Apostlenes gjerninger 20 – LB & SNC

En Levende Bok

Apostlenes gjerninger 20:1-38

Paulus reiser til Makedonia og Hellas

1Da alt var blitt rolig i Efesos, kalte Paulus sammen disiplene og oppmuntret dem. Så tok han avskjed og begynte reisen over til Makedonia. 2Der dro han fra sted til sted og oppmuntret de troende. Da han kom fram til Hellas, 3stanset han i tre måneder. Han sto klar til å seile videre til Syria da han fikk greie på at noen jøder la planer om å drepe ham. Han forandret derfor reiseruten og dro tilbake gjennom Makedonia. 4En gruppe menn skulle reise med ham til Syria og videre til Jerusalem. Det var Sopatros, som var sønn av Pyrrus fra Berøa, Aristark og Sekundus fra Tessaloniki, Gaius fra Derbe, Timoteus samt Tykikus og Trofimus fra provinsen Asia20:4 Provinsen Asia var en romersk provins i nåværende Tyrkia.. 5Han lot disse seile i forveien over til Troas og ba dem vente på oss20:5 Her begynner bokens forfatter å skrive i «vi» form igjen. der. 6Etter påskehøytiden20:6 I grunnteksten: De usyrede brøds høytid. Jødene spiser i påskeuken bare brød som har blitt bakt uten gjær. gikk vi andre ombord på et skip i Filippi, og fem dager seinere møtte vi dem i Troas, der vi stanset en uke.

Paulus i Troas. En ung mann vekkes opp fra de døde

7På søndagen, da vi hadde samlet oss for sammen å bryte brødet, talte Paulus til de troende. Etter som han skulle reise fra Troas neste dag, holdt han på helt til midnatt. 8Rommet i øvre etasjen der vi var samlet, var opplyst av mange oljelamper. 9En ung mann som het Eutykus, hadde satt seg i vinduet. Da Paulus talte så lenge, gikk det ikke bedre til enn at han sovnet og falt ned fra tredje etasjen og døde. 10Paulus sprang da ned, la seg over ham og tok ham i armene sine og sa: ”Ikke vær redd, han lever!” 11Så gikk alle opp igjen og brøt brødet og spiste sammen. Etterpå fortsatte Paulus å tale ytterligere en stund, ja, det rakk faktisk å bli morgen før han til slutt forlot dem. 12Den unge mannen som hadde falt ut av vinduet, ble ført hjem i beste velgående, noe som selvfølgelig var til stor lettelse for alle.

Paulus tar avskjed med lederne i menighetene i Efesos

13Paulus tok landeveien over til byen Assos, mens vi andre seilte rundt med båt. 14Da vi etter en tid møtte han i Assos, tok vi ham ombord og seilte ned til Mitylene. 15Videre passerte vi øya Kios neste dag. Dagen etter la vi til ved øya Samos og nådde en dag seinere fram til byen Milet.

16-17Paulus hadde bestemt seg for ikke å reise til Efesos denne gangen, til tross for at byen lå i nærheten. Han ville ikke bli heftet i provinsen Asia20:16-17 Provinsen Asia var en romersk provins i nåværende Tyrkia., etter som han ville rekke fram til Jerusalem for å kunne feire pinsehøytiden der. Da vi kom fram til Milet, sendte han en beskjed til lederne i menighetene i Efesos og ba dem komme ned til skipet for å treffe ham.

18Da de hadde møtt opp, sa han: ”Dere vet om alt jeg har gjort helt fra den dagen da jeg først satte mine føtter i provinsen Asia. 19Uten å tenke på meg selv har jeg tjent Herren Jesus. Det har jeg gjort til tross for de sorger og prøvelser som rammet meg gjennom alt jødene gjorde mot meg. 20Jeg har aldri nølt med å tale om det som kunne være til nytte for dere, men jeg har undervist dere både offentlig og i hjemmene. 21Jeg har alvorlig formant både jøder og dem som ikke er jøder, til å vende om til Gud og tro på vår Herre Jesus.

