The Message

Exodus 1

11-5 These are the names of the Israelites who went to Egypt with Jacob, each bringing his family members:

Reuben, Simeon, Levi, and Judah,

Issachar, Zebulun, and Benjamin,

Dan and Naphtali, Gad and Asher.

Seventy persons in all generated by Jacob’s seed. Joseph was already in Egypt.

6-7 Then Joseph died, and all his brothers—that whole generation. But the children of Israel kept on reproducing. They were very prolific—a population explosion in their own right—and the land was filled with them.

“A New King . . . Who Didn’t Know Joseph”

8-10 A new king came to power in Egypt who didn’t know Joseph. He spoke to his people in alarm, “There are way too many of these Israelites for us to handle. We’ve got to do something: Let’s devise a plan to contain them, lest if there’s a war they should join our enemies, or just walk off and leave us.”

11-14 So they organized them into work-gangs and put them to hard labor under gang-foremen. They built the storage cities Pithom and Rameses for Pharaoh. But the harder the Egyptians worked them the more children the Israelites had—children everywhere! The Egyptians got so they couldn’t stand the Israelites and treated them worse than ever, crushing them with slave labor. They made them miserable with hard labor—making bricks and mortar and back-breaking work in the fields. They piled on the work, crushing them under the cruel workload.

15-16 The king of Egypt had a talk with the two Hebrew midwives; one was named Shiphrah and the other Puah. He said, “When you deliver the Hebrew women, look at the sex of the baby. If it’s a boy, kill him; if it’s a girl, let her live.”

17-18 But the midwives had far too much respect for God and didn’t do what the king of Egypt ordered; they let the boy babies live. The king of Egypt called in the midwives. “Why didn’t you obey my orders? You’ve let those babies live!”

19 The midwives answered Pharaoh, “The Hebrew women aren’t like the Egyptian women; they’re vigorous. Before the midwife can get there, they’ve already had the baby.”

20-21 God was pleased with the midwives. The people continued to increase in number—a very strong people. And because the midwives honored God, God gave them families of their own.

22 So Pharaoh issued a general order to all his people: “Every boy that is born, drown him in the Nile. But let the girls live.”

Bibelen på hverdagsdansk

2 Mosebog 1

Israelitternes slavetilværelse i Egypten

1Her er navnene på Jakobs sønner, som fulgte ham til Egypten sammen med deres familier: Ruben, Simeon, Levi og Juda, Issakar, Zebulon og Benjamin, Dan og Naftali, Gad og Asher. Josef var allerede i Egypten. I alt bestod Jakobs familie af 70 personer.[a]

Som årene gik, døde Josef og hans brødre og hele deres generation. Men deres efterkommere fik mange børn og børnebørn, og de blev med tiden så mange, at de fyldte hele det område, de boede i.

Der var nu en ny konge i Egypten, og han kendte ikke noget til Josef eller til, hvad han havde udrettet. „De israelitter er efterhånden så talrige og stærke, at de er ved at blive en trussel imod os,” sagde kongen til sine embedsmænd. 10 „Det må vi få sat en stopper for, ellers risikerer vi, at de i krigstilfælde slutter sig til vores fjender og flygter ud af landet.”

11 Så gjorde egypterne dem til slaver og satte brutale slavefogeder over dem, som skulle udmatte dem med hårdt arbejde. De tvang dem til at bygge to nye forsyningscentre for Farao—byerne Pitom og Ramses. 12 Men jo mere egypterne mishandlede og undertrykte israelitterne, jo flere blev de. Egypterne blev bange for dem, 13 og derfor lod de dem arbejde endnu hårdere. 14 De var skånselsløse i deres krav og tvang dem til at lave mursten og mørtel til de egyptiske byggeprojekter foruden al slags hårdt markarbejde og drev i det hele taget rovdrift på deres arbejdskraft. 15 Faraos næste påfund var at give følgende ordre til de hebræiske jordemødre Shifra og Pua: 16 „Når I hjælper hebræerkvinderne med at føde, skal I dræbe alle drengebørnene. Lad kun pigerne leve.” 17 Jordemødrene frygtede imidlertid Gud mere end kongen, og derfor nægtede de at gøre, som han sagde. De lod drengene leve.

18 Da kaldte kongen dem til sig og sagde: „I lader jo drengene leve! Hvorfor gør I ikke, som jeg har sagt?”

19 „Herre,” sagde de. „De hebræiske kvinder er ikke som de egyptiske. De føder så hurtigt, at vi simpelt hen ikke kan nå frem i tide!”

20-21 Gud velsignede jordemødrene på grund af deres gudsfrygt, så de ikke selv havde problemer med at få børn, og han var stadig med israelitterne, så de blev endnu mere talrige og mægtige. 22 Så gav Farao den egyptiske befolkning følgende ordre: „Kast alle nyfødte hebræiske drenge i Nilen! Pigerne kan få lov at leve.”

Notas al pie

  1. 1,5 Det vil sige Jakob selv, hans 12 sønner, Dina og hans sønnesønner, hvoraf to var døde i Kanaʼan.