1And again he entered into Capernaum after some days; and it was noised that he was in the house. 2And straightway many were gathered together, insomuch that there was no room to receive them, no, not so much as about the door: and he preached the word unto them. 3And they come unto him, bringing one sick of the palsy, which was borne of four. 4And when they could not come nigh unto him for the press, they uncovered the roof where he was: and when they had broken it up, they let down the bed wherein the sick of the palsy lay. 5When Jesus saw their faith, he said unto the sick of the palsy, Son, thy sins be forgiven thee. 6But there were certain of the scribes sitting there, and reasoning in their hearts, 7Why doth this man thus speak blasphemies? who can forgive sins but God only? 8And immediately when Jesus perceived in his spirit that they so reasoned within themselves, he said unto them, Why reason ye these things in your hearts? 9Whether is it easier to say to the sick of the palsy, Thy sins be forgiven thee; or to say, Arise, and take up thy bed, and walk? 10But that ye may know that the Son of man hath power on earth to forgive sins, (he saith to the sick of the palsy,) 11I say unto thee, Arise, and take up thy bed, and go thy way into thine house. 12And immediately he arose, took up the bed, and went forth before them all; insomuch that they were all amazed, and glorified God, saying, We never saw it on this fashion. 13And he went forth again by the sea side; and all the multitude resorted unto him, and he taught them. 14And as he passed by, he saw Levi the son of Alphæus sitting at the receipt of custom, and said unto him, Follow me. And he arose and followed him. 15And it came to pass, that, as Jesus sat at meat in his house, many publicans and sinners sat also together with Jesus and his disciples: for there were many, and they followed him. 16And when the scribes and Pharisees saw him eat with publicans and sinners, they said unto his disciples, How is it that he eateth and drinketh with publicans and sinners? 17When Jesus heard it, he saith unto them, They that are whole have no need of the physician, but they that are sick: I came not to call the righteous, but sinners to repentance. 18And the disciples of John and of the Pharisees used to fast: and they come and say unto him, Why do the disciples of John and of the Pharisees fast, but thy disciples fast not? 19And Jesus said unto them, Can the children of the bridechamber fast, while the bridegroom is with them? as long as they have the bridegroom with them, they cannot fast. 20But the days will come, when the bridegroom shall be taken away from them, and then shall they fast in those days. 21No man also seweth a piece of new cloth on an old garment: else the new piece that filled it up taketh away from the old, and the rent is made worse. 22And no man putteth new wine into old bottles: else the new wine doth burst the bottles, and the wine is spilled, and the bottles will be marred: but new wine must be put into new bottles. 23And it came to pass, that he went through the corn fields on the sabbath day; and his disciples began, as they went, to pluck the ears of corn. 24And the Pharisees said unto him, Behold, why do they on the sabbath day that which is not lawful? 25And he said unto them, Have ye never read what David did, when he had need, and was an hungred, he, and they that were with him? 26How he went into the house of God in the days of Abiathar the high priest, and did eat the shewbread, which is not lawful to eat but for the priests, and gave also to them which were with him? 27And he said unto them, The sabbath was made for man, and not man for the sabbath: 28Therefore the Son of man is Lord also of the sabbath.
Jesus viser sin magt til at tilgive synder
Matt. 9,1-8; Luk. 5,17-26
1Nogle dage senere kom Jesus igen til Kapernaum, og det blev hurtigt kendt over hele byen, at han var ankommet. 2Det varede ikke længe, før der kom så mange mennesker til det hus, hvor han var, at folk stod langt ud på gaden for om muligt at høre, hvad han havde at sige. 3Fire mænd kom gående derhen med en lam mand på en båre. 4Da de ikke kunne komme ind til Jesus på grund af mængden af mennesker, gik de op ad trappen til husets flade tag. De fjernede et stykke af taget og firede så båren med den syge mand ned lige foran ham. 5Da Jesus så den tro, som disse mænd havde vist, sagde han til den lamme mand: „Min ven, dine synder er dig tilgivet!”
