1And certain men which came down from Judæa taught the brethren, and said, Except ye be circumcised after the manner of Moses, ye cannot be saved. 2When therefore Paul and Barnabas had no small dissension and disputation with them, they determined that Paul and Barnabas, and certain other of them, should go up to Jerusalem unto the apostles and elders about this question. 3And being brought on their way by the church, they passed through Phenice and Samaria, declaring the conversion of the Gentiles: and they caused great joy unto all the brethren. 4And when they were come to Jerusalem, they were received of the church, and of the apostles and elders, and they declared all things that God had done with them. 5But there rose up certain of the sect of the Pharisees which believed, saying, That it was needful to circumcise them, and to command them to keep the law of Moses.
6¶ And the apostles and elders came together for to consider of this matter. 7And when there had been much disputing, Peter rose up, and said unto them, Men and brethren, ye know how that a good while ago God made choice among us, that the Gentiles by my mouth should hear the word of the gospel, and believe. 8And God, which knoweth the hearts, bare them witness, giving them the Holy Ghost, even as he did unto us; 9And put no difference between us and them, purifying their hearts by faith. 10Now therefore why tempt ye God, to put a yoke upon the neck of the disciples, which neither our fathers nor we were able to bear? 11But we believe that through the grace of the Lord Jesus Christ we shall be saved, even as they.
12¶ Then all the multitude kept silence, and gave audience to Barnabas and Paul, declaring what miracles and wonders God had wrought among the Gentiles by them.
13¶ And after they had held their peace, James answered, saying, Men and brethren, hearken unto me: 14Simeon hath declared how God at the first did visit the Gentiles, to take out of them a people for his name. 15And to this agree the words of the prophets; as it is written, 16After this I will return, and will build again the tabernacle of David, which is fallen down; and I will build again the ruins thereof, and I will set it up: 17That the residue of men might seek after the Lord, and all the Gentiles, upon whom my name is called, saith the Lord, who doeth all these things. 18Known unto God are all his works from the beginning of the world. 19Wherefore my sentence is, that we trouble not them, which from among the Gentiles are turned to God: 20But that we write unto them, that they abstain from pollutions of idols, and from fornication, and from things strangled, and from blood. 21For Moses of old time hath in every city them that preach him, being read in the synagogues every sabbath day. 22Then pleased it the apostles and elders, with the whole church, to send chosen men of their own company to Antioch with Paul and Barnabas; namely, Judas surnamed Barsabas, and Silas, chief men among the brethren: 23And they wrote letters by them after this manner; The apostles and elders and brethren send greeting unto the brethren which are of the Gentiles in Antioch and Syria and Cilicia: 24Forasmuch as we have heard, that certain which went out from us have troubled you with words, subverting your souls, saying, Ye must be circumcised, and keep the law: to whom we gave no such commandment: 25It seemed good unto us, being assembled with one accord, to send chosen men unto you with our beloved Barnabas and Paul, 26Men that have hazarded their lives for the name of our Lord Jesus Christ. 27We have sent therefore Judas and Silas, who shall also tell you the same things by mouth. 28For it seemed good to the Holy Ghost, and to us, to lay upon you no greater burden than these necessary things; 29That ye abstain from meats offered to idols, and from blood, and from things strangled, and from fornication: from which if ye keep yourselves, ye shall do well. Fare ye well. 30So when they were dismissed, they came to Antioch: and when they had gathered the multitude together, they delivered the epistle: 31Which when they had read, they rejoiced for the consolation. 32And Judas and Silas, being prophets also themselves, exhorted the brethren with many words, and confirmed them. 33And after they had tarried there a space, they were let go in peace from the brethren unto the apostles. 34Notwithstanding it pleased Silas to abide there still. 35Paul also and Barnabas continued in Antioch, teaching and preaching the word of the Lord, with many others also.
