Juan 10 – NVI & BPH

Nueva Versión Internacional

Juan 10:1-42

Jesús, el buen pastor

1»Les aseguro que el que no entra por la puerta al redil de las ovejas, sino que trepa y se mete por otro lado, es un ladrón y un bandido. 2El que entra por la puerta es el pastor de las ovejas. 3El portero le abre la puerta y las ovejas oyen su voz. Llama por nombre a las ovejas y las saca del redil. 4Cuando ya ha sacado a todas las que son suyas, va delante de ellas y las ovejas lo siguen porque reconocen su voz. 5Pero jamás seguirán a un desconocido; más bien, huirán de él porque no reconocen la voz del extraño.

6Jesús les puso este ejemplo, pero ellos no captaron el sentido de sus palabras. 7Por eso volvió a afirmar: «Les aseguro que yo soy la puerta de las ovejas. 8Todos los que vinieron antes de mí eran unos ladrones y unos bandidos, pero las ovejas no les hicieron caso. 9Yo soy la puerta; el que entre por esta puerta, que soy yo, será salvo.10:9 será salvo. Alt. se mantendrá seguro. Podrá entrar y salir con libertad y hallará pastos. 10El ladrón no viene más que a robar, matar y destruir; yo he venido para que tengan vida y la tengan en abundancia.

11»Yo soy el buen pastor. El buen pastor da su vida por las ovejas. 12El asalariado no es el pastor, y a él no le pertenecen las ovejas. Cuando ve que el lobo se acerca, abandona las ovejas y huye; entonces el lobo ataca al rebaño y lo dispersa. 13Y ese hombre huye porque es un asalariado, no le importan las ovejas.

14»Yo soy el buen pastor; conozco a mis ovejas y ellas me conocen a mí, 15así como el Padre me conoce y yo lo conozco, y doy mi vida por las ovejas. 16Tengo otras ovejas que no son de este redil y también a ellas debo traerlas. Así ellas escucharán mi voz y habrá un solo rebaño y un solo pastor. 17Por eso me ama el Padre: porque entrego mi vida para volver a recibirla. 18Nadie me la arrebata, sino que yo la entrego por mi propia voluntad. Tengo autoridad para entregarla y tengo también autoridad para volver a recibirla. Este es el mandamiento que recibí de mi Padre».

19De nuevo las palabras de Jesús fueron motivo de disensión entre los judíos. 20Muchos de ellos decían: «Está endemoniado y loco de remate. ¿Para qué hacerle caso?». 21Pero otros opinaban: «Estas palabras no son de un endemoniado. ¿Puede acaso un demonio abrirles los ojos a los ciegos?».

Jesús y la fiesta de la Dedicación

22Por esos días se celebraba en Jerusalén la fiesta de la Dedicación.10:22 Es decir, Hanukkah. Era invierno 23y Jesús andaba en el Templo por el Pórtico de Salomón. 24Entonces lo rodearon los judíos y le preguntaron:

—¿Hasta cuándo vas a tenernos en suspenso? Si tú eres el Cristo, dínoslo con franqueza.

25Jesús respondió:

—Ya se lo he dicho a ustedes y no lo creen. Las obras que hago en nombre de mi Padre son las que me acreditan, 26pero ustedes no creen porque no son de mi rebaño. 27Mis ovejas oyen mi voz; yo las conozco y ellas me siguen. 28Yo les doy vida eterna y nunca perecerán, ni nadie podrá arrebatármelas de la mano. 29Mi Padre, que me las ha dado, es más grande que todos;10:29 Mi Padre … todos. Var. Lo que mi Padre me ha dado es más grande que todo. y de la mano del Padre nadie las puede arrebatar. 30El Padre y yo somos uno.

31Una vez más los judíos tomaron piedras para arrojárselas, 32pero Jesús les dijo:

—Yo les he mostrado muchas buenas obras que proceden del Padre. ¿Por cuál de ellas me quieren apedrear?

33Ellos respondieron:

—No te apedreamos por ninguna de ellas, sino por blasfemia; porque tú, siendo hombre, te haces pasar por Dios.

34—¿Y acaso —respondió Jesús— no está escrito en su Ley: “Yo les he dicho: ‘Ustedes son dioses’ ”?10:34 Sal 82:6. 35Si Dios llamó “dioses” a aquellos para quienes vino la palabra (y la Escritura no puede ser quebrantada), 36¿por qué acusan de blasfemia a quien el Padre santificó para sí y envió al mundo? ¿Tan solo porque dijo: “Yo soy el Hijo de Dios”? 37Si no hago las obras de mi Padre, no me crean. 38Pero aunque no me crean a mí, si las hago, crean a mis obras, para que sepan y entiendan que el Padre está en mí y que yo estoy en el Padre.

39Nuevamente intentaron arrestarlo, pero él se les escapó de las manos.

40Volvió Jesús al otro lado del Jordán, al lugar donde Juan había estado bautizando antes; y allí se quedó. 41Mucha gente acudía a él, y decía: «Aunque Juan nunca hizo ninguna señal milagrosa, todo lo que dijo acerca de este hombre era verdad». 42Y muchos en aquel lugar creyeron en Jesús.

