2. Chronik 35 – HOF & BPH

Hoffnung für Alle

2. Chronik 35:1-27

Josia feiert das Passahfest

(2. Könige 23,21‒23)

1Am 14. Tag des 1. Monats ließ Josia in Jerusalem Lämmer schlachten, um für den Herrn das Passahfest zu feiern. 2Er teilte den Priestern ihre Aufgaben zu und ermutigte sie zu ihrem Dienst im Tempel des Herrn. 3Er sagte zu den Leviten, die ganz Israel im Gesetz unterrichteten und zum Dienst für den Herrn geweiht waren:

»Die Bundeslade hat ihren festen Platz im Tempel, den König Salomo von Israel, Davids Sohn, gebaut hat! Ihr braucht sie nicht auf euren Schultern von einem Ort zum anderen zu tragen. Darum könnt ihr euch hier im Tempel mit ganzer Kraft dem Dienst für den Herrn, euren Gott, und für sein Volk Israel widmen! 4Stellt wieder die Dienstgruppen nach euren Sippen zusammen, wie König David sie damals eingeteilt und sein Sohn Salomo sie später aufgeschrieben hat! 5Jede Dienstgruppe ist für eine bestimmte Anzahl von Sippen aus dem Volk zuständig. Kommt zum Tempel 6und reinigt euch für euren heiligen Dienst! Schlachtet für eure Brüder aus dem Volk das Passahopfer und bereitet es so zu, wie der Herr es uns durch Mose aufgetragen hat!«

7Josia schenkte den Israeliten, die zum Fest gekommen waren, aus seinem Besitz 30.000 Lämmer und junge Ziegenböcke für das Passahopfer sowie 3000 Rinder für andere Opfer. 8Auch seine Beamten stifteten Tiere für das Volk, für die Priester und die Leviten. Hilkija, Secharja und Jehiël, die drei obersten Priester, gaben den anderen Priestern 2600 Lämmer und junge Ziegenböcke für das Passahopfer sowie 300 Rinder. 9Auch die drei Brüder Konanja, Schemaja und Netanel sowie die Führer der Leviten, Haschabja, Jeïël und Josabad, gaben den Leviten 5000 Jungtiere für das Passahopfer und 500 Rinder. 10Als alle Aufgaben verteilt waren, stellten die Priester sich an ihre Plätze, und die Leviten traten in den Dienstgruppen an, so wie Josia es befohlen hatte. 11Die Leviten schlachteten die Passahlämmer und zogen ihnen die Haut ab, während die Priester das Blut der Tiere, das sie von den Leviten entgegennahmen, an den Altar sprengten. 12Die Teile, die für die Brandopfer bestimmt waren, legte man für die Familien aus dem Volk beiseite, damit sie das Fleisch später dem Herrn als Opfer darbringen konnten, wie es in Moses Gesetz vorgeschrieben war. Ebenso machte man es mit den Rindern. 13Die Passahlämmer wurden nach Vorschrift am Feuer gebraten, während das übrige Fleisch für die Opfermahlzeiten in Töpfen, Kesseln und Schüsseln gekocht wurde. Sobald es gar war, verteilten die Leviten es in aller Eile an die Festbesucher. 14Danach bereiteten sie für sich und die Priester die Passahlämmer zu. Denn die Priester, die Nachkommen von Aaron, mussten so viele Brandopfer und Fettstücke darbringen, dass sie bis in die Nacht hinein damit beschäftigt waren.

15Während des ganzen Festes blieben die Sänger aus der Sippe Asaf an ihrem Platz, wie es einst David, sein Seher Jedutun, Asaf und Heman angeordnet hatten. Auch die Torwächter blieben an den Tempeleingängen. Sie brauchten ihre Posten nicht zu verlassen, weil die Leviten auch für sie das Passah zubereiteten. 16So wurde an jenem Tag auf Josias Befehl alles geordnet, was den Tempeldienst während des Passahfestes betraf. Nun konnte das Volk das Passahfest feiern, und auch die Brandopfer konnten auf dem Altar des Herrn dargebracht werden.

