The Message

Psalm 69

A David Psalm

1God, God, save me!
I’m in over my head,

Quicksand under me, swamp water over me;
I’m going down for the third time.

I’m hoarse from calling for help,
Bleary-eyed from searching the sky for God.

I’ve got more enemies than hairs on my head;
Sneaks and liars are out to knife me in the back.

What I never stole
Must I now give back?

God, you know every sin I’ve committed;
My life’s a wide-open book before you.

Don’t let those who look to you in hope
Be discouraged by what happens to me,
Dear Lord! God of the armies!

Don’t let those out looking for you
Come to a dead end by following me—
Please, dear God of Israel!

Because of you I look like an idiot,
I walk around ashamed to show my face.

My brothers shun me like a bum off the street;
My family treats me like an unwanted guest.

I love you more than I can say.
Because I’m madly in love with you,
They blame me for everything they dislike about you.

10 When I poured myself out in prayer and fasting,
All it got me was more contempt.

11 When I put on a sad face,
They treated me like a clown.

12 Now drunks and gluttons
Make up drinking songs about me.

13 And me? I pray.
God, it’s time for a break!

God, answer in love!
Answer with your sure salvation!

14 Rescue me from the swamp,
Don’t let me go under for good,

Pull me out of the clutch of the enemy;
This whirlpool is sucking me down.

15 Don’t let the swamp be my grave, the Black Hole
Swallow me, its jaws clenched around me.

16 Now answer me, God, because you love me;
Let me see your great mercy full-face.

17 Don’t look the other way; your servant can’t take it.
I’m in trouble. Answer right now!

18 Come close, God; get me out of here.
Rescue me from this deathtrap.

19 You know how they kick me around—
Pin on me the donkey’s ears, the dunce’s cap.

20 I’m broken by their taunts,
Flat on my face, reduced to a nothing.

I looked in vain for one friendly face. Not one.
I couldn’t find one shoulder to cry on.

21 They put poison in my soup,
Vinegar in my drink.

22 Let their supper be bait in a trap that snaps shut;
May their best friends be trappers who’ll skin them alive.

23 Make them become blind as bats,
Give them the shakes from morning to night.

24 Let them know what you think of them,
Blast them with your red-hot anger.

25 Burn down their houses,
Leave them desolate with nobody at home.

26 They gossiped about the one you disciplined,
Made up stories about anyone wounded by God.

27 Pile on the guilt,
Don’t let them off the hook.

28 Strike their names from the list of the living;
No rock-carved honor for them among the righteous.

29 I’m hurt and in pain;
Give me space for healing, and mountain air.

30 Let me shout God’s name with a praising song,
Let me tell his greatness in a prayer of thanks.

31 For God, this is better than oxen on the altar,
Far better than blue-ribbon bulls.

32 The poor in spirit see and are glad—
Oh, you God-seekers, take heart!

33 For God listens to the poor,
He doesn’t walk out on the wretched.

34 You heavens, praise him; praise him, earth;
Also ocean and all things that swim in it.

35 For God is out to help Zion,
Rebuilding the wrecked towns of Judah.

Guess who will live there—
The proud owners of the land?

36 No, the children of his servants will get it,
The lovers of his name will live in it.

Bibelen på hverdagsdansk

Salme 69

Nødråb til Gud

1Til korlederen: En sang af David. Synges til melodien „Liljerne”.

Red mig, Gud, for jeg er ved at drukne,
    vandet når mig allerede til halsen.
Jeg er som sunket i et bundløst hul,
    jeg leder forgæves efter fodfæste.
Jeg er kommet ud på det dybe vand,
    snart skyller bølgerne hen over mig.
Jeg er udmattet af at råbe om hjælp,
    min hals er hæs og tør,
mine øjne er trætte af at stirre
    og vente på hjælp fra min Gud.

De, som hader mig uden grund,
    er flere end hårene på mit hoved.
De ønsker at gøre det af med mig,
    selv om jeg er ganske uskyldig.
De beskylder mig for at stjæle
    og forlanger det stjålne tilbage.

