Jonah 1 – NIRV & BPH

New International Reader’s Version

Jonah 1:1-17

Jonah Runs Away From the Lord

1A message from the Lord came to Jonah, the son of Amittai. The Lord said, 2“Go to the great city of Nineveh. Preach against it. The sins of its people have come to my attention.”

3But Jonah ran away from the Lord. He headed for Tarshish. So he went down to the port of Joppa. There he found a ship that was going to Tarshish. He paid the fare and went on board. Then he sailed for Tarshish. He was running away from the Lord.

4But the Lord sent a strong wind over the Mediterranean Sea. A wild storm came up. It was so wild that the ship was in danger of breaking apart. 5All the sailors were afraid. Each one cried out to his own god for help. They threw the ship’s contents into the sea. They were trying to make the ship lighter.

But Jonah had gone below deck. There he lay down and fell into a deep sleep. 6The captain went down to him and said, “How can you sleep? Get up and call out to your god for help! Maybe he’ll pay attention to what’s happening to us. Then we won’t die.”

7Here is what the sailors said to one another. “Someone is to blame for getting us into all this trouble. Come. Let’s cast lots to find out who it is.” So they did. And Jonah was picked. 8They asked him, “What terrible thing have you done to bring all this trouble on us? Tell us. What do you do for a living? Where do you come from? What is your country? What people do you belong to?”

9He answered, “I’m a Hebrew. I worship the Lord. He is the God of heaven. He made the sea and the dry land.”

10They found out he was running away from the Lord. That’s because he had told them. Then they became terrified. So they asked him, “How could you do a thing like that?”

11The sea was getting rougher and rougher. So they asked him, “What should we do to you to make the sea calm down?”

12“Pick me up and throw me into the sea,” he replied. “Then it will become calm. I know it’s my fault that this terrible storm has come on you.”

13But the men didn’t do what he said. Instead, they did their best to row back to land. But they couldn’t. The sea got even rougher than before. 14Then they cried out to the Lord. They prayed, “Please, Lord, don’t let us die for taking this man’s life. After all, he might not be guilty of doing anything wrong. So don’t hold us responsible for killing him. Lord, you always do what you want to.” 15Then they took Jonah and threw him overboard. And the stormy sea became calm. 16The men saw what had happened. Then they began to have great respect for the Lord. They offered a sacrifice to him. And they made promises to him.

Jonah Prays to the Lord

17Now the Lord sent a huge fish to swallow Jonah. And Jonah was in the belly of the fish for three days and three nights.

Bibelen på hverdagsdansk

Jonasʼ Bog 1:1-16

Jonas nægter at adlyde Gud

1En dag talte Herren til Jonas, Amittajs søn. Han sagde: 2„Tag af sted til den store by Nineve og råb til dens befolkning, at jeg vil straffe dem for deres ondskab.”

3Men Jonas ønskede ikke at gøre, hvad Gud havde sagt til ham, så han flygtede i den modsatte retning. Han gik ned til havnebyen Jafo, hvor han fandt et skib, der skulle til Tarshish.1,3 Mange mener, at Tarshish lå i Spanien, men det vides ikke med sikkerhed. Jafo eller Joppe svarer til det nuværende Jaffa. Han betalte for rejsen og gik om bord for at sejle til Tarshish og dermed unddrage sig den opgave, Gud havde givet ham.

Gud straffer Jonas for hans ulydighed

4Men Herren sendte en voldsom orkan hen over havet, så skibet var ved at blive knust. 5Sømændene blev dødsens angst og råbte til hver deres gud om hjælp. De kastede også hele lasten over bord for at lette skibet.

Imens lå Jonas nede i lastrummet og sov. 6Kaptajnen gik ned og vækkede ham. „Hvorfor ligger du her og sover?” råbte han. „Stå op og råb til din gud om hjælp! Måske vil han vise os barmhjertighed og redde os fra at drukne.”

7Da de var kommet op på dækket, sagde søfolkene til hinanden: „Lad os kaste lod for at finde ud af, hvem der er skyld i denne frygtelige orkan.” Det gjorde de så, og loddet traf Jonas.

8Så begyndte de anklagende spørgsmål at hagle ned over ham: „Er det virkelig dig, der er skyld i det her?” „Hvem er du egentlig?” „Hvad bestiller du her?” „Hvor kommer du fra?” „Hvilket folk tilhører du?” 9Jonas svarede: „Jeg er hebræer. Jeg tilbeder Herren, den Gud, som bor i Himlen, og som har skabt både havet og landjorden.” 10Så fortalte han dem, at han var på flugt fra sin gud. Mændene blev dybt rystede, da de hørte det. „Hvordan kunne du gøre det?” råbte de. 11Imens blev orkanen om muligt endnu værre. „Hvad skal vi gøre ved dig, for at din gud kan standse stormen?” 12„Kast mig i havet,” svarede Jonas. „Så lægger bølgerne sig. Jeg indrømmer, at det er min skyld, at denne orkan har ramt jer.”

13Besætningen prøvede dog først at ro i retning af land, men det var håbløst. Orkanen var alt for voldsom. 14Så råbte de til Jonas’ gud, Herren: „Åh, Herre, lad os ikke omkomme på grund af denne mand! Gør os ikke ansvarlige for hans død, når vi kaster ham i havet. Du har jo selv sendt denne orkan!” 15Så tog de Jonas og kastede ham ud i havet. Øjeblikkeligt lagde vinden sig. 16Mændene var målløse over Herrens store magt, og de bragte ham ofre og aflagde løfter om, at fra nu af skulle han være deres gud.