Simson befreit sich aus Gaza
1Einmal kam Simson nach Gaza. Dort sah er eine Prostituierte und ging zu ihr ins Haus. 2Schnell sprach es sich unter den Bewohnern der Stadt herum: »Simson ist hier!« Die Philister umstellten das Haus und legten sich die Nacht über am Stadttor auf die Lauer. Sie beschlossen: »Solange es dunkel ist, unternehmen wir nichts. Erst im Morgengrauen bringen wir ihn um!«
3Simson lag bis Mitternacht im Bett. Dann stand er auf und ging zum Stadttor. Er packte die Torflügel, riss sie mit Pfosten und Querbalken heraus, nahm sie auf die Schultern und trug sie auf den Gipfel des Berges, der in Richtung Hebron liegt.
Die Philister stellen Simson eine Falle
4Einige Zeit später verliebte sich Simson in eine Frau namens Delila, die im Sorek-Tal wohnte. 5Einige Fürsten der Philister kamen zu ihr und forderten sie auf: »Du weißt, dass Simson dich liebt. Nutz das doch aus und frag ihn, woher seine große Kraft stammt, damit wir ihn überwältigen können. Finde heraus, womit man ihn fesseln kann! Jeder von uns gibt dir dafür 1100 Silberstücke.«
6Delila fragte Simson: »Willst du mir nicht anvertrauen, warum du so stark bist? Gibt es Fesseln, die du nicht zerreißen kannst?« 7Er antwortete: »Wenn man mich mit sieben frischen Sehnen bindet, die noch nicht trocken sind, dann werde ich so schwach wie jeder andere Mensch.« 8Die Fürsten besorgten sieben solcher Sehnen, und Delila fesselte Simson damit, 9während einige Philister im Nebenzimmer lauerten. Dann rief sie: »Simson! Die Philister kommen!« Da zerriss er die Sehnen, als wären sie angesengte Bindfäden. Das Geheimnis seiner Kraft hatte er nicht verraten.
10Delila warf ihm vor: »Du hast mich getäuscht und belogen! Sag mir, wie man dich wirklich fesseln kann!« 11Er antwortete: »Wenn man mich mit neuen Seilen bindet, die noch nie gebraucht worden sind, habe ich so wenig Kraft wie jeder andere.« 12Delila nahm solche Seile und fesselte Simson damit. Wieder lauerte man ihm nebenan auf. Aber als sie rief: »Simson! Die Philister kommen!«, riss er die Seile von seinen Armen wie Fäden.
13»Immer täuschst du mich«, klagte Delila, »ständig belügst du mich! Verrate mir endlich, womit man dich binden kann!« Simson erwiderte: »Du musst meine sieben Haarflechten im Webstuhl einweben!« 14Als er schlief, wob Delila sein Haar hinein und befestigte es mit dem Pflock. Dann rief sie: »Simson! Die Philister!« Er sprang auf und riss das Gewebe samt dem Pflock heraus.
15Erneut machte Delila ihm Vorwürfe: »Wie kannst du noch behaupten, dass du mich liebst? In Wahrheit gehört dein Herz mir gar nicht! Dreimal hast du mich belogen und mir immer noch nicht verraten, warum du so stark bist.« 16Tag für Tag redete sie auf ihn ein. Sie drängte ihn so sehr, dass er es zuletzt nicht mehr ertragen konnte 17und sein Geheimnis preisgab: »Ich bin von Mutterleib an Gott geweiht, niemals hat man mir die Haare geschnitten. Ohne sie würde ich meine Kraft verlieren und schwach werden wie jeder andere.«
18Delila wusste, dass er ihr jetzt die Wahrheit gesagt hatte. Sie benachrichtigte die Fürsten der Philister: »Kommt! Er hat mir alles anvertraut!« Da kamen sie und brachten die versprochenen Silberstücke mit.
19Delila ließ Simson in ihrem Schoß einschlafen. Dann winkte sie einen Mann herbei und schnitt Simsons sieben Haarflechten ab. Während sie es tat, verlor er seine Kraft. 20»Simson«, rief sie dann, »die Philister sind da!« Er wachte auf und meinte, er könnte sich wieder befreien und losreißen. Er wusste nicht, dass der Herr sich von ihm abgewandt hatte. 21Die Philister packten Simson und stachen ihm die Augen aus. Dann brachten sie ihn nach Gaza, fesselten ihn mit Ketten aus Bronze und warfen ihn ins Gefängnis. Dort musste er die Kornmühle drehen.
