Nkwa Asem

Nnwom 104

Ɔbɔadeɛ ayeyi

1Me kra, kamfo Awurade! O Awurade, me Nyankopɔn, woyɛ ɔkɛse! Wohyɛ tumi ne anuonyam mu. Wode hann akata wo ho. Wotrɛw ɔsoro mu te sɛ ntama, na wusii wo fi wɔ nsu ani. Wode omununkum yɛɛ wo teaseɛnam na wotenaa mu wɔ mframa ntaban so. Wode mframa yɛɛ w’asomafo, na anyinam gya a ɛpa no yɛɛ w’asomfo.

Wode asase asi ne fapem so dennen na ɛrentwe ne ho da. Wode ɛpo too so sɛ atade na nsu no kataa mmepɔw so. Wokaa nsu no anim no, wɔyerae; wɔtee wo nne nteɛm so no, woguanee. Wɔteɛ faa mmepɔw so koguu abon mu kɔɔ baabi a na wɔasiesie ama wɔn. Wotoo ɔhye a na wontumi ntra na wɔammɛka asase so nyinaa bio.

10 Womaa nsuwa teɛ faa abon mu ɛnna nsubɔnten nso faa mmepɔw ntam. 11 Ɛyɛɛ beae a wuram mmoa kɔnom nsu; ɛhɔ na akwaku kokum wɔn sukɔm. 12 Nnua a ɛbɛn hɔ no so na nnomaa yɛɛ wɔn birebuw too nnwom. 13 Wotɔɔ nsu fi soro guu mmepɔw so na wo nhyira buu so wɔ asase so. 14 Womaa sare nyinii maa anantwi, na afifide nso, wobɔ maa onipa sɛnea ɛbɛyɛ a obetumi adua nnɔbae, 15 na wayɛ nsa na ne ho atɔ no. Womaa no ngo nso, na wayɛ wɛwɛ ɛne abodoo a ɛbɛma no ahoɔden. 16 Sida a ɛwɔ Lebanon no nso nya nsu bebree. Awurade no ankasa nnua a oduae. 17 Ɛso na nnomaa yɛ wɔn birebuw na asukɔnkɔn nso ayɛ wɔn birebuw wɔ ɔpopaw nnua so. 18 Wuram mmirekyi tena mmepɔw atenten so, na amoakua atena abotan mu.

19 Wobɔɔ ɔsram sɛ ɔnhyɛ abosom agyirae; owia nim bere a ɔkɔtɔ. 20 Wo na wobɔɔ anadwo na ne sum mu na nkekaboa pue. 21 Gyata mma pɔ so bere a wɔreyɛ ha apɛ aduan a Onyankopɔn asiesie ama wɔn. 22 Na sɛ owia pue a, wɔsan kɔhyehyɛ wɔn amoa mu. 23 Afei nnipa kɔ wɔn nnwuma so kɔyɛ aduwma ara kɔsi anwummere. 24 Awurade, woayɛ nneɛma bebree! Nyansa mu na woyɛɛ ne nyinaa; w’abɔde ahyɛ asase so ma.

25 Ɛpo da hɔ tɛtrɛɛ a abɔde akɛse ne nketewa ahyɛ no ma. 26 Ahyɛn fa so, na bonsu nso goru mu. 27 Wɔn nyinaa dan wo sɛ woma wɔn aduan bebree a wɔhwehwɛ. 28 Wode ma wɔn na wodi. Woma wɔn aduan na wɔn ani sɔ.

29 Wodan w’akyi kyerɛ wɔn a, wɔbɔ hu. Sɛ wugye wɔn home a, wowuwu san kɔ mfutuma a wofi mu bae no mu.

30 Sɛ woma wɔn ahome a, wɔba abɔde mu; woma asase nkwa foforo. 31 Awurade anuonyam ntena hɔ daa daa. Awurade ani nnye nea wayɛ no ho! 32 Ɔhwɛ asase na ɛpopo; ɔka mmepɔw na wusiw fi mu ba.