17Eine Woche lang feierten die Israeliten, die nach Jerusalem gekommen waren, das Passahfest und das Fest der ungesäuerten Brote. 18Das Passahfest hatte seit der Zeit des Propheten Samuel in Israel nicht mehr so stattgefunden. Keiner der Könige in Israel hatte es so gefeiert wie Josia, die Priester und Leviten, die Bewohner von Jerusalem, von Juda und jene, die aus Israel nach Jerusalem gekommen waren. 19Das Fest fand im 18. Regierungsjahr von Josia statt.

Josias Tod

(2. Könige 23,28‒30)

20Nachdem Josia die Arbeiten am Tempel beendet hatte, zog Pharao Necho, der König von Ägypten, mit seinem Heer in Richtung Karkemisch am Euphrat. Josia versuchte, die Ägypter mit seinen Truppen aufzuhalten. 21Da schickte der Pharao eine Gesandtschaft zu ihm und ließ ihm sagen: »Was habe ich dir getan, König von Juda? Nicht dich greife ich an, sondern das Königshaus, mit dem ich Krieg führe! Gott will, dass ich mich beeile, er steht auf meiner Seite. Stell dich ihm nicht in den Weg, sonst wird er dich vernichten!«

22Doch Josia ließ sich nicht umstimmen. Er hörte nicht auf Nechos Worte, durch die Gott ihn warnen wollte. Stattdessen verkleidete er sich als einfacher Soldat und zog mit seinem Heer in die Ebene von Megiddo, wo es zum Kampf kam. 23In der Schlacht wurde König Josia von den feindlichen Bogenschützen getroffen. Da befahl er seinen Dienern: »Bringt mich weg von hier, ich bin schwer verwundet!« 24Sie hoben ihn aus dem Streitwagen, trugen ihn zu einem anderen Wagen und brachten ihn nach Jerusalem. Dort starb er und wurde in den Königsgräbern seiner Vorfahren beigesetzt. Ganz Juda und Jerusalem trauerte um ihn.

25Jeremia schrieb ein Klagelied über den verstorbenen König, und noch heute ist es ein fester Brauch in Israel, dass die Sänger und Sängerinnen Josia in ihren Trauerliedern beklagen. Die Texte stehen im Buch der Klagelieder.

26-27Alles Weitere über Josias Leben findet sich in der Chronik der Könige von Israel und Juda. Man kann dort von seinen Taten lesen, an denen sich seine Treue zu Gott zeigte, und wie er alles befolgte, was im Gesetzbuch des Herrn aufgeschrieben ist.

Bibelen på hverdagsdansk

2. Krønikebog 35:1-27

Josias befaler, at der skal holdes påske igen

2.Kong. 23,21-23

1Josias bekendtgjorde nu, at der skulle fejres påske i Jerusalem på den 14. dag i årets første måned. På den dag skulle påskelammene slagtes. 2Som en del af forberedelserne indsatte han præsterne i deres tjeneste og opmuntrede dem til at tage vare på deres arbejde i templet. 3Til levitterne, som skulle undervise Israels folk og var indviet til at tjene Herren, sagde han: „Da pagtens ark nu står i det tempel, Salomon fik bygget, og da I derfor ikke længere skal bruge tid og kræfter på at bære rundt på den, skal I i stedet bruge jeres tid på at tjene Herren og hans folk, Israel. 4I skal fordele arbejdet efter de skiftehold, som kong David og hans søn Salomon i sin tid etablerede, og som bygger på, hvilke slægter I kommer fra. 5Hvert hold skal så tage opstilling på deres angivne plads og hjælpe dem, der kommer for at ofre i templet. 6I skal slagte påskelammene og sørge for at være indviet til tjeneste, så I kan hjælpe hele folket, mens I følger alle forskrifterne i Moses’ lov.”

