”

He answered, “For the sake of ten, I will not destroy it.”

33When the Lord had finished speaking with Abraham, he left, and Abraham returned home.

Bibelen på hverdagsdansk

1. Mosebog 18:1-33

Gud besøger Abraham og gentager løftet om en søn

1Mens Abraham boede i Mamres egelund, viste Herren sig for ham igen. En dag sad Abraham i teltåbningen på den varmeste tid af dagen. 2Pludselig lagde han mærke til, at der stod tre mænd i nærheden. Han løb dem i møde og bød dem velkommen ved at bøje sig dybt til jorden.

3„Herre,” sagde han, „vis mig den gunst ikke at gå din tjeners dør forbi, men tag imod min gæstfrihed. 4Lad mig sørge for, at I får vand til at vaske støvet af jeres fødder. I kan hvile jer under træet her. 5Så kommer jeg med lidt mad, som I kan styrke jer på. Siden I nu er kommet denne vej, håber jeg, I vil gøre mig den ære at blive lidt, inden I rejser videre.” „Tak, det vil vi gerne,” svarede de.

6Abraham skyndte sig tilbage til teltet og gav besked til Sara: „Hurtigt! tag det bedste mel, vi har, og lav noget brød af det.” 7Så løb han videre ud til kvægflokken, hvor han udvalgte en fedekalv og gav den til en tjener, som skyndte sig at slagte den. 8Da maden var klar, tog Abraham syrnet mælk og sødmælk samt noget af den stegte kalv og serverede det for mændene. Han vartede selv op, mens mændene sad og spiste ude under træerne.

9„Hvor er Sara, din kone?” spurgte en af mændene. „Inde i teltet,” svarede Abraham. 10Da sagde manden: „Næste år ved denne tid kommer jeg igen, og da har Sara født en søn!”

Sara stod i teltdøren bagved og hørte det hele. 11Både hun og Abraham var gamle, og hun vidste jo godt, at hun var alt for gammel til at få børn. 12Hun lo ved sig selv og tænkte: „Skulle jeg virkelig opleve den glæde, nu da både jeg og min mand er blevet for gamle?”

13Da sagde Herren til Abraham: „Hvorfor ler Sara og tænker, at hun umuligt kan få et barn? 14Skulle noget være umuligt for Gud? Næste år ved denne tid kommer jeg igen, og da har Sara en søn!”

15Da Sara hørte det, blev hun bange og forsvarede sig. „Jeg lo ikke!” løj hun. „Jo, du gjorde!” svarede Herren.

Abraham går i forbøn for Sodoma

16Så rejste mændene sig fra måltidet og gik videre i retning af Sodoma, og Abraham fulgte dem på vej. 17Undervejs sagde Herren til sig selv: „Hvorfor skulle jeg ikke indvi Abraham i mine planer? 18Abrahams efterkommere vil jo blive et mægtigt folk, og alle jordens folkeslag vil opnå velsignelse gennem ham. 19Jeg har jo netop udvalgt ham, for at han skal indprente sine efterkommere lydighed mod mig, ærlighed og godhed, så jeg kan lade det ske, jeg har lovet ham.”

20Herren sagde derfor til Abraham: „Jeg har hørt klageskrig fra Sodoma og Gomorra. Indbyggerne er frygtelig onde, og alt hvad de gør er ondt. 21Jeg er nu på vej derned for at se, om deres handlinger virkelig er så forfærdelige, som det lyder til.” 22De to andre mænd gik nu videre mod Sodoma, mens Abraham blev stående foran Herren. 23Så trådte han et skridt nærmere Gud og sagde: „Vil du virkelig udrydde de gode mennesker sammen med de onde? 24Hvis nu der findes 50 uskyldige mennesker i byen—vil du da stadig ødelægge den? Kan du ikke skåne byen for de 50 menneskers skyld? 25Du vil da vel ikke behandle de gode og de onde lige? Skulle han, som dømmer hele verden, ikke være retfærdig?”

26Herren svarede: „Hvis der findes 50 retsindige mennesker, vil jeg for deres skyld skåne byen.”

27Men Abraham fortsatte: „Siden jeg nu er begyndt at tale med min Herre, så lad mig fortsætte—vel vidende, at jeg kun er støv og aske. 28Hvad nu, hvis der kun er 45 retsindige? Vil du så ødelægge byen, bare fordi der mangler fem?” „Nej, jeg vil ikke ødelægge byen, hvis der er 45 retsindige.”

29„Hvad nu, hvis der kun er 40?” „Nej, heller ikke, hvis der er 40.”

30„Tag mig det ikke ilde op,” blev Abraham ved. „Hvad nu, hvis der kun er 30?” „Jeg vil skåne hele byen, hvis jeg finder 30,” svarede Herren.

31„Siden jeg har taget mig den frihed at tale til min Herre,” fortsatte Abraham, „tillad mig da at spørge nok en gang: Hvad nu, hvis der kun er 20?” „Så vil jeg for disse 20 retsindiges skyld skåne byen.”

32Da sagde Abraham: „Herre, bliv ikke vred! Dette er sidste gang: Hvad nu, hvis der kun findes ti?” Og Herren svarede: „Så vil jeg for disse ti uskyldiges skyld skåne hele byen.”

33Da Herren var færdig med at tale med Abraham, gik han videre, mens Abraham vendte hjem til sit telt.