أيوب
1أَيُّوبُ: 2«إِنَّ شَكْوَايَ الْيَوْمَ مُرَّةٌ، وَلَكِنَّ الْيَدَ الَّتِي عَلَيَّ أَثْقَلُ مِنْ أَنِينِي. 3أَيْنَ لِي أَنْ أَجِدَهُ فَأَمْثُلَ أَمَامَ كُرْسِيِّهِ، 4وَأَعْرِضَ عَلَيْهِ قَضِيَّتِي وَأَمْلأَ فَمِي حُجَجاً، 5فَأَطَّلِعَ عَلَى جَوَابِهِ وَأَفْهَمَ مَا يَقُولُهُ لِي؟ 6أَيُخَاصِمُنِي بِعَظَمَةِ قُوَّتِهِ؟ لا! بَلْ يَلْتَفِتُ مُتَرَئِّفاً عَلَيَّ. 7هُنَاكَ يُمْكِنُ لِلْمُسْتَقِيمِ أَنْ يُحَاجَّهُ، وَأُبْرِئُ سَاحَتِي إِلَى الأَبَدِ مِنْ قَاضِيَّ. 8وَلَكِنْ هَا أَنَا أَتَّجِهُ شَرْقاً فَلا أَجِدُهُ، وَإِنْ قَصَدْتُ غَرْباً لَا أَشْعُرُ بِهِ، 9أَطْلُبُهُ عَنْ شِمَالِي فَلا أَرَاهُ وَأَلْتَفِتُ إِلَى يَمِينِي فَلا أُبْصِرُهُ.
10وَلَكِنَّهُ يَعْرِفُ الطَّرِيقَ الَّتِي أَسْلُكُهَا، وَإذَا امْتَحَنَنِي أَخْرُجُ كَالذَّهَبِ 11اقْتَفَتْ قَدَمَايَ إِثْرَ خُطَاهُ، وَسَلَكْتُ بِحِرْصٍ فِي سُبُلِهِ وَلَمْ أَحِدْ. 12لَمْ أَتَعَدَّ عَلَى وَصَايَاهُ، وَذَخَرْتُ فِي قَلْبِي كَلِمَاتِهِ. 13وَلَكِنَّهُ مُتَفَرِّدٌ وَحْدَهُ فَمَنْ يَرُدُّهُ؟ يَفْعَلُ مَا يَشَاءُ، 14لأَنَّهُ يُتَمِّمُ مَا رَسَمَهُ لِي، وَمَازَالَ لَدَيْهِ وَفْرَةٌ مِنْهَا. 15لِذَلِكَ أَرْتَعِبُ فِي حَضْرَتِهِ، وَعِنْدَمَا أَتَأَمَّلُ، يُخَامِرُنِي الْخَوْفُ مِنْهُ. 16فَقَدْ أَضْعَفَ اللهُ قَلْبِي، وَرَوَّعَنِي الْقَدِيرُ. 17وَمَعَ ذَلِكَ لَمْ تَسْكُنْنِي الظُّلْمَةُ، وَلا الدُّجَى غَشَّى وَجْهِي.
Jobs ottende tale: Et svar til Elifaz
1Hertil svarede Job:
2„Jeg må stadig klage i min håbløshed,
for Guds hårde straf får mig til at stønne.
3Kunne jeg dog bare få Gud i tale,
træde frem for hans trone,
4forklare ham mit syn på sagen,
og fremlægge mine argumenter,
5så kunne jeg få at vide, hvad han mener,
og prøve at forstå hans svar.
6Ville den almægtige Gud bare tromle mig ned?
Nej, han ville høre efter, hvad jeg havde at sige.
7Med ham som dommer får man en fair behandling,
og jeg tror bestemt, han ville frifinde mig.
8Men går jeg mod øst, finder jeg ham ikke.
Går jeg mod vest, er han heller ikke der.
9Mod nord kan jeg ikke få øje på ham,
mod syd kan jeg ikke finde hans spor.
10Men han kender mit liv og mine gerninger,
jeg ville bestå hans prøve med glans.
11Trofast har jeg fulgt i hans fodspor,
vandret den vej, han har anvist.
12Jeg har ikke overtrådt hans befalinger,
men bevaret hans ord i mit hjerte.
13Men hvem kan standse Gud?
Han fører det igennem, han har sat sig for.
14Han handler med mig efter sin plan,
og hvem ved, hvad han mere har i sinde?
15Er det så sært, at jeg frygter ham,
at jeg gruer ved tanken om, hvad han kan gøre?
16Gud har taget alt modet fra mig,
den Almægtige gør mig bange.
17Men jeg kan ikke bare holde min mund,
fordi jeg sidder i et mørkt fangehul.
