Johannes 1 – HOF & BPH

Hoffnung für Alle

Johannes 1:1-51

Jesus und sein Zeuge: Johannes der Täufer

(Kapitel 1)

Jesus Christus – Gottes Wort an die Welt

1Am Anfang war das Wort.

Das Wort war bei Gott, und das Wort war Gott selbst.

2Von Anfang an war es bei Gott.

3Alles wurde durch das Wort geschaffen; nichts ist ohne das Wort entstanden.

4In ihm war das Leben, und dieses Leben war das Licht für alle Menschen.

5Es leuchtet in der Finsternis, und die Finsternis hat es nicht auslöschen können1,5 Oder: doch die Finsternis wehrte sich gegen das Licht..

6Gott schickte einen Boten, einen Mann, der Johannes1,6 Gemeint ist Johannes der Täufer. Vgl. Kapitel 1,19‒34. hieß.

7Sein Auftrag war es, die Menschen auf das Licht hinzuweisen. Alle sollten durch seine Botschaft an den glauben, der das Licht ist.

8Johannes selbst war nicht das Licht. Er sollte nur ein Zeuge für das kommende Licht sein.

9Das wahre Licht ist der, der in die Welt gekommen ist, um für alle Menschen das Licht zu bringen.

10Doch obwohl er unter ihnen lebte und die Welt durch ihn geschaffen wurde, erkannten ihn die Menschen nicht.

11Er kam in seine Welt, aber die Menschen wiesen ihn ab.1,11 Oder: Er kam zu seinem Volk, aber sein Volk wies ihn ab.

12Die ihn aber aufnahmen und an ihn glaubten, denen gab er das Recht, Kinder Gottes zu werden.

13Das wurden sie nicht, weil sie zu einem auserwählten Volk gehörten, auch nicht durch menschliche Zeugung und Geburt. Dieses neue Leben gab ihnen allein Gott.1,13 Wörtlich: Die nicht aus Blut, auch nicht aus dem Willen des Fleisches und nicht aus dem Willen des Mannes, sondern aus Gott geboren sind.

14Das Wort wurde Mensch und lebte unter uns. Wir selbst haben seine göttliche Herrlichkeit gesehen, eine Herrlichkeit, wie sie Gott nur seinem einzigen Sohn gibt. In ihm sind Gottes Gnade und Wahrheit zu uns gekommen.

15Johannes wies immer wieder auf ihn hin. »Diesen habe ich gemeint«, rief er, »wenn ich sagte: ›Nach mir wird einer kommen, der weit über mir steht. Denn er war schon da, bevor ich geboren wurde!‹«

16Aus seinem göttlichen Reichtum hat er uns immer wieder mit seiner grenzenlosen Liebe beschenkt.

17Durch Mose gab uns Gott das Gesetz mit seinen Forderungen, aber nun ist uns durch Jesus Christus seine Gnade und Wahrheit begegnet.1,17 Oder: Durch Mose gab uns Gott das Gesetz, und nun ist uns (außerdem) durch Jesus Christus seine Gnade und Wahrheit begegnet. 18Kein Mensch hat jemals Gott gesehen. Doch sein einziger Sohn, der selbst Gott ist und in enger Gemeinschaft mit dem Vater lebt, hat ihn uns gezeigt.

Johannes der Täufer weist auf Christus hin

(Matthäus 3,1‒12; Markus 1,1‒8; Lukas 3,1‒18)

19Die führenden Männer der Juden in Jerusalem schickten einige Priester und Leviten zu Johannes. Sie fragten ihn: »Wer bist du?« Da nutzte Johannes die Gelegenheit, um sie auf Jesus Christus hinzuweisen. 20Er bekannte und ließ keinen Zweifel offen: »Ich bin nicht der Christus, der von Gott versprochene Retter.« 21»Wer bist du dann?«, fragten sie weiter. »Bist du Elia?«1,21 Vgl. Maleachi 3,23. Johannes verneinte auch das. »Bist du der Prophet, den Mose uns angekündigt hat1,21 Vgl. 5. Mose 18,15.18. »Nein!«, entgegnete Johannes.