7Kongen skænkede personligt 30.000 stykker småkvæg, enten lam eller gedekid, samt 3000 stykker hornkvæg til festen. 8Kongens embedsmænd og andre ledere gav også rundhåndet af, hvad de ejede, til præsterne, levitterne og de øvrige festdeltagere. Hilkija, Zekarja og Jehiel, som havde overopsyn med templet, forærede præsterne 2600 stykker småkvæg og 300 stykker hornkvæg. 9De levitiske ledere Konanja, hans brødre Shemaja og Netanel, Hashabja, Jeiel og Jozabad skænkede 5000 stykker småkvæg og 500 stykker hornkvæg til levitterne.

10Da alle forberedelser til påskefesten var fuldført, stillede præsterne sig på deres post i templet, og levitterne tog opstilling i hold, som kongen havde befalet. 11Levitterne slagtede påskelammene og gav det opsamlede blod til præsterne, der stænkede det på alteret, mens levitterne flåede og parterede dyrene. 12De dele, der skulle bringes som brændofre, blev givet til familieoverhovederne, som så bragte dem til præsterne til ofring ifølge forskrifterne i Moses’ lov. De andre dyr blev på tilsvarende måde slagtet, flået og parteret i løbet af ugen. 13De dele fra påskelammet, som folk måtte spise, blev stegt og givet til folk. Kødet fra de øvrige dyr blev derimod kogt i gryder, kar og pander og derefter givet til folket. 14Da folket havde fået deres påskelam, tilberedte levitterne påskelammet til sig selv og præsterne, der hele dagen havde haft travlt med at ofre fedtet og det, der ellers skulle brændes på brændofferalteret.

15Sangerne, som kom fra Asafs slægt, var på plads ifølge de regler, som kong David, Asaf, Heman og profeten Jedutun århundreder forinden havde bestemt. Portvagterne stod vagt, og de behøvede ikke at forlade deres post, for andre levitter klarede påskeofferet for dem.

16Sådan blev der holdt påske for Herren den dag efter alle forskrifterne. Lammene blev slagtet og brændofrene bragt på det store alter, som kong Josias havde befalet. 17Alle de israelitter, som boede i Jerusalem eller var rejst derhen, tog del i påskefesten, som de næste syv dage efterfulgtes af de usyrnede brøds fest. 18Ikke siden profeten Samuels tid havde man fejret påske i Israel efter alle forskrifterne. Ingen konge før Josias havde holdt en så storslået påskehøjtid sammen med præsterne, levitterne og folk fra hele Jerusalem, Juda og Israel. 19Denne begivenhed fandt sted i kong Josias’ 18. regeringsår.

Resten af Josias’ regeringstid

2.Kong. 23,28-30a

20Nogle år efter at Josias havde restaureret templet, var kong Neko af Egypten på vej mod Karkemish ved Eufratfloden med sin hær. Josias drog ud med sin hær for at standse ham, 21men Neko sendte følgende besked til Josias: „Denne krig angår ikke dig, judæerkonge! Lad mig være, så jeg kan koncentrere mig om at bekæmpe min fjende, for Gud har sagt, at jeg skal skynde mig. Lad være med at komme på tværs af Guds planer, ellers bliver du dræbt.”

22Men Josias ville ikke lytte til den advarsel, som Gud gav ham gennem Neko. Han førte sin hær til kamp på sletten ved Megiddo. Af sikkerhedshensyn tog han dog sin kongedragt af, før kampen begyndte. 23Alligevel blev han ramt af en dødbringende pil. „Hurtigt,” råbte han til sine livvagter, „tag mig væk fra fronten. Jeg er hårdt såret.”

24Mændene skyndte sig at bære ham over i en anden stridsvogn, og derefter kørte de ham hjem til Jerusalem, hvor han døde kort efter. Han blev begravet i det kongelige gravsted tæt ved sine forfædre, og hele Juda og Jerusalem sørgede over hans død.

25Profeten Jeremias digtede en sørgesang over kong Josias. Siden har mange sangere, både mænd og kvinder, sunget denne sørgesang, og den er nedskrevet i bogen med klagesange.

26-27Resten af kong Josias’ liv og virke fra begyndelsen til enden, inklusive hans iver efter at tjene Herren og følge Toraen i et og alt, er beskrevet i Israels og Judas kongers krønikebog.