The Message

Psalm 39

A David Psalm

11-3 I’m determined to watch steps and tongue
    so they won’t land me in trouble.
I decided to hold my tongue
    as long as Wicked is in the room.
“Mum’s the word,” I said, and kept quiet.
    But the longer I kept silence
The worse it got—
    my insides got hotter and hotter.
My thoughts boiled over;
    I spilled my guts.

4-6 “Tell me, what’s going on, God?
    How long do I have to live?
    Give me the bad news!
You’ve kept me on pretty short rations;
    my life is string too short to be saved.
Oh! we’re all puffs of air.
    Oh! we’re all shadows in a campfire.
Oh! we’re just spit in the wind.
    We make our pile, and then we leave it.

7-11 “What am I doing in the meantime, Lord?
    Hoping, that’s what I’m doing—hoping
You’ll save me from a rebel life,
    save me from the contempt of dunces.
I’ll say no more, I’ll shut my mouth,
    since you, Lord, are behind all this.
    But I can’t take it much longer.
When you put us through the fire
    to purge us from our sin,
    our dearest idols go up in smoke.
Are we also nothing but smoke?

12-13 “Ah, God, listen to my prayer, my
    cry—open your ears.
Don’t be callous;
    just look at these tears of mine.
I’m a stranger here. I don’t know my way—
    a migrant like my whole family.
Give me a break, cut me some slack
    before it’s too late and I’m out of here.”

Bibelen på hverdagsdansk

Salme 39

Et råb om hjælp i lidelse

1Til korlederen Jedutun: En sang af David.

Jeg havde besluttet ikke at gøre noget forkert,
    og jeg ville ikke sige noget overilet.
Jeg havde valgt at holde munden lukket,
    når der var gudløse mennesker til stede.
3-4 Derfor tav jeg og sagde ikke et ord,
    men det hjalp bare ikke.
Uroen brændte i mit indre,
    og min frustration voksede.
Jo mere jeg tænkte, jo værre blev det,
    til sidst var jeg nødt til at tale:
„Herre, hjælp mig at indse, at livet er kort,
    dagene synes at flyve af sted.
Mit liv er kort ud fra dit perspektiv,
    et menneskes liv er flygtigt som et vindpust.
        Vi er som skygger, der farer forbi.
Man slider for at samle sig rigdom,
    men ved ikke, hvem der får glæde af det.

Herre, hvad kan jeg forvente af livet?
    Du er mit eneste håb.
Red mig ud af syndens sump,
    så ikke tåberne skal hovere over mig.
10 Herre, jeg har intet at sige til mit forsvar,
    for det er jo dig, som straffer mig.
11 Men Herre, jeg kan ikke holde det ud længere,
    jeg ligger knust under din hånd.
12 Når du straffer folk for deres synder,
    bliver de mast som møl.
Mennesket er jo flygtigt som et åndepust.

13 Hør min bøn, Herre, lyt til mit råb!
    Luk ikke ørerne for min gråd.
Jeg er jo blot en fremmed på jorden,
    en gæst på gennemrejse som mine forfædre.
14 Vend din vrede fra mig, Herre,
    så jeg kan opleve glæden igen,
        før jeg skal herfra.”