The Message

Psalm 137

11-3 Alongside Babylon’s rivers
    we sat on the banks; we cried and cried,
    remembering the good old days in Zion.
Alongside the quaking aspens
    we stacked our unplayed harps;
That’s where our captors demanded songs,
    sarcastic and mocking:
    “Sing us a happy Zion song!”

4-6 Oh, how could we ever sing God’s song
    in this wasteland?
If I ever forget you, Jerusalem,
    let my fingers wither and fall off like leaves.
Let my tongue swell and turn black
    if I fail to remember you,
If I fail, O dear Jerusalem,
    to honor you as my greatest.

7-9 God, remember those Edomites,
    and remember the ruin of Jerusalem,
That day they yelled out,
    “Wreck it, smash it to bits!”
And you, Babylonians—ravagers!
    A reward to whoever gets back at you
    for all you’ve done to us;
Yes, a reward to the one who grabs your babies
    and smashes their heads on the rocks!

Bibelen på hverdagsdansk

Salme 137

Sørgesang i Babylonien

1Ved Babyloniens floder sad vi og græd,
    når vi tænkte tilbage på Zion.
Harperne havde vi ikke lyst til at bruge,
    så vi hængte dem op i piletræerne.
Vore fangevogtere forlangte, at vi skulle synge,
    vore plageånder pålagde os at være glade:
        „Syng en sang om Zion for os!”
Hvordan skulle vi kunne synge for Herren,
    når vi sygner hen i et fremmed land?

Hvis jeg glemmer dig, Jerusalem,
    må min højre hånd da blive lammet!
Gid min tunge må klæbe til ganen,[a]
    hvis jeg ikke husker på dig
        og sætter dig højere end alt andet.
Herre, husk, hvad edomitterne sagde,
    da Jerusalem blev indtaget af babylonierne:
        „Riv byen ned, jævn den med jorden!”
Babylon, du går din undergang i møde.
    Velsignet være dem, der gengælder dig,
        hvad du har gjort mod os.
Lad dem tage dine spædbørn
    og knuse dem mod klippen.

Notas al pie

  1. 137,6 Med lammet hånd kunne han ikke mere spille på harpen, og med tungen låst fast kunne han ikke synge mere.