6Nogle af de skriftlærde, som sad der, tænkte ved sig selv: 7„Hvad bilder han sig ind? Det er da en hån imod Gud! Kun Gud kan tilgive synder.”2,7 For en jøde betyder „synd” en overtrædelse af Guds bud. En synd bliver begået imod Gud først og fremmest, og derfor er det kun Gud, som kan tilgive. Det kunne kun ske ved de specielle syndofre i templet på den årlige forsoningsdag. 8Jesus var i sin ånd klar over, hvad de tænkte, og han sagde til dem: „Hvorfor tænker I sådan? 9Hvad er lettest at sige til den lamme mand her: ‚Dine synder er tilgivet,’ eller: ‚Rejs dig op, tag din båre og gå på dine ben’? 10Lad mig nu vise jer, at Menneskesønnen2,10 „Menneskesønnen” er ikke den bedste oversættelse, men det er bibeholdt her på grund af traditionen. Udtrykket betegner en, der ligner et menneske uden at være et almindeligt menneske, og henviser til synet i Daniels Bog 7,13-14, hvor Guds Søn, Messias, ses i Himlen i form af et menneske. Jesus bruger titlen „Menneskesøn” om sig selv for på en lidt kryptisk måde at betegne sig selv som den Messias, profetierne talte om skulle komme. har magt på jorden til at tilgive synder.” 11Med disse ord vendte han sig til den lamme mand og sagde: „Rejs dig op, tag din båre og gå hjem!” 12Manden rejste sig, tog sin båre og gik sin vej for øjnene af de forbløffede tilskuere, som straks gav sig til at lovprise Gud for det under, der var sket. „Vi har aldrig set noget lignende!” udbrød de begejstret.
Jesus elsker dem, det religiøse samfund forkaster
Matt. 9,9-13; Luk. 5,27-32
13Senere gik Jesus igen ud langs Galilæasøen. En masse mennesker fulgte i hælene på ham, og han underviste dem, mens han gik. 14Da han passerede toldstedet, så han Levi, Alfæus’ søn, sidde der. „Kom med mig!” sagde Jesus til ham. Straks rejste Levi sig og fulgte med ham som en af hans disciple.
15Derefter blev Jesus og disciplene indbudt til spisning i Levis hjem. Mange skatteopkrævere og nogle af de andre „syndere”, som til stadighed fulgte Jesus, blev også inviteret. 16Da nu de skriftlærde blandt farisæerne så Jesus i det selskab, sagde de til hans disciple: „Hvordan kan han få sig selv til at spise sammen med den slags syndige mennesker?”
17Jesus hørte det og svarede: „Raske mennesker har ikke brug for lægehjælp, men det har de syge. Jeg er kommet for at invitere syndere til at vende om til Gud. Det mener de ‚frelste’ jo ikke, at de har brug for!”
Jesus kommer med en ny lære
Matt. 9,14-17; Luk. 5,33-38
18En dag, da Johannes Døbers disciple og farisæerne havde en fastedag,2,18 Farisæerne mente, at en rettroende jøde skulle faste to dage om ugen (mandag og torsdag), altså afholde sig fra at spise fra solen stod op til den gik ned igen. kom der nogle og spurgte Jesus: „Hvorfor faster dine disciple ikke, når både farisæernes og Johannes’ disciple gør det?”
19„Brudgommens venner kan da ikke faste og sørge, så længe de er sammen med ham,” svarede Jesus. 20„Men der kommer et tidspunkt, hvor brudgommen bliver taget fra dem. Så kan de faste.
21Man lapper ikke gammelt tøj med et stykke nyt, uvasket stof. Enhver ved, at når den nye lap krymper, river den det gamle tøj i stykker, så hullet bliver endnu værre. 22Der er heller ingen, der hælder ny vin på gamle lædersække, for når vinen gærer, vil sækkene sprænges—den nye vin går til spilde, og de gamle sække bliver ødelagt. Nej, til ny vin bruger man nye lædersække.”
Jesus er herre over sabbatten
Matt. 12,1-8; Luk. 6,1-5
23En dag, da det var sabbat, gik Jesus og hans disciple langs en kornmark, og mens de gik, plukkede disciplene nogle aks og spiste kernerne. 24Nogle af farisæerne irettesatte Jesus: „Hvordan kan du tillade, at dine disciple høster korn på en sabbat, hvor man ikke må arbejde?”
25„Har I aldrig læst om, hvad David gjorde, da han og hans mænd kom i nød og blev sultne?” svarede Jesus. 26„På den tid da Ebjatar var ypperstepræst, gik David hen til Guds hus, og han og hans mænd spiste af de hellige brød, som egentlig kun præsterne havde lov til at spise af.”
27Så tilføjede han: „Sabbatten blev til for menneskets skyld—mennesket blev ikke til for sabbattens skyld. 28Altså er Menneskesønnen herre over sabbatten.”
