Primer discurso de Job
1Después de esto, Job rompió el silencio para maldecir el día en que había nacido. 2Dijo así:
3«Que perezca el día en que yo nací
y la noche en que se anunció: “¡Un niño ha sido concebido!”.
4Que ese día se vuelva oscuridad;
que Dios en lo alto no lo tome en cuenta;
que no brille en él ninguna luz.
5Que las tinieblas y la densa oscuridad vuelvan a reclamarlo;
Que una nube lo cubra con su sombra;
que la oscuridad domine su esplendor.
6Que densas tinieblas caigan sobre esa noche;
que no sea contada entre los días del año,
ni registrada en ninguno de los meses.
7Que esa noche permanezca estéril;
que no haya en ella gritos de alegría.
8Que maldigan ese día los que profieren maldiciones,
los expertos en provocar a Leviatán.
9Que se oscurezcan sus estrellas matutinas;
que en vano esperen la luz del día
y que no vean los primeros rayos de la aurora.
10Pues no cerró el vientre de mi madre
ni evitó que mis ojos vieran tanta miseria.
11»¿Por qué no perecí al momento de nacer?
¿Por qué no morí cuando salí del vientre?
12¿Por qué hubo rodillas que me recibieran
y pechos que me amamantaran?
13Ahora estaría yo descansando en paz;
estaría durmiendo tranquilo
14entre reyes y consejeros de este mundo,
que se construyeron monumentos que ahora yacen en ruinas;
15entre príncipes que poseyeron mucho oro
y que llenaron de plata sus mansiones.
16¿Por qué no me desecharon como a un abortivo,
como a esos niños que jamás vieron la luz?
17¡Allí cesa el afán de los malvados!
¡Allí descansan los que no tienen fuerzas!
18También los cautivos disfrutan del reposo,
pues ya no escuchan los gritos del capataz.
19Allí el pequeño se codea con el grande
y el esclavo se libera de su amo.
20»¿Por qué permite Dios que los sufridos vean la luz?
¿Por qué se les da vida a los amargados?
21Anhelan estos una muerte que no llega,
aunque la buscan más que a tesoro escondido;
22¡se llenarían de gran regocijo,
se alegrarían si llegaran al sepulcro!
23¿Por qué arrincona Dios
al hombre que desconoce su destino?
24Antes que el pan, me llegan los suspiros;
mis quejidos se derraman como el agua.
25Lo que más temía me sobrevino;
lo que más me asustaba me sucedió.
26No encuentro paz ni sosiego;
no hallo reposo, sino solo agitación».
Job ønsker, han aldrig var blevet født
1-2Til sidst brød Job tavsheden:
3„Forbandet være den nat, jeg blev født,
det øjeblik man udbrød: ‚Se, det blev en dreng!’
4Lad den nat forblive i det skjulte,
blive skubbet ud i den gudsforladte intethed.
Lad den blive dækket af glemslens mørke,
5ja, gid mørket ville tage den i sig igen.
Gid tågen ville skjule den,
og skyerne dække den.
6Gid mulm og mørke ville opsluge den helt,
ja, rive den ud af kalenderen.
Lad den ikke tælles blandt årets dage,
lad den ikke høre hjemme i nogen måned.
7Lad den blive til trøstesløs tomhed,
en nat, hvor ingen glæder sig.
8Lad troldmændene forbande den,
de, som tør vække Livjatan.3,8 Livjatan er enten en nu uddød dyreart eller et mytisk uhyre som billede på ondskaben.
9Lad dens morgenstjerne formørkes,
lad den forgæves vente på daggry,
lad den aldrig få morgenrøden at se.
10For den hindrede ikke min fødsel,
skånede mig ikke for ulidelige smerter!
11Hvorfor døde jeg ikke i min mors liv
eller udåndede, så snart jeg var født?
12Min mor burde aldrig have taget sig af mig.
Hun burde aldrig have lagt mig til sit bryst.
13Jeg ville hellere have været død,
så jeg kunne sove i fred i min grav,
14blandt konger og jordens herskere,
der byggede sig gravkamre i ørkenen,
15blandt fyrster, der var rige på guld
og fyldte deres huse med sølv.
16Var jeg dog bare et dødfødt barn,
som aldrig havde set dagens lys.
17I døden bliver de gudløse stille,
dér kan de trætte hvile ud.
18Dér har selv fangerne fred,
hører ikke længere vagternes råben.
19Dér deler de fattige skæbne med de rige,
slaven er sin herres lige.
20Hvorfor holder Gud liv i de mennesker,
der lever i smerte og elendighed?
21De søger uden held efter døden,
som var den en sjælden skat.
22De råber højt af glæde,
når de endelig når deres grav.
23Hvorfor lader Gud mig leve,
når jeg er uden fremtid og håb?
24Jeg sukker dagen lang i min elendighed,
kun jamren kommer over mine læber.
25Det, jeg frygtede allermest, er sket,
mine værste drømme er blevet til virkelighed.
26Jeg er rastløs og uden ro,
dybt begravet i min smerte.”
