1And when it was determined that we should sail into Italy, they delivered Paul and certain other prisoners unto one named Julius, a centurion of Augustus’ band. 2And entering into a ship of Adramyttium, we launched, meaning to sail by the coasts of Asia; one Aristarchus, a Macedonian of Thessalonica, being with us. 3And the next day we touched at Sidon. And Julius courteously entreated Paul, and gave him liberty to go unto his friends to refresh himself. 4And when we had launched from thence, we sailed under Cyprus, because the winds were contrary. 5And when we had sailed over the sea of Cilicia and Pamphylia, we came to Myra, a city of Lycia. 6And there the centurion found a ship of Alexandria sailing into Italy; and he put us therein. 7And when we had sailed slowly many days, and scarce were come over against Cnidus, the wind not suffering us, we sailed under Crete, over against Salmone; 8And, hardly passing it, came unto a place which is called The fair havens; nigh whereunto was the city of Lasea.
9Now when much time was spent, and when sailing was now dangerous, because the fast was now already past, Paul admonished them, 10And said unto them, Sirs, I perceive that this voyage will be with hurt and much damage, not only of the lading and ship, but also of our lives. 11Nevertheless the centurion believed the master and the owner of the ship, more than those things which were spoken by Paul. 12And because the haven was not commodious to winter in, the more part advised to depart thence also, if by any means they might attain to Phenice, and there to winter; which is an haven of Crete, and lieth toward the south west and north west. 13And when the south wind blew softly, supposing that they had obtained their purpose, loosing thence, they sailed close by Crete. 14But not long after there arose against it a tempestuous wind, called Euroclydon. 15And when the ship was caught, and could not bear up into the wind, we let her drive. 16And running under a certain island which is called Clauda, we had much work to come by the boat: 17Which when they had taken up, they used helps, undergirding the ship; and, fearing lest they should fall into the quicksands, strake sail, and so were driven. 18And we being exceedingly tossed with a tempest, the next day they lightened the ship; 19And the third day we cast out with our own hands the tackling of the ship. 20And when neither sun nor stars in many days appeared, and no small tempest lay on us, all hope that we should be saved was then taken away. 21But after long abstinence Paul stood forth in the midst of them, and said, Sirs, ye should have hearkened unto me, and not have loosed from Crete, and to have gained this harm and loss. 22And now I exhort you to be of good cheer: for there shall be no loss of any man’s life among you, but of the ship. 23For there stood by me this night the angel of God, whose I am, and whom I serve, 24Saying, Fear not, Paul; thou must be brought before Cæsar: and, lo, God hath given thee all them that sail with thee. 25Wherefore, sirs, be of good cheer: for I believe God, that it shall be even as it was told me. 26Howbeit we must be cast upon a certain island. 27But when the fourteenth night was come, as we were driven up and down in Adria, about midnight the shipmen deemed that they drew near to some country; 28And sounded, and found it twenty fathoms: and when they had gone a little further, they sounded again, and found it fifteen fathoms. 29Then fearing lest we should have fallen upon rocks, they cast four anchors out of the stern, and wished for the day. 30And as the shipmen were about to flee out of the ship, when they had let down the boat into the sea, under colour as though they would have cast anchors out of the foreship, 31Paul said to the centurion and to the soldiers, Except these abide in the ship, ye cannot be saved. 32Then the soldiers cut off the ropes of the boat, and let her fall off. 33And while the day was coming on, Paul besought them all to take meat, saying, This day is the fourteenth day that ye have tarried and continued fasting, having taken nothing. 34Wherefore I pray you to take some meat: for this is for your health: for there shall not an hair fall from the head of any of you. 35And when he had thus spoken, he took bread, and gave thanks to God in presence of them all: and when he had broken it, he began to eat. 36Then were they all of good cheer, and they also took some meat. 37And we were in all in the ship two hundred threescore and sixteen souls. 38And when they had eaten enough, they lightened the ship, and cast out the wheat into the sea. 39And when it was day, they knew not the land: but they discovered a certain creek with a shore, into the which they were minded, if it were possible, to thrust in the ship. 40And when they had taken up the anchors, they committed themselves unto the sea, and loosed the rudder bands, and hoised up the mainsail to the wind, and made toward shore. 41And falling into a place where two seas met, they ran the ship aground; and the forepart stuck fast, and remained unmoveable, but the hinder part was broken with the violence of the waves. 42And the soldiers’ counsel was to kill the prisoners, lest any of them should swim out, and escape. 43But the centurion, willing to save Paul, kept them from their purpose; and commanded that they which could swim should cast themselves first into the sea, and get to land: 44And the rest, some on boards, and some on broken pieces of the ship. And so it came to pass, that they escaped all safe to land.
