Ang Nadula nga Kupa
1Karon, ginsugo ni Jose ang mayordomo sang iya balay. Siling niya, “Pun-a sang pagkaon ang mga sako sang mag-ulutod suno sa ila madala, kag ibutang ang kuwarta nga ila ginbayad sa ila mga sako. 2Dayon ibutang ang akon pilak nga kupa sa sako sang kamanghuran upod sang kuwarta nga ginbayad niya sa pagkaon.”44:2 pagkaon: sa literal, uyas. Ginhimo sang mayordomo ang ginsiling ni Jose.
3Aga pa gid sang madason nga adlaw, ginpalakat ang mag-ulutod upod sang ila mga asno. 4Indi pa gid malayo sa banwa ang ila nalaktan sang nagsiling si Jose sa iya mayordomo, “Dali, lagsa ang mga tawo! Kag kon maabtan mo sila, silinga sila, ‘Ngaa malain ang ginbalos ninyo sa kaayo nga ginpakita namon sa inyo? 5Ngaa ginkuha ninyo ang kupa nga ginaimnan sang akon agalon kag ginagamit niya sa pagpakot? Malain ining inyo ginhimo.’ ”
6Naabtan sang mayordomo ang mag-ulutod kag ginhambal niya ato sa ila. 7Nagsiling sila sa mayordomo, “Sir, paano nga nasiling mo ina? Imposible nga himuon namon ina nga butang. 8Kahibalo ka man nga halin sa Canaan gindala namon balik sa imo ang kuwarta nga nakita namon sa amon mga sako. Ti ngaa mangawat pa kami sang pilak ukon bulawan sa balay sang imo agalon? 9Kon makita mo ina nga kupa sa isa sa amon, pagapatyon siya kag mangin ulipon ninyo kami.” 10Nagsiling ang mayordomo, “Sige, kon makit-an ang kupa sa isa sa inyo mangin ulipon ko siya, kag ang nabilin sa inyo wala na sing salabton.” 11Gani nagdali-dali ang kada isa sa pagpanaog sang ila mga sako kag gin-abrihan nila. 12Dayon gin-usisa sang mayordomo ang mga sako halin sa iya sang kamagulangan hasta sa iya sang kamanghuran, kag ang kupa nakita sa sako ni Benjamin. 13Pagkakita sini sang mag-ulutod, gin-gisi nila ang ila mga bayo sa kalain sang ila buot. Dayon ginkarga nila liwat sa mga asno ang ila mga sako kag nagbalik sa banwa.
14Sang pag-abot ni Juda kag sang iya mga utod sa Egipto, didto pa gihapon si Jose sa iya balay. Nagsulod sila sa balay kag nagluhod sa atubangan ni Jose. 15Nagsiling si Jose sa ila, “Ano bala ining ginhimo ninyo? Wala bala kamo makahibalo nga kahibalo ako magpakot? Gani wala gid kamo sing matago sa akon.” 16Nagsiling si Juda, “Sir, wala na kami sang may irason pa sa imo, kag indi kami makasiling nga wala kami sang sala. Ang Dios amo ang nagpahayag sang amon sala. Karon, tanan kami imo na nga ulipon—kami kag ang isa nga nakit-an sa iya ang kupa.” 17Pero nagsiling si Jose, “Indi ko mahimo ina. Siya lang nga sa iya nakita ang kupa amo ang akon mangin ulipon. Kag kamo makapauli na sa inyo amay nga wala sing sablag.”
Nagpakitluoy si Juda para kay Benjamin
18Nagpalapit si Juda kay Jose kag nagsiling, “Nagapangabay ako sa imo, sir, nga kon mahimo pamatii ako. Indi ka lang kuntani mangakig sa akon, ikaw nga daw pareho na sa hari sang Egipto. 19Nagpamangkot ka sadto sa amon kon may amay pa kami kag utod, 20kag ginsabat ka namon nga may amay kami nga tigulang na kag may kamanghuran nga utod nga natawo sa iya katigulangon. Nagsiling man kami nga patay na ang iya utod kag siya na lang ang nabilin nga anak sang iya iloy, kag palangga gid siya sang amon44:20 amon: sa literal, iya. amay. 21Dayon nagsiling ka sa amon nga dal-on namon siya sa imo agod makita mo man siya. 22Nagsiling kami sa imo nga indi puwede nga bayaan sang amon kamanghuran ang amon amay, kay basi amo pa ini ang ikamatay niya. 23Pero ginsiling mo nga indi kami magpakita sa imo kon indi namon kaupod ang amon kamanghuran. 24Ini tanan ginsugid namon sa amon amay sang nagpauli kami. 25Sang ulihi nagsiling ang amon amay nga magbalik kami diri liwat kag magbakal sang pagkaon. 26Pero nagsiling kami sa iya nga malakat lang kami kon upod namon ang amon kamanghuran, tungod kay indi kami puwede magpakita sa imo kon indi namon kaupod ang amon kamanghuran. 27Amo ini ang iya ginsabat sa amon, ‘Nahibaluan naman ninyo nga duha lang ang akon anak sa akon asawa nga si Raquel. 28Ang isa wala na; siguro ginus-ab siya sang mabangis nga sapat. Kag hasta subong wala ko na siya makita. 29Kon kuhaon pa gid ninyo ining isa nga nabilin sa akon, kag kon may matabo sa iya, ako nga tigulang na mapatay na lang sa kalisod.’