36¶ And some days after Paul said unto Barnabas, Let us go again and visit our brethren in every city where we have preached the word of the Lord, and see how they do. 37And Barnabas determined to take with them John, whose surname was Mark. 38But Paul thought not good to take him with them, who departed from them from Pamphylia, and went not with them to the work. 39And the contention was so sharp between them, that they departed asunder one from the other: and so Barnabas took Mark, and sailed unto Cyprus; 40And Paul chose Silas, and departed, being recommended by the brethren unto the grace of God. 41And he went through Syria and Cilicia, confirming the churches.
Apostelmødet i Jerusalem
1Mens Paulus og Barnabas opholdt sig i Antiokia, kom der nogle jøder fra Judæa på besøg, og de stod frem og sagde til menigheden: „I kan kun blive frelst, hvis I bliver omskåret efter de jødiske forskrifter.” 2Det førte til en heftig debat mellem Paulus og Barnabas på den ene side og de tilrejsende jøder fra Judæa på den anden. Til sidst blev det besluttet, at Paulus og Barnabas og nogle andre ledere fra menigheden i Antiokia skulle tage til Jerusalem for at diskutere sagen med apostlene og de øvrige ledere i menigheden der.
3Menigheden udrustede dem til rejsen, og på vej gennem Fønikien og Samaria gjorde de ophold i byerne for at besøge de Jesus-troende dér. Her fortalte de til alles store glæde, at mange ikke-jøder nu også havde vendt sig fra deres synd og havde taget imod budskabet om Jesus.
4Da de ankom til Jerusalem, blev de taget godt imod af hele menigheden med apostlene og de øvrige ledere i spidsen. Paulus og Barnabas berettede om de store ting, Gud havde udrettet gennem dem i deres arbejde blandt de ikke-jødiske folkeslag. 5Men nogle af de farisæere, der var kommet til tro, rejste sig op og sagde: „Disse mennesker skal omskæres, og de skal have besked på at overholde de love og forskrifter, Moses har givet os.”
6Apostlene og menighedens ledere holdt nu et særskilt møde for at drøfte spørgsmålet. 7Det førte til en længere diskussion, og til sidst rejste Peter sig. „Venner,” sagde han. „I ved jo godt alle sammen, hvordan Gud i begyndelsen udvalgte mig iblandt jer og brugte mig til at forkynde budskabet om Jesus for ikke-jøder, så også de kunne komme til tro. 8Og Gud, som kender hjertets indstilling, satte det blå stempel på dem ved at give dem Helligåndens kraft, ligesom han gav den til os. 9Han gjorde ingen forskel på dem og os, for vi har alle fået hjertet renset gennem troen. 10Skal vi nu til at gå i rette med Gud og lægge en byrde på disciplenes skuldre, som hverken vores forfædre eller vi selv har været i stand til at bære? 11Nej! Det er gennem Herren Jesu nåde, at vi kommer til tro og bliver frelst på samme måde som dem, der ikke er jøder.”
12Forsamlingen blev stille, og de lyttede nu til Barnabas og Paulus, der fortalte om de undere, som Gud havde udført gennem dem blandt de ikke-jødiske folkeslag.
13-14Da de var færdige med deres beretning, tog Jakob ordet og sagde: „Venner, jeg vil gerne sige noget. Simon har fortalt, hvordan Gud greb ind og åbnede døren for mennesker fra andre folkeslag til at blive et folk, der tilhører ham. 15Det stemmer helt overens med, hvad profeterne har sagt. Der står jo skrevet: 16‚Derefter vil jeg vende tilbage og genopbygge Davids rige.15,16 Ordet betyder egentlig: „dække, løvhytte, midlertidigt vagttelt eller kommandotelt”. Her er det sandsynligvis brugt om Davids kongelige kommandotelt og derfor symbolet på hans herredømme. Jeg vil genopbygge det, som blev revet ned, og få det op at stå igen. 17Det gør jeg, for at de øvrige må søge Herren, alle de andre folkeslag, som jo også tilhører mig. Det er Herren, der siger det, og han vil gøre det.’15,17 Frit citeret efter Amos 9,11-12. Den græske tekst er usikker, og det er ikke helt afgjort, hvor citatet slutter.”
