القضاة 8 – NAV & BPH

Ketab El Hayat

القضاة 8:1-35

زبح وصلمناع

1وَخَاصَمَ رِجَالُ أَفْرَايِمَ جِدْعُونَ خِصَاماً شَدِيداً قَائِلِينَ لَهُ: «لِمَاذَا عَامَلْتَنَا هَكَذَا؟ لِمَاذَا لَمْ تَدْعُنَا عِنْدَ ذِهَابِكَ لِمُحَارَبَةِ الْمِدْيَانِيِّينَ؟» 2فَأَجَابَهُمْ: «أَيُّ شَيْءٍ فَعَلْتُهُ أَنَا يُوَازِي مَا أَنْجَزْتُمُوهُ أَنْتُمْ؟ أَلَيْسَتْ لُقَاطَةُ عِنَبِ أَفْرَايِمَ خَيْراً مِنْ قِطَافِ أَبِيعَزَرَ؟ 3لَقَدْ أَوْقَعَ الرَّبُّ غُرَاباً وَذِئْباً قَائِدَيِ الْمِدْيَانِيِّينَ فِي أَيْدِيكُمْ. فَأَيُّ شَيْءٍ اسْتَطَعْتُ أَنْ أَفْعَلَهُ يُوَازِي عَمَلَكُمْ هَذَا؟» وَعِنْدَمَا سَمِعُوا حَدِيثَهُ هَدَأَتْ سَوْرَةُ غَضَبِهِمْ.

4وَاجْتَازَ جِدْعُونُ وَرِجَالُهُ الثَّلاثُ مِئَةٍ نَهْرَ الأُرْدُنِّ وَقَدْ نَالَ مِنْهُمُ الإِعْيَاءُ مِنْ مُطَارَدَتِهِمْ لِلْعَدُوِّ. 5فَقَالَ لأَهْلِ سُكُّوتَ: «أَعْطُوا رِجَالِي طَعَاماً فَإِنَّهُمْ مُنْهَكُونَ، وَأَنَا مَازِلْتُ أُطَارِدُ زَبَحَ وَصَلْمُنَّاعَ مَلِكَيْ مِدْيَانَ». 6فَأَجَابَهُ رُؤَسَاءُ سُكُّوتَ: «أَلَعَلَّ زَبَحَ وَصَلْمُنَّاعَ قَدْ وَقَعَا أَسِيرَيْنِ فِي يَدِكَ الآنَ حَتَّى نُقَدِّمَ لِرِجَالِكَ خُبْزاً؟» 7فَقَالَ جِدْعُونُ: «حَسَناً! عِنْدَمَا يَنْصُرُنِي الرَّبُّ عَلَيْهِمَا سَأَدْرُسُ بالنَّوَارِجِ لَحْمَكُمْ مَعَ أَشْوَاكِ الْبَرِّيَّةِ». 8وَتَوَجَّهَ مِنْ هُنَاكَ إِلَى فَنُوئِيلَ وَطَلَبَ مِنْ أَهْلِهَا طَعَاماً، فَأَجَابُوهُ بِمِثْلِ مَا أَجَابَ بِهِ أَهْلُ سُكُّوتَ. 9فَتَوَعَّدَهُمْ قَائِلاً: «عِنْدَ رُجُوعِي بِسَلامٍ سَأَهْدِمُ هَذَا الْبُرْجَ».

10وَكَانَ زَبَحُ وَصَلْمُنَّاعُ مُعَسْكِرَيْنِ فِي قَرْقَرَ عَلَى رَأْسِ جَيْشٍ مِنْ نَحْوِ خَمْسَةَ عَشَرَ أَلْفاً هُمُ الْبَقِيَّةُ الْبَاقِيَةُ مِنْ جَمِيعِ جَيْشِ أَبْنَاءِ الْمَشْرِقِ بَعْدَ أَنْ سَقَطَ مِنْهُمْ مِئَةٌ وَعِشْرُونَ أَلْفَ رَجُلٍ مِنَ الْمُقَاتِلِينَ بِالسُّيُوفِ. 11وَسَلَكَ جِدْعُونُ طَرِيقَ سَاكِنِي الْخِيَامِ شَرْقِيَّ نُوبَحَ وَيُجْبَهَةَ وَهَاجَمَ الْجَيْشَ الْمِدْيَانِيَّ عَلَى حِينِ غِرَّةٍ 12فَهَرَبَ زَبَحُ وَصَلْمُنَّاعُ فَتَعَقَّبَهُمَا وَقَبَضَ عَلَيْهِمَا وَشَتَّتَ الْجَيْشَ كُلَّهُ.