30“Gani, sir, ang kabuhi sang amon amay naangot sa kabuhi sang amon kamanghuran. Kon magpauli kami nga indi namon siya kaupod, 31sigurado gid nga mapatay sa kasubo ang amon tigulang nga amay. 32Gin-garantiya ko ang akon kabuhi para sa amon kamanghuran. Ginsilingan ko ang akon amay nga kon indi ko siya mabalik sa iya, ako ang basulon hasta san-o. 33Gani, sir, ako na lang ang magpabilin diri bilang imo ulipon sa baylo niya, kag tuguti na lang siya nga magpauli upod sa iya mga utod. 34Indi ako magpauli nga indi siya kaupod. Indi ko mabatas nga makita ang malain nga matabo sa amon amay.”
Josefs sølvbæger
1Senere gav Josef sin husholder befaling om at fylde brødrenes sække med alt det korn, som æslerne kunne bære. „Sørg for at lægge de penge, de har betalt for kornet, tilbage i hver sæk!” beordrede han. 2„Og i den yngste brors sæk skal du desuden lægge mit sølvbæger.” Husholderen gjorde, som Josef havde sagt. 3Ved daggry næste morgen fik brødrene lov at tage af sted med deres æsler.
4Men de var kun lige kommet ud af byen, da Josef sagde til sin husholder: „Sæt efter dem og stands dem. Sig så til dem: ‚Hvorfor har I gengældt godt med ondt? 5Hvorfor har I taget min herres personlige sølvbæger, som han bruger til at tage varsler af? Hvordan kunne I gøre noget så usselt?’ ” 6Husholderen indhentede hurtigt brødrene og sagde det, Josef havde givet ham besked på.
7„Hvad mener du?” svarede brødrene. „Sådan noget kunne vi da aldrig finde på at gøre! 8Bragte vi måske ikke de penge tilbage, som lå oven i vores sække sidste gang? Hvorfor i alverden skulle vi stjæle guld eller sølv fra din herres hus? 9Hvis du finder bægeret hos en af os, skal vedkommende dø! Og resten af os skal være din herres slaver!”
10„Nej,” svarede husholderen. „Det er kun den, bægeret findes hos, der skal være min herres slave, I andre kan godt rejse hjem.”
11Brødrene løftede hurtigt sækkene af æslerne og åbnede dem. 12Husholderen begyndte at gennemsøge den ældste brors sæk, og sådan fortsatte han hele rækken ned til den yngste. Bægeret blev fundet i Benjamins sæk. 13Da flængede brødrene i fortvivlelse deres tøj, læssede igen deres æsler og vendte tilbage til byen. 14Josef var stadig hjemme i sit hus, da Juda og hans brødre ankom. De faldt på knæ for ham med ansigtet mod jorden.
15„Hvad er I ude på?” spurgte Josef. „Er I ikke klar over, at en mand som jeg har spåmænd, der kunne fortælle mig, hvem der stjal det?”
16Da sagde Juda: „Oh, herre, hvad skal vi sige til vores forsvar? Hvordan kan vi bevise, at vi er uskyldige? Gud har bragt vores skyld for dagens lys. Vi er nu Deres slaver—både vi og vores bror, som bægeret blev fundet hos.”
17„Nej,” svarede Josef. „Kun den, som stjal bægeret, skal være min slave. Resten af jer kan frit rejse hjem til jeres far.”
Juda tilbyder at blive slave for at redde Benjamin
18Da trådte Juda et skridt frem mod Josef og sagde: „Herre, tillad mig at tale til Dem. Hav tålmodighed med mig et øjeblik. Jeg ved, at De har magt til at dræbe mig på stedet, for De er jo som Farao selv. 19De spurgte os, herre, om vi havde en far eller en bror. 20Dertil svarede vi: ‚Ja, vores far er gammel, og han har endnu en søn derhjemme, som han fik i sin alderdom. Denne søns bror er død, så nu er han den eneste, hans mor efterlod sig. Derfor holder hans far så meget af ham.’ 21Så sagde De, herre: ‚Bring ham til mig, så jeg kan se ham!’ 22Men vi svarede: ‚Det er umuligt, herre! Drengen kan ikke forlade sin far, for hans far vil dø af sorg, hvis der sker ham noget.’ 23Men De insisterede: ‚Kom ikke tilbage, medmindre jeres yngste bror er med!’ 24Derefter rejste vi hjem til vores far og fortalte ham, hvad De havde sagt. 25Og da han senere bad os om at tage til Egypten igen og købe mere korn, 26sagde vi til ham: ‚Det kan ikke lade sig gøre, medmindre du lader vores yngste bror rejse med os. Uden ham vil vores rejse være forgæves.’
27Så sagde vores far: ‚I ved jo, at min elskede kone fødte mig to sønner. 28Den ene forsvandt. Han blev nok flået ihjel af et rovdyr, for jeg så ham aldrig igen. 29Hvis der nu også sker noget med den anden søn, dør jeg af sorg.’ 30Derfor kan De nok forstå, herre, at hvis jeg kommer hjem uden den dreng, som min far er så stærkt knyttet til, 31så dør han af sorg, og det er vi skyld i. 32Herre, jeg har personligt lovet min far at tage mig af drengen på denne rejse—ja, jeg sagde ligefrem: ‚Hvis jeg ikke bringer ham tilbage i god behold, tager jeg selv hele skylden!’ 33Herre, tillad mig derfor at blive Deres slave i stedet for drengen. Lad ham få lov at tage hjem sammen med sine brødre. 34Hvordan kan jeg tage hjem til min far uden drengen? Jeg vil ikke kunne holde ud at se min fars sorg.”
