1Now it came to pass, as David sat in his house, that David said to Nathan the prophet, Lo, I dwell in an house of cedars, but the ark of the covenant of the LORD remaineth under curtains. 2Then Nathan said unto David, Do all that is in thine heart; for God is with thee.
3¶ And it came to pass the same night, that the word of God came to Nathan, saying, 4Go and tell David my servant, Thus saith the LORD, Thou shalt not build me an house to dwell in: 5For I have not dwelt in an house since the day that I brought up Israel unto this day; but have gone from tent to tent, and from one tabernacle to another.17.5 have gone: Heb. have been 6Wheresoever I have walked with all Israel, spake I a word to any of the judges of Israel, whom I commanded to feed my people, saying, Why have ye not built me an house of cedars? 7Now therefore thus shalt thou say unto my servant David, Thus saith the LORD of hosts, I took thee from the sheepcote, even from following the sheep, that thou shouldest be ruler over my people Israel:17.7 from following: Heb. from after 8And I have been with thee whithersoever thou hast walked, and have cut off all thine enemies from before thee, and have made thee a name like the name of the great men that are in the earth. 9Also I will ordain a place for my people Israel, and will plant them, and they shall dwell in their place, and shall be moved no more; neither shall the children of wickedness waste them any more, as at the beginning, 10And since the time that I commanded judges to be over my people Israel. Moreover I will subdue all thine enemies. Furthermore I tell thee that the LORD will build thee an house.
11¶ And it shall come to pass, when thy days be expired that thou must go to be with thy fathers, that I will raise up thy seed after thee, which shall be of thy sons; and I will establish his kingdom. 12He shall build me an house, and I will stablish his throne for ever. 13I will be his father, and he shall be my son: and I will not take my mercy away from him, as I took it from him that was before thee: 14But I will settle him in mine house and in my kingdom for ever: and his throne shall be established for evermore. 15According to all these words, and according to all this vision, so did Nathan speak unto David.
16¶ And David the king came and sat before the LORD, and said, Who am I, O LORD God, and what is mine house, that thou hast brought me hitherto? 17And yet this was a small thing in thine eyes, O God; for thou hast also spoken of thy servant’s house for a great while to come, and hast regarded me according to the estate of a man of high degree, O LORD God. 18What can David speak more to thee for the honour of thy servant? for thou knowest thy servant. 19O LORD, for thy servant’s sake, and according to thine own heart, hast thou done all this greatness, in making known all these great things.17.19 great…: Heb. greatnesses 20O LORD, there is none like thee, neither is there any God beside thee, according to all that we have heard with our ears. 21And what one nation in the earth is like thy people Israel, whom God went to redeem to be his own people, to make thee a name of greatness and terribleness, by driving out nations from before thy people, whom thou hast redeemed out of Egypt? 22For thy people Israel didst thou make thine own people for ever; and thou, LORD, becamest their God. 23Therefore now, LORD, let the thing that thou hast spoken concerning thy servant and concerning his house be established for ever, and do as thou hast said. 24Let it even be established, that thy name may be magnified for ever, saying, The LORD of hosts is the God of Israel, even a God to Israel: and let the house of David thy servant be established before thee. 25For thou, O my God, hast told thy servant that thou wilt build him an house: therefore thy servant hath found in his heart to pray before thee.17.25 hast…: Heb. hast revealed the ear of thy servant 26And now, LORD, thou art God, and hast promised this goodness unto thy servant: 27Now therefore let it please thee to bless the house of thy servant, that it may be before thee for ever: for thou blessest, O LORD, and it shall be blessed for ever.17.27 let…: or, it hath pleased thee
Guds pagtsløfte til David og hans slægt
2.Sam. 7,1-29
1Efter at David var flyttet ind i sit kongelige palads, sagde han en dag til profeten Natan: „Her sidder jeg i mit smukke palads af cedertræ—men Herrens Pagts Ark står stadig i et telt!”
2„Gør du bare, hvad du har på hjerte,” svarede Natan, „for Gud er med dig.”
