1ኢዮብም እንዲህ ሲል ንግግሩን ቀጠለ፤
2“በእግዚአብሔር የተጠበቅሁበትን ዘመን፣
ያለፈውንም ወራት ምንኛ ተመኘሁ!
3ያን ጊዜ መብራቱ በራሴ ላይ ይበራ ነበር፤
በብርሃኑም በጨለማ ውስጥ ዐልፌ እሄድ ነበር፤
4እኔም ብርቱ ነበርሁ፤
የእግዚአብሔርም ወዳጅነት ቤቴን ይባርክ ነበር፤
5ሁሉን የሚችል አምላክ ከእኔ ጋር ነበረ፤
ልጆቼም በዙሪያዬ ነበሩ፤
6መንገዴ በቅቤ የራሰ ነበር፤
ዐለቱም የወይራ ዘይት ያመነጭልኝ ነበር።
7“ወደ ከተማዪቱ በር ብቅ ባልሁ ጊዜ፣
በአደባባይዋም በወንበር በተቀመጥሁ ጊዜ፣
8ጐበዛዝት አይተውኝ ገለል ይሉ፣
ሽማግሌዎችም ተነሥተው ይቆሙ ነበር።
9የሰፈሩ ታላላቅ ሰዎች ከመናገር ይቈጠቡ፣
እጃቸውንም በአፋቸው ላይ ይጭኑ ነበር፤
10የመኳንንት ድምፅ ጸጥ ይል፣
ምላሳቸውም ከላንቃቸው ጋር ይጣበቅ ነበር፤
11የሰሙኝ ሁሉ ያሞጋግሱኝ፣
ያዩኝም ያመሰግኑኝ ነበር፤
12ለርዳታ የሚጮኸውን ችግረኛ፣
ድኻ ዐደጉንም ታድጌአለሁና።
13በሞት አፋፍ ላይ የነበረ መርቆኛል፤
የመበለቲቱንም ልብ አሳርፌአለሁ።
14ጽድቅን እንደ ልብስ ለበስሁ፤
ፍትሕም መጐናጸፊያዬና ጥምጥሜ ነበር።
15ለዕውራን ዐይን፣
ለዐንካሶችም እግር ነበርሁ።
16ለችግረኛው አባት፣
ለባይተዋሩ ተሟጋች ነበርሁ።
17የኀጢአተኛውን ክራንቻ ሰበርሁ፤
የነጠቀውንም ከጥርሶቹ አስጣልሁ።
18“እኔም በልቤ እንዲህ አልሁ፤ ‘ዘመኔ እንደ አሸዋ በዝቶ፣
በቤቴ ተደላድዬ እሞታለሁ፤
19ሥሬ ወደ ውሃ ይዘረጋል፤
ጠልም በቅርንጫፌ ላይ ያድራል፤
20ክብሬ በውስጤ አዲስ እንደ ሆነ፣
ቀስትም በእጄ እንደ በረታ ይኖራል።’
21“ሰዎች ምክሬን በጸጥታ በመጠባበቅ፣
በጕጕት አደመጡኝ።
22እኔ ከተናገርሁ በኋላ፣ የሚናገር ሰው አልነበረም፤
ቃሌም እየተንጠባጠበ በጆሯቸው ይገባ ነበር።
23ዝናብ እንደሚጠብቅ ሰው ጠበቁኝ፤
ቃሌንም እንደ በልግ ዝናብ ጠጡ፤
24በሣቅሁላቸው ጊዜ እውነት አልመሰላቸውም፤
የፊቴም ብርሃን ብርቃቸው29፥24 በዕብራይስጡ የዚህ ሐረግ ትርጕም በትክክል አይታወቅም። ነበር።
25መንገድ መርጬላቸው አለቃቸው ሆኜ ተቀመጥሁ፤
በሰራዊትም መካከል እንዳለ ንጉሥ ኖርሁ፤
ሐዘንተኞችንም እንደሚያጽናና ነበርሁ።
Jobs tidligere lykkelige liv
1Job fortsatte:
2„Ak, gid jeg havde det som i gamle dage,
dengang Gud sørgede så godt for mig,
3da han udøste sin velsignelse over mig
og fjernede alle forhindringer fra min vej.
4Jeg husker endnu mine velmagtsdage,
dengang Gud var gæst i mit hjem.
5Den Almægtige var altid hos mig,
og jeg havde mine børn omkring mig.
6Mine køer gav spandevis af mælk
og min olivenpresse mængder af olie.
7Jeg havde min plads blandt lederne i byen
og sad som dommer på byens torv.
8De unge trådte ærbødigt til side, når jeg kom,
og de ældre rejste sig op i respekt.
9Snakken forstummede blandt lederne,
alle tav stille for at høre mig tale.
10Selv de mest ansete satte fingeren for munden,
for at alle kunne høre, hvad jeg havde at sige.
11Alle, som hørte mig, lovpriste min visdom,
alle, der så mine handlinger, roste mig for dem.
12Jeg reddede de hjælpeløse ud af deres problemer,
hjalp de forældreløse til at få deres ret.
13De døende velsignede mig,
deres enker jublede af glæde.
14Jeg blev anset for at være ærligheden selv,
retfærdigheden i egen høje person.
15Jeg blev de blindes øjne
og de lammes fødder.
16Jeg blev de fattiges forsørger
og de fremmedes forsvarer.
17Jeg vristede uskyldige ofre
ud af gabet på de gudløse.
18Jeg forventede en fredfyldt død
efter et langt og lykkeligt liv.
19Jeg var som et træ, hvis rødder når til vandet,
og hvis grene forfriskes af nattens væde.
20Jeg blev æret hver eneste dag,
og min styrke blev dagligt fornyet.
21Folk spurgte mig til råds og lyttede opmærksomt,
de ventede spændt på, hvad jeg havde at sige.
22Når jeg havde talt, sagde ingen mig imod,
men de tog imod mine råd med glæde.
23De så frem til mine gode råd,
som landmanden ser frem til regnen,
og sugede min vejledning til sig,
som var de den tørre jord.
24Når jeg smilte til folk, fik de håbet tilbage,
når jeg så venligt på dem, lyste de af glæde.
25Jeg viste dem vejen, de skulle gå,
og fungerede som deres leder.
Jeg gik i spidsen for dem som en konge,
jeg var den, som trøstede de sørgende.
