Alles hat seine Zeit
1Jedes Ereignis, alles auf der Welt hat seine Zeit:
2Geborenwerden und Sterben,
Pflanzen und Ausreißen,
3Töten und Heilen,
Niederreißen und Aufbauen,
4Weinen und Lachen,
Klagen und Tanzen,
5Steinewerfen und Steinesammeln,
Umarmen und Loslassen,
6Suchen und Finden,
Aufbewahren und Wegwerfen,
7Zerreißen und Zusammennähen,
Schweigen und Reden,
8Lieben und Hassen,
Krieg und Frieden.
9Was also hat der Mensch davon, dass er sich abmüht?
10Ich habe erkannt, was für eine schwere Last das ist, die Gott den Menschen auferlegt hat. 11Für alles auf der Welt hat Gott schon vorher die rechte Zeit bestimmt. In das Herz des Menschen hat er den Wunsch gelegt, nach dem zu fragen, was ewig ist. Aber der Mensch kann Gottes Werke nie voll und ganz begreifen.
12So kam ich zu dem Schluss, dass es für den Menschen nichts Besseres gibt, als fröhlich zu sein und das Leben zu genießen. 13Wenn er zu essen und zu trinken hat und sich über die Früchte seiner Arbeit freuen kann, ist das Gottes Geschenk.
14Ich begriff, dass Gottes Werk für immer bestehen wird. Niemand kann etwas hinzufügen oder wegnehmen. So hat Gott es eingerichtet, damit die Menschen Ehrfurcht vor ihm haben. 15Was immer sich auch ereignet oder noch ereignen wird – alles ist schon einmal da gewesen. Gott lässt von neuem geschehen, was in der Vergangenheit bereits geschah.
Von der Vergänglichkeit des Lebens
(Kapitel 3,16–6,12)
Was ist der Mensch?
16Ich habe noch etwas auf dieser Welt beobachtet: Wo man eigentlich Recht sprechen und gerechte Urteile fällen sollte, herrscht schreiende Ungerechtigkeit. 17Doch dann dachte ich: Am Ende wird Gott den Schuldigen richten und dem Unschuldigen zum Recht verhelfen. Denn auch dafür hat er eine Zeit vorherbestimmt, so wie für alles auf der Welt.
18Ich habe begriffen, dass Gott die Menschen prüft. Sie sollen erkennen: Nichts unterscheidet sie von den Tieren. 19Denn auf Mensch und Tier wartet das gleiche Schicksal: Beiden gab Gott das Leben, und beide müssen sterben. Der Mensch hat dem Tier nichts voraus, denn auch er ist vergänglich. 20Sie alle gehen an denselben Ort – aus dem Staub der Erde sind sie entstanden, und zum Staub der Erde kehren sie zurück. 21Wer weiß schon, ob der Geist des Menschen wirklich nach oben steigt, der Geist des Tieres aber in die Erde hinabsinkt?
22So erkannte ich: Ein Mensch kann nichts Besseres tun, als die Früchte seiner Arbeit zu genießen – das ist es, was Gott ihm zugeteilt hat. Denn niemand kann sagen, was nach dem Tod geschehen wird!
Tid til alt
1Alt i livet har sin egen tid:
2Tid til at fødes og tid til at dø,
tid til at plante og tid til at høste,
3tid til at dræbe og tid til at læge,
tid til at bryde ned og tid til at bygge op,
4tid til at græde og tid til at le,
tid til at sørge og tid til at danse,
5tid til at dænge sten på en mark3,5 Jf. 2.Kong. 3,25. og tid til at samle dem,
tid til at omfavne og tid til ikke at omfavne,
6tid til at finde og tid til at miste,
tid til at gemme og tid til at kassere,
7tid til at flænge og tid til at lappe,
tid til tavshed og tid til tale,
8tid til at elske og tid til at hade,
tid til krig og tid til fred.
Gud er suveræn
9Hvad har man så ud af alt sit slid? 10Gud har givet menneskene mange ting at beskæftige sig med. 11Alt har han skabt, så det har sin tid og tjener hans plan. Men skønt han har lagt evigheden i vores hjerter, fatter vi dog ikke hans plan og virke fra begyndelsen til enden. 12Derfor er det bedste, man kan gøre, at glæde sig og nyde livet, så længe det er muligt, 13for det at spise og drikke og finde tilfredsstillelse i sit arbejde er en Guds gave.
14Jeg ved, at hvad Gud gør, står ikke til at ændre. Man kan hverken lægge noget til eller trække noget fra. Hans hensigt er, at vi skal have ærefrygt for ham.
15Hvad der sker nu, er allerede sket før, og hvad der sker i fremtiden, er også sket før. Gud lader historien gentage sig.
16Jeg lagde også mærke til, at der var gudløshed og ondskab, hvor der burde være retfærdighed og godhed, 17og jeg sagde til mig selv: „Når tiden er inde, vil Gud dømme de gode såvel som de onde.” 18-19Gud lader verden gå sin gang for at lade os forstå, at den samme skæbne venter både mennesker og dyr: Alle indånder de den samme luft, og alle skal de dø en dag. Mennesket er i det stykke ikke bedre stillet end et dyr, for begges liv synes at være uden formål. 20Alle ender samme sted, for af jord er de kommet, og til jord skal de blive. 21Hvem ved, om menneskets ånd går opad, og dyrets ånd går nedad?
22Jeg fandt altså, at det bedste for et menneske er at glæde sig ved sit arbejde. Ingen af os kan vide, hvad der sker efter døden.
