5. Mose 31 – HOF & BPH

Hoffnung für Alle

5. Mose 31:1-30

Mose gibt letzte Anweisungen und segnet die Israeliten

(Kapitel 31–34)

Mose ermutigt die Israeliten und Josua

1Mose sprach weiter zu den Israeliten:31,1 Oder: Mose trat vor die Israeliten und sagte:. 2»Ich bin jetzt 120 Jahre alt und kann euch nicht länger führen. Außerdem hat der Herr mir verboten, den Jordan zu überqueren. 3Er selbst, der Herr, euer Gott, wird vor euch hergehen. Er wird die Völker, auf die ihr trefft, vernichten und euch helfen, ihr Land einzunehmen. Josua wird dabei die Führung übernehmen, wie der Herr es bestimmt hat. 4Der Herr löscht die Völker dort genauso aus wie hier die Amoriter mit ihren Königen Sihon und Og. 5Wenn er sie in eure Gewalt gibt, dann behandelt sie, wie er es euch durch mich befohlen hat. 6Seid mutig und stark! Habt keine Angst und lasst euch nicht von ihnen einschüchtern! Denn der Herr, euer Gott, geht mit euch. Er hält immer zu euch und lässt euch nicht im Stich!«

7Dann rief Mose Josua zu sich und sagte vor allen Israeliten zu ihm: »Sei mutig und stark! Denn du wirst dieses Volk in das Land bringen, das der Herr euch gibt, wie er es euren Vorfahren versprochen hat. Du wirst dieses Land unter den Israeliten aufteilen. 8Der Herr selbst geht vor dir her. Er steht dir bei und verlässt dich nicht. Immer hält er zu dir. Hab keine Angst und lass dich von niemandem einschüchtern!«

Alle sieben Jahre wird das Gesetz vorgelesen

9Mose schrieb das ganze Gesetz auf und überreichte es den führenden Männern Israels und den Priestern vom Stamm Levi, die für die Bundeslade verantwortlich waren. 10-11Er sagte zu ihnen: »Lest dieses Gesetz alle sieben Jahre, im Jahr des Schuldenerlasses, den Israeliten vor, wenn sie sich am Laubhüttenfest beim Heiligtum des Herrn versammeln. 12Ruft dann das ganze Volk zusammen, Männer, Frauen und Kinder und auch die Ausländer, die bei euch leben. Sie alle sollen das Gesetz hören. Sie sollen lernen, was darin steht, damit sie Ehrfurcht vor dem Herrn, eurem Gott, haben und alle Gebote genau befolgen. 13Auch die Kinder, die das Gesetz noch nicht kennen, sollen genau zuhören, damit sie stets dem Herrn, eurem Gott, in Ehrfurcht begegnen. Die Gebote sollen euer Leben in dem Land jenseits des Jordan bestimmen, das ihr nun in Besitz nehmt.«

Ein Lied soll an Gottes Bund erinnern

14Der Herr sprach zu Mose: »Hör zu! Du wirst nun bald sterben. Ruf Josua und komm mit ihm in mein heiliges Zelt! Ich will ihm jetzt Anweisungen für seine neue Aufgabe geben.«

Mose und Josua gingen zum Heiligtum, 15und der Herr erschien am Eingang in der Wolkensäule. 16Er sprach zu Mose: »Nach deinem Tod werden die Israeliten mich verlassen und den Bund brechen, den ich mit ihnen geschlossen habe. Sie werden sich mit fremden Göttern einlassen, die sie in ihrem neuen Land kennen lernen. 17Doch damit fordern sie meinen Zorn heraus. Ich werde mich von ihnen abwenden und mich vor ihnen verbergen. Ihre Schuld müssen sie teuer bezahlen, Not und Elend wird über sie hereinbrechen. Sie werden sich fragen: ›Hat unser Gott uns verlassen? Ist das der Grund für unsere Not?‹ 18Ich aber werde mich völlig von ihnen zurückziehen, weil sie gegen mich gesündigt haben und anderen Göttern nachgelaufen sind.

