የኤርምያስ ማጕረምረም
1እግዚአብሔር ሆይ፤ ጕዳዬን በፊትህ ሳቀርብ፣
አንተ ጻድቅ መሆንህን እያወቅሁ ነው።
የክፉዎች መንገድ ለምን ይሰምራል?
የከዳተኞችስ ኑሮ ለምን ይሳካል?
2አንተ ተክለሃቸዋል፤ ሥርም ሰደዋል፤
አድገዋል፤ ፍሬም አፍርተዋል።
ሁልጊዜ አንተ በአፋቸው ላይ አለህ፤
ከልባቸው ግን ሩቅ ነህ።
3ነገር ግን እግዚአብሔር ሆይ፤ አንተ እኔን ታውቀኛለህ፤ ታየኛለህ፤
ስለ አንተም ያለኝን ሐሳብ ትመረምራለህ።
እንደሚታረዱ በጎች ንዳቸው፤
ለዕርድም ቀን ለይተህ አቈያቸው፤
4ምድሪቱ በዝናብ ዕጦት የምትጐዳው፣12፥4 ወይም ምድሪቱ የምታዝነው
የሜዳውም ሣር ሁሉ በድርቅ የሚመታው እስከ መቼ ነው?
ከነዋሪዎቿ ክፋት የተነሣ፣
እንስሳትና አዕዋፍ ጠፍተዋል፤
ደግሞም ሕዝቡ፣
“በእኛ ላይ የሚሆነውን አያይም” ብለዋል።
የእግዚአብሔር ምላሽ
5“ከእግረኞች ጋር ሮጠህ፣
እነርሱ ካደከሙህ፣
ከፈረሰኞች ጋር እንዴት ልትወዳደር ትችላለህ?
በሰላም አገር ከተሰናከልህ፣12፥5 ወይም በሰላም ምድር ከታመንህ
በዮርዳኖስ ደን ውስጥ እንዴት ልትሆን ነው?
6ወንድሞችህና የገዛ ቤተ ሰብህ፣
እነርሱ እንኳ አሢረውብሃል፣
በአንተም ላይ ይጮኻሉ፤
በመልካም ቢናገሩህም እንኳ
አትመናቸው።
7“ቤቴን እተዋለሁ፤
ርስቴን እጥላለሁ፤
የምወድዳትን እርሷን፣
አሳልፌ በጠላቶቿ እጅ እሰጣታለሁ።
8ርስቴ፣ በዱር እንዳለ አንበሳ
ተነሥታብኛለች፤
በእኔም ላይ ጮኻብኛለች፤
ስለዚህ ጠላኋት።
9ርስቴ ሌሎች አሞሮች ሊበሏት እንደ ከበቧት፣
እንደ ዝንጕርጕር አሞራ አልሆነችምን?
