Psalm 107 – HOF & BPH

Hoffnung für Alle

Psalm 107:1-43

Fünftes Buch

(Psalm 107–150)

Herr, du hast uns gerettet!

1Dankt dem Herrn, denn er ist gut,

und seine Gnade hört niemals auf!

2Dies sollen alle bekennen, die der Herr erlöst hat.

Ja, er hat sie aus der Gewalt ihrer Unterdrücker befreit

3und aus fernen Ländern wieder zurückgebracht –

aus Ost und West, aus Nord und Süd.

4Manche irrten in der trostlosen Wüste umher

und konnten keinen bewohnten Ort finden.

5Hunger und Durst raubten ihnen alle Kraft,

sie waren der Verzweiflung nahe.

6In auswegloser Lage schrien sie zum Herrn,

und er rettete sie aus ihrer Not.

7Er half ihnen, den richtigen Weg zu finden,

und führte sie zu einer bewohnten Stadt.

8Sie sollen den Herrn preisen für seine Gnade

und für seine Wunder, die er uns Menschen erleben lässt!

9Denn er hat den Verdurstenden zu trinken gegeben,

die Hungernden versorgte er mit reichlich Nahrung.

10Andere lagen in der Finsternis gefangen

und litten unter ihren schweren Fesseln.

11Sie hatten missachtet, was Gott ihnen sagte,

und die Weisungen des Höchsten in den Wind geschlagen.

12Darum zerbrach er ihren Stolz durch Mühsal und Leid;

sie lagen am Boden, und keiner half ihnen auf.

13In auswegloser Lage schrien sie zum Herrn,

und er rettete sie aus ihrer Not.

14Er holte sie aus den finsteren Kerkern heraus

und riss ihre Fesseln entzwei.

15Sie sollen den Herrn preisen für seine Gnade

und für seine Wunder, die er uns Menschen erleben lässt!

16Denn er hat die gepanzerten Türen zerschmettert

und die eisernen Riegel aufgebrochen.

17Andere hatten leichtfertig gesündigt;

wegen ihrer Verfehlungen siechten sie nun dahin.

18Zuletzt ekelten sie sich vor jeder Speise

und standen schon an der Schwelle des Todes.

19In auswegloser Lage schrien sie zum Herrn,

und er rettete sie aus ihrer Not.

20Er sprach nur ein Wort, und sie wurden gesund.

So bewahrte er sie vor dem sicheren Tod.

21Sie sollen den Herrn preisen für seine Gnade

und für seine Wunder, die er uns Menschen erleben lässt!

22Aus Dank sollen sie ihm Opfergaben bringen

und voll Freude von seinen Taten erzählen!

23Wieder andere segelten aufs Meer hinaus,

um mit ihren Schiffen Handel zu treiben.

24Dort erlebten sie die Macht des Herrn,

auf hoher See wurden sie Zeugen seiner Wunder.

25Nur ein Wort von ihm – und ein Sturm peitschte das Meer.

Wogen türmten sich auf,

26warfen die Schiffe hoch in die Luft

und stießen sie sogleich wieder in die Tiefe.

Da verloren die Seeleute jede Hoffnung.

27Sie wankten und taumelten wie Betrunkene,

mit ihrer Weisheit waren sie am Ende.

28In auswegloser Lage schrien sie zum Herrn,

und er rettete sie aus ihrer Not.

29Er bannte die tödliche Gefahr:

Der Sturm legte sich, und die Wellen wurden ruhig.

30Da jubelten sie, dass endlich Stille herrschte!

Gott brachte sie in den sicheren Hafen, an das ersehnte Ziel.

31Sie sollen den Herrn preisen für seine Gnade

und für seine Wunder, die er uns Menschen erleben lässt!

32Vor der ganzen Gemeinde sollen sie ihn rühmen

und ihn loben vor dem Rat der führenden Männer.

33Gott verwandelt wasserreiches Land in dürre Wüste,

und wo vorher Quellen sprudelten, entstehen trostlose Steppen.

34Fruchtbare Gebiete lässt er zur Salzwüste veröden,

wenn die Bosheit der Bewohner dort überhandnimmt.

35Doch er verwandelt auch dürres Land in eine Oase

und lässt mitten in der Steppe Quellen aufbrechen.

36Hungernde Menschen siedeln sich dort an

und gründen Städte, um darin zu wohnen.

37Sie bestellen die Felder, legen Weinberge an

und bringen Jahr für Jahr eine reiche Ernte ein.

