La conspiración contra Jesús
26:2-5 – Mr 14:1-2; Lc 22:1-2
1Después de exponer todas estas cosas, Jesús dijo a sus discípulos: 2«Como ya saben, faltan dos días para la Pascua y el Hijo del hombre será entregado para que lo crucifiquen».
3Se reunieron entonces los jefes de los sacerdotes y los líderes religiosos del pueblo en el palacio de Caifás, el sumo sacerdote, 4y con artimañas buscaban cómo arrestar a Jesús para matarlo. 5«Pero no durante la fiesta —decían—, no sea que se amotine el pueblo».
Una mujer unge a Jesús en Betania
26:6-13 – Mr 14:3-9
6Estando Jesús en Betania, en casa de Simón, que había tenido una enfermedad en su piel, 7se acercó una mujer con un frasco de alabastro lleno de un perfume muy caro, y lo derramó sobre la cabeza de Jesús mientras él estaba sentado a la mesa.
8Al ver esto, los discípulos se indignaron.
—¿Para qué este desperdicio? —dijeron—. 9Podía haberse vendido este perfume por mucho dinero para dárselo a los pobres.
10Consciente de ello, Jesús dijo:
—¿Por qué molestan a esta mujer? Ella ha hecho una obra hermosa conmigo. 11A los pobres siempre los tendrán con ustedes, pero a mí no me van a tener siempre. 12Al derramar ella este perfume sobre mi cuerpo, lo hizo a fin de prepararme para la sepultura. 13Les aseguro que en cualquier parte del mundo donde se predique este evangelio, se contará también, en memoria de esta mujer, lo que ella hizo.
Judas acuerda traicionar a Jesús
26:14-16 – Mr 14:10-11; Lc 22:3-6
14Uno de los doce, el que se llamaba Judas Iscariote, fue a los jefes de los sacerdotes.
15—¿Cuánto me dan y yo les entrego a Jesús? —propuso.
Decidieron pagarle treinta monedas de plata. 16Y desde entonces Judas buscaba una oportunidad para entregarlo.
La Cena del Señor
26:17-19 – Mr 14:12-16; Lc 22:7-13
26:20-24 – Mr 14:17-21
26:26-29 – Mr 14:22-25; Lc 22:17-20; 1Co 11:23-25
17El primer día de la fiesta de los Panes sin levadura, se acercaron los discípulos a Jesús y preguntaron:
—¿Dónde quieres que hagamos los preparativos para que comas la Pascua?
18Él les respondió que fueran a la ciudad, a la casa de cierto hombre y dijeran: «El Maestro dice: “Mi tiempo está cerca. Voy a celebrar la Pascua en tu casa con mis discípulos”». 19Los discípulos hicieron entonces como Jesús había mandado y prepararon la Pascua.
20Al anochecer, Jesús estaba sentado a la mesa con los doce. 21Mientras comían, dijo:
—Les aseguro que uno de ustedes me va a traicionar.
22Ellos se entristecieron mucho y uno por uno comenzaron a preguntarle:
—¿Acaso seré yo, Señor?
23—El que mete la mano conmigo en el plato es el que me va a traicionar —respondió Jesús—. 24El Hijo del hombre se irá, tal como está escrito de él, pero ¡ay de aquel que lo traiciona! Más le valdría a ese hombre no haber nacido.
25—¿Acaso seré yo, Rabí? —dijo Judas, el que lo iba a traicionar.
—Tú lo has dicho —contestó Jesús.
26Mientras comían, Jesús tomó pan y lo bendijo. Luego lo partió y se lo dio a sus discípulos, diciéndoles:
—Tomen y coman; esto es mi cuerpo.
27Después tomó una copa, dio gracias y se la dio a ellos diciéndoles:
—Beban de ella todos ustedes. 28Esto es mi sangre del pacto26:28 del pacto. Var. del nuevo pacto (véase Lc 22:20). que es derramada por muchos para el perdón de pecados. 29Les digo que no beberé de este fruto de la vid desde ahora en adelante, hasta aquel día en que beba con ustedes el vino nuevo en el reino de mi Padre.
30Después de cantar los salmos, salieron al monte de los Olivos.