18Jakob fortsatte: „Det har altså været kendt fra gammel tid, at de øvrige folkeslag også skulle med. 19Jeg mener derfor, at vi ikke skal lægge unødvendige byrder på de ikke-jøder, der vender sig til Gud. 20Nej, lad os blot skrive til dem, at de skal afholde sig fra al seksuel synd, og endvidere bør de ikke spise blod, kød fra kvalte dyr eller kød, som først har været ofret til afguderne.15,20 Ifølge 3.Mos. 17,10-16 gjaldt de to regler om ikke at spise blod eller kød med blod i også blandt de fremmede, som boede blandt jøderne. I en menighed, der bestod af en blanding af jøder og ikke-jøder, var der særlige hensyn at tage, jf. Rom. 14. Afgudsofferkød og seksuel umoral var et stort problem i de store græske byer, mens det med blodet var et problem for jøderne. 21Alle kender jo de love, vi har fra Moses, for de er blevet oplæst og forkyndt hver eneste sabbat gennem utallige generationer i synagogerne rundt omkring i de forskellige byer.”
22Da sagen dermed var afgjort, besluttede apostlene og lederne i samråd med hele menigheden at sende nogle repræsentanter til Antiokia sammen med Paulus og Barnabas. De mænd, der blev udvalgt til den opgave, var to af menighedens ledere, nemlig Judas Barsabbas og Silas. 23De fik følgende brev med:
Fra apostlene og menighedens ledelse i Jerusalem.
Til de ikke-jødiske troende i Antiokia, Syrien og Kilikien.
Mange hilsener til jer alle!
24Vi har fået at vide, at nogle folk herfra har skabt en del uro hos jer ved blandt andet at sætte spørgsmålstegn ved jeres frelse. Det har vi imidlertid aldrig bedt dem om, 25og vi er derfor blevet enige om at sende jer to udvalgte mænd fra menigheden her sammen med vores elskede Barnabas og Paulus, 26som jo har vovet livet i arbejdet for vores Herre, Jesus Kristus. 27Vi sender altså Judas og Silas, for at de mundtligt kan bekræfte det, som vi her skriver om.
28Helligånden og vi har besluttet, at der ikke skal lægges nogen større byrde på jer, end det er strengt nødvendigt. 29Det vil sige, at I skal holde jer fra at spise kød, som er ofret til afguderne, kød af kvalte dyr og blod. Desuden skal I holde jer fra al seksuel synd. Hvis I overholder det, handler I ret. Lev vel!
30De fire mænd tog så af sted til Antiokia, hvor de kaldte menigheden sammen og overrakte dem brevet. 31Da brevet var blevet oplæst, blev der glæde i hele menigheden over de opmuntrende ord. 32Judas og Silas var profeter, og de opmuntrede og styrkede menigheden gennem flere budskaber. 33De blev i byen et stykke tid, hvorefter de vendte tilbage til Jerusalem med hilsen og tak til dem, der havde sendt dem.15,33 Nogle håndskrifter har tilføjet vers 34: „Dog besluttede Silas at blive.” 35Paulus og Barnabas opholdt sig endnu en tid i Antiokia for sammen med mange andre at undervise og forkynde Herrens ord.
Paulus rejser ud med Silas, og Barnabas tager Markus med
36Nogen tid efter sagde Paulus til Barnabas: „Lad os nu vende tilbage for at se, hvordan det går med menighederne i de byer, hvor vi har forkyndt Herrens ord.” 37Men da Barnabas ønskede at tage Johannes Markus med, 38gjorde Paulus indsigelser. Han mente ikke, at Markus skulle med dem nu, eftersom han var rejst tilbage, da de kom til Pamfylien, i stedet for at fortsætte i arbejdet sammen med dem.
39De to mænds uenighed på det punkt blev så skarp, at de besluttede at tage hver sit sted hen. Barnabas tog Markus med sig og sejlede til Cypern. 40Men Paulus valgte at tage Silas med, og efter at menighedens ledere havde bedt om, at Gud i sin nåde ville være med dem, 41tog de af sted og rejste til provinserne Syrien og Kilikien for at styrke menighederne der.
