Ang Levita kag ang Iya Asawa nga Suluguon
1Sang sadto nga panahon nga wala pa sing hari ang Israel, may isa ka Levita19:1 Levita: ukon, kaliwat ni Levi. nga nagaestar sa malayo nga bahin sang kabukiran sang Efraim. Ini nga Levita nakapangasawa sang suluguon nga taga-Betlehem sa Juda. 2Pero nagluib sa iya ang iya asawa, kag nagpauli ini sa balay sang iya mga ginikanan sa Betlehem. Pagkaligad sang apat ka bulan, 3nagdesisyon ang Levita nga apason niya ang iya asawa kag kombinsihon nga mag-upod liwat sila. Gani naglakat siya upod ang isa niya ka suluguon kag duha ka asno. Pag-abot niya didto, ginpadayon siya sang babayi. Sang makita siya sang amay sang babayi, gin-abiabi gid siya. 4Ginpilit siya sang iya ugangan nga magpabilin didto. Gani nagpabilin siya sa sulod sang tatlo ka adlaw nga didto man nagakaon, nagainom, kag nagatulog.
5Sang ikaapat na nga adlaw, aga pa gid nagbangon ang Levita kag ang iya suluguon, kag naghimos sila nga magpauli. Pero nagsiling sa iya ang iya ugangan nga lalaki, “Kaon anay kamo antes maglakat.” 6Gani nagkaon kag nag-inom sila nga duha. Sang ulihi, nagsiling ang iya ugangan, “Diri lang anay kamo sa gab-i kay magkinalipay kita.” 7Indi kuntani siya magsugot pero ginpilit gid siya sang iya ugangan, gani nagpabilin na lang sila. 8Pagkaaga, naghimos sila nga maglakat, pero nagsiling naman ang iya ugangan, “Kaon anay kamo kag karon na lang kamo sa hapon maglakat.” Gani nagkaon anay sila nga duha. 9Sang malakat na ang Levita, ang iya asawa, kag ang iya suluguon, nagsiling ang iya ugangan, “Hapon na kag dugay-dugay dulom na. Maayo pa diri na lang kamo liwat matulog. Magkinalipay anay kamo diri, kag buwas aga pa kamo magpauli.”
10-11Pero wala na gid nagpasugot ang Levita, kundi naglakat siya kag ang iya asawa, upod ang duha ka asno. Hapon na gid sang mag-abot sila malapit sa Jebus (nga amo ang Jerusalem). Gani nagsiling ang suluguon sang Levita, “Maayo pa siguro nga diri na lang kita matulog sa sining siyudad sang mga Jebusnon.” 12Nagsabat ang Levita, “Indi puwede nga diri kita matulog sa lugar nga indi sakop sang mga Israelinhon. Maderetso kita sa Gibea. 13Dali na, tinguhaan naton nga makaabot kita sa Gibea ukon sa Rama, kag didto kita matulog.” 14Gani nagpadayon sila sa paglakat. Nagasalop na ang adlaw sang mag-abot sila sa Gibea nga sakop sang tribo ni Benjamin. 15Nagsulod sila sa banwa kag nagpungko sa plasa, pero wala gid sing may nag-agda sa ila nga magdayon.
16Sang sirom na, may isa ka tigulang nga lalaki nga nagapauli na halin sa iya obra sa uma. Ini nga tigulang didto anay nagaestar sa kabukiran sang Efraim, pero sang ulihi sa Gibea na siya nag-estar. Ining Gibea sakop sang teritoryo sang tribo ni Benjamin.
17Sang makita sang tigulang ang nagpanglakaton nga Levita sa may plasa sang siyudad, ginpalapitan niya kag ginpamangkot, “Taga-diin ka? Kag diin ka makadto?” 18Nagsabat ang Levita, “Halin kami sa Betlehem nga sakop sang Juda kag mapauli kami sa amon balay19:18 amon balay: Amo ini sa Septuagint. Sa Hebreo, balay sang Ginoo. sa kabukiran sang Efraim. Wala sing may nag-agda sa amon nga magdayon sa iya balay. 19May pagkaon kag ilimnon kami sang akon asawa kag sang akon suluguon, kag may inugpahalab kami sa amon mga asno. Gani wala na kami sing iban pa nga kinahanglan.” 20Nagsiling ang tigulang, “Indi kamo magtulog diri sa plasa. Didto na lang kamo sa akon balay. Ako ang bahala sa tanan ninyo nga kinahanglanon.” 21Gani nag-upod sila sa tigulang. Pag-abot nila, ginpakaon sang tigulang ang ila mga asno. Kag pagkatapos nila panghinaw sang ila mga tiil, nagkaon sila kag nag-inom.
22Sang nagakinalipay sila, gulpi lang nga ginlibutan sang mga malaot nga mga tawo ang balay kag ginpukpok ang puwertahan. Nagasinggit sila sa tigulang nga tag-iya sang balay, “Paguwaa ang bisita mo nga lalaki kay magpakighilawas kami sa iya.” 23Nagsabat ang tigulang, “Mga abyan, bisita ko ini nga tawo, gani indi ninyo paghimua inang mahigko kag makahuluya nga butang. 24Ihatag ko sa inyo ang akon anak nga dalaga kag ang asawa sang sini nga tawo, kag pagusto kamo kon ano ang inyo nga himuon sa ila. Basta indi lang ninyo paghimua inang makahuluya nga butang sa akon bisita.”
25Wala namati ang mga tawo sa iya, gani ginbutong sang Levita ang iya asawa kag ginpaguwa. Ginhimuslan nila siya kag gin-abusuhan sa bilog nga gab-i hasta mag-aga. Kag sang nagapamanagbanag na, ginpalakat nila ang babayi. 26Nagbalik ang babayi sa balay nga ginadayunan sang iya bana. Natumba siya sa may puwertahan, kag didto siya hasta sa pagbutlak sang adlaw.
