The Message

Acts 7

Stephen, Full of the Holy Spirit

1Then the Chief Priest said, “What do you have to say for yourself?”

2-3 Stephen replied, “Friends, fathers, and brothers, the God of glory

appeared to our father Abraham when he was still in Mesopotamia, before the move to Haran, and told him, ‘Leave your country and family and go to the land I’ll show you.’

4-7 “So he left the country of the Chaldees and moved to Haran. After the death of his father, he immigrated to this country where you now live, but God gave him nothing, not so much as a foothold. He did promise to give the country to him and his son later on, even though Abraham had no son at the time. God let him know that his offspring would move to an alien country where they would be enslaved and brutalized for four hundred years. ‘But,’ God said, ‘I will step in and take care of those slaveholders and bring my people out so they can worship me in this place.’

“Then he made a covenant with him and signed it in Abraham’s flesh by circumcision. When Abraham had his son Isaac, within eight days he reproduced the sign of circumcision in him. Isaac became father of Jacob, and Jacob father of twelve ‘fathers,’ each faithfully passing on the covenant sign.

9-10 “But then those ‘fathers,’ burning up with jealousy, sent Joseph off to Egypt as a slave. God was right there with him, though—he not only rescued him from all his troubles but brought him to the attention of Pharaoh, king of Egypt. He was so impressed with Joseph that he put him in charge of the whole country, including his own personal affairs.

11-15 “Later a famine descended on that entire region, stretching from Egypt to Canaan, bringing terrific hardship. Our hungry fathers looked high and low for food, but the cupboard was bare. Jacob heard there was food in Egypt and sent our fathers to scout it out. Having confirmed the report, they went back to Egypt a second time to get food. On that visit, Joseph revealed his true identity to his brothers and introduced the Jacob family to Pharaoh. Then Joseph sent for his father, Jacob, and everyone else in the family, seventy-five in all. That’s how the Jacob family got to Egypt.

15-16 “Jacob died, and our fathers after him. They were taken to Shechem and buried in the tomb for which Abraham paid a good price to the sons of Hamor.

17-19 “When the four hundred years were nearly up, the time God promised Abraham for deliverance, the population of our people in Egypt had become very large. And there was now a king over Egypt who had never heard of Joseph. He exploited our race mercilessly. He went so far as forcing us to abandon our newborn infants, exposing them to the elements to die a cruel death.

20-22 “In just such a time Moses was born, a most beautiful baby. He was hidden at home for three months. When he could be hidden no longer, he was put outside—and immediately rescued by Pharaoh’s daughter, who mothered him as her own son. Moses was educated in the best schools in Egypt. He was equally impressive as a thinker and an athlete.

23-26 “When he was forty years old, he wondered how everything was going with his Hebrew kin and went out to look things over. He saw an Egyptian abusing one of them and stepped in, avenging his underdog brother by knocking the Egyptian flat. He thought his brothers would be glad that he was on their side, and even see him as an instrument of God to deliver them. But they didn’t see it that way. The next day two of them were fighting and he tried to break it up, told them to shake hands and get along with each other: ‘Friends, you are brothers, why are you beating up on each other?’

27-29 “The one who had started the fight said, ‘Who put you in charge of us? Are you going to kill me like you killed that Egyptian yesterday?’ When Moses heard that, realizing that the word was out, he ran for his life and lived in exile over in Midian. During the years of exile, two sons were born to him.

30-32 “Forty years later, in the wilderness of Mount Sinai, an angel appeared to him in the guise of flames of a burning bush. Moses, not believing his eyes, went up to take a closer look. He heard God’s voice: ‘I am the God of your fathers, the God of Abraham, Isaac, and Jacob.’ Frightened nearly out of his skin, Moses shut his eyes and turned away.

33-34 “God said, ‘Kneel and pray. You are in a holy place, on holy ground. I’ve seen the agony of my people in Egypt. I’ve heard their groans. I’ve come to help them. So get yourself ready; I’m sending you back to Egypt.’

35-39 “This is the same Moses whom they earlier rejected, saying, ‘Who put you in charge of us?’ This is the Moses that God, using the angel flaming in the burning bush, sent back as ruler and redeemer. He led them out of their slavery. He did wonderful things, setting up God-signs all through Egypt, down at the Red Sea, and out in the wilderness for forty years. This is the Moses who said to his congregation, ‘God will raise up a prophet just like me from your descendants.’ This is the Moses who stood between the angel speaking at Sinai and your fathers assembled in the wilderness and took the life-giving words given to him and handed them over to us, words our fathers would have nothing to do with.

