Romans 11 – KJV & BPH

King James Version

Romans 11:1-36

1I say then, Hath God cast away his people? God forbid. For I also am an Israelite, of the seed of Abraham, of the tribe of Benjamin. 2God hath not cast away his people which he foreknew. Wot ye not what the scripture saith of Elias? how he maketh intercession to God against Israel, saying, 3Lord, they have killed thy prophets, and digged down thine altars; and I am left alone, and they seek my life. 4But what saith the answer of God unto him? I have reserved to myself seven thousand men, who have not bowed the knee to the image of Baal. 5Even so then at this present time also there is a remnant according to the election of grace. 6And if by grace, then is it no more of works: otherwise grace is no more grace. But if it be of works, then is it no more grace: otherwise work is no more work.

7What then? Israel hath not obtained that which he seeketh for; but the election hath obtained it, and the rest were blinded 8(According as it is written, God hath given them the spirit of slumber, eyes that they should not see, and ears that they should not hear;) unto this day. 9And David saith, Let their table be made a snare, and a trap, and a stumblingblock, and a recompence unto them: 10Let their eyes be darkened, that they may not see, and bow down their back alway. 11I say then, Have they stumbled that they should fall? God forbid: but rather through their fall salvation is come unto the Gentiles, for to provoke them to jealousy. 12Now if the fall of them be the riches of the world, and the diminishing of them the riches of the Gentiles; how much more their fulness?

13For I speak to you Gentiles, inasmuch as I am the apostle of the Gentiles, I magnify mine office: 14If by any means I may provoke to emulation them which are my flesh, and might save some of them. 15For if the casting away of them be the reconciling of the world, what shall the receiving of them be, but life from the dead? 16For if the firstfruit be holy, the lump is also holy: and if the root be holy, so are the branches. 17And if some of the branches be broken off, and thou, being a wild olive tree, wert graffed in among them, and with them partakest of the root and fatness of the olive tree; 18Boast not against the branches. But if thou boast, thou bearest not the root, but the root thee. 19Thou wilt say then, The branches were broken off, that I might be graffed in. 20Well; because of unbelief they were broken off, and thou standest by faith. Be not highminded, but fear: 21For if God spared not the natural branches, take heed lest he also spare not thee. 22Behold therefore the goodness and severity of God: on them which fell, severity; but toward thee, goodness, if thou continue in his goodness: otherwise thou also shalt be cut off. 23And they also, if they abide not still in unbelief, shall be graffed in: for God is able to graff them in again. 24For if thou wert cut out of the olive tree which is wild by nature, and wert graffed contrary to nature into a good olive tree: how much more shall these, which be the natural branches, be graffed into their own olive tree?

25For I would not, brethren, that ye should be ignorant of this mystery, lest ye should be wise in your own conceits; that blindness in part is happened to Israel, until the fulness of the Gentiles be come in. 26And so all Israel shall be saved: as it is written, There shall come out of Sion the Deliverer, and shall turn away ungodliness from Jacob: 27For this is my covenant unto them, when I shall take away their sins. 28As concerning the gospel, they are enemies for your sakes: but as touching the election, they are beloved for the fathers’ sakes. 29For the gifts and calling of God are without repentance. 30For as ye in times past have not believed God, yet have now obtained mercy through their unbelief: 31Even so have these also now not believed, that through your mercy they also may obtain mercy. 32For God hath concluded them all in unbelief, that he might have mercy upon all.

33O the depth of the riches both of the wisdom and knowledge of God! how unsearchable are his judgments, and his ways past finding out! 34For who hath known the mind of the Lord? or who hath been his counsellor? 35Or who hath first given to him, and it shall be recompensed unto him again? 36For of him, and through him, and to him, are all things: to whom be glory for ever. Amen.

Bibelen på hverdagsdansk

Romerbrevet 11:1-36

Flertallet faldt, en rest kom med

1Betyder det, at Gud har skubbet det jødiske folk fra sig? Nej, bestemt ikke. Jeg tilhører jo selv det samme folk. Jeg nedstammer fra Abraham og hører til Benjamins stamme. 2Gud har ikke slået hånden af det folk, han selv har udvalgt. Kender I ikke det sted i Skriften, hvor Gud taler til Elias, dengang Elias beklagede sig over Israels folk? 3„Herre! Dine profeter har de slået ihjel, og dine altre har de revet ned. Jeg er den eneste, der er tilbage, og nu vil de også slå mig ihjel!”11,3 1.Kong. 19,10. 4Men Gud svarede: „Jeg har stadig 7000 mænd, som ikke har bøjet knæ for afguderne.”11,4 1.Kong. 19,18. 5Det samme gælder i dag. Der er et lille mindretal, som Gud i sin nåde har udvalgt. 6Men de er ikke blevet udvalgt på grund af deres gode gerninger, for så ville der ikke være tale om nåde.

7-8Altså er det kun en lille, udvalgt skare blandt jøderne, som har opnået det, de alle søgte efter. De øvrige er blevet forhærdede, som Skriften siger: „Gud har gjort dem åndeligt sløve. De har øjne, men kan ikke se. De har ører, men kan ikke høre.”11,7-8 Frit efter Es. 29,10 og 5.Mos. 29,3. 9Og David siger:

„Må deres fester føre dem i fælden,

så de bliver fanget og får løn som forskyldt.

10Gør det sort for deres øjne,

så de ikke kan se.