Jesús predice la negación de Pedro
26:31-35 – Mr 14:27-31; Lc 22:31-34
31—Esta misma noche —dijo Jesús— todos ustedes me abandonarán, porque está escrito:
»“Heriré al pastor
y se dispersarán las ovejas del rebaño”.26:31 Zac 13:7.
32Pero después de que yo resucite, iré delante de ustedes a Galilea».
33—Aunque todos te abandonen —declaró Pedro—, yo jamás lo haré.
34—Te aseguro —le contestó Jesús— que esta misma noche, antes de que cante el gallo, me negarás tres veces.
35—Aunque tenga que morir contigo —insistió Pedro—, jamás te negaré.
Y los demás discípulos dijeron lo mismo.
Jesús en Getsemaní
26:36-46 – Mr 14:32-42; Lc 22:40-46
36Luego fue Jesús con sus discípulos a un lugar llamado Getsemaní y dijo: «Siéntense aquí mientras voy más allá a orar». 37Se llevó a Pedro y a los dos hijos de Zebedeo y comenzó a sentirse triste y angustiado. 38«Es tal la angustia que me invade que me siento morir —dijo—. Quédense aquí y manténganse despiertos conmigo».
39Yendo un poco más allá, se postró rostro en tierra y oró: «Padre mío, si es posible, no me hagas beber este trago amargo.26:39 no … amargo. Lit. que pase de mí esta copa. Pero no sea lo que yo quiero, sino lo que quieres tú».
40Luego volvió adonde estaban sus discípulos y los encontró dormidos. «¿No pudieron mantenerse despiertos conmigo ni una hora? —dijo a Pedro—. 41Permanezcan despiertos y oren para que no caigan en tentación. El espíritu está dispuesto, pero el cuerpo es débil».
42Por segunda vez se retiró y oró: «Padre mío, si no es posible evitar que yo beba este trago amargo,26:42 evitar … amargo. Lit. que esto pase de mí. hágase tu voluntad».
43Cuando volvió, otra vez los encontró dormidos, porque se les cerraban los ojos de sueño. 44Así que los dejó y se retiró a orar por tercera vez, diciendo lo mismo.
45Volvió de nuevo a los discípulos y dijo: «¿Siguen durmiendo y descansando? Miren, se acerca la hora; el Hijo del hombre va a ser entregado en manos de pecadores. 46¡Levántense! ¡Vámonos! ¡Ahí viene el que me traiciona!».
Arresto de Jesús
26:47-56 – Mr 14:43-50; Lc 22:47-53
47Todavía estaba hablando Jesús cuando llegó Judas, uno de los doce. Lo acompañaba una gran turba armada con espadas y palos, enviada por los jefes de los sacerdotes y los líderes religiosos del pueblo. 48El traidor había dado esta contraseña: «Al que le dé un beso, ese es; arréstenlo». 49Enseguida Judas se acercó a Jesús y lo saludó diciendo:
—¡Rabí!
Y lo besó.
50—Amigo —respondió Jesús—, ¿a qué vienes?26:50 ¿a qué vienes? Alt. haz lo que viniste a hacer.
Entonces los hombres se acercaron y prendieron a Jesús. 51En eso, uno de los que estaban con él extendió la mano, sacó la espada e hirió al siervo del sumo sacerdote, cortándole una oreja.
52—Guarda tu espada —le dijo Jesús—, porque los que a hierro matan, a hierro mueren.26:52 porque … mueren. Lit. porque todos los que toman espada, por espada perecerán. 53¿Crees que no puedo acudir a mi Padre y al instante pondría a mi disposición más de doce batallones26:53 batallones. Lit. legiones. de ángeles? 54Entonces, ¿cómo se cumplirían las Escrituras que dicen que así tiene que suceder?
55Y de inmediato dijo a la turba:
—¿Acaso soy un bandido26:55 bandido. Alt. insurgente. para que vengan con espadas y palos a arrestarme? Todos los días me sentaba a enseñar en el Templo y no me arrestaron. 56Pero todo esto ha sucedido para que se cumpla lo que escribieron los profetas.