19Und nun sollt ihr ein Lied für die Israeliten aufschreiben. Sie sollen es lernen und singen. Dann können sie nicht sagen, sie hätten nicht gewusst, was ich von ihnen wollte. 20Ich bringe die Israeliten jetzt in das Land, das ich ihren Vorfahren versprochen habe, ein Land, in dem es selbst Milch und Honig im Überfluss gibt. Sie werden dort essen, bis sie satt sind, ja, bis sie fett werden! Sie werden mich verachten und sich anderen Göttern zuwenden. Den Bund mit mir werden sie brechen und den Götzen dienen. 21Wenn dann großes Unheil über sie hereinbricht, wird dieses Lied ihnen zeigen, dass sie selbst schuld daran sind. Sie werden das Lied nie vergessen, jede Generation wird es der nächsten beibringen. Ich gebe es den Israeliten mit auf den Weg, denn ich weiß genau, was schon heute in ihnen vorgeht, bevor sie das versprochene Land überhaupt betreten haben.«

22Mose schrieb das Lied noch am selben Tag auf und brachte es den Israeliten bei.

23Dann redete der Herr auch mit Josua, dem Sohn Nuns: »Sei stark und mutig! Denn du wirst die Israeliten in das Land bringen, das ich ihnen versprochen habe. Ich selbst werde dir beistehen.«

24Nachdem Mose das ganze Gesetz auf eine Schriftrolle geschrieben hatte, 25sagte er zu den Leviten, die für die Bundeslade des Herrn verantwortlich waren: 26»Legt die Rolle mit dem Gesetz neben die Bundeslade des Herrn, eures Gottes. Sie klagt euch an, wenn ihr nicht das tut, was Gott von euch erwartet. 27Ich weiß, wie widerspenstig und eigensinnig ihr seid. Solange ich bei euch war, habt ihr euch immer wieder gegen den Herrn aufgelehnt. Wie wird es erst sein, wenn ich gestorben bin! 28Alle führenden Männer eurer Sippen und Stämme sollen zu mir kommen. Sie sollen mit eigenen Ohren hören, was ich zu sagen habe. Himmel und Erde sind dabei meine Zeugen. 29Denn ich weiß, dass ihr nach meinem Tod ins Verderben lauft und den Weg verlasst, den ich euch gewiesen habe. Am Ende werdet ihr ins Unglück stürzen, weil ihr tut, was dem Herrn missfällt, und damit seinen Zorn herausfordert.«

30Dann trug Mose den versammelten Israeliten das ganze Lied vor, das der Herr ihn aufschreiben ließ.

Bibelen på hverdagsdansk

5. Mosebog 31:1-30

Moses indsætter Josva som sin efterfølger

1Efter denne tale til Israels folk 2fortsatte Moses:

„Jeg er nu 120 år gammel, og min tid er forbi. Jeg kan ikke være jeres leder længere, for Herren har sagt til mig, at jeg ikke må komme med over Jordanfloden. 3-4Men Herren selv vil lede jer videre. Han har lovet at gå foran jer og udrydde indbyggerne i landet på samme måde, som han udryddede amoritterkongerne Sihon og Og og deres folk, så I kan tage landet i besiddelse. Josva vil gå i spidsen for jer, sådan som Herren har befalet. 5Når Herren har udleveret landets indbyggere til jer, skal I udrydde dem, sådan som jeg har sagt. 6Vær modige og uden frygt. I skal ikke være bange for dem, for Herren, jeres Gud, vil gå med jer, han vil ikke svigte jer eller forlade jer.”

7Derefter kaldte Moses på Josva, og i hele Israels påhør sagde han til ham: „Vær modig og uden frygt, så du kan føre folket til sejr i det land, Herren lovede vores forfædre. 8Vær ikke bange, for Herren vil bane vejen for dig. Han vil ikke svigte dig eller forlade dig.”