22»Dann sag uns doch, wer du bist. Welche Antwort sollen wir denen geben, die uns hergeschickt haben?« 23Da sagte Johannes: »Ich bin die Stimme, die in der Wüste ruft: ›Macht den Weg frei für den Herrn!‹1,23 Vgl. Jesaja 40,3. So hat es der Prophet Jesaja schon angekündigt.«

24Unter den Abgesandten waren auch Pharisäer. 25Sie fragten Johannes nun: »Wenn du nicht der Christus, nicht Elia und auch nicht der von Mose angekündigte Prophet bist, mit welchem Recht taufst du dann?« 26Darauf erwiderte Johannes: »Ich taufe mit Wasser. Aber mitten unter euch lebt schon der, auf den wir warten. Ihr kennt ihn nur noch nicht. 27Er kommt nach mir – und ich bin nicht einmal würdig, ihm die Schuhe auszuziehen1,27 Das Ausziehen und Nachtragen der Schuhe gehörte zu den Aufgaben eines Sklaven für seinen Herrn.28Dieses Gespräch führten sie in Betanien, einem Dorf östlich des Jordan, wo Johannes taufte.

Das Opferlamm Gottes

(Matthäus 3,13‒17; Markus 1,9‒11; Lukas 3,21‒22)

29Am nächsten Tag bemerkte Johannes, dass Jesus zu ihm kam. Da rief er: »Seht, das ist Gottes Opferlamm, das die Sünde der Menschen wegnimmt.1,29 Vgl. 2. Mose 12,3‒14. 30Dieser Mann ist es, von dem ich gesagt habe: ›Nach mir wird einer kommen, der weit über mir steht. Denn er war schon da, bevor ich geboren wurde!‹ 31Auch ich wusste vorher nicht, wer er ist. Aber damit dem Volk Israel die Augen für ihn geöffnet werden, taufe ich hier mit Wasser.«

32Und Johannes berichtete weiter: »Ich sah den Geist Gottes wie eine Taube vom Himmel herabkommen und auf ihm bleiben. 33Wer er ist, wusste ich vorher noch nicht«, wiederholte Johannes, »aber Gott, der mir den Auftrag gab, mit Wasser zu taufen, sagte zu mir: ›Du wirst sehen, wie der Geist auf einen Menschen herabkommt und auf ihm bleibt. Dann weißt du, dass er es ist, der mit dem Heiligen Geist tauft.‹ 34Und weil ich das gesehen habe, kann ich bezeugen: Dieser Mann ist Gottes Sohn1,34 Oder nach anderen Handschriften: der Erwählte Gottes.

Die ersten Jünger von Jesus

35Johannes der Täufer und zwei seiner Jünger waren am nächsten Tag wieder an dieser Stelle, 36als Jesus vorüberging. Da schaute Johannes ihn an und sagte: »Seht, dies ist Gottes Opferlamm!« 37Als die beiden Jünger das hörten, folgten sie Jesus. 38Jesus drehte sich zu ihnen um, sah sie kommen und fragte: »Was sucht ihr?« Sie antworteten: »Rabbi1,38 Im griechischen Text folgt an dieser Stelle unmittelbar die Erklärung des Wortes Rabbi: … das heißt übersetzt: »Lehrer«., wo wohnst du?« 39»Kommt mit, dann werdet ihr es sehen!«, sagte Jesus. Also gingen sie mit Jesus dorthin, wo er wohnte. Es war ungefähr vier Uhr nachmittags, und sie blieben bei ihm bis zum Abend.