Entonces todos los discípulos lo abandonaron y huyeron.
Jesús ante el Consejo
26:57-68 – Mr 14:53-65; Jn 18:12-13,19-24
57Los que habían arrestado a Jesús lo llevaron ante Caifás, el sumo sacerdote, donde se habían reunido los maestros de la Ley y los líderes religiosos. 58Pero Pedro lo siguió de lejos hasta el patio del sumo sacerdote. Entró y se sentó con los guardias para ver en qué terminaba aquello.
59Los jefes de los sacerdotes y el Consejo en pleno buscaban alguna prueba falsa contra Jesús para poder condenarlo a muerte. 60Pero no la encontraron, a pesar de que se presentaron muchos testigos falsos.
Por fin se presentaron dos 61que declararon:
—Este hombre dijo: “Puedo destruir el Templo de Dios y reconstruirlo en tres días”.
62Poniéndose en pie, el sumo sacerdote dijo a Jesús:
—¿No vas a responder? ¿Qué significan estas denuncias en tu contra?
63Pero Jesús se quedó callado. Así que el sumo sacerdote insistió:
—Te ordeno en el nombre del Dios viviente que nos digas si eres el Cristo, el Hijo de Dios.
64—Tú lo has dicho —respondió Jesús—. Pero yo les digo a todos: De ahora en adelante ustedes verán al Hijo del hombre sentado a la derecha del Todopoderoso y viniendo sobre las nubes del cielo.
65—¡Ha blasfemado! —exclamó el sumo sacerdote, rasgándose las vestiduras—. ¿Para qué necesitamos más testigos? ¡Miren, ustedes mismos han oído la blasfemia! 66¿Qué piensan de esto?
—Merece la muerte —contestaron.
67Entonces algunos escupieron su rostro y le dieron puñetazos. Otros lo abofeteaban 68y decían:
—A ver, Cristo, ¡profetiza! ¿Quién te pegó?
Pedro niega a Jesús
26:69-75 – Mr 14:66-72; Lc 22:55-62; Jn 18:16-18,25-27
69Mientras tanto, Pedro estaba sentado afuera, en el patio, y una criada se acercó.
—Tú también estabas con Jesús de Galilea —le dijo.
70Pero él lo negó delante de todos, diciendo:
—No sé de qué estás hablando.
71Luego salió a la puerta, donde otra criada lo vio y dijo a los que estaban allí:
—Este estaba con Jesús de Nazaret.
72Él lo volvió a negar, jurándoles:
—¡A ese hombre ni lo conozco!
73Poco después se acercaron a Pedro los que estaban allí y le dijeron:
—Seguro que eres uno de ellos; se te nota por tu acento.
74Y comenzó a echarse maldiciones y juró:
—¡A ese hombre ni lo conozco!
En ese instante cantó un gallo. 75Entonces Pedro se acordó de lo que Jesús había dicho: «Antes de que el gallo cante, me negarás tres veces». Y saliendo de allí, lloró amargamente.
De jødiske ledere søger en anledning til at få Jesus ryddet af vejen
Mark. 14,1-2; Luk. 22,1-2
1Da Jesus var færdig med at undervise sine disciple, sagde han til dem: 2„I ved, at der kun er to dage til påskefesten begynder.26,2 Kronologien over ugens begivenheder er omdiskuteret. Det her er sandsynligvis tirsdag aften, hvor Jesus underviste sine disciple på Olivenbjerget. Da vil Menneskesønnen blive forrådt og korsfæstet.”
3Ypperstepræsterne og de øvrige jødiske ledere holdt møde i ypperstepræsten Kajfas’ hus. 4De diskuterede, hvordan de uden at vække opsigt kunne få Jesus pågrebet og slået ihjel. 5„Men ikke under højtiden,” sagde de til hinanden, „for så bliver der uroligheder.”