Bibelen på hverdagsdansk

Johannesevangeliet 10:1-42

Farisæerne beskrives som tyve og røvere

1Jesus fortsatte med at tale til farisæerne: „Det siger jeg jer: Enhver, som ikke går ind ad døren til fårefolden, men sniger sig ind på anden måde, er en tyv eller røver. 2Fårenes rigtige hyrde kommer altid hen til døren, 3og det er ham, dørvogteren lukker op for. Fårene kender hans stemme. Han kalder sine får ved navn og fører dem ud på græs. 4Når han har lukket alle sine får ud, går han foran dem, og fårene følger ham, fordi de kender hans stemme. 5Men de vil ikke følge efter en fremmed. Tværtimod, de vil flygte fra ham, fordi de ikke kender hans stemme.”

6Jesus brugte det billede på farisæerne, men de forstod ikke, hvad han mente.

7Derfor prøvede han at forklare det nærmere: „Det siger jeg jer: Jeg er døren til fårefolden. 8Fårene har ikke lyttet til de ‚hyrder’, som er kommet før mig, for de er tyve og røvere.

9Jeg er døren. De, der kommer ind i folden gennem mig, skal få det evige liv. De vil gå ud for at finde føde, og de vil komme hjem igen. 10Tyven kommer kun for at stjæle, slagte og ødelægge, men jeg er kommet, for at de skal have liv, ja overflod af liv.”

Den gode hyrde ofrer sit liv for fårene

11Jesus fortsatte: „Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde vover sit liv for at redde fårene. 12-13Men en, som er ansat til at vogte får, og altså ikke er fårenes ejer, han er ligeglad med, hvordan det går med fårene, for han tænker kun på at hytte sit eget skind. Når han ser ulven nærme sig, lader han fårene i stikken og flygter. Så går ulven til angreb og spreder fårene for alle vinde.

14Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og de kender mig, 15ligesom Faderen kender mig, og jeg kender ham. Og jeg vil ofre mit liv for at redde fårene.

16Jeg har andre får, som ikke hører til i denne fold. Dem skal jeg også være hyrde for, og de vil adlyde mig. Alle fårene skal samles, så der bliver én hjord og én hyrde.

17-18Faderen elsker mig, fordi jeg adlyder den befaling, han har givet mig: at jeg skal ofre mit liv og siden få det igen. Ingen kan tage mit liv, men jeg ofrer det af egen fri vilje. Jeg har autoritet til at ofre mit liv, og jeg har autoritet til at tage det tilbage.”

19Disse ord førte igen til uenighed blandt de jødiske ledere. 20Mange sagde: „Han er besat, han er gal! Hvorfor hører I på ham?” 21Andre sagde: „Sådan taler en besat ikke. Kan onde ånder give blinde deres syn igen?”

De jødiske ledere forkaster Jesus som Messias

22-23Det blev vinter, og Jesus var igen på besøg i Jerusalem, denne gang under Hanukka10,22-23 Tempelindvielsesfesten. festen. Han gik omkring i den del af templet, som kaldes Salomons søjlegang. 24De jødiske ledere omringede ham og spurgte: „Hvor længe vil du holde os hen i uvished? Er du Messias, så sig det ligeud!”

25Jesus svarede: „Det har jeg allerede gjort, men I ville ikke tro mig. De undere, jeg gør i min Fars navn, er bevis nok. 26Men I tror mig ikke, fordi I ikke hører til blandt mine får. 27Mine får adlyder min stemme. Jeg kender dem, og de følger mig. 28Jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig gå fortabt. Ingen kan rive dem ud af min hånd. 29Min Far, som har givet mig dem, har større magt end nogen anden, og ingen kan rive dem ud af min Fars hånd. 30Jeg og Faderen, vi er ét.”

31Da begyndte de igen at samle sten op for at slå ham ihjel. 32Men han sagde: „Jeg har udført mange gode gerninger, som min Far har bedt mig om at gøre. Hvilken af dem er det, I vil stene mig for?”

33„Du skal ikke stenes for nogen god gerning,” svarede de. „Men du skal dø, fordi du håner Gud. Du er kun et menneske, men du gør dig til ét med Gud!”

34„Står der ikke i Skriften: ‚Jeg har kaldt jer guder’?10,34 Citat fra Sl. 82,6. I denne salme bruges ordet „guder” om de ledere og dommere, der var indsat af Gud til at udføre hans vilje.” spurgte Jesus. 35„Hvis altså Skriften, som ikke kan annulleres, kalder de mennesker ‚guder’, som Gud havde indsat til at gøre hans vilje, 36hvordan kan I så anklage mig, som Faderen har indsat og sendt til verden, og sige, at jeg håner Gud, fordi jeg siger, at jeg er Guds Søn? 37Hvis det ikke var min Fars gerninger, jeg gjorde, så skulle I ikke tro mig. 38Men når jeg nu gør hans gerninger, så tro i det mindste for gerningernes skyld, så I må kunne forstå og komme til den erkendelse, at Faderen er i mig og jeg er i ham.”

39De forsøgte derefter at fange ham, men han slap fra dem.

Mange almindelige mennesker kommer til tro på Jesus som Messias

40Jesus tog nu igen over til området øst for Jordanfloden, til det sted, hvor Johannes tidligere havde døbt. Der opholdt han sig et godt stykke tid, 41og mange mennesker flokkedes om ham. De sagde til hinanden: „Johannes udførte ganske vist ingen undere, men alt, hvad han sagde om denne mand, var sandt.” 42Og mange af dem kom til tro på Jesus.