Jesus besiegt Krankheit und Tod
(Kapitel 8–9)
Jesus heilt einen Aussätzigen
(Markus 1,40‒45; Lukas 5,12‒16)
1Eine große Menschenmenge folgte Jesus, als er vom Berg herabstieg. 2Da kam ein Aussätziger und warf sich vor ihm nieder: »Herr, wenn du willst, kannst du mich heilen8,2 Wörtlich: rein machen. – »Rein« bedeutet hier und in den folgenden Versen so viel wie »gesund, geheilt«. Vgl. »rein/unrein« in den Sacherklärungen.!«
3Jesus streckte die Hand aus, berührte ihn und sagte: »Das will ich! Sei gesund!« Im selben Augenblick war der Mann von seiner Krankheit geheilt. 4Da befahl ihm Jesus nachdrücklich: »Sag niemandem etwas, sondern geh sofort zum Priester und lass dich von ihm untersuchen. Danach bring das Opfer dar, wie es Mose vorgeschrieben hat.8,4 Vgl. 3. Mose 14,2‒32. So werden die Menschen sehen, dass ich im Auftrag Gottes handle.«
Ein Hauptmann vertraut Jesus
(Lukas 7,1‒10; 13,28‒30)
5Als Jesus in Kapernaum eintraf, kam ein Hauptmann des römischen Heeres zu ihm 6und bat ihn um Hilfe: »Herr, mein Diener liegt gelähmt bei mir zu Hause und leidet entsetzlich.« 7Jesus antwortete: »Ich will mitkommen und ihn heilen.« 8Der Hauptmann erwiderte: »Herr, ich bin es nicht wert, dich in meinem Haus zu empfangen. Sag nur ein einziges Wort, dann wird mein Diener gesund. 9Auch ich stehe unter höherem Befehl und habe andererseits Soldaten, die mir gehorchen. Wenn ich zu einem sage: ›Geh!‹, dann geht er. Befehle ich einem anderen: ›Komm!‹, dann kommt er. Und wenn ich zu meinem Diener sage: ›Tu dies!‹, dann führt er meinen Auftrag aus.«
10Als Jesus das hörte, wunderte er sich sehr. Er sagte zu den Menschen, die ihm gefolgt waren: »Eins ist sicher: Unter allen Juden in Israel bin ich keinem Menschen mit einem so festen Glauben begegnet. 11Und ich sage euch: Viele Menschen aus aller Welt werden kommen und mit Abraham, Isaak und Jakob im Himmel das Freudenfest feiern. 12Aber die ursprünglich für Gottes Reich bestimmt waren,8,12 Wörtlich: Aber die Kinder des Reiches. werden in die tiefste Finsternis hinausgestoßen, wo es nur noch Heulen und ohnmächtiges Jammern8,12 Wörtlich: nur Heulen und Zähneknirschen. gibt.«
13Dann sagte Jesus zu dem Hauptmann: »Geh wieder nach Hause! Was du geglaubt hast, soll nun geschehen.« Zur selben Zeit wurde der Diener gesund.
Viele werden geheilt
(Markus 1,29‒34; Lukas 4,38‒41)
14Als Jesus in das Haus von Petrus kam, lag dessen Schwiegermutter mit hohem Fieber im Bett. 15Jesus ergriff ihre Hand, und sofort verschwand das Fieber. Sie konnte sogar aufstehen und für ihre Gäste sorgen.
16Am Abend brachte man viele von Dämonen beherrschte Menschen zu Jesus. Er brauchte nur ein Wort zu sagen, und die Besessenen wurden frei und alle Kranken geheilt. 17So sollte sich erfüllen, was Gott durch den Propheten Jesaja vorhergesagt hatte:
»Er nahm unsere Leiden auf sich und trug unsere Krankheiten.«8,17 Jesaja 53,4
Nachfolge duldet keinen Aufschub
(Lukas 9,57‒62)
18Als Jesus merkte, dass die Menschenmenge um ihn immer größer wurde, wollte er sich von seinen Jüngern mit einem Boot an das andere Ufer des Sees fahren lassen. 19Da kam ein Schriftgelehrter zu ihm und sagte: »Lehrer, ich will mit dir gehen, ganz gleich wohin.« 20Jesus antwortete ihm: »Die Füchse haben ihren Bau und die Vögel ihre Nester; aber der Menschensohn hat keinen Platz, an dem er sich ausruhen kann.«
21Einer, der zu seinen Jüngern gehörte, bat Jesus: »Herr, lass mich erst noch nach Hause gehen und meinen Vater bestatten.«8,21 Womöglich denkt der Mann an das zweite Begräbnis, bei dem nach jüdischem Brauch die Knochen des Verstorbenen ein Jahr später erneut beigesetzt wurden. 22Doch Jesus erwiderte: »Komm jetzt mit mir und überlass es den Toten, ihre Toten zu begraben!«
Herr über Wind und Wellen
(Markus 4,35‒41; Lukas 8,22‒25)
23Danach stieg Jesus in das Boot und fuhr mit seinen Jüngern weg. 24Mitten auf dem See brach plötzlich ein gewaltiger Sturm los, so dass die Wellen über dem Boot zusammenschlugen. Aber Jesus schlief. 25Da liefen die Jünger zu ihm, weckten ihn auf und riefen: »Herr, hilf uns, wir gehen unter!« 26Jesus antwortete ihnen: »Warum habt ihr Angst? Vertraut ihr mir so wenig?« Dann stand er auf und befahl dem Wind und den Wellen, sich zu legen. Sofort hörte der Sturm auf, und es wurde ganz still.
