The First Speech of Eliphaz
1Then Eliphaz the Temanite replied,
2“Job, suppose someone tries to talk to you.
Will that make you uneasy?
I can’t keep from speaking up.
3Look, you taught many people.
You made weak hands strong.
4Your words helped those who had fallen down.
You made shaky knees strong.
5Now trouble comes to you. And you are unhappy about it.
It strikes you down. And you are afraid.
6Shouldn’t you worship God and trust in him?
Shouldn’t your honest life give you hope?
7“Here’s something to think about.
Have people who aren’t guilty ever been wiped out?
Have honest people ever been completely destroyed?
8Here’s what I’ve observed.
People gather a crop from what they plant.
If they plant evil and trouble, that’s what they will harvest.
9The breath of God destroys them.
The blast of his anger wipes them out.
10Powerful lions might roar and growl.
But their teeth are broken.
11Lions die because they don’t have any food.
Then their cubs are scattered.
12“A message came to me in secret.
It was as quiet as a whisper.
13I had a scary dream one night.
I was sound asleep.
14Fear and trembling seized me.
That made every bone in my body shake.
15A spirit glided past my face.
The hair on my body stood on end.
16Then the spirit stopped.
But I couldn’t tell what it was.
Something stood there in front of me.
I heard a soft voice.
17It said, ‘Can a human being be more right than God?
Can even a strong man be more pure than the God who made him?
18God doesn’t trust those who serve him.
He even brings charges against his angels.
19So he’ll certainly find fault with human beings.
After all, they are made out of dust.
They can be crushed more easily than a moth.
20Between sunrise and sunset they are broken to pieces.
Nobody even notices. They disappear forever.
21Like a tent that falls down, they get weak.
They die because they didn’t follow God’s wisdom.’ ”
Elifaz’ første tale til Job
1Da svarede Elifaz:
2„Måske bliver du vred, hvis jeg siger noget,
men jeg kan ikke holde mig tilbage længere.
3Du har opmuntret mange i tidens løb
og været til trøst for de sørgende.
4Du har støttet dem, der var ved at segne,
givet nyt mod til dem, der var ved at give op.
5Nu, hvor det gælder dig selv, er du modløs,
dine egne problemer har helt slået dig ud!
6Din ærefrygt for Gud burde give dig tillid.
De, der gør det rette, bør ikke leve i håbløshed.
7Bliver en uskyldig overøst med ulykker?
Straffer Gud en retskaffen mand?
8Jeg ved, at de, der sår overtrædelser og synd,
også må høste, hvad de har sået.
9Når Gud ånder på dem, går de til grunde,
hans vredes pust gør det af med dem.
10En løve kan brøle, så meget den vil,
ungløven vise tænder,
men Gud har al magten,
han brækker med lethed løvens tænder.
11Da dør selv den stærkeste løve af sult,
dens unger må klare sig selv.
12Der kom et ord til mig i det skjulte,
mit øre opfangede den svage hvisken.
13Det kom i et syn om natten,
mens andre sov deres søde søvn.
14Jeg blev bange og skælvede af skræk,
jeg rystede over hele kroppen,
15et vindpust strøg hen over mit ansigt,
hårene rejste sig på mit hoved.
16Jeg kunne ane en skikkelse foran mig,
men kunne ikke se, hvem det var.
Den standsede op,
og jeg hørte en hviskende stemme:
17‚Kan et menneske være fejlfrit i Guds øjne?
Kan en skabning stå skyldfri over for sin Skaber?’
18Gud kan ikke engang stole på englene,
hans himmelske sendebud er ikke fejlfri.
19Hvad så med mennesker, støvets børn,
som har deres hjem på jorden?
De mases så let som møl,
20der går til grunde på et øjeblik.
Uden at man skænker dem en tanke,
knuses de og forsvinder for evigt.
21Deres liv slutter brat, og de dør
midt i al deres uvidenhed.