En kvinde salver Jesu hoved som forberedelse til hans død
Mark. 14,3-9
6Jesus og disciplene var inviteret til spisning i Simon den Spedalskes hus i Betania.26,6 Jesus var indbudt af en velstående mand i Betania, som tidligere havde været spedalsk, men nu var helbredt. I de finere huse lå man under måltidet rundt omkring et lavt bord, hvilende på siden og støttet af puder, således at fødderne vendte udad, bort fra bordet. Jesus holdt sig åbenbart i ro om onsdagen i Betania. 7Da kom en kvinde ind med en alabastkrukke fyldt med en kostbar, aromatisk olie. Den hældte hun ud over Jesu hoved, mens han lå til bords og spiste.
8Da disciplene så det, blev de fortørnede. „Sikken et spild,” sagde de. 9„Den olie kunne have indbragt mange penge, og pengene kunne være givet til de fattige.” 10Jesus hørte, hvad de sagde, og satte dem i rette: „Hvorfor gør I livet surt for hende? Hun fortjener ros for det, hun har gjort for mig. 11De fattige har I jo altid iblandt jer—men mig har I ikke altid. 12Hun hældte den olie ud over mit hoved som en forberedelse til min begravelse. 13Det siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden budskabet om mig bliver forkyndt, vil denne fine handling også blive omtalt. Hun vil aldrig blive glemt.”
Judas beslutter at forråde Jesus
Mark. 14,10-11; Luk. 22,3-6
14Derpå gik Judas Iskariot, en af de Tolv, hen til ypperstepræsterne. 15„Hvad vil I give mig for at forråde Jesus til jer?” spurgte han. De lovede ham 30 sølvmønter for det. 16Fra det øjeblik søgte Judas en passende anledning til at forråde Jesus.
Forberedelsen til påskemåltidet
Mark. 14,12-16; Luk. 22,7-13
17På den første af påskefestens26,17 Teksten siger egentlig „de usyrnede brøds fest”, men dette navn bruges her samlet for de to fester: Selve påskedagen, som falder på den 14. nisan, hvor lammet slagtes, og den efterfølgende, ugelange usyrnede brøds fest. dage kom disciplene til Jesus og spurgte: „Hvor ønsker du, at vi skal forberede påskemåltidet for dig?” 18Han svarede: „Gå ind i byen, find frem til en bestemt mand og sig til ham: ‚Mesteren siger: Øjeblikket er kommet. Jeg vil gerne spise påskemåltidet i dit hus sammen med mine disciple.’ ”
19Disciplene gjorde, som Jesus havde sagt, og forberedte påskemåltidet.
Jesus forudsiger Judas’ forræderi
Mark. 14,17-21; Luk. 22,21-23; Joh. 13,21-30
20Ved mørkets frembrud gik Jesus derhen sammen med de Tolv, og de lagde sig ned ved bordet og begyndte måltidet. 21Mens de spiste, udbrød han: „Det siger jeg jer: En af jer vil forråde mig.” 22Disciplene blev meget bedrøvede, og den ene efter den anden spurgte ham: „Det er vel ikke mig, Herre?”
23Jesus svarede: „Ham, der har sin hånd i skålen sammen med mig, vil forråde mig. 24Selv om Menneskesønnen nødvendigvis må dø, sådan som Skrifterne har sagt, så må jeg sige: Ve det menneske, som forråder mig. Det havde været bedre for ham, om han aldrig havde levet.”
25„Det er vel ikke mig, Herre?” spurgte Judas, forræderen.
„Jo, det er!” svarede Jesus.
Jesus indstifter den nye pagt
Mark. 14,22-25; Luk. 22,19-20; 1.Kor. 11,23-25
26Under måltidet tog Jesus et brød, takkede Gud, brækkede det i stykker og delte det ud til disciplene, idet han sagde: „Tag imod dette brød og spis det. Det er mit legeme.” 27Så tog han et bæger med vin, takkede Gud, sendte det rundt og sagde til dem: „Drik alle heraf, 28for det er mit blod, som besegler den nye26,28 Flere af de ældste og mindre pålidelige håndskrifter mangler ordet „nye”. pagt, og som udgydes for mange, for at de kan få tilgivelse for deres synder. 29Jeg siger jer: Jeg skal ikke drikke vin mere før den dag, da jeg drikker den ny vin sammen med jer i min Fars rige.”