27Alle fragten sich voller Staunen: »Was ist das für ein Mensch? Selbst Wind und Wellen gehorchen ihm!«
Von Dämonen beherrschte Menschen werden frei
(Markus 5,1‒20; Lukas 8,26‒39)
28Als Jesus am anderen Seeufer das Gebiet der Gadarener erreichte, kamen ihm zwei Männer entgegen, die von Dämonen beherrscht wurden. Sie hausten in Grabhöhlen und waren so gefährlich, dass niemand den Weg zu benutzen wagte, der dort entlangführte. 29»Was willst du von uns, du Sohn Gottes?«, fingen sie an zu schreien. »Bist du gekommen, um uns schon jetzt zu quälen?«
30In einiger Entfernung wurde eine große Schweineherde gehütet. 31Die Dämonen baten ihn: »Wenn du uns schon austreibst, dann lass uns wenigstens in diese Schweineherde fahren!« 32Jesus befahl ihnen: »Ja, fort mit euch!« Da verließen die Dämonen die beiden Männer und bemächtigten sich der Tiere. Sofort stürzte die ganze Herde den Abhang hinunter und ertrank im See.
33Die Schweinehirten ergriffen die Flucht, rannten in die Stadt und erzählten, was sie alles erlebt hatten und was mit den beiden Besessenen passiert war. 34Nun liefen alle Leute aus der Stadt Jesus entgegen. Sie baten ihn, ihre Gegend wieder zu verlassen.
Jesus helbreder en spedalsk mand
Mark. 1,40-45; Luk. 5,12-16
1Da Jesus kom ned fra bakketoppen, samledes der igen en masse mennesker omkring ham, og de fulgte med ham, da han gik videre. 2Inden længe kom der en spedalsk8,2 Det vides ikke med sikkerhed, om det var den samme sygdom, man i dag kender som spedalskhed. Muligvis dækker udtrykket over flere smitsomme hudsygdomme. I alle tilfælde blev sådanne mennesker afsondret fra samfundet og betragtet som „urene” mennesker. De skulle bo uden for byerne, og ingen turde røre ved dem af frygt for smittefaren. mand hen imod Jesus. Han faldt på knæ foran ham og bad inderligt: „Herre, hvis du vil, kan du gøre mig rask!”
3Jesus rakte hånden ud og rørte ved manden. „Det vil jeg!” sagde han. „Bliv rask!” I samme øjeblik blev manden renset for sin spedalskhed.
4Derpå sagde Jesus til ham: „Lad være med at fortælle det til nogen, men gå hen og lad dig undersøge af en præst, så du kan blive erklæret rask. Husk at medbringe den offergave, som Toraen forlanger.”
En romersk officers tro
Luk. 7,1-10
5Da Jesus nåede frem til Kapernaum, kom en romersk officer ham i møde og bønfaldt ham: 6„Herre, min tjener ligger syg i mit hus derhjemme. Han er lammet og lider forfærdeligt.” 7Jesus sagde til ham: „Skulle jeg gå ind i dit hus for at helbrede ham?”8,7 En jøde havde ikke lov til at gå ind i en ikke-jødes hus. Den græske tekst kan oversættes enten som et spørgsmål eller som et udsagn. Ud fra ordstillingen på græsk og det stærke eftertryk på „jeg”, er det sandsynligt, at det er ment som et retorisk spørgsmål. Jesus ønsker at prøve mandens tro. Jf. en tilsvarende beretning i Matt. 15,21-28, hvor en anden ikke-jøde beder om hjælp.