Skibbrud under sejladsen til Rom
1Det var nu afgjort, at vi skulle sejle til Italien, og derfor blev Paulus sammen med en del andre fanger sat under opsyn af en officer ved navn Julius fra den kejserlige hærafdeling. 2Vi gik om bord i et skib, der var på vej hjem til Adramyttion og på turen skulle anløbe havne langs Lilleasiens kyst. Aristark fra Thessaloniki var også med os.
3Efter en dags sejlads gjorde vi et kort ophold i Sidon. Julius var meget venlig over for Paulus og lod ham gå i land, så han kunne besøge sine venner og nyde godt af deres gæstfrihed. 4Da vi skulle sejle videre mod vest, havde vi modvind, og derfor drejede vi i stedet mod nord og sejlede i læ af Cypern. 5Vi passerede efterhånden provinserne Kilikien og Pamfylien og lagde ind til byen Myra i Lykien.
6Dér fandt officeren et egyptisk skib med hjemsted i Alexandria. Eftersom det skulle til Italien, blev vi alle overført til det skib, og vi sejlede af sted. 7-8I flere dage gik det kun langsomt fremad, da vi havde stiv modvind, og med meget besvær nåede vi på højde med Knidos. Her blev vestenvinden os for stærk, så vi drejede mod syd for at komme i læ af Kreta. Da vi havde passeret Kap Salmone på øens østlige spids, sejlede vi med stort besvær vestpå langs kysten og kom endelig til „Gode Havne” i nærheden af byen Lasæa. 9På grund af den megen modvind havde vi spildt en masse tid. Det var allerede tiden for efterårsstormene,27,9 Teksten siger: „Fastedagen var allerede overstået”. Der henvises til den store jødiske fastedag, Yom Kippur, som falder sidst i september eller først i oktober, afhængig af månens cyklus. og en lang sørejse over åbent hav ville være yderst risikabel. Paulus advarede både kaptajnen, styrmanden og Julius. 10„Mine herrer,” sagde han, „jeg forudser vanskeligheder. Hvis vi fortsætter rejsen nu, vil det føre til skibbrud med tab af både skibet og lasten. Ja, også menneskeliv vil gå tabt.” 11Men Julius foretrak at lytte til styrmanden og kaptajnen frem for Paulus. 12Og da den lille havn, vi var i, var uegnet til overvintring, holdt et flertal af besætningen på, at de skulle sejle videre langs kysten til Føniks, der var en havneby på Kreta, som havde indsejling fra sydvest og kunne yde beskyttelse mod storme fra nordvest.27,12 Teksten er uklar. Mere ordret: „med udsigt til sydvest og mod nordvestenvinden”. Havnen ligger i bunden af en smal fjord i en større bugt med indsejling fra syd og sydvest. Dér kunne de så afvente, at det blev forår.
13Da der var en let vind fra syd, så det ud til, at de kunne gennemføre deres plan. De lettede derfor anker og sejlede langs kysten. 14Men inden længe slog vejret pludselig om, og der kom en orkan af den slags, som er kendt under navnet „Nordøstorkanen”. 15Der var ikke andet at gøre end at lade skibet drive for vinden og blive ført til havs. 16En kort tid lå vi i læ bag en lille ø, som hedder Kauda, hvor det med nød og næppe lykkedes os at få skibsjollen hevet indenbords. 17Derefter surrede mandskabet tov rundt om skibet og under kølen for at styrke skroget. Da de var bange for at blive blæst helt ned til den nordafrikanske kyst, hvor skibet ville gå på grund på sandbankerne, firede de drivankeret ned.27,17 Teksten er usikker og kan måske oversættes: „tog de sejlene ned”. På den måde drev skibet af sted for vinden. 18Næste dag var stormen lige voldsom, og besætningen begyndte at kaste skibets last over bord. 19Dagen efter kastede de også størstedelen af sejlene og skibsgrejet over bord.