13وَرَجَعَ جِدْعُونُ بْنُ يُوآشَ مِنَ الْحَرْبِ عَنْ طَرِيقِ عَقَبَةِ حَارَسَ. 14وَقَبَضَ عَلَى شَابٍّ مِنْ أَهْلِ سُكُّوتَ وَطَلَبَ مِنْهُ أَنْ يُسَجِّلَ لَهُ أَسْمَاءَ رُؤَسَاءِ سُكُّوتَ وَشُيُوخِهَا. فَسَجَّلَ سَبْعَةً وَسَبْعِينَ اسْماً. 15ثُمَّ أَقْبَلَ جِدْعُونُ عَلَى أَهْلِ سُكُّوتَ قَائِلاً: «هُوَذا زَبَحُ وَصَلْمُنَّاعُ اللَّذَانِ عَيَّرْتُمُونِي بِهِمَا قَائِلِينَ: أَلَعَلَّ زَبَحَ وَصَلْمُنَّاعَ قَدْ وَقَعَا أَسِيرَيْنِ لَدَيْكَ الآنَ حَتَّى نُقَدِّمَ لِرِجَالِكَ الْمُنْهَكِينَ خُبْزاً؟» 16وَقَبَضَ عَلَى شُيُوخِ الْمَدِينَةِ، وَأَخَذَ أَشْوَاكاً مِنَ الْبَرِّيَّةِ وَنَوَارِجَ وَعَاقَبَ بِها أَهْلَ سُكُّوتَ، فَكَانَ ذَلِكَ دَرْساً لَهُمْ. 17وَهَدَمَ بُرْجَ فَنُوئِيلَ وَقَتَلَ رِجَالَ الْمَدِينَةِ.

18وَسَأَلَ جِدْعُونُ زَبَحَ وَصَلْمُنَّاعَ: «مَا هَيئَةُ الرِّجَالِ الَّذِينَ قَتَلْتُمَاهُمْ فِي تَابُورَ؟» فَأَجَابَا: «إِنَّهُمْ يُشْبِهُونَكَ كُلُّ وَاحِدٍ مِنْهُمْ مِثْلُ ابْنِ مَلِكٍ». 19فَقَالَ: «هُمْ إِخْوَتِي أَبْنَاءُ أُمِّي، حَيٌّ هُوَ الرَّبُّ، مَا كُنْتُ لأَقْتُلَكُمَا لَوْ أَبْقَيْتُمَاهُمْ أَحْيَاءَ». 20وَقَالَ لِيَثَرَ ابْنِهِ الْبِكْرِ: «قُمِ اقْتُلْهُمَا». وَلَكِنَّ هَذَا خَافَ أَنْ يَسْتَلَّ سَيْفَهُ لأَنَّهُ كَانَ صَغِيرَ السِّنِّ. 21فَقَالَ زَبَحُ وَصَلْمُنَّاعُ: «قُمْ أَنْتَ وَاقْتُلْنَا، فَخَيْرٌ لَنَا أَنْ يَقْتُلَنَا رَجُلٌ» فَقَتَلَهُمَا جِدْعُونُ. وَأَخَذَ الْحُلِيَّ الَّتِي كَانَتْ تُزَيِّنُ أَعْنَاقَ جِمَالِهِمَا.