8Officeren svarede: „Herre, jeg ved godt, at jeg er for uværdig til, at du kan gå ind i mit hus. Men giv bare en befaling her og nu, så bliver min tjener rask. 9Jeg er jo selv en mand, der står under kommando, og jeg har soldater, der igen står under mig. Hvis jeg siger til en: ‚Gå!’ så går han, og siger jeg til en anden: ‚Kom!’ så kommer han. Og hvis jeg siger til min tjener: ‚Gør det eller det!’ så gør han det.”
10Da Jesus hørte det, blev han meget forundret og sagde til dem, der fulgte ham: „Så stærk en tro har jeg ikke mødt blandt Israels folk. 11Det siger jeg jer: Fra hele verden skal mange, som oprindeligt ikke hørte med til Guds folk, komme og sidde til bords i Guds rige sammen med Abraham, Isak og Jakob. 12Men mange af dem, som mener, at de tilhører Guds folk, skal kastes ud i det yderste mørke, hvor de vil ærgre sig ganske forfærdeligt og græde deres bitre tårer.”
13Derefter sagde Jesus til den romerske officer: „Gå du blot hjem. Det, som du havde tro for, er sket.” I samme øjeblik blev hans tjener helbredt.
Jesus viser sin magt til at helbrede alle mulige sygdomme
Mark. 1,29-34; Luk. 4,38-41
14Senere kom Jesus til Peters hus, hvor Peters svigermor lå syg med feber. 15Så snart Jesus gik ind og tog hendes hånd, forsvandt feberen, og hun stod op og sørgede for mad til dem.
16Samme aften blev mange dæmonbesatte mennesker bragt til Jesus. Han behøvede bare at sige et ord, så flygtede dæmonerne. Og alle de mennesker, der havde smerter eller var syge, blev helbredt. 17Dermed opfyldtes det, som er talt gennem profeten Esajas:
„Han tog vores sygdomme på sig,
han bar vores lidelser.”8,17 Es. 53,4.
En discipel af Jesus skal være parat til at lide afsavn
Luk. 9,57-62
18En gang var der så mange mennesker, der stimlede sammen omkring Jesus, at han bad disciplene om at gøre en båd klar, så de kunne sejle over til den anden side af søen. 19I mellemtiden kom en af de skriftlærde hen til Jesus og sagde: „Mester, jeg vil gerne være din discipel og følge med dig—uanset hvor du går hen!”
20Jesus svarede: „Ræve har huler, og fugle har reder, men jeg, Menneskesønnen, har ikke engang mit eget hjem.”
21En anden af dem, der fulgte ham, sagde: „Herre, jeg vil gerne være din discipel, men jeg må først tage mig af min fars begravelse.”
22Til ham sagde Jesus: „Følg du mig, og lad de døde begrave deres døde.”
Jesus befaler blæst og bølger at lægge sig
Mark. 4,35-41; Luk. 8,22-25
23Derpå gik Jesus om bord sammen med disciplene, og de sejlede af sted. 24Da de var midt ude på søen, kom der pludselig en frygtelig storm, så høje bølger slog ind over båden. Men Jesus lå og sov. 25Til sidst gik disciplene hen og vækkede ham og råbte: „Herre, red os! Vi drukner!”
26„Hvorfor er I så bange?” sagde Jesus. „I har ikke megen tro!” Så rejste han sig og befalede vinden og bølgerne at lægge sig. Straks blev der helt stille. 27Disciplene blev overvældet af forundring. „Hvem er egentlig den mand?” sagde de til hinanden. „Selv stormen og søen adlyder ham!”
Jesus sætter to ikke-jøder fri fra dæmonernes magt
Mark. 5,1-20; Luk. 8,26-39
28Kort efter gik de i land på den modsatte bred. Det var i gadarenernes område.8,28 Et område, som hørte under byen Gadara. Gadara lå ca. 10 km sydøst for søen og var en af de berømte ti byer, som udgjorde Dekapolis. Det var romerske byer, hvor der stort set ingen jøder boede. To dæmonbesatte mænd kom hen imod dem. De holdt til i gravhulerne og var så farlige, at ingen turde rejse gennem det område. 29Nu råbte og skreg de: „Lad os være i fred, du Guds Søn! Er du kommet for at pine os før tiden?”
30Lidt derfra gik en stor flok svin og rodede efter føde i jorden. 31Dæmonerne råbte nu til Jesus: „Skal vi kastes ud, så giv os lov til at fare i svinene!”
32„Ud med jer!” kommanderede Jesus. Straks fór de ud af mændene og ind i svinene. Hele svineflokken styrtede derpå ned ad skrænten og ud i vandet, så de alle druknede.
33Svinehyrderne løb forfærdede ind til den nærmeste by, hvor de fortalte om alt, hvad der var sket. 34Alle indbyggerne gik derefter ud for at se Jesus og bad ham så om at forlade deres egn.