39-41 “They craved the old Egyptian ways, whining to Aaron, ‘Make us gods we can see and follow. This Moses who got us out here miles from nowhere—who knows what’s happened to him!’ That was the time when they made a calf-idol, brought sacrifices to it, and congratulated each other on the wonderful religious program they had put together.

42-43 “God wasn’t at all pleased; but he let them do it their way, worship every new god that came down the pike—and live with the consequences, consequences described by the prophet Amos:

Did you bring me offerings of animals and grains
    those forty wilderness years, O Israel?
Hardly. You were too busy building shrines
    to war gods, to sex goddesses,
Worshiping them with all your might.
    That’s why I put you in exile in Babylon.

44-47 “And all this time our ancestors had a tent shrine for true worship, made to the exact specifications God provided Moses. They had it with them as they followed Joshua, when God cleared the land of pagans, and still had it right down to the time of David. David asked God for a permanent place for worship. But Solomon built it.

48-50 “Yet that doesn’t mean that Most High God lives in a building made by carpenters and masons. The prophet Isaiah put it well when he wrote,

“Heaven is my throne room;
    I rest my feet on earth.
So what kind of house
    will you build me?” says God.
“Where I can get away and relax?
    It’s already built, and I built it.”

51-53 “And you continue, so bullheaded! Calluses on your hearts, flaps on your ears! Deliberately ignoring the Holy Spirit, you’re just like your ancestors. Was there ever a prophet who didn’t get the same treatment? Your ancestors killed anyone who dared talk about the coming of the Just One. And you’ve kept up the family tradition—traitors and murderers, all of you. You had God’s Law handed to you by angels—gift-wrapped!—and you squandered it!”

54-56 At that point they went wild, a rioting mob of catcalls and whistles and invective. But Stephen, full of the Holy Spirit, hardly noticed—he only had eyes for God, whom he saw in all his glory with Jesus standing at his side. He said, “Oh! I see heaven wide open and the Son of Man standing at God’s side!”

57-58 Yelling and hissing, the mob drowned him out. Now in full stampede, they dragged him out of town and pelted him with rocks. The ringleaders took off their coats and asked a young man named Saul to watch them.

59-60 As the rocks rained down, Stephen prayed, “Master Jesus, take my life.” Then he knelt down, praying loud enough for everyone to hear, “Master, don’t blame them for this sin”—his last words. Then he died.

Bibelen på hverdagsdansk

Apostelenes gerninger 7

Stefanus’ forsvarstale

1„Er det sandt, hvad de siger om dig?” spurgte ypperstepræsten. „Ærede medlemmer af det høje råd, hør, hvad jeg har at sige,” begyndte Stefanus sin forsvarstale. „Herlighedens Gud åbenbarede sig for Abraham, før han kom til Karan, mens han endnu boede i Mesopotamien. Gud sagde til ham: ‚Forlad dit land og dine slægtninge, og tag af sted til det land, som jeg vil vise dig.’[a] Så forlod Abraham kaldæernes land og slog sig ned i Karan. Efter at hans far var død, sendte Gud ham videre, for at han skulle bosætte sig i det land, som vi nu bor i. Han fik ikke så meget som en fodsbred jord, han kunne kalde sin egen, men Gud lovede ham, at hans efterkommere en dag skulle overtage hele landet, selvom han på det tidspunkt ikke havde nogen børn. Gud sagde endvidere til ham, at hans efterkommere skulle bo i et fremmed land som slaver, og at de ville blive mishandlet i 400 år. ‚Men jeg vil straffe det folk, som undertrykker dem,’ sagde Gud, ‚og derefter skal de få lov at komme tilbage til det land, de kom fra, hvor de skal tilbede mig.’[b] Derpå oprettede Gud omskærelsens pagt med Abraham.[c] Senere fik Abraham sønnen Isak, og drengen blev omskåret på ugedagen efter fødslen. Isak blev far til Jakob, og Jakob blev far til vores 12 stamfædre.

