Daniel 6 – NIRV & BPH

New International Reader’s Version

Daniel 6:1-28

Daniel Is Thrown Into a Den of Lions

1It pleased Darius to appoint 120 royal rulers over his entire kingdom. 2He placed three leaders over them. One of the leaders was Daniel. The royal rulers were made accountable to the three leaders. Then the king wouldn’t lose any of his wealth. 3Daniel did a better job than the other two leaders or any of the royal rulers. He was an unusually good and able man. So the king planned to put him in charge of the whole kingdom. 4But the other two leaders and the royal rulers heard about it. So they looked for a reason to bring charges against Daniel. They tried to find something wrong with the way he ran the government. But they weren’t able to. They couldn’t find any fault with his work. He could always be trusted. He never did anything wrong. And he always did what he was supposed to. 5Finally these men said, “We want to bring charges against this man Daniel. But it’s almost impossible for us to come up with a reason to do it. If we find a reason, it will have to be in connection with the law of his God.”

6So the two leaders and the royal rulers went as a group to the king. They said, “King Darius, may you live forever! 7All the royal leaders, high officials, royal rulers, advisers and governors want to make a suggestion. We’ve agreed that you should give an order. And you should make sure it’s obeyed. Your Majesty, here is the command you should make your people obey for the next 30 days. Don’t let any of your people pray to any god or human being except to you. If they do, throw them into the lions’ den. 8Now give the order. Write it down in the law of the Medes and Persians. Then it can’t be changed.” 9So King Darius put the order in writing.

10Daniel found out that the king had signed the order. In spite of that, he did just as he had always done before. He went home to his upstairs room. Its windows opened toward Jerusalem. He went to his room three times a day to pray. He got down on his knees and gave thanks to his God. 11Some of the other royal officials went to where Daniel was staying. They saw him praying and asking God for help. 12So they went to the king. They spoke to him about his royal order. They said, “Your Majesty, didn’t you sign an official order? It said that for the next 30 days your people could pray only to you. They could not pray to anyone else, whether god or human being. If they did, they would be thrown into the lions’ den.”

The king answered, “The order must still be obeyed. It’s what the law of the Medes and Persians requires. So it can’t be changed.”

13Then they spoke to the king again. They said, “Daniel is one of the prisoners from Judah. He doesn’t pay any attention to you, Your Majesty. He doesn’t obey the order you put in writing. He still prays to his God three times a day.” 14When the king heard this, he was very upset. He didn’t want Daniel to be harmed in any way. Until sunset, he did everything he could to save him.

15Then the men went as a group to King Darius. They said to him, “Your Majesty, remember that no order or command you give can be changed. That’s what the law of the Medes and Persians requires.”

16So the king gave the order. Daniel was brought out and thrown into the lions’ den. The king said to him, “You always serve your God faithfully. So may he save you!”

17A stone was brought and placed over the opening of the den. The king sealed it with his own special ring. He also sealed it with the rings of his nobles. Then nothing could be done to help Daniel. 18The king returned to his palace. He didn’t eat anything that night. He didn’t ask for anything to be brought to him for his enjoyment. And he couldn’t sleep.

19As soon as the sun began to rise, the king got up. He hurried to the lions’ den. 20When he got near it, he called out to Daniel. His voice was filled with great concern. He said, “Daniel! You serve the living God. You always serve him faithfully. So has he been able to save you from the lions?”

21Daniel answered, “Your Majesty, may you live forever! 22My God sent his angel. And his angel shut the mouths of the lions. They haven’t hurt me at all. That’s because I haven’t done anything wrong in God’s sight. I’ve never done anything wrong to you either, Your Majesty.”

23The king was filled with joy. He ordered his servants to lift Daniel out of the den. So they did. They didn’t see any wounds on him. That’s because he had trusted in his God.

24Then the king gave another order. The men who had said bad things about Daniel were brought in. They were thrown into the lions’ den. So were their wives and children. Before they hit the bottom of the den, the lions attacked them. And the lions crushed all their bones.

25Then King Darius wrote to people of all nations, no matter what language they spoke. He said,

“May you have great success!

26“I order people in every part of my kingdom to respect and honor Daniel’s God.

“He is the living God.

He will live forever.

His kingdom will not be destroyed.

His rule will never end.

27He sets people free and saves them.

He does miraculous signs and wonders.

He does them in the heavens and on the earth.

He has saved Daniel

from the power of the lions.”

28So Daniel had success while Darius was king. Things went well with Daniel during the rule of Cyrus, the Persian.

Bibelen på hverdagsdansk

Daniels Bog 6:1-29

Daniel i løvekulen

1Efter Belshazzars død overtog mederen Dareios6,1 Det er ikke den samme Dareios, som er nævnt i Ezra og Nehemias. Adskillige konger bar samme navn. magten over det babyloniske storrige i en alder af 62 år. 2Han opdelte riget i 120 provinser og indsatte en guvernør i hver provins. 3Over dem satte han tre statholdere, som de skulle stå til regnskab for, så riget blev effektivt administreret. Daniel var en af dem.

