3. Mose 5 – HOF & BPH

Hoffnung für Alle

3. Mose 5:1-26

Besondere Bestimmungen für das Sündopfer

1»Ein Sündopfer muss dargebracht werden, wenn jemand auf folgende Weise Schuld auf sich lädt:

Jemand hört, wie unter Androhung eines Fluches zur Zeugenaussage aufgerufen wird, und er meldet sich nicht, obwohl er das Verbrechen gesehen oder davon erfahren hat;

2jemand berührt, ohne es zu merken, den Kadaver eines wilden oder zahmen Tieres oder eines Kriechtieres und macht sich dadurch unrein;

3jemand erkennt zu spät, dass er einen Menschen berührt hat, der aus irgendeinem Grund unrein ist;

4jemand spricht unüberlegt einen Schwur aus – so wie man schnell einmal etwas unbedacht sagt und erst später die Folgen merkt –, ganz gleich ob er mit dem Schwur etwas Gutes oder Schlechtes bewirken wollte.

5In allen diesen Fällen muss der Betreffende zuerst seine Schuld bekennen. 6Dann soll er zur Wiedergutmachung ein weibliches Schaf oder eine Ziege als Sündopfer darbringen, und der Priester soll ihn dadurch mit mir versöhnen.

7Wenn er sich ein Schaf oder eine Ziege nicht leisten kann, soll er mir zwei Turteltauben oder zwei andere Tauben als Opfer darbringen, eine als Sündopfer und die andere als Brandopfer. 8Er soll sie dem Priester geben. Der Priester bringt die erste Taube als Sündopfer dar. Er bricht ihr das Genick, ohne jedoch dabei den Kopf abzutrennen. 9Etwas von ihrem Blut spritzt er an die Altarwand, den Rest lässt er am Fuß des Altars auslaufen. Dies ist das Sündopfer. 10Die zweite Taube bringt er mir als Brandopfer dar, so wie es vorgeschrieben ist. Auf diese Weise soll der Priester den Schuldigen mit mir versöhnen, und ich werde ihm vergeben.

11Wenn der Betreffende sich auch zwei Turteltauben oder zwei andere Tauben nicht leisten kann, darf er als Opfergabe für seine Sünde eineinhalb Kilogramm feines Weizenmehl darbringen. Er soll aber weder Öl noch Weihrauch dazugeben, denn es ist ein Sündopfer. 12Er bringt das Mehl dem Priester; dieser nimmt eine Handvoll und verbrennt es zu meinem Gedenken auf dem Altar, wo er zuvor die anderen Opfer in Rauch aufgehen ließ. Auch dies ist ein Sündopfer. 13So versöhnt der Priester den Schuldigen mit mir, und ich werde ihm vergeben. Das übrige Mehl soll wie beim Speiseopfer dem Priester gehören.«

Das Schuldopfer

14Der Herr sprach zu Mose: 15»Wenn jemand mir untreu wird und – wenn auch ohne Absicht – es versäumt, die Abgaben für das Heiligtum zu entrichten, dann soll er einen fehlerlosen Schafbock als Schuldopfer darbringen. Das Opfertier muss einen angemessenen Wert haben. Als Maßstab gelten Silberstücke, gewogen nach dem Gewicht, das im Heiligtum gilt. 16Der Schuldige muss erstatten, was er dem Heiligtum vorenthalten hat. Außerdem soll er ein Fünftel des Wertes zusätzlich bezahlen und alles dem Priester geben. Dieser bringt den Schafbock als Schuldopfer dar und versöhnt so den Schuldigen mit mir; dann werde ich ihm vergeben.

17Wenn jemand unabsichtlich gegen eines meiner Gebote verstößt, so ist er doch schuldig und muss sich dafür verantworten. 18Er soll einen fehlerlosen Schafbock als Schuldopfer zum Priester bringen. Vorher wird bestimmt, welchen Wert das Tier haben soll. Dann soll der Priester den Schuldigen mit mir versöhnen, und ich werde ihm vergeben, was er unabsichtlich getan hat. 19Dies ist ein Schuldopfer für jemanden, der an mir, dem Herrn, schuldig geworden ist.«

20Der Herr sprach zu Mose: 21»Jeder, der einen anderen Israeliten betrügt, wird zugleich mir untreu und sündigt gegen mich, den Herrn. Wer etwas als seinen Besitz beansprucht, was ein anderer ihm anvertraut oder ausgeliehen hat, wer einen anderen beraubt oder ihn durch Erpressung zwingt, ihm sein Eigentum zu überlassen, 22wer etwas findet und es unrechtmäßig behält oder wer einen Meineid schwört, um irgendein Verbrechen zu vertuschen, der lädt Schuld auf sich. 23Wenn einer auf solche Weise sündigt, muss er alles zurückgeben: was er geraubt oder durch Erpressung gewonnen hat, was ihm anvertraut wurde, was er gefunden hat 24oder was er durch einen Meineid an sich gebracht hat. Alles muss er vollständig erstatten und noch ein Fünftel dazugeben. An dem Tag, an dem er sein Schuldopfer darbringt, soll er alles dem rechtmäßigen Besitzer zurückgeben. 25Als Schuldopfer für mich, den Herrn, bringt er dem Priester einen fehlerlosen Schafbock. Vorher wird bestimmt, welchen Wert das Tier haben soll. 26Der Priester versöhnt den Schuldigen mit mir, dem Herrn, und ihm wird alles vergeben, was er getan hat.«

