New International Reader's Version

Psalm 39

Psalm 39

For the director of music. For Jeduthun. A psalm of David.

I said, “I will be careful about how I live.
    I will not sin by what I say.
I will keep my mouth closed
    when I am near sinful people.”
So I was completely silent.
    I didn’t even say anything good.
    But the pain inside me grew worse.
My heart was deeply troubled.
    As I thought about what was happening to me,
I became even more troubled.
    Then I spoke out.

I said, “Lord, show me when my life will end.
    Show me how many days I have left.
    Tell me how short my life will be.
You have given me only a few days to live.
    My whole life doesn’t seem like anything to you.
    No one lasts any longer than a breath.
    This is true even for those who feel secure.
People are only shadows as they go here and there.
    They rush around, but it doesn’t mean anything.
    They pile up wealth, but they don’t know who will finally get it.

“Lord, what can I look forward to now?
    You are the only hope I have.
Save me from all the wrong things I’ve done.
    Don’t let foolish people make fun of me.
I keep silent. I don’t open my mouth.
    You are the one who has caused all this to happen.
10 Please stop beating me.
    I’m about to die from the blows of your hand.
11 You correct and punish people for their sin.
    Then, just as a moth eats cloth, you destroy their wealth.
    No one lasts any longer than a breath.

12 Lord, hear my prayer.
    Listen to my cry for help.
    Pay attention to my weeping.
I’m like an outsider in your home.
    I’m just a stranger, like all my family who lived before me.
13 Leave me alone.
    Let me enjoy life again before I die.”

Bibelen på hverdagsdansk

Salme 39

Et råb om hjælp i lidelse

1Til korlederen Jedutun: En sang af David.

Jeg havde besluttet ikke at gøre noget forkert,
    og jeg ville ikke sige noget overilet.
Jeg havde valgt at holde munden lukket,
    når der var gudløse mennesker til stede.
3-4 Derfor tav jeg og sagde ikke et ord,
    men det hjalp bare ikke.
Uroen brændte i mit indre,
    og min frustration voksede.
Jo mere jeg tænkte, jo værre blev det,
    til sidst var jeg nødt til at tale:
„Herre, hjælp mig at indse, at livet er kort,
    dagene synes at flyve af sted.
Mit liv er kort ud fra dit perspektiv,
    et menneskes liv er flygtigt som et vindpust.
        Vi er som skygger, der farer forbi.
Man slider for at samle sig rigdom,
    men ved ikke, hvem der får glæde af det.

Herre, hvad kan jeg forvente af livet?
    Du er mit eneste håb.
Red mig ud af syndens sump,
    så ikke tåberne skal hovere over mig.
10 Herre, jeg har intet at sige til mit forsvar,
    for det er jo dig, som straffer mig.
11 Men Herre, jeg kan ikke holde det ud længere,
    jeg ligger knust under din hånd.
12 Når du straffer folk for deres synder,
    bliver de mast som møl.
Mennesket er jo flygtigt som et åndepust.

13 Hør min bøn, Herre, lyt til mit råb!
    Luk ikke ørerne for min gråd.
Jeg er jo blot en fremmed på jorden,
    en gæst på gennemrejse som mine forfædre.
14 Vend din vrede fra mig, Herre,
    så jeg kan opleve glæden igen,
        før jeg skal herfra.”