Påbud om offentlig oplæsning af loven hvert sabbatår

9Derefter nedskrev Moses alle lovene og overdrog ansvaret for dem til de præster, der bar pagtens ark, og til de israelitiske ledere. 10-11Derpå sagde han til dem: „Denne lov skal læses op for hele Israels folk, hver gang de kommer til helligdommen under løvhyttefesten i frigivelsesåret, altså hvert syvende år. 12Så skal I kalde folket sammen, både mændene, kvinderne, børnene og de fremmede, der bor iblandt jer, og lade dem høre loven, så de kan lære Herrens vilje at kende og frygte ham og adlyde ham. 13Gør det igen og igen, så længe I bor i det land, I skal over og tage i besiddelse, så jeres efterkommere kan høre lovens ord og lære at kende og frygte Herren.”

Israelitterne vil bryde pagten

14Herren sagde nu til Moses: „Det er snart tiden, hvor du skal dø. Tag Josva med dig og gå hen til åbenbaringsteltet, så jeg kan indsætte ham som din efterfølger.”

Så gik Moses og Josva hen til åbenbaringsteltet, 15og Herren åbenbarede sig inde i teltet som en skysøjle, der stillede sig foran indgangen. 16„Du skal snart dø og begraves som dine forfædre,” sagde Herren til Moses. „Når du er borte, og folket er gået ind i landet, varer det ikke længe, før de glemmer min pagt og begynder at dyrke de fremmede guder, man tilbeder i det land. 17Da blusser min vrede op imod dem, og jeg forlader dem og skjuler mig for dem, så de går til grunde. De vil sygne hen og rammes af mange ulykker og trængsler, så de tvinges til at indse, at Gud ikke længere er med dem, 18ja, jeg vender ryggen til dem på grund af deres ondskab og afgudsdyrkelse.

19Skriv nu ordene til den sang, jeg vil give dig, og lær Israels folk at synge den. Den skal være et vidnesbyrd om, at jeg har advaret dem. 20Jeg vil føre dem ind i det land, jeg lovede deres forfædre, et land der ‚flyder med mælk og honning’. De vil opleve fremgang og velstand, men derefter vil de bryde min pagt ved at dyrke fremmede guder. 21Når de så rammes af alskens ulykker, skal denne sang, som skal gå i arv fra slægt til slægt, minde dem om grunden til deres problemer. Jeg kender deres tilbøjeligheder og tanker, endnu inden jeg fører dem ind i det land, jeg har lovet dem.” 22Moses skrev ordene ned med det samme, og han lærte israelitterne sangen allerede samme dag.

Ansvaret overdrages til Josva, præsterne og folkets ledere

23Derefter talte Herren direkte til Josva og sagde: „Vær modig og uden frygt. Det bliver din opgave at føre Israels folk ind i det land, jeg har lovet dem. Husk, at jeg vil gå med dig og hjælpe dig.”

24Da Moses havde nedskrevet alle de love, som findes i denne bog, 25gav han de præster, der havde ansvaret for pagtens ark, ordre til 26at lægge lovbogen ved siden af arken som et vidnesbyrd over for Israels folk. 27„Jeg ved godt, hvor oprørske og stædige Israels folk er,” sagde han til dem. „Det var slemt nok, mens jeg var deres leder. Hvor meget værre bliver det så ikke, når jeg er død og borte? 28Kald nu alle folkets ledere sammen, så jeg kan tale til dem og kalde himlen og jorden til vidne imod dem. 29Jeg er klar over, at folket efter min død vil blive ulydige og forlade den vej, jeg har anvist dem. Ondskaben vil brede sig, så de synder imod Herren. Derved fremkalder de hans vrede, og da kommer ulykken over dem.”

Moses’ sang

30Derpå fremsagde Moses for hele Israels folk den sang, han havde fået af Herren: