Naghambal si Job
1Sang ulihi naghambal si Job kag ginpakamalaot niya ang adlaw sang iya pagkatawo. 2Nagsiling siya, 3“Ginapakamalaot ko ang adlaw sang akon pagkatawo. 4Nangin madulom kuntani ina nga adlaw kag wala na ginsilakan pa sang adlaw. Wala na kuntani ina gindumdom pa sang Dios nga ara sa langit. 5Natabunan na lang kuntani ina sang kadulom ukon sang madamol nga gal-om, kag ginlikupan na lang kuntani sang kadulom ang iya kasanag. 6Nangin madulom gid kuntani ina nga gab-i sang akon pagkatawo, kag wala na lang kuntani ina ginlakip sa kalendaryo. 7Wala na kuntani ako matawo sa sina nga gab-i, kag wala na kuntani sing may nagkinalipay sadto nga tion. 8Kabay pa nga pakamalauton ina nga gab-i sang mga manugpakamalaot nga kahibalo magpukaw sa dragon nga Leviatan. 9Wala na kuntani magsiga ang kabugwason sang sina nga adlaw, kag wala na kuntani mag-aga. 10Ginapakamalaot ko ina nga adlaw kay wala niya ginpunggan ang akon pagkatawo agod indi ko maeksperiensyahan ini nga mga kalisod.
11“Maayo pa kuntani nga napatay na lang ako sa tiyan sang akon iloy. 12Ngaa bala ginsabak pa ako sang akon iloy kag ginpatiti? 13Kon napatay lang ako sadto, malinong na kuntani ako subong, nga nagakatulog kag nagapahuway 14upod sa mga hari kag mga pangulo sang kalibutan nga nagpatindog sang mga palasyo3:14 mga palasyo: ukon, mga bilding. nga guba na subong.3:14 nagpatindog… subong: ukon, nagpatindog liwat sang mga guba nga palasyo. 15Nagapahuway man kuntani ako upod sa mga manugdumala nga ang ila mga balay puno sang bulawan kag pilak. 16Maayo pa kuntani nga pareho na lang ako sang mga bata nga napatay sa ila pagkatawo kag ginlubong, nga wala na makakita sang kasanag. 17Didto sa lugar sang mga patay, ang mga malaot wala na nagahimo sing malain kag ang mga kapoy nagapahuway na. 18Kag didto, ang mga bihag nagapatawhay-tawhay na kag indi na nila mabatian ang singgit sang mga tawo nga nagapilit sa ila sa pag-obra. 19Ang tanan nga klase sang tawo ato didto, bantog man ukon indi. Kag ang mga ulipon hilway na didto sa ila mga agalon.
20“Ngaa ginatugutan pa nga mabuhi ang tawo nga nagaantos kag nagasakit ang ila buot? 21Nagahandom sila nga mapatay, pero wala sila mapatay. Ginapangita nila ang kamatayon nga sobra pa sa pagpangita sang tawo sang manggad nga natago. 22Malipayon lang sila kon patay na sila kag malubong na. 23Ngaa ginatugutan pa nga mabuhi ang tawo nga wala man lang siya kahibalo sang iya dangatan? Ginbuot sang Dios nga indi niya mahibaluan ang iya palaabuton. 24Indi ako makakaon sa sobra nga pagpangasubo, kag wala nagauntat ang akon pag-ugayong. 25Ang ginakahadlukan ko natabo sa akon. 26Wala ako sing kalinong kag katawhayan. Kag wala ako sing kapahuwayan kundi kagamo lang.”
Job ønsker, han aldrig var blevet født
1-2Til sidst brød Job tavsheden:
3„Forbandet være den nat, jeg blev født,
det øjeblik man udbrød: ‚Se, det blev en dreng!’
4Lad den nat forblive i det skjulte,
blive skubbet ud i den gudsforladte intethed.
Lad den blive dækket af glemslens mørke,
5ja, gid mørket ville tage den i sig igen.
Gid tågen ville skjule den,
og skyerne dække den.
6Gid mulm og mørke ville opsluge den helt,
ja, rive den ud af kalenderen.
Lad den ikke tælles blandt årets dage,
lad den ikke høre hjemme i nogen måned.
7Lad den blive til trøstesløs tomhed,
en nat, hvor ingen glæder sig.
8Lad troldmændene forbande den,
de, som tør vække Livjatan.3,8 Livjatan er enten en nu uddød dyreart eller et mytisk uhyre som billede på ondskaben.
9Lad dens morgenstjerne formørkes,
lad den forgæves vente på daggry,
lad den aldrig få morgenrøden at se.
10For den hindrede ikke min fødsel,
skånede mig ikke for ulidelige smerter!
11Hvorfor døde jeg ikke i min mors liv
eller udåndede, så snart jeg var født?
12Min mor burde aldrig have taget sig af mig.
Hun burde aldrig have lagt mig til sit bryst.
13Jeg ville hellere have været død,
så jeg kunne sove i fred i min grav,
14blandt konger og jordens herskere,
der byggede sig gravkamre i ørkenen,
15blandt fyrster, der var rige på guld
og fyldte deres huse med sølv.
16Var jeg dog bare et dødfødt barn,
som aldrig havde set dagens lys.
17I døden bliver de gudløse stille,
dér kan de trætte hvile ud.
18Dér har selv fangerne fred,
hører ikke længere vagternes råben.
19Dér deler de fattige skæbne med de rige,
slaven er sin herres lige.
20Hvorfor holder Gud liv i de mennesker,
der lever i smerte og elendighed?
21De søger uden held efter døden,
som var den en sjælden skat.
22De råber højt af glæde,
når de endelig når deres grav.
23Hvorfor lader Gud mig leve,
når jeg er uden fremtid og håb?
24Jeg sukker dagen lang i min elendighed,
kun jamren kommer over mine læber.
25Det, jeg frygtede allermest, er sket,
mine værste drømme er blevet til virkelighed.
26Jeg er rastløs og uden ro,
dybt begravet i min smerte.”
