1And he said also unto his disciples, There was a certain rich man, which had a steward; and the same was accused unto him that he had wasted his goods. 2And he called him, and said unto him, How is it that I hear this of thee? give an account of thy stewardship; for thou mayest be no longer steward. 3Then the steward said within himself, What shall I do? for my lord taketh away from me the stewardship: I cannot dig; to beg I am ashamed. 4I am resolved what to do, that, when I am put out of the stewardship, they may receive me into their houses. 5So he called every one of his lord’s debtors unto him, and said unto the first, How much owest thou unto my lord? 6And he said, An hundred measures of oil. And he said unto him, Take thy bill, and sit down quickly, and write fifty. 7Then said he to another, And how much owest thou? And he said, An hundred measures of wheat. And he said unto him, Take thy bill, and write fourscore. 8And the lord commended the unjust steward, because he had done wisely: for the children of this world are in their generation wiser than the children of light. 9And I say unto you, Make to yourselves friends of the mammon of unrighteousness; that, when ye fail, they may receive you into everlasting habitations. 10He that is faithful in that which is least is faithful also in much: and he that is unjust in the least is unjust also in much. 11If therefore ye have not been faithful in the unrighteous mammon, who will commit to your trust the true riches? 12And if ye have not been faithful in that which is another man’s, who shall give you that which is your own?
13¶ No servant can serve two masters: for either he will hate the one, and love the other; or else he will hold to the one, and despise the other. Ye cannot serve God and mammon. 14And the Pharisees also, who were covetous, heard all these things: and they derided him. 15And he said unto them, Ye are they which justify yourselves before men; but God knoweth your hearts: for that which is highly esteemed among men is abomination in the sight of God. 16The law and the prophets were until John: since that time the kingdom of God is preached, and every man presseth into it. 17And it is easier for heaven and earth to pass, than one tittle of the law to fail. 18Whosoever putteth away his wife, and marrieth another, committeth adultery: and whosoever marrieth her that is put away from her husband committeth adultery.
19¶ There was a certain rich man, which was clothed in purple and fine linen, and fared sumptuously every day: 20And there was a certain beggar named Lazarus, which was laid at his gate, full of sores, 21And desiring to be fed with the crumbs which fell from the rich man’s table: moreover the dogs came and licked his sores. 22And it came to pass, that the beggar died, and was carried by the angels into Abraham’s bosom: the rich man also died, and was buried; 23And in hell he lift up his eyes, being in torments, and seeth Abraham afar off, and Lazarus in his bosom. 24And he cried and said, Father Abraham, have mercy on me, and send Lazarus, that he may dip the tip of his finger in water, and cool my tongue; for I am tormented in this flame. 25But Abraham said, Son, remember that thou in thy lifetime receivedst thy good things, and likewise Lazarus evil things: but now he is comforted, and thou art tormented. 26And beside all this, between us and you there is a great gulf fixed: so that they which would pass from hence to you cannot; neither can they pass to us, that would come from thence. 27Then he said, I pray thee therefore, father, that thou wouldest send him to my father’s house: 28For I have five brethren; that he may testify unto them, lest they also come into this place of torment. 29Abraham saith unto him, They have Moses and the prophets; let them hear them. 30And he said, Nay, father Abraham: but if one went unto them from the dead, they will repent. 31And he said unto him, If they hear not Moses and the prophets, neither will they be persuaded, though one rose from the dead.
Om måden at bruge penge på
1Jesus fortalte nu følgende historie til disciplene: „En rig godsejer havde ansat en forvalter til at bestyre sit gods. Nogen tid efter blev han underrettet om, at forvalteren var uærlig og brugte løs af hans penge. 2Derfor kaldte han ham ind til sig. ‚Hvad er det, jeg hører om dig?’ sagde han. ‚Nu skal du afslutte alle dine regnskaber, og så bliver du fyret!’
3‚Hvad skal jeg dog gøre?’ tænkte forvalteren. ‚Nu mister jeg mit job. Jeg kan ikke klare hårdt fysisk arbejde, og jeg vil ikke være bekendt at gå rundt og tigge. 4Vent lidt! Nu har jeg det! Jeg må sørge for at have nogle venner, som kan hjælpe mig, når jeg ikke har flere penge.’
5Derfor tilkaldte han en efter en alle de folk, der stod i gæld til godsejeren. ‚Hvor meget skylder du?’ spurgte han den første.
6‚100 tønder olivenolie.’
‚Godt, her er gældsbeviset. Sæt dig straks ned og ret det til 50.’
7‚Og du,’ spurgte han den næste, ‚hvor meget skylder du?’
‚100 tønder hvede.’
‚Okay, skriv 80 i stedet for.’
