Genesis 48 – NIRV & BPH

New International Reader’s Version

Genesis 48:1-22

Ephraim and Manasseh

1Some time later Joseph was told, “Your father is sick.” So he took his two sons Manasseh and Ephraim along with him. 2Jacob was told, “Your son Joseph has come to you.” So Israel became stronger and sat up in bed.

3Jacob said to Joseph, “The Mighty God appeared to me at Luz in the land of Canaan. He blessed me there. 4He said to me, ‘I am going to give you children. I will make your family very large. I will make you a community of nations. And I will give this land to your children after you. It will belong to them forever.’

5“Now then, two sons were born to you in Egypt. It happened before I came to you here. They will be counted as my own sons. Ephraim and Manasseh will belong to me, in the same way that Reuben and Simeon belong to me. 6Any children born to you after them will belong to you. Any territory they receive will come from the land that will be given to Ephraim and Manasseh. 7As I was returning from Paddan, Rachel died. It made me very sad. She died in the land of Canaan while we were still on the way. We weren’t very far away from Ephrath. So I buried her body there beside the road to Ephrath.” Ephrath was also called Bethlehem.

8Israel saw Joseph’s sons. He asked, “Who are they?”

9“They are the sons God has given me here,” Joseph said to his father.

Then Israel said, “Bring them to me. I want to give them my blessing.”

10Israel’s eyes were weak because he was old. He couldn’t see very well. So Joseph brought his sons close to him. His father kissed them and hugged them.

11Israel said to Joseph, “I never thought I’d see your face again. But now God has let me see your children too.”

12Then Joseph lifted his sons off Israel’s knees. Joseph bowed down with his face to the ground. 13He placed Ephraim on his right, toward Israel’s left hand. He placed Manasseh on his left, toward Israel’s right hand. Then he brought them close to Israel. 14But Israel reached out his right hand and put it on Ephraim’s head. He did it even though Ephraim was the younger son. He crossed his arms and put his left hand on Manasseh’s head. He did it even though Manasseh was the older son.

15Then Israel gave Joseph his blessing. He said,

“May God bless these boys.

He is the God of my grandfather Abraham and my father Isaac.

They walked faithfully with him.

He is the God who has been my shepherd

all my life right up to this day.

16He is the Angel who has saved me from all harm.

May he bless these boys.

May they be called by my name.

May they also be called by the names of my grandfather Abraham and my father Isaac.

And may the number of them greatly increase

on the earth.”

17Joseph saw his father putting his right hand on Ephraim’s head. And Joseph didn’t like it. So he took hold of his father’s hand to move it over to Manasseh’s head. 18Joseph said to him, “No, my father. Here’s my older son. Put your right hand on his head.”

19But his father wouldn’t do it. He said, “I know, my son. I know. He too will become a nation. He too will become great. But his younger brother will be greater than he is. His children after him will become a group of nations.” 20On that day, Jacob gave them his blessing. He said,

“The people of Israel will bless others in your name.

They will say, ‘May God make you like Ephraim and Manasseh.’ ”

So he put Ephraim ahead of Manasseh.

21Then Israel said to Joseph, “I’m about to die. But God will be with all of you. He’ll take you back to the land of your fathers. 22But to you, Joseph, I am giving more land than your brothers. I’m giving you the land I took from the Amorites. I took it with my sword and bow.”

Bibelen på hverdagsdansk

1. Mosebog 48:1-22

Jakob velsigner Josefs sønner

1Kort efter fik Josef meddelelse om, at det gik hurtigt ned ad bakke med hans fars helbred. Han tog derfor straks af sted for at besøge ham sammen med sine to sønner Manasse og Efraim. 2Da Jakob hørte, at Josef var kommet, satte han sig med en kraftanstrengelse op og svingede benene ud over sengekanten. 3Derpå sagde han til Josef: „Gud den almægtige viste sig for mig i Luz i Kana’an og velsignede mig. 4Han sagde: ‚Jeg vil gøre dig til et stort folk og give Kana’ans land til dig og dine efterkommere, og det skal for altid være jeres ejendom.’ ”

5„Nu vil jeg adoptere dine to sønner, Efraim og Manasse, som blev født her i Egypten, før jeg kom hertil,” fortsatte Jakob. „De skal være mine egne sønner og arve på lige fod med Ruben og Simeon og mine andre sønner. 6Men de sønner, du får i fremtiden, bliver dine egne, og det land de skal arve, bliver indenfor Efraims og Manasses område. 7Da vi kom tilbage fra Paddan-Aram døde Rakel i Kana’an, inden vi ankom til Efrat—og jeg begravede hende der ved siden af vejen til Efrat.” (Efrat hedder nu Betlehem.) 8Så kiggede Jakob over på de to drenge. „Er det dine sønner?” spurgte han.

9„Ja,” svarede Josef, „det er de sønner, Gud har givet mig her i Egypten.”

„Bring dem herhen til mig,” sagde Jakob, „så jeg kan velsigne dem.” 10Jakob kunne ikke se særlig godt, for han var gammel og halvblind. Så førte Josef drengene hen til ham, og Jakob kyssede dem på kinden og omfavnede dem, 11og han sagde til Josef: „Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle få dig at se igen. Men nu har Gud tilmed ladet mig se dine børn.”

12Så førte Josef drengene væk fra deres bedstefars knæ og bøjede sig dybt til jorden for ham. 13Derefter førte han med sin højre hånd Efraim hen til Jakobs venstre side og med sin venstre hånd Manasse hen til Jakobs højre side. 14Jakob lagde dog sin højre hånd på Efraims hoved, selvom han var den yngste, og sin venstre hånd på Manasses hoved, selvom han var den ældste, så han sad med armene over kors. 15Derpå velsignede han Josef og hans to sønner med følgende ord: „Må den Gud, som min bedstefar Abraham og min far Isak vandrede med, den Gud, som har været min hyrde livet igennem, 16den engel, som har bevaret mig fra alt ondt—må han velsigne de to drenge her! Må de føre min slægt videre, som jo udgår fra Abraham og Isak, og må de blive til et mægtigt folk.”

17Da Josef så, at hans far havde lagt sin højre hånd på Efraims hoved, kunne han ikke lide det, og han greb sin fars hånd for at lægge den på Manasses hoved. 18„Far,” sagde han. „Det er ham her, der er den ældste. Læg din højre hånd på hans hoved.”

19Men det nægtede hans far. „Jeg ved, hvad jeg gør, min søn,” svarede han. „Manasse vil blive stamfar til et mægtigt folk, men hans yngre bror vil blive endnu mægtigere. Hans efterkommere vil blive til mange folkeslag.” 20Den dag velsignede Jakob drengene med følgende velsignelse:

„Israelitterne vil bruge jeres navne til at velsigne hinanden. De vil sige: ‚Må Gud velsigne jer, som han velsignede Efraim og Manasse!’ ” På den måde satte han Efraim over Manasse.

21Derefter sagde Jakob til Josef: „Jeg skal snart dø, men Gud vil være med jer og føre jer til Kana’an, det land, han lovede jeres forfædre. 22Og da du har en højere position end dine brødre, overdrager jeg dig højlandet omkring Sikem, som vi tog fra amoritterne med sværd og bue.”