Sexto discurso de Job
1A esto Job respondió:
2«¿Hasta cuándo van a estar atormentándome
y aplastándome con sus palabras?
3Diez veces me hacen reproches;
descaradamente me atacan.
4Aun si fuera verdad que me he desviado,
mis errores son asunto mío.
5Si en verdad ustedes quieren exaltarse sobre mí,
y valerse de mi humillación para atacarme,
6sepan que es Dios quien me ha hecho daño,
quien me ha atrapado en su red.
7»Aunque grito: “¡Violencia!”, no hallo respuesta;
aunque pido ayuda, no se me hace justicia.
8Dios me ha cerrado el camino y no puedo pasar;
ha cubierto de oscuridad mis senderos.
9Me ha despojado de toda honra;
de la cabeza me ha quitado la corona.
10Por todos lados me destroza, como a un árbol;
me aniquila y arranca de raíz mi esperanza.
11Su enojo se ha encendido contra mí;
me cuenta entre sus enemigos.
12Sus tropas avanzan en tropel;
levantan una rampa para asediarme;
acampan alrededor de mi tienda de campaña.
13»Hizo que mis hermanos me abandonaran;
hasta mis amigos se han alejado de mí.
14Mis parientes y conocidos se distanciaron;
me echaron al olvido.
15Mis huéspedes y mis criadas me ven como a un extraño,
me miran como a un desconocido.
16Llamo a mi criado y no me responde,
aunque yo mismo se lo ruego.
17A mi esposa le da asco mi aliento;
a mis hermanos les resulto repugnante.
18Hasta los niños me desprecian;
en cuanto me ven, se burlan de mí.
19A todos mis amigos les resulto abominable;
mis seres queridos se han vuelto contra mí.
20La piel y la carne se me pegan a los huesos;
¡a duras penas he salvado el pellejo!19:20 ¡a duras … el pellejo! Lit. he escapado con la piel de mis dientes.
21»¡Compadézcanse de mí, amigos míos;
compadézcanse, que la mano de Dios me ha golpeado!
22¿Por qué me acosan como Dios?
¿No les basta con desollarme vivo?19:22 con desollarme vivo. Lit. con mi carne.
23»¡Ah, si fueran grabadas mis palabras,
si quedaran escritas en un libro!
24¡Si para siempre quedaran grabadas con cincel de hierro y plomo,
esculpidas en la roca!
25Yo sé que mi Redentor19:25 Redentor. Alt. defensor. vive
y que al final se levantará sobre el polvo.
26Y, cuando mi piel haya sido destruida,
todavía veré a Dios con mis propios ojos.19:26 con mis propios ojos. Lit. en mi carne.
27Yo mismo lo veré con mis propios ojos;
yo lo veré, no otro.
¡Este anhelo me consume las entrañas!
28»Ustedes dicen: “Vamos a acosarlo,
porque en él está la raíz del mal”.
29Pero cuídense de la espada,
pues con ella viene la ira justiciera,
para que sepan que hay un juicio».
Jobs sjette tale: Et svar til Bildad
1Job gav følgende svar:
2„Hvor længe bliver I ved med at håne mig?
Hvor længe vil I plage mig med jeres fornærmelser?
3I anklager mig nu for tiende gang,
mishandler mig uden barmhjertighed.
4Hvis jeg har gjort noget forkert,
så er det mit problem og ikke jeres.
5I mener, at I er bedre end mig,
og at mine lidelser er straf for min synd.
6Forstår I ikke, at Gud gør mig uret
ved at sende disse ulykker over mig?
7Jeg råber om hjælp, men får intet svar.
Jeg skriger højt, men ingen griber ind.
8Gud har spærret vejen for mig,
han har indhyllet mit liv i mørke.
9Han har berøvet mig min ære,
ødelagt mit gode omdømme.
10Han angreb mig fra alle sider, så jeg faldt.
Han har taget ethvert håb fra mig.
11Hans vrede blussede op imod mig,
han behandlede mig som en fjende.
12Han sender en hær af ulykker imod mig,
de omringer mit hus og falder over mig.
13Mine slægtninge har slået hånden af mig,
mine bekendte vil ikke kendes ved mig.
14Min familie har vendt mig ryggen,
mine nærmeste venner ignorerer mig.
15Mine gæster ser på mig som en fremmed,
mine tjenestepiger gør intet for mig.
16Min tjener kommer ikke, når jeg kalder,
ikke engang når jeg trygler ham om hjælp.
17Min kone føler afsky ved min ånde,
mine brødre kan ikke udholde stanken.
18Selv børnene regner mig ikke for noget.
Når jeg rejser mig op, håner de mig.
19Mine bedste venner viser mig afsky,
de, jeg holder mest af, har vendt mig ryggen.
20Jeg er ikke andet end skind og ben,
med nød og næppe undgik jeg døden.
21Vis dog lidt barmhjertighed, venner!
Hav medlidenhed, for Guds vrede har ramt mig.
22Hvorfor vil I straffe mig, som Gud gør?
Har jeg ikke lidt tilstrækkeligt allerede?
23Ak, gid mine ord blev skrevet ned,
gid nogen ville optegne dem i en bog.
24Gid nogen ville mejsle dem i sten,
indridse dem i en klippe for evigt.
25Men jeg ved, at der er en, som vil befri mig,
engang skal han stå frem på jorden.
26Jeg ved, at selv om min krop går til grunde,
får jeg mulighed for bagefter at se Gud.
27Jeg skal se ham med mine egne øjne.
Jeg kan næsten ikke rumme den tanke.
28Hvor vover I da at anklage mig
og påstå, at min lidelse er en velfortjent straf?
29Pas på, at I ikke selv bliver straffet,
bliver ramt af Guds vrede og dom.”
