2 Chronicles 20 – NIRV & BPH

New International Reader’s Version

2 Chronicles 20:1-37

Jehoshaphat Wins the Battle Over Moab and Ammon

1After that, the Moabites, Ammonites and some Meunites went to war against Jehoshaphat.

2Some people came and told him, “A huge army is coming from Edom to fight against you. They have come across the Dead Sea. They are already in Hazezon Tamar.” Hazezon Tamar is also called En Gedi. 3Jehoshaphat was alarmed. So he decided to ask the Lord for advice. He told all the people of Judah to go without eating. 4The people came together to ask the Lord for help. In fact, they came from every town in Judah to pray to him.

5Then Jehoshaphat stood up among the people of Judah and Jerusalem. He was in front of the new courtyard at the Lord’s temple. 6He said,

Lord, you are the God of our people who lived long ago. You are the God who is in heaven. You rule over all the kingdoms of the nations. You are strong and powerful. No one can fight against you and win. 7Our God, you drove out the people who lived in this land. You drove them out to make room for your people Israel. You gave this land forever to those who belong to the family line of your friend Abraham. 8They have lived in this land. They’ve built a temple here for your Name. They have said, 9‘Suppose trouble comes on us. It doesn’t matter whether it’s a punishing sword, or plague or hunger. We’ll serve you. We’ll stand in front of this temple where your Name is. We’ll cry out to you when we’re in trouble. Then you will hear us. You will save us.’

10“But here are men from Ammon, Moab and Mount Seir. You wouldn’t allow Israel to march in and attack their territory when the Israelites came from Egypt. So Israel turned away from them. They didn’t destroy them. 11See how they are paying us back. They are coming to drive us out. They want to take over the land you gave us as our share. 12Our God, won’t you please judge them? We don’t have the power to face this huge army that’s attacking us. We don’t know what to do. But we’re looking to you to help us.”

13All the men of Judah stood there in front of the Lord. Their wives, children and little ones were with them.

14Then the Spirit of the Lord came on Jahaziel. He was standing among the people of Israel. He was the son of Zechariah. Zechariah was the son of Benaiah. Benaiah was the son of Jeiel. Jeiel was the son of Mattaniah. Jahaziel was a Levite. He was from the family line of Asaph.

15Jahaziel said, “King Jehoshaphat, listen! All you who live in Judah and Jerusalem, listen! The Lord says to you, ‘Do not be afraid. Do not lose hope because of this huge army. The battle is not yours. It is God’s. 16Tomorrow march down against them. They will be climbing up by the Pass of Ziz. You will find them at the end of the valley in the Desert of Jeruel. 17You will not have to fight this battle. Take your positions. Stand firm. You will see how the Lord will save you. Judah and Jerusalem, do not be afraid. Do not lose hope. Go out and face them tomorrow. The Lord will be with you.’ ”

18Jehoshaphat bowed down with his face toward the ground. All the people of Judah and Jerusalem also bowed down. They worshiped the Lord. 19Then some Levites from the families of Kohath and Korah stood up. They praised the Lord, the God of Israel. They praised him with very loud voices.

20Early in the morning all the people left for the Desert of Tekoa. As they started out, Jehoshaphat stood up. He said, “Judah, listen to me! People of Jerusalem, listen to me! Have faith in the Lord your God. He’ll take good care of you. Have faith in his prophets. Then you will have success.” 21Jehoshaphat asked the people for advice. Then he appointed men to sing to the Lord. He wanted them to praise the Lord because of his glory and holiness. They marched out in front of the army. They said,

“Give thanks to the Lord.

His faithful love continues forever.”

22They began to sing and praise him. Then the Lord hid some men and told them to wait. He wanted them to attack the people of Ammon, Moab and Mount Seir. They had gone into Judah and attacked it. But they lost the battle. 23The Ammonites and Moabites rose up against the men from Mount Seir. They destroyed them. They put an end to them. When they finished killing the men from Seir, they destroyed one another.

24The men of Judah came to the place that looks out over the desert. They turned to look down at the huge army. But all they saw was dead bodies lying there on the ground. No one had escaped. 25So Jehoshaphat and his men went down there to carry off anything of value. Among the dead bodies they found a large amount of supplies, clothes and other things of value. There was more than they could take away. There was so much it took three days to collect all of it. 26On the fourth day they gathered together in the Valley of Berakah. There they praised the Lord. That’s why it’s called the Valley of Berakah to this day.