Vores stamfædre var så misundelige på deres bror Josef, at de solgte ham som slave, og han blev ført til Egypten. Men Gud var med ham 10 og hjalp ham ud af alle hans vanskeligheder, ja, han sørgede for, at selveste Egyptens konge, faraoen, kom til at synes godt om ham. Gud gav Josef en usædvanlig visdom, og faraoen udpegede ham endog til at være landets øverste leder og gav ham ansvaret for alle kongehusets anliggender. 11 Men Egypten og Kana’an blev ramt af hungersnød, og der kom en vanskelig tid, hvor vores forfædre levede på sultegrænsen. 12 Da Jakob hørte, at der var korn at få i Egypten, sendte han sine sønner af sted, for at de kunne gøre de nødvendige indkøb. 13 Det var først, da de kom anden gang, at Josef gav sig til kende for sine brødre. Ved samme lejlighed fik faraoen at vide, at Josef havde sin familie i Kana’an. 14 Josef sendte nu bud efter sin far og alle sine brødre med deres familier, for at de skulle komme til Egypten—det drejede sig om i alt 75 personer.[d] 15 Jakob rejste altså til Egypten, og både han selv og hans sønner blev i Egypten resten af deres liv. 16 Deres jordiske rester blev senere bragt til Sikem og lagt i den grav, som Abraham havde købt for en ret stor sum penge af Hamor-slægten i Sikem.

17 Nu nærmede tidspunktet sig, da Gud ville opfylde sit løfte til Abraham om, at hans efterkommere skulle befries fra slaveriet og få det lovede land i eje. Netop i den periode voksede det jødiske folk og blev meget talstærkt i Egypten. 18 Så kom der en ny konge til magten, og han kendte ikke noget til Josefs bedrifter. 19 Han udnyttede vores folk groft og mishandlede vores forfædre. Blandt andet tvang han de israelitiske forældre til at sætte deres spædbørn ud, så de døde. 20 På den tid blev Moses født, og Gud syntes godt om barnet. I tre måneder passede moderen i al hemmelighed det lille barn hjemme, 21 men til sidst måtte hun alligevel sætte ham ud. Faraoens datter fandt ham og adopterede ham, 22 og han blev oplært i egypternes visdom og voksede op til at blive en magtfuld mand i ord og gerning.

23 Da Moses var 40 år gammel, besluttede han at opsøge sine landsmænd, Israels folk. 24 Under sit besøg hos dem blev han øjenvidne til, at en egypter mishandlede en israelit. Moses angreb egypteren og slog ham ihjel. 25 Han regnede nu med, at det måtte få hans landsmænd til at indse, at Gud havde sendt ham for at redde dem, men det forstod de ikke.

26 Næste dag fik han øje på to israelitter, der var oppe at slås. Han forsøgte at lægge sig imellem og råbte: ‚Stands! Hvorfor slås I, når I er landsmænd?’ 27 Men manden, som var årsag til slagsmålet, skubbede Moses til side og sagde: ‚Hvem har sat dig til at dømme os imellem og være vores leder? 28 Du vil måske slå mig ihjel, ligesom du i går slog egypteren ihjel?’ 29 Da Moses hørte det, flygtede han skyndsomt ud af landet og boede som fremmed i Midjan, hvor han blev gift og fik to sønner.

30 Der gik 40 år. Så skete det en dag i ørkenområdet ved Sinaibjerget, at en engel åbenbarede sig for ham i flammerne fra en brændende tornebusk. 31 Han blev meget forbløffet over det syn og gik nærmere for at se nøjere på det. Da lød Herrens stemme: 32 ‚Jeg er dine forfædres Gud—Abrahams, Isaks og Jakobs Gud.’[e] Moses rystede af skræk og turde ikke se derhen. 33 Da sagde Herren: ‚Tag dine sandaler af, for du står på et helligt sted. 34 Jeg har set, hvordan mit folk bliver undertrykt i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig. Jeg er kommet for at befri dem, og nu vil jeg sende dig til Egypten.’

35 Den Moses, som israelitterne tidligere havde afvist ved at sige: ‚Hvem har sat dig til at dømme os imellem og være vores leder?’, ham var det, Gud udvalgte og udsendte som leder og befrier for Israels folk ved at åbenbare sig for ham på overnaturlig måde gennem en tornebusk. 36 Det var ham, der førte dem ud i friheden, efter at han havde udført mange undere og mirakler i Egypten og ved Det Røde Hav og under de 40 års ørkenvandring.

37 Det var også Moses, der sagde til Israels folk: ‚Gud vil sende jer en profet som mig. Han skal udgå fra jeres eget folk.’[f] 38 Det var også ham, der var leder for menigheden i ørkenen. Det var ham, der var sammen med englen, som talte til både ham og vores forfædre på Sinaibjerget, og det var ham, der modtog de livgivende ord, som han gav videre til os.