3Men samme nat sagde Gud til Natan: 4„Sig til min tjener David, at han ikke skal bygge et hus til mig! 5Jeg har endnu aldrig haft et hus at bo i. Min bolig har været et telt lige siden den dag, jeg førte Israels folk ud af Egypten, og jeg er flyttet med dem fra den ene lejrplads til den anden. 6Har jeg nogen sinde beklaget mig over det til de ledere, jeg indsatte som hyrder for mit folk? Har jeg bedt nogen af dem om at bygge mig et fornemt hus af cedertræ?
7Derfor skal du give David følgende besked fra den almægtige Herre: ‚Jeg hentede dig fra græsgangen, hvor du vogtede får, og satte dig til at være leder for mit folk. 8Overalt hvor du kom frem, var jeg med dig og tilintetgjorde dine fjender. Jeg vil gøre dig lige så berømt som de kendteste mænd i verden. 9-10Jeg har givet mit folk et sted at slå sig ned og bo uden frygt, og uden at blive mishandlet af deres fjender, sådan som det skete før i tiden, dengang jeg indsatte dommere til at lede mit folk. Jeg har skaffet dig fred fra alle dine fjender.
Hør nu efter, hvad jeg siger: I stedet for at du bygger mig et hus, vil jeg „bygge” dig et kongehus. 11Når du engang er død, skal en af dine efterkommere overtage tronen, og jeg vil gøre hans kongedømme stærkt. 12Han skal bygge mig et tempel, og jeg vil gøre hans herredømme urokkeligt for evigt.17,12 Det hebraiske udtryk „for evigt” betegner en ikke nærmere fastsat tidsperiode uden nogen klar afslutning. Det kan betyde noget vedvarende gennem alle kommende generationer i al fremtid, eller det kan betyde så længe vedkommende lever, jf. 1.Sam. 1,22; 13,13; 20,23.42. 13Jeg vil være hans far, og han skal være min søn. Jeg vil altid være trofast over for ham. Jeg vil ikke rive kongemagten ud af hans hænder, som jeg gjorde med din forgænger. 14Jeg indsætter ham som konge i mit rige og leder for mit folk for evigt. Ja, hans herredømme vil vare til evig tid.’ ”
15Så gik Natan til David og fortalte ham alt, hvad Gud havde sagt. 16David gik da ind i teltet, hvor arken stod, og han satte sig for Herrens ansigt og bad: „Herre, min Gud, du har allerede gjort så meget for mig. 17Og nu giver du mig tilmed løfter, der gælder mine efterkommere langt ud i fremtiden! Min Herre og Gud, du har løftet sløret for dine planer!17,17 Betydningen af den hebraiske tekst er usikker. 18Hvad mere kan jeg sige om den ære, du viser mig? Du ved, at jeg ønsker at tjene dig. 19Du har gjort dette for din tjeners skyld, og fordi du ville det. Det er store løfter, du har åbenbaret for mig. 20Herre, du er uendelig stor—der er ingen anden Gud end dig! Det ved vi så godt. 21Hvilket andet folk på den vide jord har du gjort så meget for som for Israel, dit eget folk? Du har befriet dit folk, så de kunne bringe ære til dit navn. Du har udført mægtige undere ved at frelse dit folk fra slaveriet i Egypten og drive de andre folkeslag bort foran dig. 22Du udvalgte Israels folk til at være dit folk for evigt, og du blev Israels Gud.
23-24Min Herre og Gud, gid det løfte, du har givet mig og min slægt, må stå fast for evigt. Må dets opfyldelse bringe dig evig ære, så folk erkender, at Israels Gud er den almægtige Gud. Må din tjener Davids slægt altid tjene dig. 25Min Gud, du har sagt, at du vil bygge mig et kongehus. Det er derfor, jeg drister mig til at komme med en bøn til dig. 26Min Herre og min Gud, du har givet mig gode løfter for fremtiden. 27Velsign min slægt, så den altid må bestå for dit ansigt. Når du, Herre, velsigner min slægt, vil den altid være velsignet!”