Bibelen på hverdagsdansk

3. Mosebog 5:1-26

Ofringer, der bringer soning for diverse forseelser

1Hvis folk under en retssag nægter at aflægge forklaring om en forbrydelse, de har været vidne til, pådrager de sig skyld.

2Hvis nogen rører ved noget, der er urent, f.eks. et dødt dyr, som det er forbudt at spise—hvad enten det drejer sig om et vildt dyr, et husdyr eller et krybdyr—er de skyldige, også selv om de ikke rørte ved det med vilje. 3Eller hvis nogen rører ved nogen som helst form for affald fra mennesker og bliver klar over, hvad de har gjort, så har de pådraget sig skyld.

4Hvis nogen overilet aflægger et løfte og sværger på det—hvad enten løftet er aflagt i god eller ond hensigt—er de skyldige, så snart de bliver klar over deres fejltrin.

5I hvert enkelt af disse tilfælde skal de bekende deres synd 6og bringe et skyldoffer til Herren. Det skal være et hundyr, enten et lam eller et gedekid, og præsten skal ofre dyret, for at deres overtrædelse af Herrens bud kan blive tilgivet.

7Hvis de er fattige og ikke har råd til at ofre et lam til Herren, skal de bringe to turtelduer eller to dueunger som skyldoffer. Den ene due skal være et syndoffer, og den anden skal være et brændoffer. 8Præsten skal først bringe syndofferet ved at tage den fugl, som rækkes ham først, og nippe halsen over uden at rive hovedet helt af. 9Derpå skal han stænke noget af blodet på siderne af alteret og lade resten løbe fra ved alterets fod. 10Den anden fugl skal tjene som brændoffer, og den skal ofres efter den sædvanlige procedure for brændofre. På den måde skal præsten skaffe soning for deres synd, og dermed er de tilgivet.

11Men hvis de er så fattige, at de ikke engang har råd til to duer, skal de som syndoffer bringe to liter fint mel. De må ikke blande melet med olivenolie eller strø røgelse over, for i dette tilfælde drejer det sig om et syndoffer. 12De skal bringe melet til præsten, og præsten skal tage en håndfuld af det og brænde det på alteret på samme måde som andre ofre, der brændes. 13Sådan skal præsten skaffe soning for deres synd, og dermed er de tilgivet. Resten af melet skal tilfalde præsten på samme måde som melet fra afgrødeofferet.”

14Derpå gav Herren Moses følgende instrukser: 15„Hvis nogen forsømmer at bringe de foreskrevne afgrødeofre eller tiendegaver til Herren, skal de bringe en vædder uden skavanker som skyldoffer. Vædderen skal vurderes efter den standard, der bruges i helligdommen. 16De skyldige skal så betale det, de skylder, plus en bøde på 20 procent. Det hele skal bringes til præsten, og præsten skal skaffe soning for deres skyld ved at ofre vædderen som skyldoffer, og dermed er de tilgivet.

17Enhver, der synder ved at overtræde Guds lov, er skyldig, selv om det var utilsigtet. 18Som skyldoffer skal de bringe en vædder uden fysiske defekter, og præsten skal skaffe dem soning, så de bliver tilgivet for det, de uforsætligt har gjort. 19Det er et skyldoffer, for de har pådraget sig skyld over for Herren.”

20Herren fortsatte: 21„Hvis nogen synder imod mig ved at nægte at tilbagelevere et pant for noget, der er lånt eller lejet, eller ved at undlade at tilbagelevere noget, som midlertidig er overladt i deres varetægt, eller ved at udplyndre og udbytte andre, 22eller ved at lyve om en ting, de har fundet og selv beholdt, eller ved at sværge falsk for at kunne beholde det eller tilsvarende synder, 23-24da skal de, hvis de bliver kendt skyldige, samme dag aflevere til ejeren, hvad de på den måde uretmæssigt har tilranet sig, og desuden skal de betale 20 procent oveni. 25De skal bringe et skyldoffer til præsten, som så vil ofre det til Herren. Skyldofferet skal være en vædder uden fysiske defekter eller dyrets værdi i sølv. 26Præsten vil så skaffe dem soning over for Herren, og dermed er de tilgivet.”