40Einer der beiden, die Jesus auf das Wort von Johannes hin gefolgt waren, hieß Andreas. Er war der Bruder von Simon Petrus. 41Wenig später traf er seinen Bruder Simon und erzählte ihm: »Wir haben den Messias1,41 Im griechischen Text folgt an dieser Stelle unmittelbar die Erklärung des Wortes Messias: »Messias« ist das hebräische Wort für Christus. gefunden, den von Gott versprochenen Retter!« 42Dann nahm Andreas seinen Bruder mit zu Jesus. Der sah ihn an und sagte: »Du bist Simon, der Sohn von Johannes. Von jetzt an sollst du Petrus1,42 Wörtlich: Kephas. – Im griechischen Text folgt an dieser Stelle unmittelbar die Erklärung des Namens Kephas: Das ist der hebräische Name für Petrus und bedeutet »Fels«. heißen!«

Jesus beruft Philippus und überzeugt Nathanael

43Als Jesus am nächsten Tag nach Galiläa gehen wollte, traf er unterwegs Philippus. Auch ihn forderte er auf: »Komm, folge mir nach!« 44Philippus stammte wie Andreas und Petrus aus Betsaida. 45Später begegnete Philippus Nathanael und erzählte ihm: »Wir haben den gefunden, von dem Mose im Gesetz geschrieben hat und den die Propheten angekündigt haben. Es ist Jesus aus Nazareth, der Sohn von Josef.« 46»Nazareth?«, entgegnete Nathanael. »Was kann von da schon Gutes kommen!« Doch Philippus antwortete ihm: »Komm mit und überzeuge dich selbst!«

47Als Jesus Nathanael erblickte, sagte er: »Hier kommt ein wahrer Israelit, ein ganz und gar aufrichtiger Mensch!« 48Nathanael staunte: »Woher kennst du mich?« Jesus erwiderte: »Noch bevor Philippus dich rief, habe ich dich unter dem Feigenbaum gesehen.« 49»Rabbi, du bist wirklich Gottes Sohn!«, rief Nathanael. »Du bist der König von Israel!« 50Jesus sagte: »Das glaubst du, weil ich dir gesagt habe, dass ich dich unter dem Feigenbaum sah. Aber du wirst noch viel größere Dinge zu sehen bekommen.« 51Und er fuhr fort: »Ich sage euch die Wahrheit: Ihr werdet den Himmel offen und die Engel Gottes hinauf- und herabsteigen sehen zwischen Gott und dem Menschensohn!«

Bibelen på hverdagsdansk

Johannesevangeliet 1:1-51

Messias som Ordet fra Gud

1I begyndelsen var Ordet. Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.1,1 Kan også oversættes: Ordet var, hvad Gud var; Ordet var guddommeligt, var lig Gud, var som Gud eller var ét med Gud. Det græske ord logos kan betyde både ord og fornuft, og herfra har vi fået ordet logisk. I græsk tankegang var logos den fornuft, viden og samlende kraft, der lå bag skaberværket, mens det i jødisk tankegang henviste til skaberkraften, som den beskrives i 1.Mos. 1 ved at „Gud talte, og det blev skabt.” 2Ordet var til fra begyndelsen, sammen med Gud. 3Alt blev til gennem det Ord, ja uden det blev intet af det til, som nu findes. 4Ordet havde Livet i sig, og det Liv blev menneskenes Lys. 5Lyset strålede midt i mørket, og mørket fik ikke bugt med det.

6Et menneske stod frem, sendt fra Gud. Hans navn var Johannes. 7Han kom for at pege på Lyset, for at alle derigennem kunne komme til tro. 8Han var ikke selv Lyset, men skulle aflægge vidnesbyrd om Lyset. 9Det sande Lys var på vej ind i verden. Det bringer lys til ethvert menneske.

10Ordet kom til denne verden, en verden, han selv havde skabt, men verden ville ikke kendes ved ham. 11Han kom til sit eget folk, men de tog ikke imod ham. 12Men dem, der tog imod ham, dem, der troede på ham, dem gav han ret til at kalde sig Guds børn. 13De blev født på ny. Det er ikke en almindelig menneskelig fødsel forårsaget af menneskers beslutning og handling. Det er en guddommelig fødsel.

14Ordet blev menneske og slog sig ned iblandt os. Vi fik lov at se hans herlighed—en herlighed, som den fuldkomne1,14 Eller: „enbåren”, dvs. enebarn. En søn, som var enebarn, var arving og havde en ganske særlig stilling i forhold til sin far. Det samme græske ord forekommer i vers 18. Søn har fra sin Far, fuld af nåde og sandhed.

