2 Chronicles 30 – NIRV & BPH

New International Reader’s Version

2 Chronicles 30:1-27

Hezekiah Celebrates the Passover Feast

1Hezekiah sent a message to all the people of Israel and Judah. He also wrote letters to the tribes of Ephraim and Manasseh. He invited everyone to come to the Lord’s temple in Jerusalem. He wanted them to celebrate the Passover Feast to honor the Lord. He is the God of Israel. 2The king, his officials and the whole community in Jerusalem decided to celebrate the Passover Feast in the second month. 3They hadn’t been able to celebrate it at the regular time. That’s because there weren’t enough priests who had set themselves apart to the Lord. Also, the people hadn’t gathered together in Jerusalem. 4The plan seemed good to the king and the whole community. 5They decided to send a message all through Israel. It was sent out from Beersheba all the way to Dan. The message invited the people to come to Jerusalem. It invited them to celebrate the Passover Feast to honor the Lord, the God of Israel. The Passover Feast hadn’t been celebrated by large numbers of people for a long time. It hadn’t been done in keeping with what was written in the law.

6Messengers went all through Israel and Judah. They carried letters from the king and his officials. The king had ordered them to do that. The letters said,

“People of Israel, return to the Lord. He is the God of Abraham, Isaac and Israel. Return to him. Then he will return to you who are left in the land. You have escaped from the power of the kings of Assyria. 7Don’t be like your parents and the rest of your people. They weren’t faithful to the Lord, the God of their people. That’s why he punished them. He made them look so bad that everyone was shocked when they saw them. You can see it for yourselves. 8Don’t be stubborn. Don’t be as your people were. Obey the Lord. Come to his temple. He has set it apart to himself forever. Serve the Lord your God. Then he’ll stop being angry with you. 9Suppose you return to the Lord. Then those who captured your relatives and children will be kind to them. In fact, your relatives and children will come back to this land. The Lord your God is kind and tender. He won’t turn away from you if you return to him.”

10The messengers went from town to town in Ephraim and Manasseh. They went all the way to Zebulun. But people laughed and made fun of them. 11In spite of that, some people from Asher, Manasseh and Zebulun made themselves humble. They went to Jerusalem. 12God helped the people of Judah. He helped them agree with one another. So they did what the king and his officials had ordered. They did what the Lord told them to do.

13A very large crowd of people gathered together in Jerusalem. They went there to celebrate the Feast of Unleavened Bread. It took place in the second month. 14They removed the altars in Jerusalem. They cleared away the altars for burning incense. They threw all the altars into the Kidron Valley.

15They killed the Passover lamb on the 14th day of the second month. The priests and Levites were ashamed of how they had lived. They set themselves apart to the Lord. They brought burnt offerings to his temple. 16Then they did their regular tasks just as the Law of Moses, the man of God, required. The Levites gave the blood of the animals to the priests. The priests splashed it against the altar. 17Many people in the crowd hadn’t set themselves apart to the Lord. They weren’t “clean.” They couldn’t set apart their lambs to him. So the Levites had to kill the Passover lambs for all of them. 18Many people came from Ephraim, Manasseh, Issachar and Zebulun. Most of them hadn’t made themselves pure and “clean.” But they still ate the Passover meal. That was against what was written in the law. But Hezekiah prayed for them. He said, “The Lord is good. May he forgive everyone 19who wants to worship God with all their heart. God is the Lord, the God of their people. May God forgive them even if they aren’t ‘clean’ in keeping with the rules of the temple.” 20The Lord answered Hezekiah’s prayer. He healed the people.

21The people of Israel who were in Jerusalem celebrated the Feast of Unleavened Bread. They celebrated for seven days with great joy. The Levites and priests praised the Lord every day. They praised the Lord with loud musical instruments. The instruments had been set apart to the Lord.

22Hezekiah spoke words that gave hope to all the Levites. They understood how to serve the Lord well. For the seven days of the feast they ate the share given to them. They also sacrificed friendship offerings. They praised the Lord, the God of their people.

23Then the whole community agreed to celebrate the feast for seven more days. So for another seven days they celebrated with joy. 24Hezekiah, the king of Judah, provided 1,000 bulls and 7,000 sheep and goats for the community. The officials provided 1,000 bulls and 10,000 sheep and goats for them. A large number of priests set themselves apart to the Lord. 25The entire community of Judah was filled with joy. So were the priests and Levites. And so were all the people who had gathered together from Israel. That included the outsiders who had come from Israel. It also included those who lived in Judah. 26There was great joy in Jerusalem. There hadn’t been anything like it in Israel since the days of Solomon, the son of David. Solomon had been king of Israel. 27The priests and Levites gave their blessing to the people. God heard them. Their prayer reached all the way to heaven. It’s the holy place where God lives.

