Noveno discurso de Job
1Job, retomando la palabra, dijo:
2«Vive Dios, el Todopoderoso,
quien se niega a hacerme justicia,
quien me ha amargado el ánimo,
3que mientras haya vida en mí
y aliento divino en mi nariz,
4mis labios no pronunciarán maldad alguna
ni mi lengua proferirá mentiras.
5Jamás podré admitir que ustedes tengan la razón;
mientras viva, insistiré en mi integridad.
6Insistiré en mi inocencia; no cederé.
Mientras viva, no me remorderá la conciencia.
7»¡Que terminen mis enemigos como los malvados
y mis adversarios como los injustos!
8¿Qué esperanza tienen los impíos
cuando son eliminados,
cuando Dios les quita la vida?
9¿Escucha Dios su clamor
cuando les sobreviene la angustia?
10¿Acaso se deleitan en el Todopoderoso,
o claman a Dios en todo tiempo?
11»¡Yo les voy a mostrar algo del poder de Dios!
¡No les voy a ocultar los planes del Todopoderoso!
12Si ustedes mismos han visto todo esto,
¿a qué viene tanta palabrería?
13»Este es el destino que Dios tiene reservado para los malvados;
esta es la herencia que los tiranos recibirán del Todopoderoso:
14No importa cuántos hijos tengan,
la espada los aguarda;
jamás sus descendientes comerán hasta saciarse.
15La plaga sepultará a quienes les sobrevivan;
sus viudas no llorarán por ellos.
16Y aunque amontonen plata como polvo,
y apilen vestidos como arcilla,
17será el justo quien se ponga esos vestidos,
y el inocente quien reparta esa plata.
18Las casas que construyen parecen larvas de polilla,
parecen cobertizo de vigilancia.
19Se acuestan siendo ricos, pero por última vez;
cuando abren los ojos, sus riquezas se han esfumado.
20Les sobreviene un diluvio de terrores;
la tempestad los arrebata por la noche.
21El viento del este se los lleva y desaparecen;
los arranca de su lugar.
22Se lanza contra ellos sin clemencia,
mientras ellos tratan de huir de su poder.
23Agita las manos y aplaude burlón;
entre silbidos, los arranca de su lugar».
Job hævder fortsat sin uskyld
1Job fortsatte:
2„Jeg sværger ved den levende, almægtige Gud,
som har gjort mig uret og forbitret mit liv,
3at så længe jeg lever her på jorden,
så længe jeg endnu trækker vejret,
4skal intet ondt ord komme over mine læber,
ingen løgn skal udgå fra min mund!
5Jeg vil aldrig give jer ret i jeres beskyldninger,
til min dødsdag vil jeg hævde min uskyld.
6Jeg er uden skyld, og det holder jeg fast ved.
Min samvittighed er ren, og det har den altid været.
De gudløse straffes
7Må mine fjender blive straffet som de gudløse, de er,
mine modstandere dele skæbne med de onde.
8Hvad håb er der for de onde,
når Gud gør ende på deres liv?
9Mon Gud hører deres skrig,
når de råber om hjælp?
10De oplever ikke glæden ved at kende den Almægtige,
de kommer ikke dagligt til ham i bøn.
11Lad mig fortælle jer om Guds kraft
og indvi jer i den Almægtiges tanker.
12Ja, egentlig burde I vide det i forvejen,
men hvorfor kommer I så med jeres tomme ord?
13Hør her hvilken skæbne, der venter de onde,
hvilken straf de får fra den Almægtige:
14Uanset hvor mange børn, de har,
vil de fleste dø i krig eller sulte ihjel.
15De overlevende bliver bragt i graven af sygdom,
end ikke deres enker vil begræde dem.
16Selv om de gudløse kan have penge som skidt
og kostbare klæder i kassevis,
17bliver det de retskafne, som overtager rigdommen,
de retsindige, som går rundt i de kostbare klæder.
18De gudløses huse er som skrøbelige spindelvæv,
som læskure, en hyrde har flikket sammen på marken.
19De kan være stenrige, når de går i seng om aftenen,
og vågne ludfattige om morgenen.
20Pludselig rammes de af forfærdelige rædsler,
ulykken kommer over dem som en hvirvelvind.
21De mister alt, hvad de ejer,
som havde en storm blæst dem ud i ørkenen.
22Ulykken jager dem som en orkan,
mens de kæmper for ikke at blive knust.
23Den slår kløerne i dem
og blæser dem langt bort fra deres hjem.