Lad dem altid gå rundt med bøjet ryg.”11,10 Citat fra Sl. 69,23-24 i Septuaginta (LXX).

Guds plan for jøderne

11Betyder jødernes fald, at alt er forbi for dem? Nej, bestemt ikke. Men da de afviste budskabet, nåede det ud til de andre folkeslag. På den måde ville Gud gøre jøderne misundelige. 12Da jødernes afvisning af budskabet betød en rigdom af velsignelse for resten af verden, og da deres tab betød gevinst for de øvrige folkeslag, hvilken velsignelse vil der så ikke komme ud af det, når jøderne engang fuldt ud tager imod deres Messias? 13Lad mig fortælle jer kristne, som ikke har jødisk baggrund, at selvom jeg er jøde, har Gud først og fremmest sendt mig for at forkynde budskabet om Jesus for de andre folkeslag. Og det er jeg glad for, 14især hvis det kan gøre nogle af mine landsmænd misundelige, så de også kan blive frelst. 15For hvis den kendsgerning, at de fleste jøder afviste budskabet, var årsag til, at mennesker ud over hele verden nu bliver forsonet med Gud, hvad vil der så ikke ske, når hele det jødiske folk engang kommer til tro på deres Messias? Det bliver, ligesom når de døde får nyt liv.

16Hvis roden af et træ er god i Guds øjne, er hele træet også godt,11,16 Med dette jødiske billede tænker Paulus på Abraham som roden, der var acceptabel for Gud, og alle, som har den samme tro som Abraham, er derfor ligeledes acceptable for Gud. og hvis den første del af dejen er god nok i Guds øjne, er hele dejen det også. 17Det er roden af oliventræet, der giver næring til hele træet. Gud har brækket nogle grene af træet på grund af deres vantro, men I, som er blevet „Abrahams børn” ved troen, er blevet indpodet mellem de oprindelige grene, selvom I kommer fra et vildtvoksende oliventræ. I har fået del i den rige næring, der kommer fra roden.11,17 Oliventræet er et billede på troen. De afbrækkede grene er et billede på de vantro jøder, og de indpodede grene er et billede på de ikke-jøder, som kom til tro på Kristus. Da roden er et billede på Abraham, er den saft, der kommer fra roden, et billede på den tro og tillid, som Abraham havde. 18Men pas på, at I ikke ser ned på de grene, som blev brækket af. Husk på, at det ikke er jer, der giver næring til roden, men roden, der giver næring til jer. 19Du spørger måske: „Blev jeg ikke podet ind, fordi de blev brækket af?” 20Jo, men husk lige på, at de blev brækket af på grund af deres vantro, og at du har fået en plads på grund af din tro. Bliv endelig ikke for stolt og selvsikker. 21Når Gud ikke skånede de grene, som naturligt hørte med på træet, så vil han heller ikke skåne dig, hvis du er vantro. 22Gud er både streng og nådig. De, som blev brækket af, oplevede hans strenghed, men du har oplevet hans nåde. Bliv endelig ved med at leve i tro på Guds nåde, ellers bliver du også brækket af. 23Selv de grene, som blev brækket af, vil blive podet tilbage på træet, hvis de da ikke fremturer i deres vantro. Gud er nemlig i stand til at pode dem ind igen. 24Du stammer jo fra et vildt oliventræ, og er imod skik og brug blevet indpodet på et forædlet oliventræ. Hvor meget snarere burde så ikke de grene, der oprindeligt stammer fra det forædlede oliventræ, blive podet tilbage på det træ, som de kom fra?

25Kære venner, for at I ikke skal tro for meget om jer selv, vil jeg gerne fortælle jer noget, som Gud har åbenbaret for mig. En del af det jødiske folk vil være uimodtagelige over for budskabet om Jesus, indtil det er nået ud til alle folkeslag. 26Til sidst vil så hele det jødiske folk blive frelst, som der står skrevet:

„Befrieren vil komme fra Zion

og fjerne genstridigheden fra Israels folk.

27Det her er min pagt med dem:

Jeg vil udslette deres synder.”11,27 Es. 59,20-21 og 27,9 frit citeret efter LXX. Se også Åb. 14,1.

28Tænker vi på budskabet om Jesus, så er jøderne blevet fjender af Gud, så budskabet derved nåede ud til jer. Men tænker vi på Guds udvælgelse, så er de stadig elskede af Gud på grund af pagten med Abraham. 29For når Gud har udvalgt mennesker og lovet at udøse sin nåde og velsignelse over dem, vil han altid stå ved sine løfter. 30I levede engang i oprør mod Gud, men som følge af jødernes oprør mod Jesus, har I nu oplevet Guds barmhjertighed. 31På samme måde lever jøderne nu i oprør mod Jesus, for at de også kan komme til at opleve Guds barmhjertighed. 32Gud lader nemlig alle mennesker gennemleve et oprør, så han kan vise sin nåde over for alle mennesker.

33Hvem kan lodde dybden af Guds rigdom, visdom og indsigt? Ingen kan udgrunde hans beslutninger eller forklare hans handlemåde.

34„Hvem har indsigt i Herrens tanker?

Hvem kan være hans rådgiver?”11,34 Es. 40,13, citeret efter LXX.

35„Hvem giver nye rigdomme til Gud?

Står Gud i gæld til noget menneske?”11,35 Muligvis en hentydning til Job 35,7 eller 41,3.

36I Gud har alt sin begyndelse, sin eksistens og sin fuldendelse. Ham tilhører æren til evig tid. Amen.