22Men nå blir jeg drevet av Guds Ånd20:22 Eller: ”en indre drivkraft har fått meg…” til å reise tilbake til Jerusalem. Veien går dit til tross for at jeg ikke aner hva som venter meg der. 23Det eneste jeg vet, er at Guds Hellige Ånd i by etter by har minnet meg om at fengsel og lidelse kan ligge foran meg. 24Men for meg er ikke livet noe verdt, dersom jeg ikke får bruke det til å fullføre den oppgave som Herren Jesus har gitt meg. Helt til livets slutt vil jeg spre det glade budskapet om Guds kjærlighet og tilgivelse.

25Nå vet jeg at dere aldri kommer til å få se meg igjen, alle dere som jeg har besøkt og undervist om hvordan dere kunne bli Guds eget folk. 26Derfor vil jeg i dag si dere at jeg ikke er skyldig om noen av dere går evig fortapt. 27Jeg har jo uten å nøle meddelt dere hele Guds plan om frelse.

28Pass nå nøye på hvordan dere selv lever, og ta godt være på de menneskene som Guds Hellige Ånd har satt dere til ledere for. Vær gjetere for Guds menighet, den flokken som han har kjøpt med sin egen Sønns blod. 29Jeg vet at når jeg forlater dere, vil det komme glupske ulver og trenge seg inn blant dere, og de kommer ikke til å skåne flokken. 30Noen av dere kommer selv til å forvrenge sannheten og forsøke å få egne tilhengere blant disiplene. 31Vær derfor på vakt! Husk på at jeg i tre år personlig har undervist hver og en av dere, og at jeg dag og natt med tårer har formant dere.

32Jeg ber nå om at Gud skal ta hånd om dere. Ikke glem budskapet hans om kjærlighet og tilgivelse. La det veilede dere, slik at troen blir sterkere og sterkere, og dere får del i den arven som venter på dem som tilhører Gud.

33Dere vet at jeg aldri har krevd å få penger eller klær av dere. 34Jeg har med egne hender forsørget både meg selv og mine medarbeidere. 35Jeg ville gjennom egne handlinger vise at vi gjennom hardt arbeid skal skaffe mulighet til å hjelpe de fattige og ikke falle menigheten til byrde. Husk på det Herren Jesus sa: ’Vi blir lykkeligere av å gi enn å få.’ ”

36Da Paulus avsluttet talen, falt han på kne og ba. 37Mennene begynte å gråte høyt og omfavnet og kysset ham. 38Det som bedrøvet dem aller mest, var at han sa at de aldri mer ville se hverandre her i livet. Til slutt fulgte alle ham ned til skipet.

Slovo na cestu

Skutky 20:1-38

V Troadě Pavel vzkřísil Eutycha

1Když se rozruch utišil, svolal Pavel shromáždění, povzbuzoval efezské křesťany a zároveň se s nimi loučil; rozhodl se totiž pokračovat ve své misijní cestě. 2Vydal se do Makedonie a Řecka a cestou dodával skupinám křesťanů odvahu a naději. 3V Řecku se zdržel čtvrt roku a potom chtěl odplout zpátky, přímo do Sýrie. Dozvěděl se však, že židé hlídají přístavy a chtějí se ho zmocnit, a tak se rozhodl pro zpáteční cestu zase přes Makedonii. 4-5Někteří z Pavlových spolupracovníků se přeplavili napřed do Troady a čekali tam na nás. Byli to Sopatros z Beroje, Aristarchos a Sekundus z Tesaloniky, Gájus a Timoteus z Derbe, Tychikos a Trofimos ze západní Malé Asie.