Bibelen på hverdagsdansk

2. Krønikebog 30:1-27

Påskefejringen genindføres

1Kong Hizkija sendte bud til hele befolkningen i Israel30,1 På dette tidspunkt er Nordriget opløst som selvstændig stat og underlagt assyrisk herredømme. En stor del af befolkningen blev ført i eksil, men der er stadig israelitter tilbage, især i Efraim og Manasses stammeområder. og Juda og bad dem komme til templet i Jerusalem for at fejre påskefesten for Herren, Israels Gud. Der blev skrevet breve specielt til de to stammeområder nærmest mod nord, Efraim og Manasse. 2Kongen havde efter samråd med sine embedsmænd og Jerusalems ledere besluttet at holde en påskefest i årets anden måned. 3Påsken skulle efter de normale forskrifter holdes i årets første måned, men der var stadig for få indviede præster, og det havde ikke været muligt at give folket besked i god tid. 4Men både kongen og hans rådgivere mente, at det var i orden at fejre en forsinket påskehøjtid. 5Derfor sendte de besked til hele Israels befolkning fra Dan i nord til Be’ersheba i syd og indbød alle til at komme til Jerusalem og fejre påske for Herren, Israels Gud. Det var meget længe siden, man havde fejret påsken efter de givne forskrifter, hvor folk kom tilrejsende i stort tal.

6Altså blev der sendt budbringere ud over hele Israels land, samt Judas land, med følgende brev fra kongen og hans rådgivere:

Israelitter, vend tilbage til Herren, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, så vil han være nådig mod den rest af jer, som er undsluppet assyrerkongens magt. 7Gør ikke som jeres forfædre og slægtninge, der var troløse over for Herren, deres fædres Gud, og blev mishandlet, som I selv har set. 8Vær ikke lige så stædige som dem, men vend jer til Herren, mød op i hans helligdom, som for altid er indviet til ham, og tjen Herren, jeres Gud, så hans vrede imod jer kan høre op. 9Hvis I vender jer til ham, vil jeres slægtninge og børn få en barmhjertig behandling af deres fangevogtere og få lov til at drage tilbage til deres land. Herren, jeres Gud, er nådig og barmhjertig. Han vil ikke lade jer i stikken, hvis I vender om til ham.

10Kongens sendebud gik fra by til by i hele Efraim og Manasse og videre op til Zebulon i nord, men de blev stort set modtaget med latter og hån. 11Dog var der nogle i Asher, Manasse og Zebulon, som var villige til at ydmyge sig og møde op i Jerusalem. 12For Judas vedkommende var der et fælles, gudgivet ønske om at følge kongen og hans embedsmænds opfordring, der byggede på Herrens ord. 13Derfor samledes en stor menneskemængde i Jerusalem for at fejre påskehøjtiden i årets anden måned. 14De gjorde fælles front mod afgudsdyrkelsen i Jerusalem ved at nedrive alle de altre, der tidligere blev brugt til afgudsdyrkelsen, og smide dem ud i Kedrondalen.

15Den fjortende dag i årets anden måned slagtede de så påskelammene. Mange præster og levitter skammede sig over deres tidligere afgudsdyrkelse, og derfor gennemgik de renselsesceremonien og bragte brændofre til Herrens tempel. 16Efter forskrifterne i Toraen, som Guds tjener Moses havde givet dem, indfandt de sig på deres poster i templet og stænkede blodet, som levitterne rakte dem, på alteret.

17-19Eftersom mange af de tilrejsende, især fra Efraim, Manasse, Issakar og Zebulon, ikke havde været igennem renselsesceremonien og derfor var urene, slagtede levitterne deres påskelam for dem, så det blev et offer, Herren kunne acceptere. Kong Hizkija bad følgende bøn for dem: „Herre, du er en god Gud. Se i nåde til alle, der har besluttet at følge dig, deres fædres Gud, på trods af at de ikke har gennemgået renselsesceremonien.” Derefter fik de lov til at spise påskemåltidet, selv om det egentlig var i modstrid med reglerne. 20Herren hørte Hizkijas bøn og straffede dem ikke for det.

21I de følgende syv dage fejrede alle de israelitter, som var til stede i Jerusalem, med stor glæde de usyrnede brøds højtid.

Hver dag lovpriste levitterne og præsterne Herren af hele deres hjerte, 22og kongen roste levitterne for deres dygtighed. I løbet af de syv dage bragte folket mange takofre, og de holdt fest i taknemmelighed til Herren, deres fædres Gud.

23Alle folk var så glade og begejstrede, at man enstemmigt vedtog at forlænge højtiden med endnu syv dage. 24Kongen skænkede i den anledning 1000 ungtyre og 7000 stykker småkvæg, og de ledende mænd gav 1000 ungtyre og 10.000 stykker småkvæg. Da trådte endnu en gruppe præster frem og indviede sig til at tjene Herren helt og fuldt.

25Alle var lykkelige og glade, både Judas folk, præsterne, levitterne, gæsterne fra Israel og de fremmede, der havde bosat sig enten i Judas eller Israels land. 26Ikke siden kong Salomons tid havde der været en så vidunderlig højtidsfest i Jerusalem. 27Til sidst rejste præsterne og levitterne sig for at nedbede Herrens velsignelse over folket, og i sin bolig i Himlen hørte Herren deres bøn og velsignede dem alle.