Jesus forudser, at disciplene vil tage afstand fra ham
Mark. 14,26-31; Luk. 22,31-34; Joh. 13,36-38
30Da Jesus og hans disciple havde sunget lovsangen,26,30 Der var faste traditioner for påskeritualet, inklusive den afsluttende lovsang, som er fra Sl. 115–118. gik de ud mod Olivenbjerget.
31Mens de gik op ad stien, sagde Jesus til dem: „I nat vil I alle tage afstand fra mig, men så bliver det skriftord opfyldt, som siger: ‚Jeg vil slå hyrden ned, og fårene vil blive spredt.’26,31 Zak. 13,7. 32Men efter at jeg er genopstået fra de døde, vil jeg gå i forvejen til Galilæa, så vi kan mødes dér.”
33„Selv om alle de andre tager afstand fra dig, så vil jeg aldrig svigte dig!” forsikrede Peter.
34Jesus svarede ham: „Det siger jeg dig: Inden natten er forbi, og hanen galer, har du tre gange nægtet at kendes ved mig.”
35„Aldrig i livet!” udbrød Peter. „Så vil jeg hellere dø sammen med dig!” Det samme sagde alle de andre disciple.
Jesus kæmper i bøn i Getsemane
Mark. 14,32-42; Luk. 22,39-46
36Jesus og disciplene kom nu til et sted, der hedder Getsemane. „Sæt jer her, mens jeg går hen og beder,” sagde Jesus. 37Dog tog han Peter og de to sønner af Zebedæus med sig lidt længere frem. Han var sørgmodig og urolig. 38„Jeg er dybt bedrøvet her op til min død,” udbrød han. „Bliv her og hold jer vågne, mens jeg beder!”
39Han gik lidt længere frem, faldt på knæ med ansigtet mod jorden og bad: „Far, hvis det er muligt, så tag det her lidelsens bæger fra mig. Dog ikke som jeg vil, men som du vil.”
40Så gik han tilbage til de tre disciple og så, at de var faldet i søvn. Han vækkede dem og sagde til Peter: „Kunne I ikke holde jer vågne bare én time for min skyld? 41Viljen er god nok, men i egen kraft kan I ikke. Hvis I ikke skal bukke under for fristelsen, må I være vågne og bede.”
42Jesus gik igen lidt væk fra dem og bad for anden gang: „Far, hvis det her lidelsens bæger ikke kan tages fra mig, men jeg er nødt til at tømme det, så lad din vilje ske.”
43Da han kom tilbage til de tre disciple, sov de igen, for deres øjenlåg føltes tunge som bly. 44Så lod han dem være og gik for tredje gang alene tilbage for at bede den samme bøn igen.
45Da han derefter kom tilbage til disciplene, sagde han til dem: „Nå, I sover stadig og hviler jer! Tiden er kommet, hvor Menneskesønnen skal gives i onde menneskers vold. 46Rejs jer og lad os gå! Forræderen er på vej.”
Jesus pågribes og afslår at forsvare sig
Mark. 14,43-50; Luk. 22,47-53; Joh. 18,3-11
47Ordene hang endnu i luften, da Judas dukkede frem af mørket—han, som var en af de Tolv. Han kom med en stor flok mænd, der var bevæbnet med sværd og knipler og udsendt af ypperstepræsterne og de øvrige jødiske ledere. 48Forræderen havde i forvejen sagt til dem: „Den mand, jeg hilser med et kys på kinden, ham skal I gribe!”
49Derfor gik Judas lige hen til Jesus og sagde: „God aften, Mester!” og han kyssede ham på kinden.
50„Min ven,” svarede Jesus, „er det for at vise din hengivenhed, du er kommet?”26,50 Den græske tekst er meget kortfattet her. En mere ordret oversættelse er: „Ven, er det det her, du er kommet for?” Jesus sætter fokus på det bedrag, Judas udfører ved at kalde Jesus for Mester og give ham et kys på kinden, som om de var nære venner. Han giver Judas en chance for at erkende sin svigten og søge forsoning. Oversættelsen her svarer nogenlunde til den danske oversættelse fra 1907: „Ven, hvorfor kommer du her?”
