King James Version

Song of Solomon 8:1-14

1O that thou wert as my brother, that sucked the breasts of my mother! when I should find thee without, I would kiss thee; yea, I should not be despised.8.1 I should not…: Heb. they should not despise me 2I would lead thee, and bring thee into my mother’s house, who would instruct me: I would cause thee to drink of spiced wine of the juice of my pomegranate. 3His left hand should be under my head, and his right hand should embrace me. 4I charge you, O daughters of Jerusalem, that ye stir not up, nor awake my love, until he please.8.4 that…: Heb. why should ye stir up, or, why, etc

5Who is this that cometh up from the wilderness, leaning upon her beloved? I raised thee up under the apple tree: there thy mother brought thee forth: there she brought thee forth that bare thee.

6¶ Set me as a seal upon thine heart, as a seal upon thine arm: for love is strong as death; jealousy is cruel as the grave: the coals thereof are coals of fire, which hath a most vehement flame.8.6 cruel: Heb. hard 7Many waters cannot quench love, neither can the floods drown it: if a man would give all the substance of his house for love, it would utterly be contemned.

8¶ We have a little sister, and she hath no breasts: what shall we do for our sister in the day when she shall be spoken for? 9If she be a wall, we will build upon her a palace of silver: and if she be a door, we will inclose her with boards of cedar. 10I am a wall, and my breasts like towers: then was I in his eyes as one that found favour.8.10 favour: Heb. peace 11Solomon had a vineyard at Baal-hamon; he let out the vineyard unto keepers; every one for the fruit thereof was to bring a thousand pieces of silver. 12My vineyard, which is mine, is before me: thou, O Solomon, must have a thousand, and those that keep the fruit thereof two hundred.

13Thou that dwellest in the gardens, the companions hearken to thy voice: cause me to hear it.

14¶ Make haste, my beloved, and be thou like to a roe or to a young hart upon the mountains of spices.8.14 Make…: Heb. Flee away

Bibelen på hverdagsdansk

Højsangen 8:1-14

1Hvis du havde været min bror,

som havde diet ved min mors bryst,

så kunne jeg have kysset dig i alles påsyn,

uden at nogen ville blive forarget.

2Så ville jeg have taget dig med til min mors hus,

hende som oplærte mig,

og have givet dig krydret vin og granatæblemost.”

Den unge pige til de andre piger:

3„Han lagde sin venstre hånd under mit hoved

og omfavnede mig med sin højre.

4Jerusalems unge piger,

lov mig, at I ikke vækker kærligheden, før tiden er inde.”

Jerusalems unge piger til hinanden:

5„Hvem er den pige, der kommer gående fra ødemarken,

lænet til sin elskede?”

Den unge pige:

„Under det æbletræ, hvor du selv blev undfanget,

og din mor fødte dig med smerte—

dér vækkede jeg din lidenskab.

6Lad mig være så tæt på dig,

som var jeg stemplet på dit hjerte,

eller sad som en ring på din arm.

For kærligheden er stærk som døden,

lidenskaben er uimodståelig som dødsriget selv:

den brænder med voldsomme flammer, som ikke kan slukkes.

7Vand i mængde kan ikke slukke kærligheden,

floder kan ikke skylle den bort.

Kærlighed kan ikke købes for penge,

den, der forsøger det, får kun foragt.”

Sjette sang: Pigen, som ventede, til tiden var inde

Den unge piges brødre:

8„Vi havde en lillesøster, som endnu ikke havde bryster.

Hvad skulle vi gøre, hvis der kom en frier til hende?

9Stod hun imod fristelsen som en mur,

ville vi ære hende med sølvsmykker.

Men åbnede hun sig som en dør,

ville vi spærre hende af med cedertræsplanker.”

Den unge pige:

10„Jeg stod imod som en mur,

og mine bryster er nu som tårne.

Derfor vidste han, at jeg ville bringe ham glæde og fred.

11Salomon havde en vingård i Ba’al-Hamon,

som han overlod til forpagtere.

De måtte hver betale tusind stykker sølv

for at kunne få høsten af vindruer.

12Min ‚vingård’ tilhører mig,

den bestemmer jeg selv over.

Men jeg har givet den til dig, Salomon,

og du kan godt beholde dine tusind sølvstykker,

men de, der har passet på den8,12 Sandsynligvis den unge piges brødre, som har passet godt på hende. indtil nu,

bør have tohundrede.”

Den unge mand:

13„Oh, du, der vandrer rundt i den dejlige have,

mine venner vil gerne høre din stemme.

Men lad mig være den, der får lov til det!”

Den unge pige:

14„Kom, min elskede,

lad os springe af fryd som gazellen

på de duftende bakkeskråninger.”