6My s Pavlem jsme nasedli ve Filipách po Velikonocích na loď a po pěti dnech jsme se s nimi sešli v Troadě, kde jsme se zdrželi týden. 7V neděli večer se tamní sbor sešel ke svaté večeři Páně. Pavel kázal, a protože to bylo slovo na rozloučenou, mluvil až do půlnoci. 8V místnosti hořelo mnoho lamp a byla plná lidí, takže tam bylo horko. Mládenci se proto posadili do oken. 9Jak se shromáždění protáhlo, jeden z nich, Eutychos, usnul a vypadl z třetího poschodí na dvůr. Běželi k němu, ale ležel tam mrtev. 10Pavel k němu poklekl, vzal ho do náruče a po chvíli řekl: „Nedělejte si starosti, žije.“ 11Vrátili se nahoru a pokračovali ve večeři Páně. Pavel k nim mluvil celou noc a teprve za svítání se rozloučili. 12Eutycha přivedli zase zdravého a všichni z toho měli radost.

Pavel se v Efezu loučí se staršími

13Pavel nás poslal lodí napřed do přístavu Assos, ale sám tam šel po souši. 14-15V Assu nastoupil k nám. Po přistání v Mityléně a po obeplutí ostrovů Chios a Samos jsme třetí den zakotvili v Milétu. 16Pavel se úmyslně vyhnul Efezu, protože se bál zdržení. Spěchal totiž, aby byl na svátek Letnic v Jeruzalémě.

17Pozval si však do Milétu představené efezského sboru 18-19a řekl jim: „Jistě si pamatujete, že jsem po celý čas u vás sloužil Pánu se vší skromností, ale přesto s velikými obtížemi a úklady ze strany židů. 20Neopomněl jsem nic, co jste měli slyšet, hlásal jsem to veřejně i v soukromých domech. 21Židům i pohanům jsem stejně zdůrazňoval, že musejí vyznat Bohu své hříchy a uvěřit v Ježíše Krista jako Pána nás všech. 22Teď mne však Duch svatý posílá do Jeruzaléma a já nevím, co mne tam potká. 23V každém sboru, kde jsme se zastavili, mně bratři z Božího vnuknutí předpovídali, že mě tam čeká vězení a těžkosti. 24Ale já si tolik nezakládám na životě. Jde mi především o to, abych doběhl závod až do konce a splnil úkol, který mi Pán Ježíš dal: být nositelem radostné zvěsti o Boží lásce.

25Dnes naposled hovořím k vám, kterým jsem tolikrát mluvil o Božím království. 26Mohu říci, že mou vinou nikdo neztratí věčný život. 27Všechno, co mi Bůh pro vás dal, jsem vyřídil. 28Teď je na vás, abyste si dobře počínali a jako pastýři vedli stádo, které vám Duch svatý svěřil. Pamatujte, že Kristus za ně prolil svou krev! 29Vím, že po mém odchodu se mezi vás vplíží jako draví vlci falešní učitelé a nadělají ve stádu škody. 30Dokonce z vašeho vlastního středu povstanou lidé, kteří budou překrucovat pravdu a přetahovat lidi na svou stranu. 31Buďte na stráži a pamatujte, že po tři roky jsem ve dne v noci na každém osobně pracoval, i když to nebylo lehké.

32Teď vás tedy poroučím Bohu a jeho milostivému slovu, které má sílu vás zdokonalovat a zajistit vám dědický podíl mezi jeho věrnými. 33Nikdy jsem od vás nežádal peníze ani oděv; 34svýma rukama jsem si na všechno vydělával pro sebe i pro své pomocníky. 35Snažil jsem se dát vám příklad: vaší povinností je ujímat se slabých a pracovat pro ně. Vždycky mějte na paměti slova Pána Ježíše: Větší radost je dávat než dostávat!“

36Po těch slovech s nimi poklekl a modlil se. 37Loučení se neobešlo bez slz a bylo mnoho objímání a bratrských polibků. 38Nejvíce je zarmoutilo, že by se už neměli s Pavlem vidět. Nakonec ho doprovodili až k lodi.