1Man that is born of a woman is of few days, and full of trouble.14.1 few…: Heb. short of days 2He cometh forth like a flower, and is cut down: he fleeth also as a shadow, and continueth not. 3And dost thou open thine eyes upon such an one, and bringest me into judgment with thee? 4Who can bring a clean thing out of an unclean? not one.14.4 can…: Heb. will give 5Seeing his days are determined, the number of his months are with thee, thou hast appointed his bounds that he cannot pass; 6Turn from him, that he may rest, till he shall accomplish, as an hireling, his day.14.6 rest: Heb. cease
7For there is hope of a tree, if it be cut down, that it will sprout again, and that the tender branch thereof will not cease. 8Though the root thereof wax old in the earth, and the stock thereof die in the ground; 9Yet through the scent of water it will bud, and bring forth boughs like a plant. 10But man dieth, and wasteth away: yea, man giveth up the ghost, and where is he?14.10 wasteth…: Heb. is weakened, or, cut off 11As the waters fail from the sea, and the flood decayeth and drieth up: 12So man lieth down, and riseth not: till the heavens be no more, they shall not awake, nor be raised out of their sleep. 13O that thou wouldest hide me in the grave, that thou wouldest keep me secret, until thy wrath be past, that thou wouldest appoint me a set time, and remember me! 14If a man die, shall he live again? all the days of my appointed time will I wait, till my change come. 15Thou shalt call, and I will answer thee: thou wilt have a desire to the work of thine hands.
16For now thou numberest my steps: dost thou not watch over my sin? 17My transgression is sealed up in a bag, and thou sewest up mine iniquity. 18And surely the mountain falling cometh to nought, and the rock is removed out of his place.14.18 cometh…: Heb. fadeth 19The waters wear the stones: thou washest away the things which grow out of the dust of the earth; and thou destroyest the hope of man.14.19 washest…: Heb. overflowest 20Thou prevailest for ever against him, and he passeth: thou changest his countenance, and sendest him away. 21His sons come to honour, and he knoweth it not; and they are brought low, but he perceiveth it not of them. 22But his flesh upon him shall have pain, and his soul within him shall mourn.
1Et menneskeliv er kun ganske kort,
men alligevel har vi masser af problemer.
2Jeg er som en blomst, der vokser op og visner,
livet passerer forbi som en skygge og er væk.
3Jeg er så ringe og ubetydelig.
Hvorfor ignorerer du mig ikke bare?
4Findes der et menneske helt uden synd?
Er der nogen, som er fuldstændig fejlfri?
5Du har fastsat et menneskes levetid,
den kan tælles i dage og måneder,
den tidsfrist, du har sat, kan ingen af os ændre.
6Giv mig en smule fred, så jeg kan hvile mig,
som en arbejder, der slapper af efter dagens slid.
7Der er mere håb for et træ end for et menneske.
Hvis et træ bliver fældet, skyder det friske skud igen.
8Selv om rødderne i jorden er gamle,
og stubben synes død i markens muld,
9skal der kun en smule vand til
for at hjælpe de nye skud på vej.
10Men når mennesker dør, er det ude med dem.
Når de udånder, er alt forbi.
11Som en sø kan udtørres under tørke,
og en flod kan svinde ind til ingenting,
12sådan er et menneske borte,
når livet først rinder ud.
Det rejser sig ikke fra graven,
så længe himlen og jorden er til.
13Gid du straks ville sende mig ned i Dødsriget
og lade mig hvile der, til din vrede er forbi.
Når den rette tid så er inde,
kan du komme og føre mig op igen.
14Hvis der var håb om at komme tilbage til livet,
kunne jeg bedre holde lidelsen ud
og tålmodigt vente på, at livet blev værd at leve.
15Så ville du kalde på mig, og jeg ville svare,
for du længes efter at se din skabning igen.
16Da ville du overvåge mine skridt,
men ikke tage dig af mine overtrædelser.
17Mine synder bliver gemt i en sæk,
du tilregner mig dem ikke.
18Men som et bjerg kan skride sammen,
som et klippestykke kan slå revner,
19som vand kan udhule en sten og skylle jorden væk,
sådan brister menneskets forhåbninger.
20Det endelige slag mod os mennesker er døden,
med stivnet ansigt går vi bort.
21Børnenes fremtid får vi ikke at se,
vi ved ikke, om det går dem godt eller skidt.
22Vi mærker kun vores egen smerte,
føler kun vores egen sorg.”