جدعون يرفض الملك

22وَقَالَ بَنُو إِسْرَائِيلَ لِجِدْعُونَ: «تَسَلَّطْ عَلَيْنَا أَنْتَ وَابْنُكَ وَحَفِيدُكَ، لأَنَّكَ قَدْ أَنْقَذْتَنَا مِنَ الْمِدْيَانِيِّينَ» 23فَأَجَابَهُمْ: «لا أَتَسَلَّطُ عَلَيْكُمْ، لَا أَنَا وَلا ابْنِي، إِنَّمَا الرَّبُّ يَتَسَلَّطُ عَلَيْكُمْ. 24وَلَكِنْ لِي لَدَيْكُمْ طِلْبَةٌ، وَهِيَ أَنْ يُعْطِيَنِي كُلُّ وَاحِدٍ أَقْرَاطَ غَنِيمَتِهِ، وَهِيَ أَقْرَاطُ الذَّهَبِ الَّتِي يَتَحَلَّى بِها عَادَةً الإِسْمَاعِيلِيُّونَ» (الَّذِينَ شَكَّلُوا جَيْشَ الْمِدْيَانِيِّينَ). 25فَأَجَابُوهُ: «يَسُرُّنَا أَنْ نُقَدِّمَهَا لَكَ». وَفَرَشُوا رِدَاءً أَلْقَى عَلَيْهِ كُلُّ وَاحِدٍ أَقْرَاطَ غَنِيمَتِهِ. 26فَكَانَ وَزْنُ أَقْرَاطِ الذَّهَبِ الَّتِي طَلَبَهَا أَلْفاً وَسَبْعَ مِئَةِ شَاقِلٍ (نَحْوَ عِشْرِينَ كِيلُو جِرَاماً)، مَاعَدَا الأَهِلَّةَ وَالْحَلَقَ وَالأَثْوَابَ الأُرْجُوَانِيَّةَ الَّتِي كَانَ يَرْتَدِيهَا مُلُوكُ مِدْيَانَ، وَالْقَلائِدَ الَّتِي كَانَتْ تُزَيِّنُ أَعْنَاقَ جِمَالِهِمْ. 27فَصَاغَ مِنْهَا جِدْعُونُ صَنَماً نَصَبَهُ فِي مَدِينَتِهِ عَفْرَةَ، فَغَوَى الإِسْرَائِيلِيُّونَ وَرَاءَهُ وَعَبَدُوهُ فَكَانَ هَذَا الصَّنَمُ شَرَكاً لِجِدْعُونَ وَعَائِلَتِهِ. 28وَذَلَّ الْمِدْيَانِيُّونَ أَمَامَ بَنِي إِسْرَائِيلَ وَلَمْ يَعُودُوا يَتَطَاوَلُونَ عَلَيْهِمْ. وَعَمَّ السَّلامُ الْبِلادَ أَرْبَعِينَ سَنَةً طَوَالَ حَيَاةِ جِدْعُونَ.

موت جدعون

29وَرَجَعَ جِدْعُونُ بْنُ يُوآشَ إِلَى بَيْتِهِ حَيْثُ أَقَامَ فِيهِ. 30وَكَانَ لِجِدْعُونَ سَبْعُونَ وَلَداً جَمِيعُهُمْ مِنْ صُلْبِهِ لأَنَّهُ كَانَ مِزْوَاجاً. 31وَوَلَدَتْ لَهُ أَيْضاً سُرِّيَّتُهُ الَّتِي فِي شَكِيمَ ابْناً دَعَاهُ أَبِيمَالِكَ. 32وَمَاتَ جِدْعُونُ بْنُ يُوآشَ بَعْدَ عُمْرٍ طَوِيلٍ صَالِحٍ، وَدُفِنَ فِي قَبْرِ يُوآشَ أَبِيهِ فِي عَفْرَةَ، بَلْدَةِ الأَبِيعَزَرِيِّينَ.

33وَرَجَعَ بَنُو إِسْرَائِيلَ بَعْدَ مَوْتِ جِدْعُونَ وَغَوَوْا وَرَاءَ الْبَعْلِيمِ، وَاتَّخَذُوا بَعْلَ بَرِيثَ إِلَهاً لَهُمْ، 34وَنَسُوا الرَّبَّ إِلَهَهُمُ الَّذِي أَنْقَذَهُمْ مِنْ قَبْضَةِ جَمِيعِ أَعْدَائِهِمِ الْمُحِيطِينَ بِهِمْ. 35وَأَسَاءُوا إِلَى بَيْتِ يَرُبَّعَلَ (جِدْعُونَ) رَغْمَ كُلِّ الْخَيْرِ الَّذِي أَسْدَاهُ إِلَى إِسْرَائِيلَ.

Bibelen på hverdagsdansk

Dommerbogen 8:1-35

1De efraimitiske ledere var imidlertid utilfredse og rettede en skarp kritik mod Gideon. „Hvorfor ventede du med at sende bud efter os, til midjanitterne var besejret?” spurgte de.

2Gideon svarede: „Den smule, jeg og min klan har gjort, er ikke noget i sammenligning med jeres heltedåd! 3Lod Gud jer ikke fange de to midjanitiske hærførere Oreb og Ze’eb? Hvad I opnåede mod slagets afslutning, har langt større betydning, end hvad vi foretog os i begyndelsen.” Da efraimitterne hørte det, var de ikke vrede længere.

4Derpå satte Gideon over Jordanfloden med sine 300 mand, som ikke havde opgivet at forfølge fjenden, selv om de var trætte og udmattede. 5Da de nåede Sukkot, sagde Gideon til byens ledere: „Giv venligst mine krigere noget at spise. Vi er udmattede af at jagte midjanitterkongerne Zeba og Salmunna.”