I samme øjeblik omringede mændene Jesus og holdt ham fast. 51Pludselig trak en af disciplene sit sværd, slog efter ypperstepræstens tjener og huggede hans ene øre af. 52„Stik dit sværd i skeden!” beordrede Jesus. „De, der griber til vold, vil selv blive ofre for vold. 53Er du ikke klar over, at jeg kunne råbe til min Far om hjælp, og han ville straks sende mig mere end 12 legioner engle? 54Men hvordan skulle Guds plan, som er omtalt i Skriften, så blive opfyldt?”
55Så vendte Jesus sig til dem, der var kommet for at fange ham: „Man skulle tro, det var en farlig forbryder, I var ude efter, sådan som I er bevæbnede. Hvorfor arresterede I mig ikke i templet? Den ene dag efter den anden underviste jeg i templet, uden at I pågreb mig. 56Men alt, hvad der sker her, er blot en opfyldelse af, hvad profeterne har sagt!”
Da flygtede alle disciplene.
Jesus i forhør hos de jødiske ledere
Mark. 14,53-65; Luk. 22,54-55.63-71; Joh. 18,13-14.19-24
57De, der havde pågrebet Jesus, førte ham til ypperstepræsten Kajfas’ hus, hvor de skriftlærde og de øvrige jødiske ledere var forsamlede. 58Peter fulgte efter på afstand og vovede sig helt ind i gården til ypperstepræstens hus. Her satte han sig blandt vagterne for at se, hvad det ville ende med.
59Inde i huset prøvede det øverste jødiske råd, anført af ypperstepræsterne, at finde noget, de kunne anklage Jesus for. De ville have ham dømt til døden, men manglede beviser. 60Selv om mange falske vidner blev ført frem, fandt de ingen holdbare anklager. Til sidst trådte to mænd frem og erklærede: 61„Den mand har sagt, at han er i stand til at ødelægge Guds tempel og bygge det op igen inden tre dage!”
62Så rejste ypperstepræsten sig. „Du har hørt anklagerne imod dig,” sagde han til Jesus. „Hvad har du at sige til dit forsvar?” 63Men Jesus forholdt sig tavs. Så sagde ypperstepræsten til ham: „Jeg tager dig i ed for den levende Guds ansigt. Sig os, om du er Messias, Guds Søn!”
64„Ja, det er jeg,” svarede Jesus. „Og det siger jeg jer: Engang skal I se Menneskesønnen sidde ved Den almægtige Guds højre side, og I skal se ham komme igen på himlens skyer.”
65Da rev ypperstepræsten sin kjortel i stykker og råbte: „Han har hånet Gud! Hvad skal vi med flere vidner? I hørte selv, hvad han sagde. 66Hvad mener I andre?”
„Han er skyldig!” råbte de. „Han skal dø!”
67-68Så spyttede de ham i ansigtet og slog løs på ham med knyttede næver. Nogle slog ham med stokke og råbte: „Lad os se dine evner som profet, Messias! Hvem var det, der slog dig nu?”
Peter nægter at kendes ved Jesus
Mark. 14,66-72; Luk. 22,56-62; Joh. 18,15-18.25-27
69Mens det her foregik inde i huset, sad Peter nede i gården. På et tidspunkt kom en pige hen til ham. „Du var også sammen med Jesus fra Galilæa,” sagde hun.
70Peter benægtede det højlydt: „Jeg aner ikke, hvad du taler om!”
71Derefter gik han ud i portrummet. Men her fik en anden pige øje på ham. „Den mand var sammen med Jesus fra Nazaret,” sagde hun til dem, der stod rundt omkring.
72„Nej, jeg sværger på, at jeg ikke kender den mand!” svarede Peter.
73Folk begyndte nu at stimle sammen om ham: „Jo, du er bestemt en af dem!” sagde de. „Din dialekt afslører, hvor du kommer fra.”
74Peter benægtede endnu en gang og sagde: „Jeg sværger på, at jeg overhovedet ikke kender den mand!” I det samme galede en hane.
75Da huskede Peter, at Jesus havde sagt: „Inden hanen galer, vil du tre gange nægte at kendes ved mig.” Straks gik han udenfor og brast i en fortvivlet gråd.