27Then all the men of Judah and Jerusalem returned to Jerusalem. They were filled with joy. Jehoshaphat led them. The Lord had made them happy because all their enemies were dead. 28They entered Jerusalem and went to the Lord’s temple. They were playing harps, lyres and trumpets.

29All the surrounding kingdoms began to have respect for God. They had heard how the Lord had fought against Israel’s enemies. 30The kingdom of Jehoshaphat was at peace. His God had given him peace and rest on every side.

Jehoshaphat’s Rule Comes to an End

31So Jehoshaphat ruled over Judah. He was 35 years old when he became Judah’s king. He ruled in Jerusalem for 25 years. His mother’s name was Azubah. She was the daughter of Shilhi. 32Jehoshaphat followed the ways of his father Asa. He didn’t wander away from them. He did what was right in the eyes of the Lord. 33But the high places weren’t removed. The people still hadn’t worshiped the God of Israel with all their hearts.

34The other events of Jehoshaphat’s rule from beginning to end are written down. They are written in the official records of Jehu, the son of Hanani. They are written in the records of the kings of Israel.

35Jehoshaphat king of Judah and Ahaziah king of Israel agreed to be friends. Ahaziah did what was evil. 36Jehoshaphat agreed with him to build a lot of ships. They were built at Ezion Geber. They carried goods that were traded for other goods. 37Eliezer was the son of Dodavahu from Mareshah. Eliezer prophesied against Jehoshaphat. He said, “You have joined forces with Ahaziah. So the Lord will destroy what you have made.” The ships were wrecked. They were never able to sail or trade goods.

Bibelen på hverdagsdansk

2. Krønikebog 20:1-37

Herren gav Juda sejr over Moab og Ammon

1Nogen tid senere gjorde tre folkeslag sig klar til at føre krig mod Juda. Det var moabitterne og ammonitterne, hjulpet af nogle af meunitterne.20,1 Meunitterne var et nomadefolk, der boede i Seirs bjerge i landet Edom. Jf. 26,7 og 1.Krøn. 4,41. 2Kong Joshafat fik at vide, at en mægtig hær havde samlet sig i Edom på den anden side af Det Døde Hav, og at den allerede var nået frem til Hatzetzon-Tamar. (Som nu kaldes En-Gedi.) 3Joshafat blev rystet over denne nyhed og besluttede at søge hjælp hos Herren. Derfor udråbte han en faste i hele Juda. 4Fra hele landet kom folk til Jerusalem for sammen med kongen at bede Herren om hjælp.

5Joshafat stod frem i den nye forgård i Herrens hus foran hele forsamlingen og bad denne bøn: 6„Herre, vores fædres Gud, du som regerer i Himlen og over alle jordens riger. Du har den højeste magt, og ingen kan besejre dig. 7Vi har hørt, hvordan du drev de andre folkeslag ud af dette land, dengang dit folk kom hertil. Vi ved, at du gav dette land til din ven Abrahams efterkommere for evigt. 8Her slog dit folk sig ned og byggede dette tempel for dig. 9Dengang sagde de: ‚Hvis der kommer en ulykke over os, hvad enten det er fjendehære, pest eller hungersnød, så vil vi komme til dette tempel, hvor du bor, og bede dig om hjælp, så du kan gribe ind og redde os.’

10Se nu! Vi bliver angrebet af en stor hær fra Ammon, Moab og Seirs bjerge. Det er de folkeslag, du ikke tillod vores forfædre at udrydde på vej op fra Egypten. Derfor gik de i en bue uden om dem og lod dem være. 11Se nu, hvad de gør til gengæld. De er kommet for at jage os ud af det land, du har givet os i eje. 12Åh, Gud, du må standse dem. Vi står magtesløse over for så mægtig en hær og ved ikke, hvad vi skal gøre, men vi stoler på din hjælp.”

13Alle Judas mænd stod foran Herrens tempel med deres koner og børn. 14Da kom Herrens Ånd over Jahaziel,20,14 Teksten tilføjer: „søn af Benaja, søn af Jeiel, søn af Mattanja.” en af levitterne fra Asafs slægt.

