The Message

Psalm 102

A Prayer of One Whose Life Is Falling to Pieces, and Who Lets God Know Just How Bad It Is

11-2 God, listen! Listen to my prayer,
    listen to the pain in my cries.
Don’t turn your back on me
    just when I need you so desperately.
Pay attention! This is a cry for help!
    And hurry—this can’t wait!

3-11 I’m wasting away to nothing,
    I’m burning up with fever.
I’m a ghost of my former self,
    half-consumed already by terminal illness.
My jaws ache from gritting my teeth;
    I’m nothing but skin and bones.
I’m like a buzzard in the desert,
    a crow perched on the rubble.
Insomniac, I twitter away,
    mournful as a sparrow in the gutter.
All day long my enemies taunt me,
    while others just curse.
They bring in meals—casseroles of ashes!
    I draw drink from a barrel of my tears.
And all because of your furious anger;
    you swept me up and threw me out.
There’s nothing left of me—
    a withered weed, swept clean from the path.

12-17 Yet you, God, are sovereign still,
    always and ever sovereign.
You’ll get up from your throne and help Zion—
    it’s time for compassionate help.
Oh, how your servants love this city’s rubble
    and weep with compassion over its dust!
The godless nations will sit up and take notice
    —see your glory, worship your name—
When God rebuilds Zion,
    when he shows up in all his glory,
When he attends to the prayer of the wretched.
    He won’t dismiss their prayer.

18-22 Write this down for the next generation
    so people not yet born will praise God:
God looked out from his high holy place;
    from heaven he surveyed the earth.
He listened to the groans of the doomed,
    he opened the doors of their death cells.”
Write it so the story can be told in Zion,
    so God’s praise will be sung in Jerusalem’s streets
And wherever people gather together
    along with their rulers to worship him.

23-28 God sovereignly brought me to my knees,
    he cut me down in my prime.
“Oh, don’t,” I prayed, “please don’t let me die.
    You have more years than you know what to do with!
You laid earth’s foundations a long time ago,
    and handcrafted the very heavens;
You’ll still be around when they’re long gone,
    threadbare and discarded like an old suit of clothes.
You’ll throw them away like a worn-out coat,
    but year after year you’re as good as new.
Your servants’ children will have a good place to live
    and their children will be at home with you.”

Bibelen på hverdagsdansk

Salme 102

Bøn om Herrens indgreb

1Fra en, der lider, men beder om og forventer Herrens hjælp.

Herre, hør min bøn,
    lad mit nødråb nå frem til dig.
Vend dig ikke bort fra mig,
    for jeg lider og er i stor nød.
Hør mig, når jeg kalder på dig,
    kom mig hurtigt til hjælp.
Jeg føler mit liv forsvinde som en røg,
    det er, som om jeg blev lagt på et bål.
Jeg er som afskåret græs, der er ved at visne,
    jeg har mistet lysten til at spise.
Jeg sukker og stønner højlydt,
    jeg er snart ikke andet end skind og ben.
Jeg er mager som en grib i ørkenen,
    som en ugle i øde ruiner.
Om natten ligger jeg vågen og jamrer,
    så ulykkelig som en ensom fugl på taget.
Dagen lang bliver jeg hånet af mine fjender,
    de gør nar af mig og forbander mig.
10 Den mad, jeg spiser, smager som aske,
    min drik er blandet med tårer,
11 fordi du udøste din vrede over mig,
    du tog mig i kraven og kastede mig bort.
12 Mit liv er snart forbi som aftenskyggen,
    jeg visner bort som afskåret græs.

13 Men du, min Gud, sidder evigt på tronen,
    din storhed berømmes fra slægt til slægt.
14 Rejs dig og se i nåde til Zion.
    Det er tid til at vise din barmhjertighed,
        du har jo lovet at komme os til hjælp.
15 Selv om Jerusalem ligger i ruiner,
    elsker dit folk byens sten og murbrokker.

16 Folkeslag skal ære Herrens navn,
    og jordens konger skal frygte for hans magt.
17 For Herren vil genopbygge Jerusalem,
    han vil åbenbare sin magt og herlighed.
18 Han vil lytte til de nødstedtes råb,
    ikke afvise deres indtrængende bøn.
19 Det bliver nedskrevet for efterslægtens skyld,
    så kommende generationer må prise Herren.
20 Herren ser os fra sin bolig i himlen,
    han betragter jorden fra sit himmelske tempel.

21 Han hører de tilfangetagne stønne og klage,
    han befrier dem, som var dømt til at dø.
22 Sådan skal Herrens magt fejres i Zion,
    hans frelse skal prises i Jerusalem.
23 Da vil nationerne rådslå med hinanden,
    og konger skal bøje sig for Herren.

24 Herre, du har ramt mig i min bedste alder,
    jeg føler, at min livskraft ebber ud.
25 Åh, min Gud, du som lever for evigt,
    lad mig ikke dø i min bedste alder.
26 I begyndelsen grundlagde du jorden,
    med egne hænder skabte du himmelrummet.
27 Det hele skal forgå, men du vil bestå.
    Himmel og jord slides op som en klædning,
        du lægger dem væk som et udslidt stykke tøj.
28 Men du er altid den samme,
    dine leveår får aldrig ende.
29 De kommende slægter skal leve i sikkerhed,
    de skal få lov at trives i din nærhed.