4Daniel udviste større administrative evner end de andre statholdere og guvernører, for han sad inde med en helt speciel visdom, og kong Dareios overvejede at gøre ham til rigets øverste administrative leder. 5De andre statholdere og guvernører blev derfor misundelige på Daniel, og de søgte at finde noget ved hans embedsførelse, som de kunne anklage ham for. Men de kunne ikke finde noget at kritisere, for Daniel var ærlig og ikke det mindste korrupt eller forsømmelig. 6„Vi kan ikke finde noget at anklage ham for, hvad hans arbejde angår,” konstaterede de. „Men måske vi kan finde noget i hans gudsdyrkelse.”

7I samlet trop gik de derfor til kongen og sagde: „Deres Majestæt længe leve! 8Vi statholdere, guvernører, rådgivere og andre højtstående embedsmænd er blevet enige om, at De burde udstede en lov, som siger, at hvis nogen i de næste 30 dage beder en bøn til nogen anden end Dem—det være sig til en gud eller til et menneske—skal de kastes for løverne. 9Vi opfordrer Dem til personligt at underskrive denne lov, så den ifølge medisk-persisk tradition ikke kan omstødes.” 10Kong Dareios udstedte da en sådan lov.

11Selvom Daniel vidste besked med den nye lov, gik han alligevel hjem og knælede, som han plejede, i det værelse ovenpå, hvor vinduerne stod åbne i retning af Jerusalem. Han blev ved med at bede og takke Gud tre gange dagligt, som han altid havde gjort. 12De misundelige embedsmænd stormede da ind i Daniels hus og fandt ham i færd med at bede til Gud. 13Straks gik de hen til kongen. „Deres Majestæt husker nok den lov, De lige har udstedt,” begyndte de. „Hvis nogen i de næste 30 dage beder en bøn til nogen anden end Dem—det være sig til en gud eller til et menneske—så skal de kastes for løverne.”

„Jo,” svarede kongen, „det står fast efter den medisk-persiske tradition. Loven kan ikke trækkes tilbage.”

14„Men Daniel, en af de bortførte judæere, er ligeglad med Dem og Deres lov. Han beder stadig til sin Gud tre gange om dagen.”

15Da kongen hørte det, blev han meget ked af det og spekulerede på, hvordan han mon kunne redde Daniel. Hele resten af dagen prøvede han at finde en udvej til at hjælpe Daniel.

16Om aftenen troppede mændene igen op hos kongen. „Deres Majestæt,” sagde de. „Vi vil gerne minde Dem om, at De ifølge medisk-persisk tradition ikke kan tilbagetrække en lov, De selv har underskrevet.”

17Så blev Daniel hentet og kongen sagde til ham: „Gid din Gud, som du tjener så trofast, må redde dig ud af det her!” Derpå blev Daniel kastet ned til løverne, 18og man hentede en stor sten, som blev lagt over løvekulens åbning. Til sidst forseglede kongen stenen både med det kongelige segl og regeringens segl, så det var umuligt at ændre noget i den sag. 19Derpå vendte kongen tilbage til paladset. Men han ville ikke spise, aflyste sin sædvanlige aftenunderholdning og lukkede ikke et øje hele natten.

20Næste morgen ved daggry stod kongen op og skyndte sig hen til løvekulen. 21Endnu inden han var nået helt derhen, råbte han sørgmodigt: „Åh, Daniel, du den levende Guds tjener! Mon den Gud, som du tjente så trofast, kunne redde dig fra løverne?” 22Straks svarede Daniel: „Deres Majestæt længe leve! 23Min Gud sendte en engel og lukkede løvernes gab, så de ikke kunne skade mig. I Guds øjne er jeg nemlig uskyldig, og jeg har heller ikke gjort noget forkert over for Dem, Deres Majestæt.”

24Kongen var ude af sig selv af glæde. Han fik straks Daniel hejst op fra løvekulen. Ikke en skramme havde han fået, for han havde sat sin lid til Gud.

25Men de mænd, som havde udtænkt den snedige plan, blev derefter på kongens befaling hentet og kastet i løvekulen sammen med deres koner og børn, og løverne kastede sig straks over dem og knuste deres knogler.

26Efter den oplevelse udsendte kong Dareios en meddelelse til alle sine undersåtter fra de forskellige folkeslag, stammer og sprog:

Alle gode ønsker fra kongen! 27Jeg befaler hermed, at alle borgere i hele riget fremover skal vise respekt og ærefrygt for Daniels Gud. Han er den levende og uforanderlige Gud, hvis herredømme aldrig vil ophøre, og hvis magt aldrig vil få ende. 28Han redder og frelser, hvem han vil. Han gør tegn og undere i himlen og på jorden. Han frelste Daniel fra løverne!

29Således oplevede Daniel fortsat lykke og fremgang både under Dareios og den persiske kong Kyros.