To the chief Musician, even to Jeduthun, A Psalm of David.
1I said, I will take heed to my ways, that I sin not with my tongue: I will keep my mouth with a bridle, while the wicked is before me.39.1 my mouth…: Heb. a bridle, or, muzzle for my mouth
2I was dumb with silence, I held my peace, even from good; and my sorrow was stirred.39.2 stirred: Heb. troubled
3My heart was hot within me, while I was musing the fire burned: then spake I with my tongue,
4LORD, make me to know mine end, and the measure of my days, what it is; that I may know how frail I am.39.4 how…: or, what time I have here
5Behold, thou hast made my days as an handbreadth; and mine age is as nothing before thee: verily every man at his best state is altogether vanity. Selah.39.5 at…: Heb. settled
6Surely every man walketh in a vain shew: surely they are disquieted in vain: he heapeth up riches, and knoweth not who shall gather them.39.6 a vain…: Heb. an image
7And now, Lord, what wait I for? my hope is in thee.
8Deliver me from all my transgressions: make me not the reproach of the foolish.
9I was dumb, I opened not my mouth; because thou didst it.
10Remove thy stroke away from me: I am consumed by the blow of thine hand.39.10 blow: Heb. conflict
11When thou with rebukes dost correct man for iniquity, thou makest his beauty to consume away like a moth: surely every man is vanity. Selah.39.11 his…: Heb. that which is to be desired in him to melt away
12Hear my prayer, O LORD, and give ear unto my cry; hold not thy peace at my tears: for I am a stranger with thee, and a sojourner, as all my fathers were.
13O spare me, that I may recover strength, before I go hence, and be no more.
Et råb om hjælp i lidelse
1Til korlederen Jedutun: En sang af David.
2Jeg havde besluttet ikke at gøre noget forkert,
og jeg ville ikke sige noget overilet.
Jeg havde valgt at holde munden lukket,
når der var gudløse mennesker til stede.
3-4Derfor tav jeg og sagde ikke et ord,
men det hjalp bare ikke.
Uroen brændte i mit indre,
og min frustration voksede.
Jo mere jeg tænkte, jo værre blev det,
til sidst var jeg nødt til at tale:
5„Herre, hjælp mig at indse, at livet er kort,
dagene synes at flyve af sted.
6Mit liv er kort ud fra dit perspektiv,
et menneskes liv er flygtigt som et vindpust.
7Vi er som skygger, der farer forbi.
Man slider for at samle sig rigdom,
men ved ikke, hvem der får glæde af det.
8Herre, hvad kan jeg forvente af livet?
Du er mit eneste håb.
9Red mig ud af syndens sump,
så ikke tåberne skal hovere over mig.
10Herre, jeg har intet at sige til mit forsvar,
for det er jo dig, som straffer mig.
11Men Herre, jeg kan ikke holde det ud længere,
jeg ligger knust under din hånd.
12Når du straffer folk for deres synder,
bliver de mast som møl.
Mennesket er jo flygtigt som et åndepust.
13Hør min bøn, Herre, lyt til mit råb!
Luk ikke ørerne for min gråd.
Jeg er jo blot en fremmed på jorden,
en gæst på gennemrejse som mine forfædre.
14Vend din vrede fra mig, Herre,
så jeg kan opleve glæden igen,
før jeg skal herfra.”