22Allmählich begann sein Haar wieder zu wachsen.
Simsons letzte Rache
23Die Fürsten der Philister versammelten sich zu einem großen Fest. Sie brachten ihrem Gott Dagon viele Schlachtopfer dar und feierten ihren Sieg. Dabei sangen sie:
»Unserm Dagon sei’s gedankt:
Simson ist in unsrer Hand!«
24-25Als sie richtig in Stimmung waren, riefen sie: »Holt Simson! Er soll uns etwas vorführen!« So wurde Simson aus dem Gefängnis herbeigebracht, und sie trieben ihren Spott mit ihm. Sie priesen ihren Gott und stimmten von neuem ihr Lied an:
»Unserm Dagon sei’s gedankt:
Simson ist in unsrer Hand!
Wie viel Mann hat er vernichtet!
Was alles hat er angerichtet!«
Dann stellten sie Simson zwischen die Säulen des Gebäudes. 26Er bat den Jungen, der ihn an der Hand führte: »Lass mich einmal kurz los! Ich möchte nach den Säulen tasten, die das Dach tragen, und mich etwas an sie lehnen.« 27Das Gebäude war voller Menschen. Auch die Fürsten der Philister waren alle gekommen. Allein vom Dach aus hatten etwa dreitausend Leute zugesehen, wie Simson verspottet wurde.
28Simson betete: »Herr, mein Gott, erinnere dich an mich! Bitte gib mir noch dies eine Mal so viel Kraft wie früher! Ich will mich wenigstens dafür rächen, dass sie mir die Augen ausgestochen haben.« 29Dann fasste Simson die beiden mittleren Säulen, auf denen das Dach ruhte, eine mit der rechten Hand, eine mit der linken, und stemmte sich dagegen. 30»Sollen die Philister mit mir sterben!«, schrie er und stieß die Säulen mit aller Kraft um. Das Gebäude brach über den Philistern und ihren Fürsten zusammen. Dabei riss Simson mehr Menschen mit in den Tod, als er in seinem ganzen Leben getötet hatte.
31Simsons Brüder und seine übrigen Angehörigen kamen, hoben seinen Leichnam auf und brachten ihn zum Grab seines Vaters Manoach. Dort, zwischen Zora und Eschtaol, begruben sie ihn. Zwanzig Jahre lang hatte Simson das Volk Israel geführt.
Da Samson rykkede byporten i Gaza op
1En dag, da Samson var på besøg i filisterbyen Gaza, overnattede han hos en prostitueret kvinde. 2Det rygtedes snart, at Samson var i byen, hvorefter indbyggerne stillede vagtposter op forskellige steder i byen og lagde sig på lur ved byporten. De ventede hele natten i stilhed ved porten, for de tænkte: „I morgen, så snart det bliver lyst, dræber vi ham.”
3Samson blev imidlertid kun liggende til midnat. Så forlod han huset og gik ud til byporten, som han rykkede op med stolper og portfløje, og bar det hele på sine skuldre op på toppen af bakken, der ligger over for Hebron.
Samson og Dalila
4Senere forelskede Samson sig i en pige ved navn Dalila, der boede i Sorekdalen. 5De fem filisterkonger opsøgte hende nu og sagde: „Du skal lokke Samson til at røbe, hvad det er, der giver ham de vældige kræfter, og hvordan vi kan overmande og uskadeliggøre ham. Så skal du få 1100 sølvstykker fra hver af os!” lovede de.
6Så tiggede og bad hun Samson om at røbe hemmeligheden. „Sig mig, Samson, hvor får du dine kræfter fra?” spurgte hun. „Hvordan kan det lade sig gøre at binde dig, så du ikke kan slippe fri?” 7„Hvis jeg bliver bundet med syv sener, som endnu ikke er blevet tørre, så bliver jeg lige så svag som alle andre,” svarede Samson.
8-9Så gav filisterkongerne hende syv sener og lod nogle af deres folk ligge på lur i værelset ved siden af. Da Samson var faldet i søvn, bandt hun ham med senerne og råbte: „Samson, vågn op! Filistrene kommer!” Samson vågnede med et sæt og sprængte senerne, som var det sytråd, der blev holdt over ilden. Så var de lige vidt, for Samson havde stadig ikke røbet sin hemmelighed.
10„Du har narret mig ved ikke at fortælle mig sandheden,” blev Dalila ved. „Sig mig nu, hvordan det kan lade sig gøre at binde dig!” 11„Hvis jeg bliver bundet med nye reb, der aldrig har været brugt, så bliver jeg lige så svag som alle andre,” svarede Samson.
