New International Reader's Version

Job 14

1Human beings have only a few days to live.
    Their lives are full of trouble.
They grow like flowers, and then they dry up.
    They are like shadows that quickly disappear.

“God, do you even notice them?
    Will you let them appear in your court?
Who can bring what is pure from something that isn’t pure?
    No one!
You decide how long anyone will live.
    You have established the number of his months.
    You have set a limit to the number of his days.
So look away from him. Leave him alone.
    Let him put in his time like a hired worker.

“At least there is hope for a tree.
    If it’s cut down, it will begin to grow again.
    New branches will appear on it.
Its roots may grow old in the ground.
    Its stump may die in the soil.
But when it smells water, it will begin to grow.
    It will send out new growth like a plant.
10 No man is like that. When he dies, he is buried in a grave.
    He takes his last breath. Then he is gone.
11 Water dries up from lakes.
    Riverbeds become empty and dry.
12 In the same way, people lie down and never get up.
    People won’t wake or rise from their sleep
    until the heavens are gone.

13 “I wish you would hide me in a grave!
    I wish you would cover me up until your anger passes by!
I wish you would set the time for me to spend in the grave
    and then bring me back up!
14 If someone dies, will they live again?
    All the days of my hard work
    I will wait for the time when you give me new life.
15 You will call out to me, and I will answer you.
    You will long for the person your hands have made.
16 Then you will count every step I take.
    But you won’t keep track of my sin.
17 The wrong things I’ve done will be sealed up in a bag.
    You will wipe out my sins by forgiving them.

18 “A mountain wears away and crumbles.
    A rock is moved from its place.
19 Water wears away stones.
    Storms wash away soil.
    In the same way, you destroy a person’s hope.
20 You overpower them completely, and then they’re gone.
    You change the way they look and send them to their graves.
21 If their children are honored, they don’t even know it.
    If their children are dishonored, they don’t even see it.
22 All they feel is the pain of their own bodies.
    They are full of sadness only for themselves.”

Bibelen på hverdagsdansk

Job 14

1Et menneskeliv er kun ganske kort,
    men alligevel har vi masser af problemer.
Jeg er som en blomst, der vokser op og visner,
    livet passerer forbi som en skygge og er væk.
Jeg er så ringe og ubetydelig.
    Hvorfor ignorerer du mig ikke bare?
Findes der et menneske helt uden synd?
    Er der nogen, som er fuldstændig fejlfri?
Du har fastsat et menneskes levetid,
    den kan tælles i dage og måneder,
        den tidsfrist, du har sat, kan ingen af os ændre.
Giv mig en smule fred, så jeg kan hvile mig,
    som en arbejder, der slapper af efter dagens slid.
Der er mere håb for et træ end for et menneske.
    Hvis et træ bliver fældet, skyder det friske skud igen.
Selv om rødderne i jorden er gamle,
    og stubben synes død i markens muld,
skal der kun en smule vand til
    for at hjælpe de nye skud på vej.
10 Men når mennesker dør, er det ude med dem.
    Når de udånder, er alt forbi.
11 Som en sø kan udtørres under tørke,
    og en flod kan svinde ind til ingenting,
12 sådan er et menneske borte,
    når livet først rinder ud.
Det rejser sig ikke fra graven,
    så længe himlen og jorden er til.

13 Gid du straks ville sende mig ned i Dødsriget
    og lade mig hvile der, til din vrede er forbi.
Når den rette tid så er inde,
    kan du komme og føre mig op igen.
14 Hvis der var håb om at komme tilbage til livet,
    kunne jeg bedre holde lidelsen ud
        og tålmodigt vente på, at livet blev værd at leve.
15 Så ville du kalde på mig, og jeg ville svare,
    for du længes efter at se din skabning igen.
16 Da ville du overvåge mine skridt,
    men ikke tage dig af mine overtrædelser.
17 Mine synder bliver gemt i en sæk,
    du tilregner mig dem ikke.

18 Men som et bjerg kan skride sammen,
    som et klippestykke kan slå revner,
19 som vand kan udhule en sten og skylle jorden væk,
    sådan brister menneskets forhåbninger.
20 Det endelige slag mod os mennesker er døden,
    med stivnet ansigt går vi bort.
21 Børnenes fremtid får vi ikke at se,
    vi ved ikke, om det går dem godt eller skidt.
22 Vi mærker kun vores egen smerte,
    føler kun vores egen sorg.”