Segundo discurso de Job
1A esto Job respondió:
2«¡Cómo quisiera que mi angustia se pesara
y se pusiera en la balanza, junto con mi desgracia!
3¡De seguro pesarían más que la arena de los mares!
¡Por algo mis palabras son tan impetuosas!
4Las saetas del Todopoderoso me han herido,
y mi espíritu absorbe su veneno.
¡Dios ha enviado sus terrores contra mí!
5¿Rebuzna el asno salvaje si tiene hierba?
¿Muge el buey si tiene forraje?
6¿Puede comerse sin sal la comida desabrida?
¿Tiene algún sabor la clara de huevo?6:6 la clara de huevo. Alt. el suero del queso, o el jugo de malva.
7Mi paladar se niega a probarla;
¡esa comida me enferma!
8»¡Ah, si Dios me concediera lo que pido!
¡Si Dios me otorgara lo que anhelo!
9¡Ah, si Dios se decidiera a destrozarme por completo,
a descargar su mano sobre mí y aniquilarme!
10Aun así me quedaría este consuelo,
esta alegría en medio de mi implacable dolor:
¡el no haber negado las palabras del Dios Santo!
11»¿Qué fuerzas me quedan para seguir esperando?
¿Qué fin me espera para querer vivir?
12¿Tengo acaso la fuerza de la roca?
¿Acaso tengo piel de bronce?
13¿Cómo puedo valerme por mí mismo,
si me han quitado todos mis recursos?
14»Al amigo que sufre no se le niega la lealtad,6:14 Al amigo … lealtad (lectura probable); para el desahuciado hay lealtad de su amigo (TM).
aunque se haya apartado del temor al Todopoderoso.
15Pero mis hermanos me traicionan como un torrente;
como corrientes de arroyos que desaparecen:
16se enturbian cuando el hielo se derrite;
se ensanchan al derretirse la nieve,
17pero dejan de fluir durante las sequías;
en pleno calor desaparecen de sus lechos.
18Las caravanas se apartan de sus rutas;
se encaminan al desierto y allí mueren.
19Las caravanas de Temá van en busca de agua,
los mercaderes de Sabá abrigan esperanzas.
20Se desaniman, a pesar de su confianza;
llegan allí y se quedan frustrados.
21Lo mismo pasa con ustedes:
¡ven algo espantoso y se asustan!
22¿Acaso les he pedido que me den algo
o que paguen con su dinero mi rescate?
23¿Acaso les he pedido que me libren de mi enemigo
o que me rescaten de las garras de los opresores?
24»Instrúyanme y me quedaré callado;
muéstrenme en qué estoy equivocado.
25¡Qué dolorosas son las palabras justas!
¡Pero los argumentos de ustedes, qué pretenden probar!
26¿Pretenden ustedes corregir lo que digo
y tratar mis palabras desesperadas como si fueran viento?
27¡Ustedes echarían suertes hasta por un huérfano
y venderían a su amigo por cualquier cosa!
28»Tengan la bondad de mirarme a los ojos.
¿Creen que les mentiría en su propia cara?
29Reflexionen, no sean injustos;
reflexionen, que en esto radica mi integridad.
30¿Acaso hay malicia en mi lengua?
¿No puede mi paladar discernir la maldad?
Jobs anden tale: Et svar til Elifaz
1Hertil svarede Job:
2„Hvis min frustration kunne måles,
hvis min ulykke kunne vejes på en vægt,
3da ville den være tungere end sandet på stranden.
Det er grunden til min bitterhed.
4Den Almægtiges pile har ramt mig,
giften trænger ind i mit indre,
jeg føler mig omringet af en mægtig hær.
5Brøler en ko, når krybben er fuld?
Skryder et æsel, når græsset er grønt?
6Jeg spiser ikke smagløs mad uden salt,
og dine smagløse ord kan jeg ikke sluge.
7Jeg får kvalme af at høre på dem,
har ikke appetit på mere af den slags.
8Gid Gud ville høre min bøn
og give mig det, jeg længes efter!
9Det eneste, jeg ønsker, er at dø,
at han skærer min livstråd over.
10Jeg har kun én trøst i mine pinsler:
Jeg har altid troet på Guds ord.
11Men jeg har ikke styrke til at udholde mere,
jeg ser ingen mening med livet længere.
12Min krop er ikke lavet af bronze,
jeg er ikke så hård som en sten.
13Nej, der er intet at stille op,
jeg har mistet min livskraft og styrke.
14Den, der er hård imod en fortvivlet ven,
har ingen respekt for den almægtige Gud.
15Mine venner har svigtet mig,
de er som en bjergbæk, hvis vand er tørret ud.
16Om foråret er den fuld af is,
og smeltevandet får den til at svulme.
17Men når varmen sætter ind, tørrer den ud,
dens vand er sporløst forsvundet.
18En karavane satser på at finde en oase,
men går til af tørst, hvis den er tørret ud.
19Karavaner fra Tema spejder efter vand,
rejsende fra Saba håber at få øje på en oase,
20men når de kommer derhen, skuffes de,
alle deres forhåbninger var forgæves.
21Sådan har I skuffet mig nu.
I vender jer fra mig i afsky.
22Har jeg bedt jer om at komme med gaver
eller dele jeres rigdomme med mig?
23Har jeg bedt jer om at redde mig fra fjendens hånd
eller betale løsesum for at sætte mig i frihed?
24Hvis I giver mig et fornuftigt svar,
skal jeg nok høre efter.
Hvis I kan sige mig, hvor jeg har fejlet,
lytter jeg gerne til jer.
25Det kan godt gøre ondt at få sandheden at vide,
men jeres udgydelser gavner mig intet.
26Måske er mit ordvalg kritisabelt,
men tænk dog på, hvor desperat jeg er!
27I ville udnytte et forældreløst barn
eller sælge jeres venner som slaver.
28Prøv at se på mig!
Tror I, jeg lyver jer op i ansigtet?
29Hvorfor går I ud fra, at jeg er skyldig,
når jeg intet forkert har gjort?
30Aldrig er en løgn kommet over mine læber.
Tror I ikke, jeg kender forskel på godt og ondt?”