6Men byens ledere svarede: „Fang først Zeba og Salmunna. Så skal vi nok give jer noget at spise.”

7Da sagde Gideon: „Når Herren har udleveret Zeba og Salmunna til mig, vender jeg tilbage og slår jer alle sammen med ørkentjørne og tidsler.” 8Så fortsatte de videre til Penuel, men der gav man samme svar som i Sukkot, 9hvorpå Gideon sagde til dem: „Når vi har sejret, vender vi tilbage og river jeres vagttårn ned.”

10I mellemtiden var Zeba og Salmunna nået frem til Karkor med de 15.000 mand, der var tilbage af den forenede hær fra øst. 120.000 var faldet for sværdet. 11Men Gideon gik en omvej forbi teltlejrene øst for Noba og Jogbeha og overfaldt de intetanende midjanitter. 12De to konger flygtede, men Gideon fulgte efter dem og fangede dem, og hele deres hær blev grebet af rædsel.

13Derefter vendte Gideon tilbage gennem Herespasset. 14Dér tog han en ung mand fra Sukkot til fange og tvang ham til at skrive navnene ned på alle byens 77 ledere. 15Så gik Gideon til Sukkot og sagde til mændene i byen:

„Her er de to konger Zeba og Salmunna. I husker vist godt, at I sagde: Fang først Zeba og Salmunna. Så skal vi nok give jer noget at spise.”

16Så tog han de 77 ledere til fange og pryglede dem til døde med ørkentjørne og tidsler. 17Bagefter drog han til Penuel, hvor han rev byens vagttårn ned og dræbte samtlige mandlige indbyggere.

18Derpå spurgte han Zeba og Salmunna: „Hvordan så de mænd ud, som I dræbte ved Tabor?”

„De lignede dig, og de så begge to ud som kongesønner,” svarede de.

19„Så var det mine egne brødre!” udbrød Gideon. „Jeg sværger, at hvis I havde skånet dem, ville jeg have skånet jer.” 20Så sagde han til sin ældste søn Jeter: „Kom her hen og hug de to konger ned!” Men Jeter, der endnu kun var en stor dreng, havde ikke mod til det.

21„Gør det selv, Gideon,” sagde Zeba og Salmunna. „Det er ikke noget for et barn.” Så huggede Gideon dem ned og tog de kostbare ornamenter, som deres kameler havde om halsen.

Gideon afslår at blive konge

22Nu sagde israelitterne til Gideon: „Du og dine efterkommere skal regere over os, for du har reddet os fra midjanitterne!” 23Men Gideon svarede: „Hverken jeg eller min søn skal regere over jer. Herren skal være jeres Konge!” 24Så tilføjede han: „En enkelt ting vil jeg dog bede jer om: at I alle sammen giver mig en ørering fra jeres krigsbytte.” Midjanitterne gik nemlig med guldringe i ørerne, for de var dygtige handelsfolk.8,24 Ordret: „Ishmaelitter”, men det er her sikkert en titel på ørkenens handelsfolk.

25„Gerne,” svarede de og bredte et klæde ud på jorden, hvor de hver især lagde en ring fra deres krigsbytte. 26Vægten af ringene alene beløb sig til næsten 20 kilo.8,26 På hebraisk: 1700 shekel. 1 shekel = ca. 11,5 g. Dertil kom de kostbare kamelornamenter, andre smykker, kongernes purpurfarvede dragter og de kæder, som kamelerne havde haft om halsen. 27Af disse kostbarheder lavede Gideon en efod, som han anbragte i sin hjemby Ofra. Men israelitterne begyndte at tilbede efoden, som derfor blev årsag til fald for Gideon og hans familie.

28Midjanitterne var nu besejret og udgjorde ikke længere nogen trussel for Israel. De næste 40 år var der fred i landet, så længe Gideon levede.

29-30Efter sejren vendte Gideon tilbage til sin hjemegn, hvor han siden boede og fik 70 sønner, for han havde mange koner. 31Han fik også en søn med en slavepige fra Sikem, og han kom til at hedde Abimelek. 32Gideon døde som en meget gammel mand og blev begravet i familiegravstedet i Ofra, hvor Abiezers slægt kom fra.

33Kort efter Gideons død begyndte israelitterne igen at dyrke kana’anæernes afguder. De gjorde Ba’al-Berit til deres gud 34og glemte Herren, der havde frelst dem fra deres fjendtlige nabofolk. 35De viste heller ingen respekt for Gideons familie, på trods af hvad Gideon havde betydet for landet.