ሂዱ፤ የዱር አራዊትን ሁሉ ሰብስቡ፤
እንዲቀራመቷትም አምጧቸው።
10ብዙ እረኞች የወይን ቦታዬን ያጠፋሉ፤
ይዞታዬንም ይረግጣሉ፤
ደስ የምሰኝበትንም ማሳ፣
ጭር ያለ በረሓ ያደርጉታል።
11በፊቴ ባድማ፣
ደረቅና ወና ይሆናል፤
መላዪቱም ምድር ጠፍ ትሆናለች፤
ስለ እርሷ የሚገድደው የለምና።
12በምድረ በዳ ባሉት ወና ኰረብቶች ላይ፣
አጥፊዎች ይሰማራሉ፤
የእግዚአብሔር ሰይፍ ከምድር ጫፍ እስከ ምድር ጫፍ፣
አንዳች ሳያስቀር ይበላል፤
የሚተርፍም የለም።
13ስንዴን ይዘራሉ፤ እሾኽን ያጭዳሉ፤
ይደክማሉ፤ የሚያገኙት ግን የለም።
ከእግዚአብሔርም ጽኑ ቍጣ የተነሣ፣
በመኸራችሁ ውጤት ታፍራላችሁ።”
14እግዚአብሔር እንዲህ ይላል፤ “ለሕዝቤ ለእስራኤል የሰጠሁትን ርስት የሚይዙትን ክፉ ጎረቤቶቼን ሁሉ ከምድራቸው እነቅላቸዋለሁ፤ የይሁዳንም ቤት ከመካከላቸው እነቅላለሁ፤ 15ከነቀልኋቸው በኋላ ግን መልሼ እምራቸዋለሁ፤ እያንዳንዳቸውንም ወደ ገዛ አገራቸውና ወደ ገዛ ርስታቸው መልሼ አመጣቸዋለሁ። 16የሕዝቤን መንገድ በትጋት ቢማሩና ሕዝቤን በበኣል እንዲምል እንዳስተማሩት ሁሉ፣ ‘ሕያው እግዚአብሔርን’ ብለው በስሜ ቢምሉ፣ በዚያን ጊዜ በሕዝቤ መካከል ይመሠረታሉ፤ 17የማይሰማኝን ሕዝብ ግን ፈጽሜ እነቅለዋለሁ፤ አጠፋዋለሁም” ይላል እግዚአብሔር።
Gud må straffe sit troløse folk
1Herre, jeg ved godt, at retten altid er på din side i hvilken som helst sag. Men tillad mig alligevel at stille nogle spørgsmål angående retfærdighed: Hvordan kan det være, at det går de gudløse godt? Hvordan kan de troløse trives og være trygge? 2Du har sat dem her på jorden, plantet dem som træer. Du lader dem slå rod, trives og bære frugt. De nævner dit navn, men er i virkeligheden ligeglade med dig. 3Herre, du kender mine inderste tanker og motiver, du ved, at jeg ærer og adlyder dig. Vil du ikke holde dom over de onde, trække af sted med dem som hjælpeløse får, der føres til slagtning? 4De onde tror ikke på, at du ser, hvad de laver. Græsset visner, dyr og fugle dør på grund af ondskaben i landet. Hvor længe skal det fortsætte?
5Herren svarede: „Hvis du ikke kan klare at løbe om kap med mennesker, hvordan kan du så løbe om kap med heste? Hvis du giver op i et fredeligt og åbent landskab, hvordan vil du så klare dig mod farerne i Jordandalens krat? 6Selv din egen familie har slået hånden af dig. De jagter dig med høje råb. Når de taler venligt til dig, skal du ikke tro dem.”
7Herren fortsatte: „Jeg opgiver Judas folk, som ellers er mit ejendomsfolk, og jeg udleverer dem til deres fjender. 8Mit folk raser imod mig som en løve i skoven. Derfor er jeg nødt til at vende dem ryggen. 9Mit ejendomsfolk bliver hyæners bytte, gribbene flokkes om det. Lad fremmede folkeslag kaste sig over det for at få del i byttet. 10Fremmede hære skal angribe min vingård. De tramper vinstokkene ned og raserer min ejendom. 11Den bliver en ødemark, som ingen længere bryder sig om. 12Over ørkenens nøgne høje kommer de fremmede hære myldrende. De hære jeg sender, hærger landet fra ende til anden, og ingen undslipper. 13Mit folk såede hvede, men høster torne. De sled til ingen nytte og bliver skuffet over den manglende høst, for jeg vil straffe dem.
14Men jeg har også et budskab vedrørende de onde nabofolk, der angriber det land, jeg gav mit folk: Ligesom jeg rykker judæerne op fra deres land, vil jeg også rykke nabofolkene op fra deres lande. 15Men senere vil jeg være barmhjertig og føre dem tilbage til deres egne lande. 16Hvis de derefter vil antage mig som deres Gud i stedet for Ba’al, skal de få en plads iblandt mit folk. 17Men de folkeslag, der nægter at adlyde mig, udrydder jeg fuldstændigt,” siger Herren.