38Gott segnet sie mit vielen Kindern

und vergrößert ihre Viehherden immer mehr.

39Doch wenn sie immer weniger werden,

wenn sie gebeugt sind von Unglück und Leid,

40dann macht Gott ihre Unterdrücker zum Gespött

und lässt sie in der Wüste umherirren.

41Die Hilflosen aber rettet er aus ihrem Elend

und lässt ihre Familien wachsen wie große Herden.

42Die aufrichtigen Menschen sehen es voll Freude,

und alle niederträchtigen müssen verstummen.

43Wer verständig ist, der soll immer wieder daran denken

und erkennen, auf welch vielfache Weise der Herr seine Gnade zeigt!

Bibelen på hverdagsdansk

Salmernes Bog 107:1-43

Herrens trofasthed mod sit folk

1Tak Herren, for han er god.

Hans trofasthed varer til evig tid.

2Det er, hvad Herrens folk bør sige,

dem, han befriede fra fjendens magt

3og bragte tilbage fra fjerne lande,

fra øst og vest og syd og nord.

4De måtte vandre længe gennem øde egne,

de ledte efter et sted at bo.

5De var udmattede af sult og tørst

og nær ved at give op.

6Men i deres nød råbte de til Herren,

og han reddede dem ud af problemerne.

7Han førte dem ad den rigtige vej

til en by, hvor de kunne bosætte sig.

8De bør takke Herren for hans trofasthed,

for de undere, han gør for menneskene.

9Han slukkede de udmattedes tørst,

og han mættede de sultne med gode gaver.

10De sad i et trøstesløst mørke

og led under deres fangenskab,

11fordi de havde gjort oprør mod Gud,

ringeagtet den Højestes bud.

12Han nedbrød deres stolthed gennem lidelser,

når de segnede, hjalp ingen dem op.

13Men i deres nød råbte de til Herren,

og han reddede dem ud af problemerne.

14Han førte dem ud af mørket

og rev deres lænker i stykker.

15De bør takke Herren for hans trofasthed,

for de undere, han gør for menneskene.

16Han sprængte porte af bronze

og huggede gennem slåer af jern.

17De blev mishandlet og betragtet som tåber

på grund af deres synd og oprør mod Gud.

18De mistede appetitten og fik kvalme af maden,

de var døden nær af sult.

19Men i deres nød råbte de til Herren,

og han reddede dem ud af problemerne.

20Han sagde blot et ord, og de blev reddet,

han rev dem ud af dødens gab.

21De bør takke Herren for hans trofasthed,

for de undere han gør for menneskene.

22Lad dem bringe ham ofre i taknemmelighed,

synge med glæde om hans vældige gerninger.

23Nogle stod til søs med deres skibe,

drev handel på det store hav.

24Også de fik Herrens gerninger at se,

de undere han udførte på havet.

25Han befalede stormvejret at bryde løs,

bølgerne rejste sig som bjerge.

26De steg mod himlen, sank atter ned i dybet.

Sømændene var ved at give op over for orkanen.

27De ravede rundt som fulde folk,

de kunne intet stille op.

28Men i deres nød råbte de til Herren,

og han reddede dem ud af problemerne.

29Stormen blev stille som en hvisken,

havets bølger faldt hurtigt til ro.

30Da fyldtes de af fred, åndede lettet op,

og han førte dem til deres rejses mål.

31De bør takke Herren for hans trofasthed,

for de undere, han gør for menneskene,

32ophøje ham offentligt i folkets forsamling

og for landets ledende råd.

33Han forvandlede floder til ødemark,

gjorde kildevand til ørkensand.

34Frugtbart land blev til saltsletter

på grund af beboernes ondskab.

35Men derefter gjorde han ørkenen til oase

og ødemarken til frugtbart land,

36så hans sultende folk kunne slå sig ned

og bygge byer, hvor de kunne bo,

37tilså deres marker, plante vingårde

og bringe en bugnende høst i hus.

38Han velsignede dem, de blev mange,

og der var ingen mangel på kvæg.

39Det oprørske folk blev ydmyget gennem sorg og ulykker,

mange døde, så de blev færre og færre.

40Gud måtte straffe de stolte, religiøse ledere,

lade dem flakke om i øde egne.

41Men de, der søgte hjælp hos Herren,

blev reddet ud af deres ulykke.

Han tog sig af dem,

så de trivedes og havde fremgang.

42De retskafne glæder sig over at se det,

men de onde holder skamfuldt deres mund.

43De vise vil lægge mærke til det

og anerkende Herrens trofasthed.