1My soul is weary of my life; I will leave my complaint upon myself; I will speak in the bitterness of my soul.10.1 weary…: or, cut off while I live 2I will say unto God, Do not condemn me; shew me wherefore thou contendest with me. 3Is it good unto thee that thou shouldest oppress, that thou shouldest despise the work of thine hands, and shine upon the counsel of the wicked?10.3 work: Heb. labour 4Hast thou eyes of flesh? or seest thou as man seeth? 5Are thy days as the days of man? are thy years as man’s days, 6That thou enquirest after mine iniquity, and searchest after my sin? 7Thou knowest that I am not wicked; and there is none that can deliver out of thine hand.10.7 Thou…: Heb. It is upon thy knowledge
8Thine hands have made me and fashioned me together round about; yet thou dost destroy me.10.8 have…: Heb. took pains about me 9Remember, I beseech thee, that thou hast made me as the clay; and wilt thou bring me into dust again? 10Hast thou not poured me out as milk, and curdled me like cheese? 11Thou hast clothed me with skin and flesh, and hast fenced me with bones and sinews.10.11 fenced: Heb. hedged 12Thou hast granted me life and favour, and thy visitation hath preserved my spirit. 13And these things hast thou hid in thine heart: I know that this is with thee.
14If I sin, then thou markest me, and thou wilt not acquit me from mine iniquity. 15If I be wicked, woe unto me; and if I be righteous, yet will I not lift up my head. I am full of confusion; therefore see thou mine affliction; 16For it increaseth. Thou huntest me as a fierce lion: and again thou shewest thyself marvellous upon me. 17Thou renewest thy witnesses against me, and increasest thine indignation upon me; changes and war are against me.10.17 witnesses: that is, plagues 18Wherefore then hast thou brought me forth out of the womb? Oh that I had given up the ghost, and no eye had seen me! 19I should have been as though I had not been; I should have been carried from the womb to the grave. 20Are not my days few? cease then, and let me alone, that I may take comfort a little, 21Before I go whence I shall not return, even to the land of darkness and the shadow of death; 22A land of darkness, as darkness itself; and of the shadow of death, without any order, and where the light is as darkness.
Job fortsætter sin klage mod Gud
1Jeg er led og ked af at leve.
Lad mig give frit løb for min klage,
give luft for bitterheden i min sjæl.
2Døm mig ikke bare skyldig, oh, Gud,
men fortæl mig, hvilken synd jeg har begået.
3Hvad gavn har du af at ødelægge mig?
Hvorfor forkaster du det, du selv har skabt,
og lader de ondes intriger lykkes?
4Er dine øjne som et menneskes øjne?
Er dine tanker som mennesketanker?
5Er dit liv kort som et menneskes?
Lever du kun nogle ganske få år,
6siden du har så travlt med at finde fejl,
er så ivrig efter at dømme mig skyldig?
7Du ved, jeg er uskyldig,
men hvem kan redde mig fra din straf?
8Det var dine hænder, som skabte mig,
men nu er du ved at ødelægge mig!
9Husk på, at jeg er formet af skrøbeligt ler.
Vil du virkelig knuse mig til støv?
10Du stod bag min undfangelse
og formede mig i min moders liv.
11Du dannede mine knogler og sener
og dækkede dem med muskler og hud.
12Du gav mig livet ved din nåde
og værnede om mig i min opvækst.
13Men du havde mere i tanke,
og det forstår jeg først nu:
14Du ville holde øje med, om jeg syndede,
og hvis jeg gjorde det, ville du ikke tilgive.
15Var jeg skyldig, ville jeg få min straf.
Og selv om jeg var uskyldig,
kunne jeg ikke frimodigt løfte hovedet
på grund af min elendighed og ulykke.
16Da jeg alligevel gjorde det,
sprang du på mig som en løve
og demonstrerede din magt over mig.
17Du sendte nye lidelser over mig,
og din vrede syntes at vokse,
for den ene ulykke afløste den anden.
18Hvorfor lod du mig dog blive født?
Gid jeg var død i min moders liv,
19så det var, som om jeg aldrig havde levet,
men blev lagt direkte ned i graven.
20Jeg har ikke mange dage tilbage af mit liv.
Kan jeg ikke få lidt fred og trøst til sidst?
21Når jeg først er draget til de dødes rige,
vender jeg aldrig mere tilbage.
22Der bliver lyset opslugt af mørket,
så der altid er kaos og kulsort nat.”