27Sang sina nga aga nagbugtaw ang iya bana. Ginbuksan niya ang puwertahan agod maglakat na, kag nakita niya ang iya asawa nga nagahamyang kag ang mga kamot sini nagauntay pa sa puwertahan. 28Nagsiling ang Levita, “Bangon na kay mapauli na kita.” Pero patay na gali ang babayi, gani ginkarga niya ang bangkay sa iya asno kag naglakat.
29Pag-abot niya sa ila, ginpang-utod-utod niya sa dose ka parte ang bangkay sang iya asawa kag ginpadala sa dose ka tribo sang Israel. 30Nagsiling ang tanan nga nakakita sini, “Wala pa gid sing may natabo nga pareho sini halin sang paghalin sang mga Israelinhon sa Egipto. Ano ayhan ang maayo naton nga himuon?”
Benjaminitternes forbrydelse
1På den tid, da der endnu ingen konge var i Israel, boede der en mand af Levis stamme på et afsides sted i Efraims højland. Han havde hentet sig en medhustru i Betlehem i Juda. 2Men hun blev vred på ham og tog derefter tilbage til sin fars hus i Betlehem. Da der var gået fire måneder, 3opsøgte manden hende for at få hende med tilbage. Han havde taget sin tjener og et ekstra æsel med. Pigen førte ham ind til sin far, og faderen bød ham velkommen 4og bad ham blive nogle dage. Så blev han boende i tre dage. Han både spiste og sov der.
5På den fjerde dag stod levitten og hans tjener tidligt op for at begive sig på hjemturen sammen med konen, men svigerfaderen sagde: „I må da ikke tage af sted, før I har fået et godt måltid.” 6Så satte de sig ned og spiste et større måltid. „Bliv dog en dag mere!” bad svigerfaderen. „Vi har det jo dejligt sammen.” 7Levitten afslog, men hans svigerfar blev ved med at presse ham, indtil han gav efter og blev der natten over. 8Næste morgen stod de igen tidligt op for at komme af sted. „Spis nu først,” insisterede svigerfaderen. „Så kan I tage af sted i eftermiddag.”
9Samme eftermiddag, da levitten og hans medhustru og tjener gjorde klar til afrejsen, sagde svigerfaderen: „Det er ved at blive sent! Hvad med at blive endnu en nat, så vi kan hygge os sammen denne sidste aften? Så kan I tage af sted i morgen tidlig!”
10Men denne gang var levitten fast besluttet på at tage af sted. Så han sadlede sine to æsler og red af sted sammen med sin medhustru i retning af Jebus, som nu hedder Jerusalem.
11Det var sent på dagen, da de nåede til byen. „Vi kan ikke nå længere i dag,” sagde tjeneren. „Lad os overnatte i den her jebusitiske by.”
12-13„Nej,” svarede hans herre, „vi kan ikke tage ind i en fremmed by, hvor der ikke bor nogen israelitter. Lad os fortsætte til Gibea eller helt til Rama.”
14Så fortsatte de, indtil de kort efter solnedgang nåede Gibea, en landsby, som tilhørte Benjamins stamme, 15og de standsede for at overnatte der. De satte sig til at vente på torvet, men ingen tilbød dem husly for natten. 16Så kom en gammel mand forbi, der var på vej hjem fra arbejdet i marken. Han var efraimit, men boede nu i Gibea, skønt byen tilhørte Benjamins stamme. 17Da han fik øje på de fremmede, der sad på torvet, spurgte han dem, hvor de kom fra, og hvor de var på vej hen.
18„Vi er på vej hjem fra Betlehem i Juda,” svarede levitten. „Vi bor på et afsides sted i Efraims højland. Men ingen har tilbudt os husly for natten, 19skønt vi har foder til æslerne og rigeligt med mad og vin til os selv.”
20„Kom dog med mig!” udbrød den gamle mand. „Jeg skal nok sørge godt for jer. I kan da ikke blive siddende her på torvet.”
21Så tog han dem med hjem og fodrede deres æsler, og efter at de havde vasket deres fødder, spiste de til aften sammen. 22Men bedst som de sad og hyggede sig, blev huset omringet af en flok onde mænd fra byen. De hamrede på døren og råbte til den gamle mand: „Bring din gæst herud til os, så vi kan stille vores lyst på ham!” 23Den gamle mand gik ud for at tale dem fra det. „Hør nu her, venner,” sagde han. „I må ikke være så onde ved min gæst. 24I huset her er der både hans medhustru og min datter, der endnu er jomfru. Dem kan vi sende ud til jer, så I kan forlyste jer med dem. Men gør ikke noget så skammeligt mod min gæst.”
25Men de ville ikke tage imod fornuft. Så tog levitten sin medhustru og skubbede hende ud på gaden, hvor mændene på skift voldtog hende natten igennem, indtil det begyndte at blive lyst. 26Da solen stod op, slæbte hun sig hen til den gamle mands hus, hvor hun besvimede på dørtrinet og blev liggende, til det var helt lyst. 27Da levitten senere åbnede døren for at gøre sig klar til at tage af sted, fandt han sin medhustru liggende med hænderne på dørtrinet.
28„Rejs dig, og lad os komme af sted!” sagde han.
Men der kom ikke noget svar, for hun var død. Så lagde han hende op på æslet og bragte hende hjem til sit hus. 29Der tog han en kniv og skar hendes lig i 12 stykker, som han sendte ud til Israels 12 stammer. 30Alle, som hørte om det, sagde: „Så grusom en forbrydelse er ikke blevet begået siden vi forlod Egypten! Vi har aldrig set noget lignende. Der må gøres noget, men hvad?”