15„Lyt til mig, kong Joshafat og alle Judas og Jerusalems indbyggere,” råbte han. „Herren siger: Vær ikke bange! Lad jer ikke skræmme af denne mægtige hær, for det er ikke jeres kamp, men Guds! 16I morgen skal I rykke frem mod dem. De kommer ad vejen op til Zitz, og I vil kunne se dem for enden af dalen, der fører ud til Jeruels ørken. 17I skal ikke kæmpe mod dem, men blot tage opstilling og se på, at Herren giver sejr. Judas og Jerusalems indbyggere, vær ikke bange og tab ikke modet! I morgen skal I gå dem i møde—og Herren vil være med jer.”

18Ved disse ord faldt kong Joshafat på knæ med ansigtet mod jorden i tilbedelse, og Judas og Jerusalems indbyggere gjorde det samme. 19Derefter rejste levitterne af Kehats og Koras slægter sig og brød ud i en højlydt lovsang til Herren, Israels Gud.

20Tidligt næste morgen gjorde de klar til at drage ud i ørkenen i retning af Tekoa.20,20 Tekoa ligger knap 20 km syd for Jerusalem på vejen mod En-Gedi. Joshafat opmuntrede dem med følgende ord: „Lyt til mig, Judas og Jerusalems indbyggere! Stol på Herren jeres Gud, så skal det lykkes for jer! Stol på hans profeter, så vil det gå jer vel!”

21Efter at have rådført sig med folkets ledere besluttede Joshafat at lade sangerne gå foran soldaterne. De skulle lovprise Herren for hans hellighed og herlighed med ordene: „Lovet være Herren! Hans trofasthed varer til evig tid!”

22Under deres sang og lovprisning skabte Herren panik blandt fjendernes hære, så de begyndte at hugge hinanden ned. 23Først dræbte ammonitterne og moabitterne i fællesskab dem fra Seirs bjerge, hvorpå de begyndte at slå hinanden ihjel. 24Da judæerne nåede frem til udkigsposten oven for ørkenen, lå der døde kroppe så langt øjet rakte—ikke en eneste af fjenderne var undsluppet! 25Kong Joshafat og hans soldater gik ud for at samle byttet ind, og de fandt så meget i form af forsyninger, udstyr og kostbarheder, at det tog dem tre dage at samle det hele sammen. 26På den fjerde dag samledes de i dalen og lovpriste Herren for sejren. Derfor kaldes dalen den dag i dag for Berakadalen.20,26 Ordet betyder: „lovprisning” eller „velsignelse”.

27Derefter vendte judæerne med kong Joshafat i spidsen tilbage til Jerusalem—begejstrede over, at Herren havde givet dem sejr over deres fjender. 28Triumftoget gik gennem byen og nåede frem til templet akkompagneret af harper, lyrer og trompeter. 29Og da de omkringboende folk hørte, at Herren havde besejret Israels fjender, blev de grebet af frygt for Gud. 30Derefter var der ro i landet, for Gud gav Joshafat fred til alle sider.

Et sammendrag af Joshafats regeringstid

1.Kong. 22,41-50

31Joshafat var konge i Judas land. Han var 35 år, da han kom til magten, og han regerede i Jerusalem i 25 år. Hans mor hed Azuba og var datter af Shilhi. 32Han fulgte sin fars eksempel og adlød Herren, 33men det lykkedes ham ikke at udrydde offerstederne på højene rundt omkring i landet, ej heller at få folket til helhjertet at følge Herren, deres forfædres Gud.

34Hvad der ellers skete under hans regeringstid er beskrevet af profeten Jehu, søn af Hanani, og er optegnet i Israels kongers krønikebog.

35På et tidspunkt indgik kong Joshafat forbund med kong Ahazja af Israel, der var en ond konge. 36I fællesskab byggede de i Etzjon-Geber nogle store handelsskibe, der skulle sejle til Tarshish.20,36 Se noten til 1.Kong. 10,22. 37Men Eliezer fra Maresha, søn af Dodavahu, profeterede mod Joshafat: „Fordi du har allieret dig med kong Ahazja, vil Herren ødelægge det, du har bygget op!” Derfor forliste skibene og nåede aldrig frem til Tarshish.