15(Og Johannes Døber vidnede om ham. Han råbte sit budskab ud: „Det var ham, jeg mente, da jeg sagde: ‚Han, som skal træde frem efter mig, er større end mig, for han var til, før jeg blev født.’ ”)

16Vi har jo alle fået del i Guds søns herlighed, og vi har oplevet Guds nåde, som overgår alle tidligere udtryk for hans nåde,1,16 Mere ordret: „…del i hans fylde, ja, nåde i stedet for nåde”. 17for Moses bragte os Toraen, men Jesus, den ventede Messias, bragte os den fuldkomne nåde og sandhed.

18Intet menneske har nogensinde set Gud. Men den fuldkomne Søn,1,18 Nogle håndskrifter siger „Gud” i stedet for „Søn”, men i begge tilfælde refererer udtrykket til Jesus. Se også noten til v. 14. som sidder ved Faderens side, har vist os, hvem han er.

Johannes Døber

Matt. 3,1-12; Mark. 1,1-8; Luk. 3,1-18

19Johannes kom med følgende vidnesbyrd om Jesus, da de jødiske ledere i Jerusalem sendte en gruppe præster og levitter1,19 Levitterne er de voksne mænd fra Levis stamme, som fra Moses’ tid havde haft til opgave at sørge for det praktiske i forbindelse med åbenbaringsteltet og senere templet i Jerusalem. ud til ham i ødemarken. De spurgte ham ud om, hvem han var, 20men han svarede uden omsvøb: „Jeg er ikke Messias.”

21„Jamen, hvem er du så?” spurgte de. „Er du profeten Elias, som er vendt tilbage?”1,21 Se Mal. 3,23-24.

„Nej,” svarede han.

„Er du den store Profet, vi venter på?”1,21 Jøderne ventede på en ny „Moses”, der skulle være en stor profet som Moses, jf. løftet i 5.Mos. 18,15.

„Nej.”

22„Jamen, hvem er du så? Sig os det! Vi skal jo have et svar med til dem, der har sendt os. Hvad siger du om dig selv?”

23Han svarede: „Jeg er den, som Esajas profeterede om, da han sagde:

‚Der lyder en stemme i ødemarken:

Gør vejen klar til Herrens komme!’1,23 Es. 40,3 LXX.

24Gruppen var blevet sendt derud af farisæerne,1,24 Farisæerne var den mest konservative gruppe blandt de religiøse jøder. De lagde stor vægt på rettroenhed og overholdelse af den jødiske lov, Toraen, ned til mindste detalje. De praktiserede dåb af deres tilhængere, og de så nok Johannes som en konkurrent. 25og derfor spurgte de Johannes: „Hvis du hverken er Messias eller Elias eller Profeten, hvorfor døber du så?”

26Jeg døber kun med vand,” svarede han, „men iblandt jer står der en, I ikke kender. 27Det er ham, jeg baner vej for, og han har større autoritet, end jeg har. Jeg er ikke engang værdig til at hjælpe ham sandalerne af.”

28Det her fandt sted ved Betania øst for Jordanfloden,1,28 Nogle håndskrifter har „Betabara” og enkelte har „Betaraba”. Det er et andet Betania end landsbyen nær Jerusalem. hvor Johannes opholdt sig og døbte.

Johannes Døber udpeger Jesus som Guds offerlam

29Den følgende dag kom Jesus gående hen mod Johannes, der var omgivet af en gruppe af sine disciple. „Se dér!” sagde Johannes, „dér kommer Guds Lam! Det er ham, der skal tage hele verdens synd på sig. 30Det var ham, jeg hentydede til, da jeg sagde: ‚Han, som skal træde frem efter mig, er større end mig, for han var til, før jeg blev født.’ 31I begyndelsen vidste jeg ikke, hvem Messias var, men jeg døber jer, for at Israels folk må få øjnene op for, hvem han er.”