12Da Samson var faldet i søvn, tog Dalila nye reb og bandt ham med dem, mens der igen lå mænd på lur i værelset ved siden af. Så råbte hun: „Samson, vågn op! Filistrene kommer!” Men også denne gang sprængte han sine bånd, som var det sytråd.
13„Hvorfor narrer du mig og bliver ved at lyve for mig?” spurgte hun. „Sig mig nu, hvordan det kan lade sig gøre at binde dig!” „Hvis du væver mine syv fletninger ind i klædet, der sidder på væven, og fastgør det med skyttelen, bliver jeg lige så svag som alle andre,” svarede han.
14Da Samson var faldet i søvn, gjorde hun, som han havde sagt, og råbte: „Samson, vågn op! Filistrene kommer!” Da vågnede Samson med et sæt, rev skyttelen ud og fik håret fri fra væven.
15„Hvordan kan du påstå, at du elsker mig, hvis du ikke vil vise mig fortrolighed?” klagede hun. „Nu har du tre gange gjort mig til grin ved ikke at fortælle mig din hemmelighed!”
16-17Sådan blev hun ved med at presse og plage ham, indtil han blev dødtræt af at høre på hende og røbede hemmeligheden. „Mit hår er aldrig blevet klippet,” forklarede han, „for jeg er naziræer og har været indviet til Gud, fra før jeg blev født. Hvis mit hår bliver klippet af, vil min styrke forlade mig, så jeg bliver lige så svag som alle andre.”
18Dalila var klar over, at Samson denne gang havde fortalt hende sandheden, så hun sendte bud efter filisterkongerne: „Kom tilbage en gang til,” sagde hun, „for denne gang har han talt sandt!” Så kom de tilbage og bragte den lovede sum penge med sig. 19Da Dalila havde lullet Samson i søvn i sit skød, kaldte hun på en af mændene, som straks klippede hans syv fletninger af. Samsons styrke var nu forsvundet, og det var begyndelsen til hans ydmygelse, takket være Dalila.
20„Samson, vågn op!” råbte hun. „Filistrene kommer!” Da vågnede han op og tænkte: „Jeg skal nok slippe fra dem og ryste båndene af mig, som jeg plejer.” Han vidste nemlig ikke, at Herrens kraft havde forladt ham. 21Men filistrene greb ham og stak øjnene ud på ham, hvorefter de førte ham til Gaza, bandt ham med bronzelænker og satte ham til at trække en møllesten i fængslet. 22Men Samsons hår begyndte langsomt at vokse ud igen.
Samsons sidste hævnakt over filistrene
23Nogen tid efter arrangerede filisterkongerne en stor fest til ære for deres gud Dagon. De bragte takofre til gudestatuen og fejrede, at Samson endelig var blevet uskadeliggjort. „Dagon har udleveret vores fjende Samson til os!” jublede de. 24Da folkeskaren gik forbi og så den fangne Samson i fængslet, lovpriste de deres gud med ordene:
„Vores gud har hjulpet os med at fange fjenden,
som dræbte mangen en mand
og hærgede hele vores land.”
25Da alle var kommet i stemning, var der nogle, der råbte: „Hent Samson op fra fængslet, så han kan optræde for os.” Så blev Samson ført ud og tvunget til at optræde for dem. Da Samson stod mellem søjlerne, 26sagde han til slaven, der havde ført ham ved hånden: „Før mig hen til de store søjler som bærer taget, så jeg kan hvile mig op ad dem.”
27Templet var fyldt med mennesker, både mænd og kvinder, som havde set Samson optræde. Alle filisterkongerne var der, og på taget var der omkring 3000 mænd og kvinder.
28Da bad Samson til Herren. „Min Herre og Gud,” sagde han, „hjælp mig nu og giv mig styrke for sidste gang, så jeg kan hævne mig på filistrene, fordi de stak mine øjne ud.”
29Så stemte Samson armene imod de to bærende søjler midt i templet og bad: 30„Lad mig dø sammen med filistrene!” Så skubbede han til af alle kræfter—og templet brasede sammen over filisterkongerne og alle, der var forsamlet. Samson dræbte således flere ved sin død, end han havde dræbt, mens han levede.
31Senere kom hans brødre og slægtninge ned for at hente hans lig. De bar ham hjem og begravede ham mellem Zora og Eshtaol, hvor hans far Manoa lå begravet. Samson havde været Israels befrier i 20 år.