33 Mete ase yi, mɛto dwom mama Awurade; mewɔ hɔ yi mɛto ayeyi dwom mama me Nynakopɔn. 34 N’ani nnye me dwom no ho efisɛ, m’anigye fi ne nkyɛn. 35 Ma wɔnsɛe nnebɔneyɛfo asase so; ma amumɔyɛfo ase nhyew. Me kra, kamfo Awurade! Munyi Awurade ayɛ!

Bibelen på hverdagsdansk

Salme 104

Skabningens Herre

1Min sjæl, pris Herren.
    Min Gud, du er vidunderlig stor.
Du udstråler kongelig værdighed,
    du er omgivet af et strålende lys.
Du udspændte himlen som en teltdug
    og byggede din bolig på hvælvingens bue.
Du bruger en tordensky som stridsvogn
    og farer af sted på vindens vinger.
Du bruger stormvinde som dine sendebud
    og gør lynene til dine tjenere.
Du grundfæstede jorden,
    den står urokkeligt fast.
Havets vandmasser dækkede den som en klædning
    og gik hen over bjergenes tinder.
Ved din befaling kom vandene i bevægelse,
    de styrtede væk ved din tordenrøst,
de strømmede over bjerge og gennem dale,
    for at komme til det sted, du havde beredt for dem.
Havene fik en grænse at holde sig bagved,
    så de aldrig skulle dække hele jorden igen.
10 Du lod kilder risle frem i dalene
    og bække bane sig vej mellem bjergene,
11 så dyrene kan få vand at drikke,
    vildæslerne slukke deres tørst.
12 Ved bredden bygger fuglene rede,
    fra trækronerne høres deres sang.
13 Fra himlen sender du regn over bjergene,
    du velsigner jorden med væde.
14 Du får græs til at spire frem som føde for kvæget,
    du gør det muligt for mennesker at dyrke deres afgrøder.
15 Vin, som giver os glæde,
    olivenolie, som får vore ansigter til at stråle,
        brød, som giver os styrke og helse.
16 Herren passer de træer, han har plantet,
    Libanons cedre får rigeligt med regn.
17 Fuglene bygger rede i træernes grene,
    storkene bor i fyrretræernes toppe.
18 Højt på bjerget holder stenbukken til,
    mellem klipper er grævlingens skjul.
19 Du skabte månen til at markere årets gang,
    solen står op og går ned på den fastsatte tid.
20 Du skabte nattens mørke,
    hvor de vilde dyr kommer frem.
21 De unge løver brøler efter bytte,
    fanger de dyr, Gud har givet dem til føde.
22 De trækker sig tilbage, når solen står op,
    går hjem til deres huler og lægger sig.
23 Da begynder mennesket sin daglige dont,
    bliver ved med at arbejde, til dagen er forbi.

24 Oh, Gud, hvor er din visdom stor!
    Jorden er fuld af dine skabninger.
        Hvilken mangfoldighed du har skabt.

25 Foran mig ligger det mægtige hav,
    det vrimler af liv i alle former og farver.
26 Skibene pløjer sig gennem de store have,
    Livjatan, som du skabte, boltrer sig i bølgerne.
27 Hele skabningen er afhængig af dig,
    du giver dem føde i rette tid.
28 Du giver, og de tager imod,
    når du åbner din hånd, bliver de mætte.
29 Men vender du ryggen til dem,
    bliver de skrækslagne.
Tager du deres livsånde bort,
    dør de og bliver til støv.
30 Din livgivende Ånd har skabende kraft,
    du fornyer alt liv på jorden.

31 Gid Herrens herlighed må vare for evigt!
    Gid han altid må glæde sig over sit skaberværk!
32 Når han ser på jorden, skælver den.
    Når han rører ved bjergene, bryder de i brand.
33 Jeg vil synge for Herren, så længe jeg lever,
    prise Gud til mit sidste åndedrag.
34 Må han finde behag i min lovsang,
    for han er kilden til al min glæde.

35 Gid der ingen syndere var tilbage,
    ingen gudløse på hele jorden.
Min sjæl, pris Herren!
    Halleluja!