32Johannes kom derefter med følgende vidnesbyrd om Jesus: „Jeg så Helligånden komme ned fra himlen ligesom en due og blive over ham. 33Indtil da vidste jeg ikke, hvem der var Messias, men da Gud sendte mig for at døbe med vand, sagde han til mig: ‚Ham du ser Ånden komme ned over og blive over, ham er det! Det er ham, der døber med Helligåndens kraft.’ 34Det har jeg nu set, og derfor kan jeg give jer det vidnesbyrd, at han virkelig er Guds Søn!”

Jesus møder sine første disciple

35Dagen efter stod Johannes der igen sammen med to af sine disciple. 36Da han så Jesus komme gående, sagde han: „Se! Det er Guds Lam!”

37Da de to disciple hørte det, fulgte de efter Jesus. 38Han lagde mærke til, at de fulgte efter ham, og vendte sig om mod dem. „Hvad vil I?” spurgte han.

„Mester, hvor bor du?”

39„Kom og se,” svarede han. Så gik de med ham hen til det sted, hvor han boede. Klokken var ca. 10 om formiddagen,1,39 Der var to måder at angive dagens tidspunkter på. Den første måde er den normale, dagligdags måde, som stadig bruges i Mellemøsten, Afrika og i andre lande, hvor dagene stort set har 12 timer året rundt. Ved den måde regner man fra solopgang, så dagens tiende time bliver kl. 16. Den anden måde blev brugt i Romerriget i historiske og officielle dokumenter. Ved den måde regner man dagens timer fra midnat, så den tiende time bliver kl. 10. Mattæus, Markus og Lukas brugte den normale, jødiske tidsregning. Johannes brugte efter al sandsynlighed den officielle romerske tidsregning. Derfor er det græske udtryk „det var omkring den tiende time” her oversat med „ca. kl. 10.” Det samme gør sig gældende de tre andre steder, hvor Johannes har en tidsangivelse, nemlig 4,6; 4,52 og 19,14. og de blev hos ham resten af dagen.

40En af de to mænd, som fulgte med Jesus, hed Andreas. Han var bror til Simon Peter. 41Det første Andreas derefter gjorde, var at finde sin bror og sige til ham: „Vi har mødt Messias!” 42Og han tog ham med hen til Jesus. Jesus så Simon i øjnene og sagde: „Du er Simon, Johannes’ søn,1,42 En del håndskrifter siger „Jonas’ søn” både her og i 21,15-17, jf. Matt. 16,17. men fra nu af skal du hedde Kefas.” (Det er det samme som Peter).1,42 Det græske navn Petros betyder „sten” og minder om petra, der betyder klippe(grund). Ordene svarer til det aramæiske ord kefa.

Jesus inviterer flere til at blive hans disciple

43-44Næste dag besluttede Jesus at begynde rejsen tilbage til Galilæa. Han mødte da Filip, der var fra Betsajda ligesom Andreas og Peter, og han sagde til ham: „Kom med mig og bliv min discipel.” 45Filip gik straks hen for at finde Natanael. „Vi har mødt Messias,” fortalte han, „ham, som Moses og profeterne har skrevet om. Han hedder Jesus og er søn af en, der hedder Josef fra Nazaret.”

46„Nazaret?” udbrød Natanael. „Kan noget godt komme fra Nazaret?”

„Kom selv og se,” svarede Filip.

47Da Jesus så Natanael komme, sagde han: „Dér kommer en israelit, som er helt igennem ærlig.”

48„Hvor kender du mig fra?” spurgte Natanael.

„Jeg så dig under figentræet, inden Filip kaldte på dig.”

49„Mester, så må du være Guds Søn, Israels konge!”

50„Tror du, bare fordi jeg sagde, at jeg så dig under figentræet? Du skal komme til at se større ting end det.”

51Så fortsatte han: „Det siger jeg jer: I skal få lov at se himlen åben og engle bevæge sig op og ned mellem Gud og Menneskesønnen.”1,51 Jesus bruger udtrykket „Menneskesønnen” som en skjult henvisning til Dan. 7,13-14, som er en profeti om den Messias, der skulle komme som Frelser og Befrier. Dér omtales en person, der så ud som en „menneskesøn”. Det aramæiske ord i Daniel 7 betyder egentlig blot menneske. Det græske ord for „engel” er angelos, og det betyder sendebud.