20Den frygtelige storm rasede med uformindsket styrke i flere døgn. Vi så hverken sol eller stjerner, og der var ikke længere noget håb om redning. 21Ingen havde lyst til at tage føde til sig, men så kaldte Paulus besætningen sammen og sagde: „Folkens! I burde have lyttet til mig og aldrig have sejlet ud fra ‚Gode Havne’. Så havde I sparet os for de tab, vi allerede har lidt. 22Men nu beder jeg jer om at fatte nyt mod, for selv om skibet ikke kan reddes, vil ingen komme til at miste livet. 23I nat kom der en engel til mig fra den Gud, som jeg tilhører og tjener, og han sagde: 24‚Vær ikke bange, Paulus! Det er Guds plan, at du skal stå foran den kejserlige domstol, og Gud vil også nådigt redde alle dem, der er i skibet sammen med dig.’ 25Da jeg er overbevist om, at det vil ske, som Gud har sagt til mig, skal I være ved godt mod. 26Men vi kommer til at strande på en ø.”
27Efter at vi i 14 dage havde drevet om i Middelhavet, fik sømændene midt om natten en formodning om, at der måtte være land forude. 28De loddede dybden og målte 20 favne27,28 En favn er ca. 1,80 meter, den længde, man kan favne med udstrakte arme. vand. Lidt efter loddede de igen og målte 15 favne. 29Det betød, at vi meget snart ville nå land, og da søfolkene var bange for, at der var klipper og skær langs kysten, kastede de fire ankre ud fra agterstavnen og bad til, at det snart ville blive lyst. 30Besætningsmedlemmerne lagde planer om at rømme skibet. De firede jollen i søen, idet de lod som om, de ville lægge ankre ud fra forstavnen. 31Men Paulus sagde til den romerske officer og soldaterne: „Hvis ikke de sømænd bliver om bord, kan I ikke blive reddet.” 32Så kappede soldaterne tovene til jollen og lod den drive bort.
33Da det første dagslys kunne skimtes, opfordrede Paulus alle til at spise noget. „I har ikke spist i 14 dage,” sagde han. 34„I skal sørge for at få noget mad, for det vil hjælpe jer til at blive reddet. Ingen af jer vil miste så meget som et hovedhår.” 35Så tog han selv et brød, takkede Gud for øjnene af dem alle, brækkede det i stykker og begyndte at spise. 36Alle de andre fik nyt mod og gav sig til at spise. 37Vi var 276 mennesker om bord. 38Da alle var blevet mætte, smed besætningen alt kornet over bord, for at skibet ikke skulle stikke så dybt.
39Da det blev lyst, kunne de se land, men ingen genkendte det. De så, at der var en strandbred ved en bugt, og derfor besluttede de at lade skibet løbe på grund der. 40De kappede ankrene og løsnede roret, som havde været surret fast med reb, hejste forsejlet og styrede skibet ind mod strandbredden. 41De kom til et sted, hvor to havstrømme mødtes, og dér satte de skibet på grund på en sandbanke. Forstavnen satte sig godt fast og blev stående urokkelig, mens agterskibet efterhånden blev slået i stykker af den voldsomme brænding. 42Soldaterne ville slå fangerne ihjel, for at ingen af dem skulle svømme i land og flygte. 43Men den romerske officer ville redde Paulus og forhindrede dem i at gøre det. Han gav ordre til, at alle, der kunne svømme, skulle springe over bord først, 44og at de øvrige skulle prøve at nå ind til land ved at klamre sig til planker eller vragrester fra skibet. Alle blev på den måde reddet i land i god behold.