8Da godsejeren hørte, hvad hans uærlige forvalter havde fundet på, roste han ham for hans klarhjernede initiativ.”
Jesus fortsatte: „Denne verdens børn behandler folk af deres egen slags med større skarpsindighed, end lysets børn gør. 9Og jeg siger til jer: Pas på, hvordan I bruger denne verdens materielle værdier. Brug dem til at skaffe jer venner og vinde dem for Guds rige. Når penge ikke længere har gyldighed, så vil disse venner tage imod jer i de evige boliger.”
10Jesus sluttede med følgende ord: „De, der er ærlige og trofaste i det mindre væsentlige, vil også være det i det mere væsentlige. Men de, der ikke er til at stole på i det, som har ringe værdi, kan man heller ikke regne med i det, som har stor værdi. 11Hvis man ikke kan stole på jer med hensyn til denne verdens flygtige værdier, kan man heller ikke betro jer de sande værdier. 12Og hvis I ikke kan tage vare på andres ejendom, hvem vil så give jer noget, I kan kalde jeres eget?”
Kontrasten mellem de himmelske og jordiske værdier
Matt. 6,24; 11,12-13; 5,18.32
13Jesus fortsatte: „Ingen kan tjene to herrer. Enten vil man hade den ene og elske den anden, eller man vil satse på den ene og ignorere den anden. I kan ikke tjene både Gud og materialismen.16,13 På græsk: Mammon, hvilket står for rigdom og materielle goder.”
14Da farisæerne hørte det, hånede de Jesus, for de satte stor pris på deres penge. 15Jesus sagde da til dem: „I farisæere vil gerne give det udseende af at være så fromme, men Gud kender jeres hjerter. Det, som mennesker sætter højt, er uden værdi i Guds øjne.
16Toraen16,16 De fem Mosebøger, som indeholder den jødiske religiøse lov. og de profetiske bøger havde deres tid, indtil Johannes Døberen kom. Men med Johannes begyndte budskabet om Guds rige at blive forkyndt, og alle kæmper imod det!16,16 Eller: „Alle optræder voldeligt over for det.” Teksten kan fortolkes på flere måder, men bør ses i sammenhæng med Matt. 11,12. 17Men det er lettere for himlen og jorden at forgå, end det er for selv den mindste del af Toraen at falde til jorden uden at blive opfyldt.
18Enhver mand, der skiller sig fra sin kone, bryder ægteskabet, hvis han gifter sig med en anden, og den, der gifter sig med en fraskilt kvinde, bryder også ægteskabet.”
Vend om, mens der endnu er tid
19Jesus fortsatte: „Der var en rig mand, som levede i stor luksus, klædte sig i kostbart tøj og holdt fest hver dag. 20Uden for hans dør havde man lagt en stakkels tigger, der havde sår over hele kroppen. Han hed Lazarus. 21Han længtes efter at kunne spise sig mæt i det, der blev tilovers fra den rige mands fester, men han fik ingenting. Derimod kom de sultne hunde16,21 Hunde fik lov at passe sig selv. Derfor strejfede de rundt som mere eller mindre vilde hunde, der altid søgte efter noget at spise. og slikkede hans sår.
22Den stakkels mand døde, og englene bar ham hen til Abraham, hvor han fik lov at ligge til bords ved hans side. Den rige mand døde også og blev begravet. 23Da han slog øjnene op, var han i dødsriget, hvor han led store kvaler. Langt borte så han Lazarus ligge til bords ved Abrahams side.
24‚Fader Abraham!’ råbte han. ‚Hav medlidenhed med mig! Send Lazarus hen for at dyppe spidsen af sin finger i vand og væde min tunge, for jeg har det forfærdeligt i flammerne her.’
25Men Abraham svarede: ‚Husk nu, min ven, at du levede på livets solside, mens Lazarus havde det ondt. Nu er det ham, der trøstes, og dig, der lider. 26Desuden er der en dyb kløft imellem os. Selv hvis nogen ville herfra over til jer, så var det ikke muligt, og man kan heller ikke komme fra jer over til os.’
27Da råbte den rige mand: ‚Så beder jeg dig, fader Abraham, send Lazarus til min fars hus 28for at advare mine fem brødre, så de ikke skal ende i den her frygtelige pine.’
29Men Abraham sagde: ‚Dine brødre kan jo bare høre efter, når der læses op fra Toraen og de profetiske bøger.’
30‚Nej, fader Abraham, det er ikke nok! Men hvis der kom en fra de døde, så ville de ændre indstilling!’
31‚Hvis de ikke vil lytte til Moses og profeterne, så vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om nogen genopstod fra de døde.’ ”