Gud, du kender mig og mine tåbeligheder,
    mine fejl kan ikke skjules for dig.
Almægtige Gud, lad ikke dem, som stoler på dig,
    tabe modet på grund af mine trængsler.
Åh, Israels Gud, lad ikke dem, som søger din hjælp,
    opgive håbet på grund af mine problemer.

Jeg udsættes for hån, fordi jeg tjener dig.
    Det er derfor, jeg bliver gjort til grin.
Mine søskende vil ikke kendes ved mig,
    de ser mig som en fuldstændig fremmed.
10 Jeg brænder af nidkærhed for dit Hus.
    Den hån, som ramte dig, ramte også mig.

11 Når jeg faster for Herren,
    håner de mig.
12 Når jeg sørger i sæk og aske,
    synger de smædeviser om mig.
13 Byens ledere taler nedsættende om mig,
    fulde folk synger spottesange.
14 Jeg beder til dig om hjælp, Herre,
    se i nåde til mig, Gud.
Du er en kærlig og trofast Gud.
    Hør min bøn og hjælp mig.
15 Træk mig op af det dybe dynd,
    lad mig ikke synke helt til bunds.
Red mig fra dem, der hader mig,
    lad mig ikke drukne i dybet.
16 Lad ikke bølgerne begrave mig.
    Lad ikke dybet opsluge mig.
    Lad ikke døden få det sidste ord.
17 Svar mig, Herre, for din trofastheds skyld,
    hjælp mig i din store nåde.
18 Vend dig ikke bort fra din tjener,
    skynd dig at redde mig ud af min nød.
19 Kom til mig og frels mig,
    fri mig fra mine fjenders magt.

20 Du ved, hvad de siger om mig,
    hvordan de håner og spotter mig.
Du kender mine fjender,
    og du ved, hvad de siger.
21 Deres hån har taget så hårdt på mig,
    at jeg fuldstændig har mistet modet.
Ingen havde medlidenhed med mig,
    ingen var villig til at trøste mig.
22 De ville have mig til at spise deres giftige mad,
    og de ville slukke min tørst med sur vin.
23 Må deres fester føre dem i fælden,
    så de bliver fanget og får løn som forskyldt.
24 Gør det sort for deres øjne, så de ikke kan se.
    Lad dem altid gå rundt med bøjet ryg.[a]
25 Udøs din vrede over dem,
    lad din harme fortære dem.
26 Lad deres hjem ligge øde hen,
    lad ingen mere bo i deres telte.
27 Du opdrager mig,
    men de håner mig.
Mens jeg lider under min straf,
    spreder de falske rygter om mig.
28 Straf dem for alle deres synder,
    lad dem ikke undslippe.
29 Slet deres navne af livets bog,[b]
    så de ikke tælles med blandt dit folk.
30 Åh, Gud, hvor længe vil du lade mig lide?
    Red mig snart fra min elendighed.
31 Så vil jeg prise og tilbede dig,
    ophøje dig med takkesange.

32 For i dine øjne er dét mere værd
    end at ofre både okser og tyre.
33 Når de ydmyge og gudfrygtige ser min redning,
    vil de glæde sig og fatte nyt mod.
34 For Herren hører den ydmyges råb,
    han foragter ikke dem, han opdrager.
35 Selv himlen og jorden skal prise ham,
    havet og fiskene stemme i med lovsang.

36 Ja, Gud vil redde Jerusalem
    og genopbygge Judas byer.
Hans folk kommer igen til at bo der
    og tager landet i eje som før.
37 Hans tjeneres børn får det i arv,
    de, som elsker Herren, skal bo der.

Notas al pie

  1. 69,24 Efter LXX. Hebraisk: „med rystende hofter”. Det er muligvis en beskrivelse af alderdomssymptomer.
  2. 69,29 Eller „de levendes bog”, måske en liste over alle, der er i live.