39 Det var ham, vores forfædre nægtede at adlyde. De afviste ham som leder og ville hellere vende tilbage til Egypten. 40 Derfor sagde de til Aron: ‚Lav os nogle guder, der kan føre os videre, for vi ved ikke, hvad der er blevet af den her Moses, som førte os ud af Egypten!’ 41 Så lavede de en guldkalv og ofrede til den, og de jublede over den afgud, deres egne hænder havde skabt. 42 Da vendte Gud sig fra dem, og de begyndte at tilbede solen, månen, stjernerne og alle mulige slags afguder, som der står skrevet i de profetiske bøger: ‚Israels folk, bragte I slagtofre og afgrødeofre til mig i de 40 år i ørkenen? 43 Nej, I tilbad de afguder, I selv havde lavet. I bar rundt på Moloks telt og Remfans stjerne. Derfor vil jeg sende jer i landflygtighed langt borte, på den anden side af Babylon.’[g]

44 Åbenbaringsteltet var hos vores forfædre, da de gik rundt i ørkenen. Det havde Gud befalet, og han havde givet nøje instruktioner til Moses om, hvordan teltet skulle laves. 45 Det samme åbenbaringstelt tog Josva og folket med sig, da de begyndte at indtage det lovede land, og Gud drev de forskellige folkeslag bort foran dem. Gud ledte folket frem ved hjælp af åbenbaringsteltet lige indtil Davids tid, 46 hvor han, som havde fundet nåde for Guds øjne, bad om lov til at opføre et tempel, der skulle være fast bolig for Jakobs Gud. 47 Dog blev det Salomon, der kom til at bygge templet, 48 men den Højeste Gud bor ikke i noget, der er skabt af menneskehænder. Som Herren sagde gennem en af sine profeter:

49 ‚Himlen er min trone,
    og jorden er min fodskammel.
Hvordan vil I bygge et hus til mig?
    Hvordan vil I skaffe mig et sted at bo?
50 Jeg har jo selv skabt det hele.’[h]

51 I er akkurat lige så stædige og hårdhjertede som jeres forfædre, og I kæmper altid imod Helligånden. 52 Findes der én eneste profet, som jeres forfædre ikke har forfulgt? Nej, de dræbte alle dem, der forudsagde, at Messias skulle komme, ham, som I nu har forkastet og myrdet. 53 I modtog Guds lov formidlet ved engle, men I overholdt den ikke!”

Stefanus henrettes ved stening

54 Da rådsmedlemmerne hørte det, skar de tænder af raseri. 55 Stefanus stod helt stille, fyldt med Helligåndens kraft, og stirrede op imod himlen. Han så Guds herlighed, og han så Jesus stående ved Guds højre side. 56 „Himlen er åben,” råbte han, „og jeg ser Menneskesønnen stå ved Guds højre side!”

57 Ved de ord skreg de op alle sammen, holdt sig for ørerne og fór over ham som en bisværm. 58 De slæbte ham uden for bymuren for at stene ham. Alle, der havde hørt, hvad Stefanus havde sagt, begyndte nu at kaste sten på ham,[i] men først tog de deres kapper af og lagde dem ved fødderne af en ung mand, der hed Saul. 59 Mens stenene haglede ned over Stefanus, bad han: „Herre Jesus, tag imod min ånd.” 60 Så faldt han på knæ og råbte: „Herre, tilgiv dem den synd, de nu begår!” Med de ord døde han.

Notas al pie

  1. 7,3 1.Mos. 12,1.
  2. 7,7 1.Mos. 15,13-16.
  3. 7,8 Jf. 1.Mos. 17,1-14.
  4. 7,14 Ifølge 1.Mos. 46,26 var der 66, når man ikke talte Jakobs svigerdøtre med. Her er der muligvis medregnet ni svigerdøtre.
  5. 7,32 Jf. 2.Mos. 3,6.
  6. 7,37 Jf. 5.Mos. 18,15.
  7. 7,43 Citat fra den græske oversættelse af Amos 5,25-27.
  8. 7,50 Es. 66,1-2.
  9. 7,58 De betragtede det, Stefanus havde sagt, som blasfemi mod Gud, og ifølge 3.Mos. 24,14 var det deres religiøse pligt at stene en sådan person.