Job 10 – HTB & BPH

Het Boek

Job 10:1-22

Job betreurt zijn geboortedag

1‘Ik ben het leven moe. Laat mij maar rustig klagen en mijn bitterheid en bedroefdheid onder woorden brengen.

2Ik zal tegen God zeggen: “Veroordeel mij niet zomaar, vertel mij tenminste waarom U het doet!

3Heeft U er wat aan dat U mij veracht en onder druk zet, een mens dat U Zelf hebt gemaakt, terwijl U tegelijkertijd vreugde en voorspoed geeft aan de goddelozen?

4-7Hebt U menselijke ogen en ziet U zoals stervelingen zien? Bent U net zo onrechtvaardig als mensen kunnen zijn? Is uw leven even kort als het onze? Waarom speurt U naar mijn fouten, terwijl U weet dat ik onschuldig ben? Doet U dat omdat U weet dat toch niemand mij uit uw hand kan redden?

8U hebt mij gemaakt, maar toch vernietigt U mij.

9Ach, denk er toch alstublieft aan dat ik maar van stof ben gemaakt, wilt U mij al zo snel weer in stof veranderen?

10Als melk hebt U mij uitgegoten, als kaas hebt U mij laten stremmen.

11U gaf mij een huid en vlees en doorweefde mij met beenderen en spieren.

12U gaf mij het leven, was goed en vriendelijk voor mij en uw goede zorgen hebben mij bewaard.

13-14 Toen U mij maakte, was U al van plan mij te straffen, als ik zou zondigen.

15Als ik schuldig ben, wee mij! En als ik onschuldig ben, dan loop ik met mijn hoofd gebogen, want ik schaam mij en ben overspoeld door verdriet.

16Als ik met opgeheven hoofd zou rondlopen, springt U als een leeuw op mij en toont uw geweldige overmacht.

17Telkens weer getuigt U tegen mij, treft U mij met een steeds groter wordende toorn, steeds vijandiger stelt u zich tegen mij op.

18Maar waarom liet U mij dan toch geboren worden? Waarom liet U mij bij mijn geboorte niet sterven?

19Dan zou ik niets geweten hebben van dit ellendige bestaan! Ik zou direct vanuit de baarmoeder naar het graf zijn gebracht.

20-21 Ziet U niet hoe weinig tijd ik nog heb? Och, laat mij toch met rust, zodat ik nog een korte tijd van vreugde heb, voordat ik naar het land van duisternis en de schaduwen van de dood ga om nooit meer terug te keren,

22een land dat zo donker is als de diepste duisternis van de nacht, een land van de schaduw van de dood, waar verwarring heerst en waar het helderste licht nog zo donker is als de nacht.” ’

Bibelen på hverdagsdansk

Jobs Bog 10:1-22

Job fortsætter sin klage mod Gud

1Jeg er led og ked af at leve.

Lad mig give frit løb for min klage,

give luft for bitterheden i min sjæl.

2Døm mig ikke bare skyldig, oh, Gud,

men fortæl mig, hvilken synd jeg har begået.

3Hvad gavn har du af at ødelægge mig?

Hvorfor forkaster du det, du selv har skabt,

og lader de ondes intriger lykkes?

4Er dine øjne som et menneskes øjne?

Er dine tanker som mennesketanker?

5Er dit liv kort som et menneskes?

Lever du kun nogle ganske få år,

6siden du har så travlt med at finde fejl,

er så ivrig efter at dømme mig skyldig?

7Du ved, jeg er uskyldig,

men hvem kan redde mig fra din straf?

8Det var dine hænder, som skabte mig,

men nu er du ved at ødelægge mig!

9Husk på, at jeg er formet af skrøbeligt ler.

Vil du virkelig knuse mig til støv?

10Du stod bag min undfangelse

og formede mig i min moders liv.

11Du dannede mine knogler og sener

og dækkede dem med muskler og hud.

12Du gav mig livet ved din nåde

og værnede om mig i min opvækst.

13Men du havde mere i tanke,

og det forstår jeg først nu:

14Du ville holde øje med, om jeg syndede,

og hvis jeg gjorde det, ville du ikke tilgive.

15Var jeg skyldig, ville jeg få min straf.

Og selv om jeg var uskyldig,

kunne jeg ikke frimodigt løfte hovedet

på grund af min elendighed og ulykke.

16Da jeg alligevel gjorde det,

sprang du på mig som en løve

og demonstrerede din magt over mig.

17Du sendte nye lidelser over mig,

og din vrede syntes at vokse,

for den ene ulykke afløste den anden.

18Hvorfor lod du mig dog blive født?

Gid jeg var død i min moders liv,

19så det var, som om jeg aldrig havde levet,

men blev lagt direkte ned i graven.

20Jeg har ikke mange dage tilbage af mit liv.

Kan jeg ikke få lidt fred og trøst til sidst?

21Når jeg først er draget til de dødes rige,

vender jeg aldrig mere tilbage.

22Der bliver lyset opslugt af mørket,

så der altid er kaos og kulsort nat.”